Showing posts with label Dr. Otto Sperling. Show all posts
Showing posts with label Dr. Otto Sperling. Show all posts

Tuesday, April 29, 2025

H. E. Friis on Kristina and Corfitz Ulfeldt, Leonora Christina Ulfeldt and Dr. Otto Sperling

Source:

Dronning Christina af Sverrig 1626-1689, pages 46 to 49, published by H. E. Friis, 1896


The account:

Samtidigt med Franskmanden Bourdelot og Spanieren Pimentelli opholdt der sig en kun altfor god bekendt af os Danske ved Dronning Christinas Hof, nemlig Forræderen Corfitz Ulfeldt. Det var muligvis Dronning Christinas Mening, for godt Naboskabs Skyld, først at spørge Kong Frederik d. 3dje, hvorledes denne ønskede, at man skulde forholde sig overfor Corfitz Ulfeldt, naar han meldte sin Ankomst til Sverrig. Imidlertid afventede Dronning Christina ikke Frederik d. 3djes Svar, da hun jo nok kunde gætte sig til, hvorledes det vilde blive. Hun modtog Corfitz Ulfeldt med al Udmærkelse, som om han var en venskabelig Stats betroede Afsending, og lod ham afhente i en af de kongelige Ekvipager. Den danske Gesandt, Peder Juel — en Broder til Admiral Niels Juel — udmærkede sig ved sin bestemte Optræden i Anledning af den Beskyttelse, som Dronning Christina ydede Corfitz Ulfeldt, men det frugtede slet ikke noget. Corfitz Ulfeldt gjørde [sic] nemlig straks det bedste Indtryk paa Dronningen, idet han forstod ved sit smidige og slebne Væsen samt statelige Skikkelse at indtage hende for sig. Som en mandig og velvoksen Person blev Ulfeldt kort efter brugt i Dronningens Balletter og Hyrdespil og fremstillede Guden Jupiter, medens en polsk Adelsmand og Landsforræder, Radziejewsky, af samme Tønde som Ulfeldt, fremstillede Guden Bacchus, hvorimod Mars's Rolle var forbeholdt Pimentelli, saalænge hans Ophold i Sverrig varede.

En Dag i Aaret 1653 gjorde Dronning Christina et stort Bal, hvortil alle de fremmede Ministre vare indbudne. Forinden der blev gaaet til Bords, sagde Dronning Christina med høj Røst: «Mine Herrer! De maa sætte dem, som det behager dem, thi det vedkommer ej mig at bestemme Deres Rang.» Alligevel gav hun Pimentelli, Ulfeldt og Radziejewsky de øverste Pladser ved Bordet for at vise dem sin særlige Gunst.

Corfitz Ulfeldts krybende Adfærd overfor Dronning Christina faar bl. a. sit Udtryk, da hun en Søndag har savnet ham og derfor spørger ham, hvorfor han ikke har været i Kirke; han svarede nemlig: «Jeg kender foruden Eders Majestæt ingen anden Guddom, som kan redde mig af min Ulykke.»

Ulfeldts hele Forhold er jo forresten godt kendt af danske Læsere, saa det behøver ikke at omtales yderligere. Mindre bekendt er det maaske, at han i Modsætning til Dronning Christinas mange andre Yndlinge ikke spandt Silke under Opholdet ved hendes Hof, men istedetfor maatte betale hendes Venskab og Beskyttelse temmelig dyrt, idet han tabte en betydelig Del af sin Formue ved at forstrække hende med Laan, som han aldrig fik betalt tilbage igen.

Kunde Dronning Christina end ikke betale Ulfeldt Pengene tilbage, bevarede hun dog ham og hans Børn i venlig Erindring, thi da han døde, godt en halv Snes Aar senere, sørgede hun igennem Kongen af Spanien for, at hans Døtre fik en standsmæssig Opdragelse, og en af hans Sønner blev siden Kammerherre ved hendes lille Hof i Rom, hvornæst Paven senere hen gav ham et Kanonikat.

Medens Corfitz Ulfeldt opholdt sig ved Dronning Christinas Hof i Sverrig, var han i lang Tid meget syg. Dronningen besøgte ham gentagne Gange under hans Sygeleje og sendte endog sin egen Medikus at tilsé ham, men da det ikke blev bedre, skrev Ulfeldts Gemalinde, Eleonore Christine — som var med ham i Sverrig — efter deres tidligere Læge i Danmark, Dr. Otto Sperling, der nu var bosiddende i Holland. Dr. Sperling kom snart, og efter 7 Ugers Forløb var Ulfeldt saa vel, at han atter kunde gøre Dronningen sin Opvartning samt være om hende og køre ud med hende paa hendes Udflugter. Da Ulfeldt var bleven rask, længtes Dr. Otto Sperling tilbage igen til Holland, men Ulfeldt vilde gerne først præsentere ham for Dronningen, saa Sperling kunde faa Lejlighed til at kysse Sømmen paa Hds. Majestæts Kjole.

Ved Audientsen holdt Dr. Sperling en kort Tale paa Latin til Dronning Christina, som hun ekspedit besvarede paa sirlig og flydende Italiensk, da hun vidste, at Sperling havde opholdt sig længere Tid i Italien. Da hun spurgte Dr. Sperling, hvorlænge han havde været i Italien, og han svarede 4½ Aar, sagde hun: «Da er det intet Under, at I taler saa godt Italiensk,» hvortil Dr. Sperling sagde: «Mere maa man forundre sig over, at Deres kongelige Majestæt, som aldrig har set Italien, alligevel taler Sproget saa perfekt, som om Deres Majestæt var født der.»

Dronningen syntes saa godt om Dr. Sperling, at hun lovede ved den første givne Lejlighed at tage ham til Medikus. Det blev dog kun til Dels ved gyldne Løfter, hvorfor Sperling rejste tilbage; ikke 10 Aar efter blev han lokket over paa dansk Territorium og indespærret i Blaataarn i København, hvor Eleonore Christine Ulfeldt allerede da var kommen Aaret forud. Dr. Sperling sad der i 17 Aar indtil sin Død, medens Eleonore Christine Ulfeldt dog levede saa længe, at hun efter 22 Aars Indespærring ved Enkedronning Sofie Amalies Død slap ud og levede derefter nogle Aar i Frihed paa Maribo Kloster, hvor hun døde, 77 Aar gammel, 1698.

With modernised spelling:

Samtidigt med franskmanden Bourdelot og spanieren Pimentelli opholdt der sig en kun altfor god bekendt af os danske ved dronning Kristinas hof, nemlig forræderen Corfitz Ulfeldt. Det var muligvis dronning Kristinas mening, for godt naboskabs skyld, først at spørge kong Frederik den tredje, hvorledes denne ønskede, at man skulle forholde sig overfor Corfitz Ulfeldt, når han meldte sin ankomst til Sverige.

Imidlertid afventede dronning Kristina ikke Frederik den tredjes svar, da hun jo nok kunne gætte sig til, hvorledes det ville blive. Hun modtog Corfitz Ulfeldt med al udmærkelse, som om han var en venskabelig stats betroede afsending, og lod ham afhente i en af de kongelige ekvipager. Den danske gesandt, Peder Juel — en broder til admiral Niels Juel — udmærkede sig ved sin bestemte optræden i anledning af den beskyttelse, som dronning Kristina ydede Corfitz Ulfeldt, men det frugtede slet ikke noget.

Corfitz Ulfeldt gjorde nemlig straks det bedste indtryk på dronningen, idet han forstod ved sit smidige og slebne væsen samt statelige skikkelse at indtage hende for sig. Som en mandig og velvoksen person blev Ulfeldt kort efter brugt i dronningens balletter og hyrdespil og fremstillede guden Jupiter, medens en polsk adelsmand og landsforræder, Radziejowski, af samme tønde som Ulfeldt, fremstillede guden Bacchus, hvorimod Mars's rolle var forbeholdt Pimentelli, sålænge hans ophold i Sverige varede.

En dag i året 1653 gjorde dronning Kristina et stort bal, hvortil alle de fremmede ministre vare indbudne. Forinden der blev gået til bords, sagde dronning Kristina med høj røst: «Mine herrer! De må sætte Dem, som det behager Dem, thi det vedkommer ej mig at bestemme Deres rang.»

Alligevel gav hun Pimentelli, Ulfeldt og Radziejowski de øverste pladser ved bordet for at vise dem sin særlige gunst.

Corfitz Ulfeldts krybende adfærd overfor dronning Kristina får bl. a. sit udtryk, da hun en søndag har savnet ham og derfor spørger ham, hvorfor han ikke har været i kirke; han svarede nemlig: «Jeg kender foruden Eders Majestæt ingen anden guddom, som kan redde mig af min ulykke.»

Ulfeldts hele forhold er jo forresten godt kendt af danske læsere, så det behøver ikke at omtales yderligere. Mindre bekendt er det måske, at han i modsætning til dronning Kristinas mange andre yndlinge ikke spandt silke under opholdet ved hendes hof, men i stedet for måtte betale hendes venskab og beskyttelse temmelig dyrt, idet han tabte en betydelig del af sin formue ved at forstrække hende med lån, som han aldrig fik betalt tilbage igen.

Kunne dronning Kristina end ikke betale Ulfeldt pengene tilbage, bevarede hun dog ham og hans børn i venlig erindring, thi da han døde, godt en halv snes år senere, sørgede hun igennem kongen af Spanien for, at hans døtre fik en standsmæssig opdragelse, og en af hans sønner blev siden kammerherre ved hendes lille hof i Rom, hvornæst paven senere hen gav ham et kanonikat.

Medens Corfitz Ulfeldt opholdt sig ved dronning Kristinas hof i Sverige, var han i lang tid meget syg. Dronningen besøgte ham gentagne gange under hans sygeleje og sendte endog sin egen medikus at tilse ham, men da det ikke blev bedre, skrev Ulfeldts gemalinde, Eleonora Christina — som var med ham i Sverige — efter deres tidligere læge i Danmark, dr. Otto Sperling, der nu var bosiddende i Holland.

Dr. Sperling kom snart, og efter 7 ugers forløb var Ulfeldt så vel, at han atter kunne gøre dronningen sin opvartning samt være om hende og køre ud med hende på hendes udflugter. Da Ulfeldt var bleven rask, længtes dr. Otto Sperling tilbage igen til Holland, men Ulfeldt ville gerne først præsentere ham for dronningen, så Sperling kunne få lejlighed til at kysse sømmen på Hendes Majestæts kjole.

Ved audiensen holdt dr. Sperling en kort tale på latin til dronning Kristina, som hun ekspedit besvarede på sirlig og flydende italiensk, da hun vidste, at Sperling havde opholdt sig længere tid i Italien. Da hun spurgte dr. Sperling, hvorlænge han havde været i Italien, og han svarede 4½ år, sagde hun: «Da er det intet under, at I taler så godt italiensk», hvortil dr. Sperling sagde: «Mere må man forundre sig over, at Deres Kongelige Majestæt, som aldrig har set Italien, alligevel taler sproget så perfekt, som om Deres Majestæt var født der.»

Dronningen syntes så godt om dr. Sperling, at hun lovede ved den første givne lejlighed at tage ham til medikus. Det blev dog kun til dels ved gyldne løfter, hvorfor Sperling rejste tilbage; ikke 10 år efter blev han lokket over på dansk territorium og indespærret i Blåtårn i København, hvor Eleonora Christina Ulfeldt allerede da var kommen året forud. Dr. Sperling sad der i 17 år indtil sin død, medens Eleonora Christina Ulfeldt dog levede så længe, at hun efter 22 års indespærring ved enkedronning Sofie Amalies død slap ud og levede derefter nogle år i frihed på Maribo kloster, hvor hun døde, 77 år gammel, 1698.

English translation (my own):

At the same time as the Frenchman Bourdelot and the Spaniard Pimentel, there was an only too good acquaintance of us Danes at Queen Kristina's court, namely the traitor Corfitz Ulfeldt. It was possibly Queen Kristina's intention, for the sake of good neighbourliness, to first ask King Frederik III how he wished one to treat Corfitz Ulfeldt when he announced his arrival in Sweden.

However, Queen Kristina did not wait for Frederik III's answer, as she could probably guess how it would turn out. She received Corfitz Ulfeldt with all the distinctions, as if he were a trusted envoy of a friendly state, and had him picked up in one of the royal carriages. The Danish envoy, Peder Juel — a brother of Admiral Niels Juel — distinguished himself by his determined behaviour on the occasion of the protection that Queen Kristina granted Corfitz Ulfeldt, but it did not bear any fruit at all.

Corfitz Ulfeldt immediately made the best impression on the Queen, as he knew how to win her over with his agile and polished nature and stately figure. As a manly and well-built person, Ulfeldt was soon used in the Queen's ballets and shepherd plays, portraying the god Jupiter, while a Polish nobleman and traitor, Radziejowski, of the same caliber as Ulfeldt, portrayed the god Bacchus, while the role of Mars was reserved for Pimentel for as long as his stay in Sweden lasted.

One day in the year 1653, Queen Kristina gave a great ball, to which all the foreign ministers were invited. Before they went to table, Queen Kristina said in a loud voice: "My lords! You may seat yourselves as you please, as it is not for me to determine your rank."

Nevertheless, she gave Pimentelli, Ulfeldt and Radziejowski the highest places at the table to show them her special favour.

Corfitz Ulfeldt's grovelling behavior towards Queen Kristina is expressed, among other things, when she missed him one Sunday and therefore asked him why he had not been to church; he namely replied: "I know of no other deity besides Your Majesty who can save me from my misfortune."

Ulfeldt's entire relationship is well known to Danish readers, so it does not need to be mentioned further. Less well known, perhaps, is that, unlike Queen Kristina's many other favourites, he did not spin silk during his stay at her court, but instead had to pay for her friendship and protection quite dearly, losing a significant part of his fortune by extending her loans that he never got paid back.

Even if Queen Kristina could not pay Ulfeldt back the money, she still kept him and his children in friendly memory, for when he died, a good dozen years later, she ensured through the King of Spain that his daughters received a proper upbringing, and one of his sons later became a chamberlain at her small court in Rome, after which the Pope later granted him a canonicate.

While Corfitz Ulfeldt was at Queen Kristina's court in Sweden, he was very ill for a long time. The Queen visited him repeatedly during his illness and even sent her own medical assistant to attend to him, but when things did not improve, Ulfeldt's wife, Leonora Christina — who was with him in Sweden — wrote to their former doctor in Denmark, Dr. Otto Sperling, who was now residing in Holland.

Dr. Sperling arrived soon, and after 7 weeks Ulfeldt was so well that he could again serve the Queen, care for her, and go out with her on her excursions. When Ulfeldt had recovered, Dr. Otto Sperling longed to return to Holland, but Ulfeldt wanted to introduce him to the Queen first, so that Sperling could have the opportunity to kiss the hem of Her Majesty's dress.

At the audience, Dr. Sperling gave a short speech in Latin to Queen Kristina, to which she promptly replied in neat and fluent Italian, as she knew that Sperling had spent a long time in Italy. When she asked Dr. Sperling how long he had been in Italy, and he replied 4½ years, she said: "Then it is no wonder that you speak Italian so well", to which Dr. Sperling said: "One must be more surprised that Your Royal Majesty, who has never seen Italy, nevertheless speaks the language so perfectly, as if Your Majesty had been born there."

The Queen liked Dr. Sperling so much that she promised to take him as her physician at the first opportunity. However, it was only partly through golden promises that Sperling returned; less than 10 years later he was lured over to Danish territory and imprisoned in the Blue Tower in Copenhagen, where Leonora Christina Ulfeldt had already arrived the year before. Dr. Sperling remained there for 17 years until her death, while Leonora Christina Ulfeldt lived long enough that, after 22 years of imprisonment, she escaped upon the death of the Dowager Queen Sophie Amalie and then lived for a few years in freedom at Maribo Abbey, where she died, aged 77, in 1698.


Above: Kristina.


Above: Corfitz and Leonora Christina Ulfeldt.

Monday, December 11, 2023

Excerpt of Peder Juel's letter to Peder Charisius, dated May 28/June 7 (Old Style), 1653

Source:

Bidrag til Dronning Christinas, det svenske Hofs og Corfitz Ulfeldts Historie, i Aarene 1651-1655, af Peder Juul's utrykte Breve til Charisius, article by Christian Molbech in Historisk tidsskrift, volume 5, pages 349 to 350, published by Den Danske Historiske Forening, 1844
The letter excerpt:

Den 28de Mai. "Doctor Otto Sperling er her ankommen. Hr. C. Ulfeldt førte ham selv op til Dronningen, enddog bemeldte Ulfeldt haver endnu mange Huller i sine Been, og ilde kunde gaae op af de høie Trapper. — Bourdelot drager herfra efter de hellige Dage; han faaer 8000 Rdlr. for to Aars Løn, 2000 Rdlr. til Reisepenge, og 20,000 Rdlr. til Foræring. Pimentelli haver begieret Dronningen af Sverriges Contrefei til Hest, paa sin Konges Vegne, hvoraf Dronningen meget glorierer. ..."

With modernised spelling:

Den 28. maj. "Doktor Otto Sperling er her ankommen. Hr. C. Ulfeldt førte ham selv op til dronningen, enddog bemeldte Ulfeldt haver endnu mange huller i sine ben, og ilde kunne gå op af de høje trapper. — Bourdelot drager herfra efter de hellige dage; han får 8,000 rigsdaler for to års løn, 2,000 rigsdaler til rejsepenge, og 20,000 rigsdaler til foræring. Pimentelli haver begæret dronningen af Sveriges kontrafej til hest, på sin konges vegne, hvoraf dronningen meget glorierer. ..."

English translation (my own):

May 28. "Dr. Otto Sperling has arrived here. Lord C. Ulfeldt himself led him up to the Queen, even though Ulfeldt reported that there were still many holes in his legs, and he could walk up the high stairs. — Bourdelot leaves here after the holidays; he gets 8,000 riksdalers for two years' salary, 2,000 riksdalers for travel money, and 20,000 riksdalers for presents. Pimentel has requested the Queen of Sweden's portrait on horseback, on behalf of his King, of which the Queen glorifies a great deal. ..."


Above: Kristina on horseback in the requested portrait, painted by Sébastien Bourdon.


Above: Corfitz Ulfeldt.


Above: Pierre Bourdelot.


Above: Antonio Pimentel.


Above: King Philip IV of Spain.

Friday, December 9, 2022

Excerpt from Peder Juel's letter of January 3/13 (Old Style), 1652, on the dismissal of Kristina's court preacher Petrus Arensbeckius and Kristina's suspicion of Bengt Skytte

Source:

Bidrag til Dronning Christinas, det svenske Hofs og Corfitz Ulfeldts Historie, i Aarene 1651-1655, af Peder Juul's utrykte Breve til Charisius, article by Christian Molbech in Historisk tidsskrift, volume 5, page 316, published by Den Danske Historiske Forening, 1844


The letter excerpts:

Den 3. Januar. ... "En af Dronningens Hof-Prædicanter, Mag. Peder, prædikede St. Stephans Dag, og i Dronningens og Rigsraadets Nærværelse exagererede meget den Materie om martyrio; og sagde, at nogle i disse Tider bleve martyriserede og henslagtede som Fæ, for nogle faa Ord, som de havde talt for det gemene Bedste; men at sligt uskyldigt Blod vilde vist raade om Hævn til Gud i Himmelen. Bemeldte Præst blev strax removeret ab officio; efterdi det optoges som han Messenium vilde undskylde. — Dronningen har ved en skarp Skrivelse citeret Rigsraad Bengt Skytte. ...

Rigens Hofmester lader her anholde hos Dronningen om Medici Bestallning for Dr. Otto Sperling; jeg haaber det skal ikke gelinge."

With modernised spelling:

Den 3. januar.
En af dronningens hovprædikanter, magister Peder, prædikede st. Stefans dag, og i dronningens og Rigsrådets nærværelse exagererede meget den materie om martyrio; og [han] sagde, at nogle i disse tider bleve martyriserede og henslagtede som fæ, for nogle få ord, som de havde talt for det gemene bedste, men at sligt uskyldigt blod ville vist råde om hævn til Gud i himmelen. Bemeldte præst blev straks removeret ab officio; efterdi det optoges som han Messenium ville undskylde. — Dronningen har ved en skarp skrivelse citeret rigsråd Bengt Skytte. ...

Rigens hovmester lader her anholde hos dronningen om medici bestallning for dr. Otto Sperling; jeg håber det skal ikke gelinge.

English translation (my own):

January 3.
One of the Queen's court preachers, Master Petrus, preached on St. Stephen's Day, and in the presence of the Queen and the Council of the Realm much exaggerated that matter of martyrdom; and he said that some in these times were martyred and set aside like cattle, for a few words which they had spoken for the common good, but that such innocent blood would surely prevail for vengeance to God in Heaven. The said priest was immediately removed from office, because it was perceived as him trying to excuse Messenius. — The Queen has in a sharp letter cited councilman Bengt Skytte. ...

The Lord High Steward here has a request from the Queen for the doctor's installation for Dr. Otto Sperling; I hope it does not succeed.


Above: Kristina.