Source:
Adskillige Heltinders og navnkundige Damers sammenlignede Historier, volume 2, pages 202 to 210, by Ludvig Holberg, 1745; original at The British Library
The biography:
Jeg haver viset, at denne Dronnings Hovedfeyl var Ustadighed, og derpaa anført Exempler af hendes Ministrer og Favoriter. Men intet giver større Prøve derpaa end hendes Opførsel mod Kongen af Dannemark Frederik 3; thi nu contesterede hun Estime og Venskab mod samme Konge, nu igien lod hun see ligesaa stor Koldsindighed og Foragt, hvilket vises af adskillige Ting, saa at den Danske Ministrer, som da residerede udi Stokholm, var af hendes Opførsel gandske forvildet: Thi hun stillede sig undertiden an, som intet laae hende meer paa Hiertet end at holde nøye Venskab med Dannemark, og foreslog en nøye Forbinding mellem Rigerne. Men det varede ikke længe, førend hun lod see lige saa mange Tegn til Fiendskab; den fornemmeste Prøve herpaa visedes udi Uhlfelds Sag. Jeg vil her ikke igientage hvad som jeg af M. Chanuts Beretninger herom haver indført udi Frederici 3 Historie: Men alleene lade mig nøye med at anføre Slutningen af den Uhlfeldske Handel, hvilken viser, at det da allereede var kommen saa vidt med denne Dronning, at hun tog ingen Sømmelighed meer i agt, og at derfor Undersaatterne ingen Aarsag havde at græmme sig over hendes Bortgang af Riget, som skeede kort derefter.
Jeg haver forhen viset, at Christina tog den landflygtige Danske Rigshofmester udi sin Beskyttelse, og at hun u-anseet de kierlige Erindringer, hun fik af Kong Frederik, stedse fremturede derudi. Dette varede indtil det Aar 1653, da satt hun sig for at spille Høystbemeldte Konge et Puds, hvilket tienede til intet, uden at beskiemme hende selv, og at giøre Uhlfelds Sag værre. Udi samme Aar affærdigede hun sin Cantzler til den Danske Gesandt udi Stokholm, givende tilkiende, at, eftersom hun havde nøye overveyet det, som var hende fortaalt om Uhlfeld, og derforuden havde merket af adskillige Ting udi hans Opførsel ved det Svenske Hof, at der var liden Redelighed hos samme Mand, og at han var virkeligen saadan een, som Gesandten havde beskrevet ham, nemlig et troløst Menneske, som ikke fortienede hendes Beskyttelse, saa bad hun Gesandten, at han vilde vise hende det Brev, hvorudi han nemlig Gesandten foregav, at Kongen havde skrevet nogle Ting, angaaende Uhlfeld, paa det at hun kunde blive des nøyere underretted om Sagen, og give Kong Frederik tilbørlig Satisfaction. Gesandten stønnede ved denne Begiering, og derfor kunde ikke andet end spørge Cantzleren, om det var Dronningens Alvor, besynderligen efterdi hun for nyelig siden havde talet i anden Tone. Cantzleren forsikkrede da, at det var Dronningens Alvor, hvorom han ikke maatte tvivle, men kunde være forsikkred om, at hendes Majestet havde i Sinde at give Kongen af Dannemark Satisfaction, og saaledes som han den selv forlangede: Ja at det var den eeneste Aarsag, hvorfor hun forlangede at see Kongens Brev.
Efterat Gesandten havde faaet saadan Forsikkring, overgav han Brevet, hvilket efterat Dronningen havde taget udi Hænder, begiærede hun og en Copie af et Skrift, som den Engelske Gesandt havde efterladt sig udi Dannemark, hvorudi han forsikkrede Kong Frederik, at hans Herre Kongen af Engeland ikke havde faaet de 24000 Rdlr., som Kongen af Dannemark havde beordret Uhlfeld at tilstille ham. Dagen tilforn havde Gesandten bekommet Copie af et Brev, som Kong Carl 2 havde tilstillet Kong Frederik, hvorudi han forsikkrede, at hverken han selv eller nogen af hans havde bekommet de 24000 Rdlr; denne Copie beholdt dog Gesandten hemmelig hos sig selv: Men alleene gav fra sig den forlangte Attest fra den Engelske Gesandt, og sagde derhos, at, hvis hendes Majestet fandt det for godt, vilde han Dagen derefter giøre sin Opvartning, hvilket og skeede.
Da han var kommen i Dronningens Nærværelse, sagde hun til ham, at, saasom hun nu stod færdig at sige sig af med Regieringen, vilde hun først give den Satisfaction til Kongen af Dannemark i at ophæve den Protection, som hun hidindtil havde forundet Corfitz Uhlfeld, saasom den der var bleven funden uværdig dertil. Gesandten, som ikke vidste hvad som var opspundet og overlagt mellem Dronningen og Uhlfeld, takkede hendes Majestet i Kongens Navn for den Affection, hun lod see ved denne Leylighed, og for at bestyrke hende udi sit Forsæt, lod han hende see en Copie af Kong Carls Brev, hvorudi han bestyrkede hvad den Engelske Gesant havde attesteret. Dronningen læsede det gandske igiennem, og derpaa sagde, at hun ikke havde Tiid til at tale med ham længer; men bad ham, at han vilde lade sig indfinde Dagen derefter, da skulde Uhlfeld og være tilstæde, og vilde hun da udi Gesandtens Nærværelse tilkiendegive Uhlfeld den Resolution, hun havde taget, ikke at beskytte ham længer, saasom han var det ikke værd, og at han ikke videre maatte forblive udi hendes Lande. Hun tilbød derpaa Gesandten sin Carosse for at føre ham op paa Slottet, naar Tiid var: Men han lod hende betakke, og sagde, at han havde sin egen, og at han vilde ikke forsømme at begive sig til Slottet igien, naar Dronningen lod ham Tiden vide. Men han bad derhos indstændigen, at, eftersom hendes Majestet vilde give den Satisfaction til Kongen af Dannemark, hun da udi hans Nærværelse vilde give tilkiende den Resolution, hun havde taget med Uhlfeld, uden at tale om andre Ting, efterdi det var ham ikke anstændigt at tale med samme Mand om andre Sager: Det er troeligt, at, saasom han kiendte Uhlfelds Hidsighed, saa vilde han ikke exponere sig til hans Invectiver, hvorom han ikke kunde være forsikkred, hvis man tillod ham at tale om andre Ting. Dronningen lovede ham saadant; men han var neppe gaaen ud, førend Uhlfeld kom ind, og blev af Dronningen med største Venlighed imodtagen. Ja hun førte ham derefter udi sin egen Carosse igiennem Staden. Da Gesandten fik Kundskab derom, faldt han strax paa den Mistanke, at Dronningen vilde besnære ham, og give Uhlfeld Leylighed til at forsvare sin Sag. Hvorudover han lod kalde til sig Gesandternes Introducteur, sagde ham reent ud sin Mistanke, og bad ham at give Dronningen den samme tilkiende, sigende: at han ønskede, at det maatte behage hendes Majestet at dispensere ham fra at komme udi Uhlfelds Nærværelse, for ikke at overtræde den Respect, som man var hende skyldig. Efterat Dronningen var bleven underrettet om Gesandtens Mistanke, lod hun ham sige ved samme Introducteur, at hun vilde holde alt, hvad hun havde lovet Dagen tilforn, og at Uhlfeld ikke skulde være tilstede uden for at høre sin Fordømmelse af hendes egen Mund: Ja, at han kunde være forsikkred om, at intet skulde skee, uden hvad som var Kongen af Dannemark til Satisfaction, og at han derfor gandske sikkert kunde møde. Gesandten begav sig derpaa strax til Slottet, hvor han fornam, at Senatet var udi Audience-Salen, og at Raads-Herrerne vare nyeligen komne ud af Dronningens Cabinet. Over denne Hændelse blev han heel forskrekked, og sagde til Dronningen, at han var kommen paa hendes Løfte, hvorvel de Caresser, som hun Dagen tilforn havde giort Uhlfeld, havde givet ham Anleedning til Mistanke, og at samme Mistanke var ikke lidet bleven forøget hos ham, nu han saae, at det heele Raad var samlet. Hvorudover han fandt sig forbunden for sin høye Principals Ære at tilkiende give, at han ikke vilde blive et Øyeblik hos hende, dersom hun tillod, at Uhlfeld fremførede noget, som kunde være imod den Respect, han er sin Konge skyldig, og, hvis hendes Majestet lod ham indkomme udi anden Henseende end at høre sin Dom. Dronningen svarede da dertil, at han intet havde at frygte sig for, hun vilde nok holde sit Løfte, og skulde ikke tillade at noget blev talet, som kunde være mod Kongens Respect. Hvorpaa hun gik til Cabinets-Dørren for at advare Marsken, at han skulde indlade Uhlfeld. Gesandten studsede igien derover, og sagde, at det var ey heller efter hendes Løfte, og at hun havde ikke sagt, at Senatet skulde være overværende. Dronningen forsikrede ham paa nye, at intet skulde skee uden til Kongens Satisfaction; men strax derpaa sagde til Uhlfeld, at Ambassadeuren af Dannemark beskyldte ham for at have understukket 24000 Rdlr., som Kong Frederik havde leveret ham for at tilstille Kongen af Engelland, hvilken dog skriftligen havde vidnet, sig ikke at have bekommet samme Pengesum. Til denne Post maatte han her svare, dog saaledes, at han ikke overtraadde den Respect, som han var sin Konge skyldig. Gesandten brød da ind i Talen, og sagde, at han ingen beskyldte, og vilde strax gaae ud. Men nogle af Raadsherrerne posterede sig ved Døren, og bade, at han vilde bie. Uhlfeld sagde da, at han havde de Ting udi Hænder, hvormed han kunde forsvare sig mod Peder Juul, (saaledes vare hans Ord, og anden Titel gav han ikke Gesandten) Hvorudover Juul betalede ham med samme Mynt, og sagde: "Corfitz Uhlfeld! tal med Respect om Kongen eders Herre og Hans Minister", og derpaa gik til Vinduet for at see ud. Uhlfeld overleverede da adskillige Papirer til Dronningen, som imodtog dem, og leverede dem til Cantzleren for at læse dem op. Han begyndte først med at oplæse en Befrielse, som den Høysalige Konge Christ. 4. havde givet Uhlfeld for all den Tiltale man i Fremtiden kunde giøre ham for hans Administration. Derpaa vendede Dronningen sig til Gesandten, og spurdte hvad han dertil havde at svare. Gesandten sagde, at han dertil intet kunde svare, saasom han intet havde hørt af det, der var oplæset. Han havde nu andet at tænke paa, nemlig den Conduite, som Dronningen havde ført mod ham, at hun saa lidt havde holdet sine Ord, saa at han havde Aarsag aldrig dertil at fæste Troe: bad derhos, at hun vilde tillade ham at sige dette: at det er ikke saaledes et kroned Hoved bør tractere et andet, besynderlig efter saa mange giorte Forsikkringer om Venskab og Estime. Derpaa sleed han sig løs, og gik ud.
Denne Handel, som Dronning Christina ansaae som et Mesterstykke, tienede til intet uden at sværte hende saavel hos fremmede, som hos sine egne Undersaatter; thi der er fast intet Exempel paa, at et kroned Hoved saaledes uden Aarsag haver søgt at ville beskiemme et andet, som det haver staaed i Venskab med. Man seer heraf et merkeligt Exempel paa Falskhed, Ustadighed, et selsomt u-ordentligt Sind og tilligemed liden Forstand: thi hun opoffrede derved selv sin egen Reputation; Hun opoffrede ogsaa Uhlfelds Interesse; thi det foraarsagede, at hans Gods strax derefter blev confisqveret udi Danmark. Hvormeget den Svenske Nation græmmede sig over denne Action, sees af den Svenske Cantzlers Klagemaal og hans paafuldte Samtale med den Danske Gesandt, hvorudi han gav tilkiende, at den eeneste Trøst for Nationen var det Forsæt hun havde at afstaae Regieringen. Der fortælles, at samme Cantzler raabte nyeligen for sin Død: "Hun er afsindig; dog hvad siger jeg: Hun er den Store Gustavi Dotter."
With modernised spelling:
Jeg haver viset, at denne dronnings hovedfejl var ustadighed, og derpå anført eksempler af hendes ministrer og favoritter. Men intet giver større prøve derpå end hendes opførsel mod kongen af Danmark, Frederik III; thi nu kontesterede hun estime og venskab mod samme konge, nu igen lod hun se lige så stor koldsindighed og foragt, hvilket vises af adskillige ting, så at den danske ministrer, som da residerede udi Stockholm, var af hendes opførsel ganske forvildet; thi hun stillede sig undertiden an, som intet lå hende mere på hjertet end at holde nøje venskab med Danmark og foreslog en nøje forbinding mellem rigerne. Men det varede ikke længe, førend hun lod se lige så mange tegn til fjendskab; den fornemmeste prøve herpå visedes udi Ulfeldts sag.
Jeg vil her ikke igentage hvad som jeg af monsieur Chanuts beretninger herom haver indført udi Frederici tertii historie, men alene lade mig nøje med at anføre slutningen af den Ulfeldtske handel, hvilken viser, at det da allerede var kommen så vidt med denne dronning, at hun tog ingen sømmelighed mere i agt, og at derfor undersåtterne ingen årsag havde at græmme sig over hendes bortgang af riget, som skede kort derefter.
Jeg haver forhen viset, at Kristina tog den landflygtige danske rigshofmester udi sin beskyttelse, og at hun uanset de kærlige erindringer, hun fik af kong Frederik, stedse fremturede derudi. Dette varede indtil det år 1653, da sat hun sig for at spille højstbemeldte konge et puds, hvilket tjenede til intet, uden at beskæmme hende selv, og at gøre Ulfeldts sag værre.
Udi samme år affærdigede hun sin kansler til den danske gesandt udi Stockholm, givende tilkende, at, eftersom hun havde nøje overvejet det, som var hende fortalt om Ulfeldt, og derforuden havde mærket af adskillige ting udi hans opførsel ved det svenske hof, at der var liden redelighed hos samme mand, og at han var virkeligen sådan en, som gesandten havde beskrevet ham, nemlig et troløst menneske, som ikke fortjenede hendes beskyttelse; så bad hun gesandten, at han ville vise hende det brev, hvorudi han nemlig gesandten foregav, at kongen havde skrevet nogle ting angående Ulfeldt, på det at hun kunne blive des nøjere underrettet om sagen, og give kong Frederik tilbørlig satisfaktion.
Gesandten stønnede ved denne begæring og derfor kunne ikke andet end spørge kansleren, om det var dronningens alvor, besynderligen efterdi hun for nylig siden havde talet i anden tone. Kansleren forsikrede da, at det var dronningens alvor, hvorom han ikke måtte tvivle, men kunne være forsikret om, at Hendes Majestæt havde i sinde at give kongen af Danmark satisfaktion, og således som han den selv forlangede; ja, at det var den éneste årsag, hvorfor hun forlangede at se kongens brev.
Efterat gesandten havde fået sådan forsikring, overgav han brevet, hvilket efterat dronningen havde taget udi hænder, begærede hun og en kopie af et skrift, som den engelske gesandt havde efterladt sig udi Danmark, hvorudi han forsikrede kong Frederik, at hans herre kongen af England ikke havde fået de 24,000 rigsdaler, som kongen af Danmark havde beordret Ulfeldt at tilstille ham.
Dagen tilforn havde gesandten bekommet kopie af et brev, som kong Karl II havde tilstillet kong Frederik, hvorudi han forsikrede, at hverken han selv eller nogen af hans havde bekommet de 24,000 rigsdaler; denne kopie beholdt dog gesandten hemmelig hos sig selv, men alene gav fra sig den forlangte attest fra den engelske gesandt, og sagde derhos, at, hvis Hendes Majestæt fandt det for godt, ville han dagen derefter gøre sin opvartning, hvilket og skete.
Da han var kommen i dronningens nærværelse, sagde hun til ham at, såsom hun nu stod færdig at sige sig af med regeringen, ville hun først give den satisfaktion til kongen af Danmark i at ophæve den protektion, som hun hidindtil havde forundet Corfitz Ulfeldt, såsom den der var bleven funden uværdig dertil. Gesandten, som ikke vidste hvad som var opspundet og overlagt mellem dronningen og Ulfeldt, takkede Hendes Majestæt i kongens navn for den affektion, hun lod se ved denne lejlighed, og for at bestyrke hende udi sit forsæt, lod han hende se en kopie af kong Karls brev, hvorudi han bestyrkede hvad den engelske gesandt havde attesteret.
Dronningen læsede det ganske igennem og derpå sagde, at hun ikke havde tid til at tale med ham længere; men bad ham, at han ville lade sig indfinde dagen derefter, da skulle Ulfeldt og være tilstæde, og ville hun da udi gesandtens nærværelse tilkendegive Ulfeldt den resolution, hun havde taget, ikke at beskytte ham længere, såsom han var det ikke værd, og at han ikke videre måtte forblive udi hendes lande.
Hun tilbød derpå gesandten sin karrosse for at føre ham op på slottet, når tid var; men han lod hende betakke og sagde, at han havde sin egen, og at han ville ikke forsømme at begive sig til slottet igen, når dronningen lod ham tiden vide. Men han bad derhos indstændigen, at, eftersom Hendes Majestæt ville give den satisfaktion til kongen af Danmark, hun da udi hans nærværelse ville give tilkende den resolution, hun havde taget med Ulfeldt, uden at tale om andre ting, efterdi det var ham ikke anstændigt at tale med samme mand om andre sager.
Det er troligt, at, såsom han kendte Ulfeldts hidsighed, så ville han ikke eksponere sig til hans invektiver, hvorom han ikke kunne være forsikret, hvis man tillod ham at tale om andre ting. Dronningen lovede ham sådant; men han var næppe gåen ud, førend Ulfeldt kom ind og blev af dronningen med største venlighed imodtagen. Ja, hun førte ham derefter udi sin egen karrosse igennem staden.
Da gesandten fik kundskab derom, faldt han straks på den mistanke, at dronningen ville besnære ham og give Ulfeldt lejlighed til at forsvare sin sag, hvorudover han lod kalde til sig gesandternes introduktør, sagde ham rent ud sin mistanke, og bad ham at give dronningen den samme tilkende; sigende, at han ønskede, at det måtte behage Hendes Majestæt at dispensere ham fra at komme udi Ulfeldts nærværelse, for ikke at overtræde den respekt, som man var hende skyldig.
Efterat dronningen var bleven underrettet om gesandtens mistanke, lod hun ham sige ved samme introduktør, at hun ville holde alt, hvad hun havde lovet dagen tilforn, og at Ulfeldt ikke skulle være tilstede uden for at høre sin fordømmelse af hendes egen mund — ja, at han kunne være forsikret om, at intet skulle ske, uden hvad som var kongen af Danmark til satisfaktion, og at han derfor ganske sikkert kunne møde.
Gesandten begav sig derpå straks til slottet, hvor han fornam, at Senatet var udi audienssalen, og at rådsherrerne vare nyligen komne ud af dronningens kabinet. Over denne hændelse blev han hel forskrækket og sagde til dronningen, at han var kommen på hendes løfte, hvorvel de karesser, som hun dagen tilforn havde gjort Ulfeldt, havde givet ham anledning til mistanke, og at samme mistanke var ikke lidet bleven forøget hos ham, nu han så, at det hele Råd var samlet; hvorudover han fandt sig forbunden for sin høje principals ære at tilkendegive, at han ikke ville blive et øjeblik hos hende, dersom hun tillod, at Ulfeldt fremførede noget, som kunne være imod den respekt, han er sin konge skyldig, og, hvis Hendes Majestæt lod ham indkomme udi anden henseende end at høre sin dom.
Dronningen svarede da dertil, at han intet havde at frygte sig for, hun ville nok holde sit løfte og skulle ikke tillade at noget blev talet, som kunne være mod kongens respekt; hvorpå hun gik til kabinetsdørren for at advare marsken, at han skulle indlade Ulfeldt. Gesandten studsede igen derover og sagde, at det var ej heller efter hendes løfte, og at hun havde ikke sagt, at Senatet skulle være overværende.
Dronningen forsikrede ham på ny, at intet skulle ske uden til kongens satisfaktion, men straks derpå sagde til Ulfeldt, at ambassadøren af Danmark beskyldte ham for at have understukket 24,000 rigsdaler, som kong Frederik havde leveret ham for at tilstille kongen af England, hvilken dog skriftligen havde vidnet sig ikke at have bekommet samme pengesum. Til denne post måtte han her svare, dog således, at han ikke overtrådte den respekt, som han var sin konge skyldig.
Gesandten brød da ind i talen og sagde, at han ingen beskyldte og ville straks gå ud, men nogle af rådsherrerne posterede sig ved døren og bade, at han ville bie. Ulfeldt sagde da, at han havde de ting udi hænder, hvormed han kunne forsvare sig mod Peder Juel (således vare hans ord, og anden titel gav han ikke gesandten); hvorudover Juel betalede ham med samme mynt og sagde: "Corfitz Ulfeldt, tal med respekt om kongen Eders herre og hans minister!"; og derpå gik til vinduet for at se ud.
Ulfeldt overleverede da adskillige papirer til dronningen, som imodtog dem og leverede dem til kansleren for at læse dem op. Han begyndte først med at oplæse en befrielse, som den højsalige konge Christian IV havde givet Ulfeldt for all den tiltale man i fremtiden kunne gøre ham for hans administration.
Derpå vendede dronningen sig til gesandten og spurgte hvad han dertil havde at svare. Gesandten sagde, at han dertil intet kunne svare, såsom han intet havde hørt af det, der var oplæset. Han havde nu andet at tænke på, nemlig den konduite, som dronningen havde ført mod ham, at hun så lidt havde holdet sine ord, så at han havde årsag aldrig dertil at fæste tro; bad derhos, at hun ville tillade ham at sige dette, at det er ikke således et kronet hoved bør traktere et andet, besynderlig efter så mange gjorte forsikringer om venskab og estime. Derpå sled han sig løs og gik ud.
Denne handel, som dronning Kristina anså som et mesterstykke, tjenede til intet uden at sværte hende såvel hos fremmede som hos sine egne undersåtter, thi der er fast intet eksempel på, at et kronet hoved således uden årsag haver søgt at ville beskæmme et andet, som det haver stået i venskab med. Man ser heraf et mærkeligt eksempel på falskhed, ustadighed, et sælsomt uordentligt sind og tilligemed liden forstand, thi hun opofrede derved selv sin egen reputation.
Hun opofrede også Ulfeldts interesse, thi det forårsagede, at hans gods straks derefter blev konfiskveret udi Danmark. Hvor meget den svenske nation græmmede sig over denne aktion ses af den svenske kanslers klagemål og hans påfuldte samtale med den danske gesandt, hvorudi han gav tilkende, at den éneste trøst for nationen var det forsæt hun havde at afstå regeringen.
Der fortælles, at samme kansler råbte nyligen for sin død:
"Hun er afsindig; dog hvad siger jeg? Hun er den store Gustavi datter."
English translation (my own):
I have shown that this Queen's chief fault was inconstancy, and then cited examples of her ministers and favourites. But nothing gives a greater proof of this than her conduct towards the King of Denmark, Frederik III; for now she showed esteem and friendship towards the same King, now again she showed equally great coldness and contempt, which is shown by several things, so that the Danish minister who then resided in Stockholm was quite bewildered by her conduct, for she sometimes claimed that nothing was more important to her than to maintain close friendship with Denmark and proposed a close connection between the kingdoms. But it was not long before she showed just as many signs of enmity; the most notable proof of this was shown in the case of Ulfeldt.
I will not repeat here what I have included in Frederik III's history from Monsieur Chanut's accounts of this, but will only confine myself to stating the end of the Ulfeldt affair, which shows that things had already reached such a point with this Queen that she no longer paid any attention to propriety, and that therefore her subjects had no reason to grieve over her departure from the kingdom, which occurred shortly afterwards.
I have previously mentioned that Kristina took the exiled Danish grand court master under her protection, and that, regardless of the loving memories she received from King Frederik, she always continued to do so. This lasted until the year 1653, when she set out to play a trick on the said King, which served nothing other than to embarrass herself and make Ulfeldt's case worse.
In the same year she sent her Chancellor to the Danish envoy in Stockholm, stating that, as she had carefully considered what had been told her about Ulfeldt and had also noticed from several things in his behaviour at the Swedish court, that there was little honesty in the same man, and that he was really such as the envoy had described him, namely a faithless person who did not deserve her protection. She then asked the envoy to show her the letter in which he pretended to the envoy that the King had written some things concerning Ulfeldt, so that she could be more closely informed about the matter and give King Frederik due satisfaction.
The envoy groaned at this request and therefore could not do anything but ask the Chancellor if the Queen meant it seriously, particularly since she had recently spoken in a different tone. The Chancellor then assured him that the Queen meant it seriously, of which he must not doubt, but could be assured that Her Majesty intended to give the King of Denmark satisfaction, and in such a way as he himself demanded; indeed, that this was the only reason why she demanded to see the King's letter.
After the envoy had received such assurance, he handed over the letter, which, after the Queen had taken it in her hands, she also requested a copy of a document that the English envoy had left behind in Denmark, in which he assured King Frederik that his lord, the King of England, had not received the 24,000 rigsdalers that the King of Denmark had ordered Ulfeldt to send him.
The day before, the envoy had received a copy of a letter that King Charles II had sent to King Frederik, in which he assured that neither he nor any of his people had received the 24,000 rigsdalers; however, the envoy secretly kept this copy with himself, but only gave the requested certificate from the English envoy, and said that if Her Majesty thought it good, he would do his attendance the following day, which happened.
When he had come into the Queen's presence, she told him that, as she was now ready to resign the government, she would first give the satisfaction to the King of Denmark in revoking the patronage which she had hitherto bestowed on Corfitz Ulfeldt as one who had been found unworthy of it. The envoy, who did not know what had been concocted and plotted between the Queen and Ulfeldt, thanked Her Majesty in the King's name for the affection she showed on this occasion; and, to confirm her in her intention, he showed her a copy of King Charles's letter, in which he confirmed what the English envoy had attested.
The Queen read it through completely and then said that she had no time to talk to him any longer, but asked him to let himself be summoned the next day, when Ulfeldt would be present, and she would then, in the envoy's presence, inform Ulfeldt of the resolution she had taken not to protect him any longer, as he was not worthy of it, and that he should no longer remain in her lands.
She then offered the ambassador her carriage to take him up to the castle when the time came; but he thanked her and said that he had his own, and that he would not neglect to go to the castle again when the Queen let him know the time. But he also requested that, since Her Majesty wanted to give this satisfaction to the King of Denmark, she would then announce in his presence the resolution she had made with Ulfeldt, without talking about other things, as it was not proper for him to talk to the same man about other matters.
It is probable that, as he knew Ulfeldt's irascibility, he would not expose himself to his invectives, of which he could not be assured if he were allowed to speak of other things. The Queen promised him this; but he had hardly gone out before Ulfeldt came in and was received by the Queen with the greatest kindness. Indeed, she then led him in her own carriage through the city.
When the envoy learned of this, he immediately suspected that the Queen wanted to trick him and give Ulfeldt the opportunity to defend his case, whereupon he had the envoys' introducer summoned, told him frankly his suspicion, and asked him to inform the Queen of the same, saying that he wished it might please Her Majesty to excuse him from coming into Ulfeldt's presence, so as not to violate the respect that one owed to her.
After the Queen had been informed of the envoy's suspicion, she let him say through the same introducer that she would keep everything she had promised the day before, and that Ulfeldt should not be present except to hear his condemnation from her own mouth — indeed, that he could be assured that nothing would happen without what was to the satisfaction of the King of Denmark, and that he could therefore quite safely attend.
The envoy then went immediately to the castle, where he learned that the Senate was in the audience hall, and that the councilmen had just come out of the Queen's cabinet. He was very frightened by this incident and told the Queen that he had come on her promise, although the caresses she had made to Ulfeldt the day before had given him cause for suspicion, and that the same suspicion had not a little increased in him, now that he saw that the whole Council was assembled; moreover, he felt bound by the honour of his high principal to declare that he would not remain with her for a moment if she allowed Ulfeldt to utter anything that might be contrary to the respect he owes his King, and if Her Majesty allowed him to enter for any other purpose than to hear her judgement.
The Queen then replied that he had nothing to fear, she would keep her promise and would not allow anything to be said that could be against the King's respect; whereupon she went to the cabinet door to warn the Constable that he should let Ulfeldt in. The envoy was again surprised and said that that was not according to her promise either and that she had not said that the Senate should be present.
The Queen assured him again that nothing would happen without the King's satisfaction, but immediately afterwards told Ulfeldt that the ambassador of Denmark accused him of having embezzled 24,000 rigsdalers which King Frederik had delivered to him to deliver to the King of England, who had, however, testified in writing that he had not received the same sum of money. To this post he had to respond here, however, in such a way that he did not violate the respect that he owed his King.
The envoy then broke into the speech and said that he was not accusing anyone and would go out immediately, but some of the councilmen stationed themselves at the door and asked him to wait. Ulfeldt then said that he had the things in his hands with which he could defend himself against Peder Juel (such were his words, and he did not give the envoy any other title), whereupon Juel gave him tit for tat and said: "Corfitz Ulfeldt, speak with respect of the King, your lord, and his minister!"; and then went to the window to look out.
Ulfeldt then handed over several papers to the Queen, who received them and delivered them to the Chancellor to read out. He first began by reading out a release that the late King Christian IV had given Ulfeldt from all charges that might be brought against him in the future for his administration.
Then the Queen turned to the envoy and asked what he had to answer. The envoy said that he could not answer, as he had heard nothing of what had been read. He now had other things to think about, namely the conduct which the Queen had had towards him, that she had kept her words so little, that he had never had reason to believe it; he also asked that she would permit him to say this, that this is now how one crowned head should treat another, particularly after so many assurances of friendship and esteem had been made. Then he tore himself loose and went out.
This commerce, which Queen Kristina considered a masterstroke, served no purpose but to blacken her both among foreigners and among her own subjects, for there is certainly no example of a crowned head thus without cause having sought to disgrace another with whom it had been on friendly terms. One sees from this a remarkable example of falsehood, inconstancy, a strangely disordered mind, and also little common sense, for she thereby sacrificed her own reputation.
She also sacrificed Ulfeldt's interest, for it caused his estate to be confiscated in Denmark immediately afterwards. How much the Swedish nation resented this action is seen from the Swedish Chancellor's complaint and his heated conversation with the Danish envoy, in which he indicated that the only consolation for the nation was her intention to cede the government.
It is said that the same Chancellor recently cried out before his death:
"She is out of her mind; but what am I saying? She is the daughter of the great Gustav."
Above: Kristina.
Above: King Frederik III of Denmark.
Above: Corfitz Ulfeldt.
Above: Axel Oxenstierna.
Above: Ludvig Holberg.
Note: The English envoy = Bulstrode Whitelocke.
