Source:
Dronning Christina af Sverrig 1626-1689, pages 86 to 102, published by H. E. Friis, 1896; original at Harvard University
Kristina's letter of October 26/November 5 (New Style), 1655 to Pope Alexander VII is here:
The account:
Allerede i de sidste Dage af September i Aaret 1655 havde den kejserlige Statholder over Tyrol, Ærkehertug Ferdinand Carl, faaet Nys om, at Dronning Christina paa sin Rejse til Rom vilde komme til Tyrol og navnlig holde nogle Dages Rast i dette fyrstelige Grevskabs Hovedstad, Innsbruck. Den mere dybttænkende Del af Tyrols Befolkning var, da den fik det at vide, ikke videre glad ved Tanken om de uundgaaelige store Udgifter, sligt kongeligt Besøg vilde medføre for Landets Kasse, hvis Status forud ikke var videre glimrende. Den pragtelskende Ærkehertug Ferdinand Carl brød sig derimod ikke stort om, hvad det vilde koste at modtage den berømte svenske Dronning paa en saadan Maade, som svarede til hendes Majestæts Stilling og Betydning, naar blot hans ærkehertugelige Ære, gode Navn og Rygte kunde staa sig derved.
I Tyrol fik man altsaa travlt med at gøre Forberedelser. Allerede de første Dage i Oktober udgik der Befalinger i alle Retninger fra Regeringen i Innsbruck om at træffe Forberedelser til paa værdig Maade at tage imod «den hæderkronede Dronning Christina af Sverrig.» Befalingerne bleve end mere spredte og ubestemle [sic] derved, at man endnu ikke ret vidste, hverken hvilken Vej hun vilde tage for at komme ind i Tyrol, ejheller hvilken Dag hun bestemt kunde ventes. For en Sikkerheds Skyld blev der derfor skrevet til en halv Snes Steder Nord for Innsbruck, hvorigennem man kunde tænke sig, at Dronningen muligvis vilde komme. Parolen lød paa, at der maatte sørges for, at de fornødne Forraad til Dronning Christinas og Følges Underhold vare til Stede ved hendes Gennemrejse. Forraadene maatte derfor haves i Beredskab og ikke anvendes andetsteds forinden. Der skulde af Fødevarer være til Stede: Vildt, Kalkuner, Høns, Ænder samt Ferskvandsfisk, især Foreller, og desforuden Krebs. Med Hensyn til Vinkjælderforsyning blev der givet Anvisning paa nærmeste Slots Beholdning. Til Forstdistrikterne gik der Bud, at de maatte gaa Haand i Haand med at levere al Slags Vildt, navnlig Raadyr, paa nærmere Ordre, i Innsbruck.
Ærkehertugen anslog Dronningens hele Følge til 150 Personer samt 200 Heste, som samtlige skulde underholdes uden Udgift for hende, saasnart hun kom paa tyrolsk Grund. Da Dronning Christina omsider kom til Tyrol, viste det sig, at der i hendes Følge var 255 Personer og 247 Heste; men foreløbig gjorde imidlertid den ærkehertugelige Vært kun Regning paa førstnævnte mindre Tal.
For at skaffe nogen Oplysning, som i mange Retninger var saare nyttig, blev Hofkurér Jakob Reiter d. 12te Oktbr. sendt fra Innsbruck til Augsburg for underhaanden at indhente Efterretning om Dronning Christinas Rejseplan, Togets Størrelse etc., etc. Allerede 5 Dage efter var Hofkureren atter tilbage og berettede, hvad han havde kunnet bringe i Erfaring, men da det ikke var saa fyldigt som ønskeligt, maatte han snarest afsted igen for at spejde videre.
Da nærmere Besked var erholdt, sammenkaldte Magistraten i Innsbruck alle Husejere i Byen for at faa at vide og lade optegne, hvormange Værelser der egnede sig til at optage Dronning Christinas Følge i Innsbruck, samt hvor der var fornødent Staldrum til Følgets Heste.
Den 25de Oktober lod Ærkehertug Ferdinand Carl udgaa et aabent Brev til alle Øvrigheder: Borgmestre, Toldembedsmænd og Oppebørselsbetjente etc., hvori skrives: «Eftersom den værdige og elskelige Dronning Christina af Sverrig vil rejse igennem dette Land, vort fyrstelige Grevskab Tyrol, til Italien, saa have vi naadigst besluttet at holde hende fri for Udgifter i dette Land, og udnævnes derfor herved Hr. v. Ymgramb til Kommissarius at staa enhver bi med fornøden Vejledning samt efterfølgende Betaling.»
Saa vidt Regeringen i Tyrol kunde beregne, vilde Dronning Christina komme til Innsbruck d. 28de Oktbr., saa alle Værter maatte vide at træffe Omsorg for de den Dag ankommende Gæster efter de udførlige Forskrifter, der noget forud omhyggeligt vilde blive meddelte alle Kvarterværter. Foruden disse Forberedelser til Dronningens omkostningsfri Rejse igennem Tyrol blev der desforuden gjort alt for at gøre hendes Ophold saa storartet og pragtfuldt som muligt.
Til selve Hoffets Taffeldækning blev der laant Sølvservicer ved de ærkebiskoppelige Nabohoffer i Trient, Brixen og Salzburg. Hvad enten Ærkebiskoppen i Salzburg har misforstaaet Ærkehertugens Forlangende om Udlaan eller har villet spare paa Sølvtøjet, vides nu ikke; men da der ikke var Sølvfade i det Antal, Ærkehertugen havde forlangt, maatte den ærkebiskoppelige Kurer gøre Rejsen imellem Salzburg og Innsbruck om igen nok engang, for, som der staar, «die recht begehrte Anzahl Silber Geschirr alhero zu bringen.» Man vil deraf se, at det var Ærkehertugens Alvor, og at det ikke var saa let at knibe ud, selv for en Ærkebiskop.
Flere Kokke bleve indforskrevne for at være til Hjælp paa Slottet i Innsbruck. Hos det rige, fyrstelige Handelshus Fugger i Augsburg laantes desuden en stor, forgyldt Sølvkedel, som brugtes til Drikkevarers Afkøling — fordi man vidste, at Dronning Christina holdt meget af at drikke iskoldt Vand.
Officererne af Ærkehertugens Livvagt fik deres Uniformering og Udrustning forbedret ved Indkøb af nye Læderkollerter og Sidegehæng, medens Hellebardisterne fik deres Vaaben ætset og udstafferet paany; og til den ærkehertugelige Musik blev der indkøbt 24 Stykker nye Messinginstrumenter.
Der anvendtes ogsaa megen Umage paa at faa de for Dronning Christina paatænkte Teaterforestillinger til at gaa saa godt som muligt over Scenen. Det var Ærkehertugens specielle Ønske, da han selv var en stor Ven og Kender af Teater og Musik. Et nyt Musikdrama, et rent Udstyrsstykke haabede Ærkehertugen at kunne føre frem ved denne Lejlighed, og han glædede sig paa Forhaand til muligen at kunne imponere den forvænte Dronning.
Omsider hørte man direkte fra den forventede Dronning Christina igennem en Skrivelse fra hende, skrevet d. 20de Oktbr. i Augsburg, til Ærkehertugen. Brevet var affattet paa Fransk, og hun kalder ham: »Monsieur, mon cousin»; — hun meddeler ham, at hun paa Rejsen til Rom vil komme igennem Tyrol, og beder dernæst Ærkehertugen godhedsfuldt at ville modtage hende. Overbringeren af Dronningens Brev var en spansk Adelsmand, Don Spinosa, som Regeringen i Bryssel havde givet hende med paa Rejsen. Samme Dag, Ærkehertugen modtog Dronning Christinas Brev, blev en højtstaaende Officer sendt Dronningen imøde med et Brev fra Ærkehertugen, hvori hun paa det venligste indbydes til at komme til Innsbruck.
Man havde antaget, at Dronning Christina vilde have valgt den letteste og mest benyttede Vej, som fører fra Bayern ind i Tyrol, langs med Floddalen ved Innfloden, saa meget mere, som der i Byerne paa denne Rute var gjort Forberedelser til Modtagelsen; men Dronning Christina, som alle Dage holdt meget af at være mod Strømmen og af en anden Mening end andre Mennesker, syntes nu derfor ogsaa bedst om at komme ind i Tyrol ad den stejleste og mest ufarbare Vej Nordvest for Innsbruck ved Byen Scharnitz og styrede derfor derhen imod, da hun i München havde faaet passende Køretøjer til at anvendes i de bjergrige Egne. For at kunne modtage Dronning Christina festligt og standsmæssigt ved Tyrols Grænse blev der tilforordnet hende en egen Hofstat.
Friherre v. Freyberg af Ærkehertugens Livgarde blev udnævnt til at være Kommissarius og i denne Egenskab ledsage Dronning Christina hele Tyrol igennem. Under ham stod en Kasserer eller Kassemester, der skulde klare alle Skær og Udgifter med ærkehertugelige Mønt. Endvidere medfulgte der en Overkok, en Mundskænk og Forskærer, hvilke fik Paalæg om at træde i Funktion, naar den svenske Dronning var kommen paa tyrolsk Grund. En Officer og 32 Ryttere af Ærkehertugens Livgarde, Ærkehertugens første Kammertjener, 8 Pager og adskillige Opvartere og Betjente fuldstændiggjorde Følget, som ikke udgjorde mindre end en Kavalkade paa 132 Heste. Den 29de Oktober overskred Dronning Christina med sit Følge, der, som før nævnt, bestod af 255 Personer og 247 Heste, Tyrols Grænse ved Byen Scharnitz, hvor det ærkehertugelige Tog allerede var paa Pletten for at tage imod hende.
Da det kongelige Tog drog over Broen ved Grænsefloden Isar, afskød det ærkehertugelige Militær Gevær- og Æressalver, medens Kanonskud drønede fra de nærliggende Bjerghøjder, hvor der foregaves at ligge et Bjergkastel, Porta Claudia. Det skulde forestille, som om Kanonerne altid vare paa Plads i disse Bjergregioner, medens Sandheden var, at Kanonerne Dagen forud paa Fragtvogne, med stort Besvær, vare slæbte ud til Bjergene omkring Scharnitz for der at gøre Honnørs for den ventede høje Gæst. Man var ret glad ved, at Dronning Christina ikke kom efter det forlorne ved det ved hendes Ankomst virkende Artilleris Tilstedeværelse, da hun ellers nok vilde have gjort sig lystig derover med sin bidende Spot, som ved given Lejlighed sjældent udeblev.
Fra Scharnitz drog Dronning Christina videre til den lille, sydligere liggende By Seefeld, hvor hun tog det første Nattekvarter paa Tyrols Grund.
Dronning Christina drog Dagen efter, d. 30te Oktbr. fra Seefeld til den ligeledes mindre By Zirl, hvor der hurtigt var blevet gjort Forberedelser til at huse hende, saa godt som Forholdene tillod det. De for Dronningen bestemte Værelser vare nyligen blevne tapetserede, og man havde været saa heldig at faa en flot Seng med Fløjls Omhæng og Guldfrynsebesætning skaffet tilveje og stillet op til Hds. Majestæts Brug. Den følgende Dag kom den regerende Ærkehertug Ferdinand Carl og dennes Broder, Sigismund Frants, med et stateligt Følge til Byen Zirl for at byde Dronning Christina velkommen i Tyrol samt gøre hende deres Opvartning.
Trods de smaa Lokaliteter paa Slottet foregik dog Modtagelsen ifølge den strengeste Etikette. Navnlig ligeover for sine Ligemænd og Fyrster holdt Dronning Christina meget stærkt paa sin Værdighed, navnlig efter sin Nedstigelsen fra Tronen. Samtalen varede ¾ Time, og der var ingen andre Damer til Stede end Dronningen; ejheller af hendes Kavallerer var der nogen i selve Gemakket. At Dronning Christinas fornemme Ledsager og meget betroede Ven, Don Pimentelli, slet ikke lod sig se, syntes Ærkehertugerne ikke rigtig om, da kun Kavallerer af 2den Rang modtog dem ved deres Ankomst og ligeledes efter Audientsen fulgte dem fra Dronningens Gemak ud til deres udenfor ventende Heste, hvilke de atter besteg for snarest at vende tilbage til Innsbruck igen.
Næste Dags Morgen blev der sendt en Hofkavaller, Grev Hohenems, fra det Innsbrucker ærkehertugelige Hof for at ønske Dronning Christina en pyntelig god Morgen samt forhøre, hvorledes Hds. Majestæt havde sovet. Alt blev befundet vel. Samme Eftermiddag fandt Dronning Christinas Indtog i Innsbruck Sted. Først paa Eftermiddagen satte en prægtig Kavalkade sig i Bevægelse fra Innsbrucks Indre til den store Plads Vest for Byen for der at afvente Dronning Christinas Ankomst fra Zirl.
Det ærkehertugelige Tog aabnedes af Paukeslagere samt 15 Trompetere, derpaa fulgte de hertugelige Beridere, Pagerne, Adelen og de høje Officerer, i alt 50 statelige Ryttere, udmærket beredne. Dernæst kom begge Ærkehertugerne til Hest samt den regerende Ærkehertug Ferdinand Carls Gemalinde, Anna, i en Bærestol. Efter de fyrstelige Personer kom den ærkehertugelige Livgarde til Hest — 60 Mand — iført røde, sølvbaldyrede Uniformer. I Slutningen af Toget kørte en tom Galakaret for det Tilfælde, at det maatte behage Dronningen at køre, og desforuden endnu 12 andre seksspændige Ekvipager. Et samtidigt Vidne skriver: «Optoget var meget herligt og prægtigt med Hensyn til Kavallerer, Heste og Klæder, saa det var en Glæde at se det.»
Da Dronning Christina, som sad i en Bærestol, nærmede sig med sit Følge, steg begge Ærkehertugerne af Hestene. Ærkehertug Ferdinand Carl hjalp Dronning Christina ned af Bærestolen, medens Broderen Sigismund Frants førte Ærkehertuginde Anna hen til Dronning Christina at præsenteres for hende. Efterat korte, gensidige Komplimenter havde fundet Sted, forenede begge Tog sig, og Indtoget i Innsbruck skulde nu gaa for sig.
Udenfor Staden, hvor Toget kom forbi, var der opstillet 5 Faner Fodfolk og 50 Stykker Skyts, som afgav Salut. Toget aabnedes af 12 Trompetere samt et Par Paukeslagere, dernæst kom 12 Beridere paa kostbare Paradeheste, derefter 14 ærkehertugelige Pager, derpaa en større Deling Kavalleri og efter den Ærkehertugens Staldmester og efter ham den spanske Kavallér Don Pimentelli lige foran selve Dronning Christina, som havde Ærkehertug Ferdinand Carl til venstre Side, og efter dem Ærkehertuginde Anna med den anden Ærkehertug, ligeledes paa venstre Side. Derefter en Del Hoffolk og Betjening, og saa dernæst Dronning Christinas og Ærkehertugens Livgarde til Hest, respektive 28 Mand og 60 Mand. Det var jo sent paa Aaret, saa et samtidigt Vidne skriver: «Desværre begyndte Skumringen at falde paa, saa Mørket fordærvede Glæden for Øjnene.»
Da Dronning Christina drog ind paa Slottet ved Ærkehertug Ferdinand Carls Side, blev der af det opstillede Infanteri paa Slotspladsen affyret 3 Geværsalver. Til Dronningens Brug var der i Slottets Hovedbygnings Beletage, under selve Slaatstaarnet, indrettet seks prægtigt udstafferede Gemakker, betrukne med Fløjl og Silke og guldindvirkede Tapeter. Dronningens Seng var foret med hvidt Silketøj samt rød-gyldent Omhæng med Guldbroderi. Tæt op til hendes Værelser stødte et Galleri, hvis Vægge vare behængte med fortræffelige Malerier. Til Vagt og Betjening fik Dronning Christina 36 Drabanter og 12 Pager under en Officers Kommando.
Da Dronning Christina ikke tog ud den første Aften efter Rejsen, begav Stadens Kommandant sig hen til hende og bad hende at bestemme Feltraabet for Innsbrucks Garnison for det efterfølgende Døgn. Uden lang Betænkning opgav hun Ordene: «Jesus Maria». Mærkeligt nok var det det samme Feltraab, Wallenstein havde i Slaget ved Lützen, den Dag, hendes Fader faldt, saa hun har vel ikke givet sig Tid til at tænke over denne Omstændighed, og dette uheldsvangre Feltraab er rimeligvis noget tankeløst faldet hende ud af Munden.
Dronning Christinas Ledsagere, den spanske Gesandt Don Pimentelli, saavelsom den spanske Grande della Cueva med Gemalinde, bleve ogsaa indkvarterede paa Slottet. Hele det øvrige Følge, c. 250 Personer, høje og lave, bleve derimod indkvarterede i de forud bestilte Lejligheder i Innsbruck, men alle Standspersonerne i Dronningens Følge fik deres Forplejning paa selve Slottet. Her blev der holdt, paa samme Tid, tre forskellige Tafler hvert paa 40 à 50 Personer, med behørig Vin til, dog saaledes, at Vinens Godhed og Alder lempedes efter Gæsternes Rang og Beskaffenhed.
Forinden Taflet skulde begynde, blev der, for at antyde, at Spisetiden var forhaanden, kort forud slaaet Alarm i Slotsgaarden af en Paukeslager. Naar Paukeslageren hørte op, blæstes Ordinari Sonate af 20 Trompetere paa Sølvinstrumenter, medens Maden bares op af 22 Pager under Køgemesterens kyndige Tilsyn.
Dronning Christinas Taffel blev holdt for sig, tæt ved hendes Gemakker, med Ærkehertuginde Anna og begge Ærkehertugerne som Bordfæller. Retterne vare udsøgte og frembares i forgyldte Sølvfade. Man lagde Mærke til, at Dronningen kun drak friskt, i Is afkølet Kildevand af et temmeligt stort Glas. Ved hendes Taffel opførtes baade en Instrumental- og Vokal-Musik. Der blev musiceret saa smukt, at Dronning Christina flere Gange gav sit Bifald tilkende paa forskellig Maade.
Dronning Christina kom til Innsbruck d. 31te Oktbr. 1655. Dagen derpaa, d. 1ste Novbr., var det Allehelgensdag. Der var i den Anledning Gudstjeneste i Hofkirken. Forinden blev der sendt et Par Adjutanter til Dronning Christina for at ønske hende Godmorgen samt høre til hendes Befindende. Alt blev befundet vel. Paa sin Side sendte hun sin Kammerherre della Cueva til den ærkehertugelige Familie for ligeledes at høre til dennes Befindende.
Dronning Christina overværede ovennævnte Gudstjeneste. Da hun endnu ikke offentlig var gaaet over til Katolicismen, saa indtog hun endnu ikke nogen Hædersplads i ovennævnte Kirke, men sad ubemærket i en Bedestol i en af Kirkens Sidegange.
Efter Gudstjenesten, og forinden Taflet, kom Ærkehertuginde Anna at aflægge Dronning Christina et Besøg; senere hen paa Eftermiddagen gjorde denne Ærkehertuginden en Kontravisit.
Den næste Dag, d. 2den Novbr., Allesjælesdag, afholdtes der i Slotskirken, om Formiddagen, et Rekviem, som Dronning Christina overværede. Efter Middagstaflet foreslog hun Hoffet at foretage en Ridetur, og da Hestene førtes frem, svang hun sig uden Hjælp ligesaa let op i Sadlen som begge Ærkehertugerne, saa det var let deraf at se, at hun var en øvet Rytterske. Ærkehertuginde Anna var ogsaa med paa Turen, men foretrak at benytte en Bærestol. Der var et stort Følge; i Spidsen red 2 Paukeslagere med en Del Trompetere. Turen gjaldt Slottet Amras eller Ambras, hvor Ærkehertug Ferdinand d. 2den med Gemalinde, den dydsirede og smukke Philippine Welser, havde resideret fra 1557—1580, altsaa for knap 100 Aar tilbage, og hvor der fra den Tid var en sjælden Samling af Kunstskatte, Malerier, Bøger, Manuskripter og Mønter, som det interesserede den paa slige Sager meget forstandige Dronning Christina nærmere at undersøge. Alle disse i Slottet Amras forefundne Kunstskatte bleve i Aaret 1806 førte til Hovedstaden Wien og danne nu der en egen Afdeling under Navn af Ambraser-Samlingen.
Et Par Dage forinden Dronning Christina var kommen til Tyrols Grænser, var der ankommet en pavelig Kannik. Lucas Holstenius, som Pave Alexander d. 7de havde sendt fra Rom, for i Domkirken i Innsbruck at modtage Dronning Christinas katolske Trosbekendelse i al Offentlighed, hvilken Paven havde forlangt, forinden hendes festlige Indtog i Rom maatte finde Sted. Bemeldte Lucas Holstenius var en kundskabsrig og lærd Mand, som forestod det vatikanske Bibliotek. Dronning Christina kendte ham fra tidligere Tid, da hun havde korresponderet med ham, ligesaa vel som med flere andre lærde. Lucas Holstenius var for Resten fra Norden, var født i Hamburg og havde lutherske Forældre ligesom Dronning Christina, og han var altsaa en Proselyt ligervis som hende. Som kirkelig Adjutant havde Holstenius en Jesuit, Pater Malines, med sig, der tidligere havde været i Stockholm og der arbejdet saa godt som nogen paa Dronning Christinas Overgang og besørget Breve til og fra Paven for hende.
Straks efter, at Lucas Holstenius var ankommen til Innsbruck, fik han snarest Audients hos den regerende Ærkehertug; denne, som da først fik at vide, at den kirkelige Højtidelighed ved Dronning Christinas Overgang til Katolicismen agtedes foretaget i Innsbruck, blev særdeles smigret og glad ved, at Paven lod den ærkehertugelige Residensstad vederfares denne store Ære. Ærkehertugen lod derfor straks Kanniken Holstenius tilligemed hans Rejsetøj afhente fra den Gæstgivergaard, hvor han var taget ind, og anbringe paa Slottet, hvor passende Værelser bleve ham anviste, samt en ærkehertugelige Adjutant stillet til hans Raadighed, saavelsom Køretøj og fornøden Betjening.
Da Lucas Holstenius var kommen til Innsbruck forinden Dronning Christina, sendte han straks Pater Malines ud for at møde hende og for dernæst at sondere, om hun var beraad med sig selv offentlig at ville aflægge den katolske Trosbekendelse i Innsbruck, som Paven nu ønskede, da den Sag hidtil var holdt saa nogenlunde hemmeligt.
Da Pater Malines mødte Dronning Christinas Tog, fik han straks Audients samt forebragte sit Ærinde og fik det Svar tilbage, at hun var villig til at underkaste sig Pavens Anordninger med al Punktlighed.
Den 3dje November blev bestemt til at være den Dag, da Dronning Christinas offentlige Aflæggelse af den katolske Trosbekendelse skulde finde Sted, og Kl. 11 om Formiddagen gik hun paa Bræder belagte med Klæde til Fods fra Slottet over Gaden, til Kirken, ledsaget af en Ærkehertug paa hver Side af sig, hvorefter fulgte et stort Hoffølge. Dronning Christina var iført en sort Silkekjole efter fransk Mønster uden andre Smykker end et pragtfuldt Diamantkors paa Brystet. Ved Kirkens Indgangsdør stod der 2 Prælater; den ene besprængte Dronning Christina med Vivand, og den anden fremrakte et Crucifix af Bjergkrystal, som hun kyssede med en dyb Bøjning. Under Psalmesangen gik Forsamlingen op i Koret, hvis Gulv var belagt med rødt Klæde. Tæt ved Alteret var anbragt en Forhøjning, hvorpaa stod en guldbroderet Stol, og hvorover der var en rød Fløjls Baldakin.
Til de 3 ærkehertugelige Personer var der lignende guldbroderede Stole, medens Don Pimentelli fik en Stol med rødt Fløjl, dog uden Broderi, ligesaa den pavelige Internuntius Lucas Holstenius. Efter Afsyngelsen af en Psalme rejste Holstenius sig og forkyndte paa Latin, at Hs. Hellighed Pave Alexander d. 7de havde overdraget ham at modtage Dronning Christinas offentlige katolske Trosbekendelse, samt anmodede begge Ærkehertugerne og den spanske Gesandt Pimentelli om at være Vidne til denne højtidelige Akt. Ledsaget af Ærkehertugerne og Pimentelli gik Dronning Christina hen til Alterets Knæfald, lagde sig paa Knæ paa en der anbragt rød Silkepude og modtog derpaa af Holstenius den trykte Trosbekendelsesformular, som ligeledes var affattet paa Latin. Dronning Christina oplæste den med en høj, noget mandlig og distinkt Stemme, med en fortræffelig Betoning, saa man kunde høre, at hun var vel bevandret i det latinske Sprog. Ved Slutningslinierne, som var Edsformularen, lagde Dronning Christina sin Haand paa Evangeliet i Messebogen, som blev holdt hen foran hende.
Dronning Christina havde under den hele Akt ikke vist mindste Tegn til Bevægelse eller Forlegenhed. Ved hvert Punktum i det oplæste løftede hun Hovedet og saa Holstenius djærvt og stift i Øjnene. Efter en Bøn meddelte Holstenius hende Syndsforladelsen, men Alterens Sakramente nød hon derimod ikke i Innsbruck; det vilde hun, efter eget Ønske, vente med, til hun i Rom kunde modtage det af Pave Alexanders egen Haand. Begge Ærkehertugerne hjalp Dronning Christina op fra Knæfaldet, og Lykønskninger fandt Sted. Akkompagneret af Pauker og Trompeter blev Psalmen: «Jubilare Deo omnis terra» afsungen, hvorpaa Hofprædikanten Staudacher prædikede over en Tekst, Holstenius havde valgt, nemlig: Davids 45de Psalme, Vers 11, som lyder: «Hør Datter og se til, og bøj Dit Øre, og glem Dit Folk og Din Faders Hus! o. s. v.» Dronning Christina hørte med tørre Øjne paa denne gruelige Tekst, som haanede hendes Heltefader i hans Grav. Da denne Prædiken var forbi, blev der afsunget et Te Deum, ledsaget af Korsang og fuld Instrumentalmusik, og nu løsnedes Kanonskudene over hele Linien fra Innsbrucks Volde, og alle Stadens Kirkeklokker faldt snart ind i med.
Fra Kirken begav man sig tilbage til Slottet; om Eftermiddagen var der Galataffel, og om Aftenen var der Teaterforestilling paa Slottet. Pagerne, som med Fakler fulgte Dronning Christina til hendes Plads i Teatret, opførte dernæst en Fakkeldans for hende, før selve Stykket begyndte. Stykket hed: «Skinsygen imellem Mars og Adonis.» Begge bejle de til Venus, og Mars viser sin Misfornøjelse over, at Venus giver Adonis Fortrinnet. Maskineriet var meget kompliceret. Man saa, hvorledes Engle svævede imellem lette Skyer fra Himmel til Jord og op igen. Endvidere saa man Venus komme kørende i en Luftvogn, trukken af Duer, og noget efter kom en Vogn, trukken af Løver, kørende ind paa Scenen. Stykket sluttede med, at den fortørnede Mars's Staldbrødre, som vare bevæbnede til Tænderne, kom ned paa Scenen, oppe fra Skyerne af, og opførte en vild Vaabendans, hvori de viste, hvor godt de kunde gøre deres Sager.
Det var, efter hvad Chevreau beretter, ved denne Lejlighed, at Dronning Christina, da hun gik bort fra Teatret, med utvungen Ugenerthed sagde: «Mine Herrer, det er rimeligt, at I have opført en Komedie for mig, da jeg har opført en Farce for Eder.»
Da Pave Alexander d. 7de ikke var færdig med alle Forberedelser i Rom til Dronning Christinas Modtagelse der, havde han bedet Lucas Holstenius om, hvis det var muligt, da at forhale Dronning Christinas Rejse fra Innsbruck i nogle Dage. Nu traf det sig saa heldigt, at Ærkehertug Ferdinand Carl, som var en stor Ynder af Musik og dramatisk Kunst, nyligen var bleven færdig med Opførelsen af en ny Teaterbygning og længe havde været betænkt paa at opføre et Stykke, som hed Argia, i hvilket Præstationerne stod paa Toppunktet af Datidens højeste Kunst. Ærkehertugen vilde nu gerne præsentere dette Stykke for den kunstforstandige Dronning. Stykket hed som sagt Argia, og da der var meget, der deri skulde fremstilles og vises, tog det Tid; Forestillingen begyndte Kl. 9 om Aftenen og varede i 6 Timer til Kl. 3 om Natten; men da Dronning Christina sjældent sov ud over 5 Timer, var hun maaske den, der mindst følte Trykket af den afkortede natlige Ro.
Handlingen i «Argia» drejer sig om et Kongebarn, der røves af Korsarer paa Øen Cypern, kommer derfra til Thracien, bliver solgt som Slave og lever der i Trældom og Nød o. s. v.; alt bliver dog tilsidst godt igen, og Jubeltoner fra Himmel og Jord forkynde dette glædelige Udfald efter mange Lykkens Omskiftelser. I Stykket optræde baade Sørøvere, Soldater, Matroser, Hyrdefolk, Pager og Morianer. Sceneriet havde nok at gøre, thi man saa fremstillet Skibe paa Søen, Fæstningen Salamina, det Indre af et kongeligt Palads, en Have, hvor man ser Slottet i det Fjerne, et Fængsel, et Gadeperspektiv og en Arena, hvor en Tvekamp foregaar, o. s. v. Til sidst virke Gudinder med; saavel Venus som Thetis komme, hver til sin Tid, i deres respektive Køretøjer for at hjælpe paa Situationen. Sangkunsten var ejheller Stedbarn ved denne Lejlighed, thi der forekommer baade Sang af himmelske Kor og Sang af Amoriner, anbragte oppe i Skyerne, foruden den Vekselsang, Soldaterne paa Landjorden og Matroserne ude paa Havet lod høre.
Tilskuerne havde aldrig set og hørt noget saa storartet og fængslende. Gentagne Gange gav Dronning Christina sin Beundring Luft over den fortræffelige og pragtfulde Udførelse, og hun gav ofte sit lydelige Bifald tilkende.
Efter Forestillingen udbad Dronning Christina sig Stykket opført igen, et Par Dage senere, forinden hendes Afrejse. Der tilføjes, at Dronning Christinas Ros var oprigtig ment, thi ved en saadan Lejlighed kendte hun intet Hensyn eller Overbærenhed, men roste og dadlede ugenert, hvad vi senere ville faa at se i Paris, hvor der blev opført en italiensk Komedie, og hvor hun i al Aabenhjertighed udtalte, at Italienerne havde spillet daarligt.
Dagen efter, d. 5te Novbr., holdt Dronning Christina Rastdag og beskæftigede sig med at skrive til Paven og notificere de forskellige Hoffer det vigtige Skridt, hun havde gjort.
Dronning Christinas Brev til Paven var skrevet paa Italiensk og tilmed meget tamt affattet, og det gjorde derfor det bedste Indtryk paa ham, da han fik det i Hænde. Det lød: «Endelig ankommen til det Maal, som jeg attraaede saa højt, nemlig at se mig optagen i den hellige romersk-katolske Kirkes Skød, har jeg ikke villet undlade at meddele Deres Hellighed det og at takke Deres Hellighed for at have hædret mig med Deres smigrende Anbefalinger. Jeg har ladet hele Verden se, at jeg, for at adlyde Deres Hellighed, har opgivet, med største Glæde, det Kongerige, hvor Ærefrygten for Dem er regnet blandt de utilgivelige Synder, og jeg har tilsidesat enhver menneskelig Respekt for at lægge for Dagen, at jeg langt foretrækker den Ære at underkaste mig Dem fremfor den Ære, som den smukkeste Trone yder én. Jeg bønfalder Deres Hellighed at modtage mig, som jeg er, blottet for enhver Storhed, med den samme faderlige Kærlighed, som De har været saa naadig at skænke mig hidtil.»
Denne Dronning Christinas Overgang til Katolicismen var en betydningsfuld Begivenhed for Pave Alexander d. 7de, som til enhver Tid var tilbøjelig til at gøre sig Illusioner med Hensyn til religiøse Emner. Der manglede ikke meget i, at han ansaa det som et Mirakel, at Datteren af Protestantismens ridderligste Forkæmper, hun, der havde været regerende Dronning i det mest luthersksindede Land i Europa, opgav Protestantismen og sluttede sig til Romerkirken. Pave Alexander saa deri en Forjættelse om Sverrigs snarlige Tilbagevenden til Katolicismen. Deraf kom det, at den pragtfulde Optagelse i Romerkirken og Dronning Christinas Indtog kort efter i Rom var som et Triumftog, idet Rom i den omvendte Christina højtideligholdt den Reform, som ventede Kirken.
Efter Dronning Christinas Ankomst til Rom tænkte Paven virkelig paa at sende katolske Missionærer til Sverrig, men da han raadførte sig med Dronning Christina derom, fraraadede hun ham det, da det vilde være det samme som at skikke dem hen at hænges i Galgen; saa godt kendte hun dog sine Landsmænd, og efter den Udtalelse opgav Paven at gøre Forsøget.
For at komme tilbage til Dronning Christina i Innsbruck, saa oprandt d. 7de Novbr., som var den sidste Dag, hun var i Tyrols Hovedstad. I den Anledning havde Ærkehertug Ferdinand Carl og hans Kavalerer anstillet Turnering og ridderlige Øvelser, til Ære for hende og Ærkehertuginde Anna, nedenfor Slottets Vinduer. Om Aftenen gentoges det store italienske Stykke «Argia», vi ovenfor omtalte, og som Dronning Christina havde ønsket at se endnu engang. Ifald Stykket ikke var blevet gjort kortere siden sidst, vilde Forestillingstiden blive fra Kl. 9 Aften til Kl. 3 efter Midnat.
With modernised spelling:
Allerede i de sidste dage af september i året 1655 havde den kejserlige statholder over Tyrol, ærkehertug Ferdinand Karl, fået nys om, at dronning Kristina på sin rejse til Rom ville komme til Tyrol og navnlig holde nogle dages rast i dette fyrstelige grevskabs hovedstad, Innsbruck. Den mere dybttænkende del af Tyrols befolkning var, da den fik det at vide, ikke videre glad ved tanken om de uundgåelige store udgifter, sligt kongeligt besøg ville medføre for landets kasse, hvis status forud ikke var videre glimrende.
Den pragtelskende ærkehertug Ferdinand Karl brød sig derimod ikke stort om, hvad det ville koste at modtage den berømte svenske dronning på en sådan måde, som svarede til Hendes Majestæts stilling og betydning, når blot hans ærkehertuglige ære, gode navn og rygte kunne stå sig derved.
I Tyrol fik man altså travlt med at gøre forberedelser. Allerede de første dage i oktober udgik der befalinger i alle retninger fra regeringen i Innsbruck om at træffe forberedelser til på værdig måde at tage imod «den hæderkronede dronning Kristina af Sverige.» Befalingerne bleve end mere spredte og ubestemte derved, at man endnu ikke ret vidste, hverken hvilken vej hun ville tage for at komme ind i Tyrol, ej heller hvilken dag hun bestemt kunde ventes. For en sikkerheds skyld blev der derfor skrevet til en halv snes steder nord for Innsbruck, hvorigennem man kunne tænke sig, at dronningen muligvis ville komme.
Parolen lød på, at der måtte sørges for, at de fornødne forråd til dronning Kristinas og følges underhold vare til stede ved hendes gennemrejse. Forrådene måtte derfor haves i beredskab og ikke anvendes andetsteds forinden. Der skulle af fødevarer være til stede: vildt, kalkuner, høns, ænder samt ferskvandsfisk, især foreller, og desforuden krebs. Med hensyn til vinkælderforsyning blev der givet anvisning på nærmeste slots beholdning. Til forstdistrikterne gik der bud, at de måtte gå hånd i hånd med at levere al slags vildt, navnlig rådyr, på nærmere ordre, i Innsbruck.
Ærkehertugen anslog dronningens hele følge til 150 personer samt 200 heste, som samtlige skulle underholdes uden udgift for hende, så snart hun kom på tyrolsk grund. Da dronning Kristina omsider kom til Tyrol, viste det sig, at der i hendes følge var 255 personer og 247 heste; men foreløbig gjorde imidlertid den ærkehertugelige vært kun regning på førstnævnte mindre tal.
For at skaffe nogen oplysning, som i mange retninger var såre nyttig, blev hofkurér Jakob Reiter den 12. oktober sendt fra Innsbruck til Augsburg for underhånden at indhente efterretning om dronning Kristinas rejseplan, togets størrelse etc., etc. Allerede 5 dage efter var hofkuréren atter tilbage og berettede, hvad han havde kunnet bringe i erfaring, men da det ikke var så fyldigt som ønskeligt, måtte han snarest afsted igen for at spejde videre.
Da nærmere besked var erholdt, sammenkaldte magistraten i Innsbruck alle husejere i byen for at få at vide og lade optegne, hvor mange værelser der egnede sig til at optage dronning Kristinas følge i Innsbruck, samt hvor der var fornødent staldrum til følgets heste.
Den 25. oktober lod ærkehertug Ferdinand Karl udgå et åbent brev til alle øvrigheder: borgmestre, toldembedsmænd og oppebørselsbetjente etc., hvori skrives:
«Eftersom den værdige og elskelige dronning Kristina af Sverige vil rejse igennem dette land, Vort fyrstelige grevskab Tyrol, til Italien, så have Vi nådigst besluttet at holde hende fri for udgifter i dette land, og udnævnes derfor herved hr. von Ymgramb til kommissarius at stå enhver bi med fornøden vejledning samt efterfølgende betaling.»
Så vidt regeringen i Tyrol kunne beregne, ville dronning Kristina komme til Innsbruck den 28. oktober, så alle værter måtte vide at træffe omsorg for de den dag ankommende gæster efter de udførlige forskrifter, der noget forud omhyggeligt ville blive meddelte alle kvarterværter. Foruden disse forberedelser til dronningens omkostningsfri rejse igennem Tyrol blev der desforuden gjort alt for at gøre hendes ophold så storartet og pragtfuldt som muligt.
Til selve hoffets taffeldækning blev der lånt sølvservicer ved de ærkebiskoppelige nabohoffer i Trient, Brixen og Salzburg. Hvad enten ærkebiskoppen i Salzburg har misforstået ærkehertugens forlangende om udlån eller har villet spare på sølvtøjet, vides nu ikke; men da der ikke var sølvfade i det antal, ærkehertugen havde forlangt, måtte den ærkebiskoppelige kurér gøre rejsen imellem Salzburg og Innsbruck om igen nok engang, for, som der står, «die recht begehrte Anzahl Silber Geschirr alhero zu bringen.» Man vil deraf se, at det var ærkehertugens alvor, og at det ikke var så let at knibe ud, selv for en ærkebiskop.
Flere kokke bleve indforskrevne for at være til hjælp på slottet i Innsbruck. Hos det rige, fyrstelige handelshus Fugger i Augsburg låntes desuden en stor, forgyldt sølvkedel, som brugtes til drikkevarers afkøling — fordi man vidste, at dronning Kristina holdt meget af at drikke iskoldt vand.
Officererne af ærkehertugens livvagt fik deres uniformering og udrustning forbedret ved indkøb af nye læderkollerter og sidegehæng, medens hellebardisterne fik deres våben ætset og udstafferet på ny; og til den ærkehertugelige musik blev der indkøbt 24 stykker nye messinginstrumenter.
Der anvendtes også megen umage på at få de for dronning Kristina påtænkte teaterforestillinger til at gå så godt som muligt over scenen. Det var ærkehertugens specielle ønske, da han selv var en stor ven og kender af teater og musik. Et nyt musikdrama, et rent udstyrsstykke håbede ærkehertugen at kunne føre frem ved denne lejlighed, og han glædede sig på forhånd til muligen at kunne imponere den forvænte dronning.
Omsider hørte man direkte fra den forventede dronning Kristina igennem en skrivelse fra hende, skrevet den 20. oktober i Augsburg, til ærkehertugen. Brevet var affattet på fransk, og hun kalder ham: »Monsieur mon cousin»; — hun meddeler ham, at hun på rejsen til Rom vil komme igennem Tyrol, og beder dernæst ærkehertugen godhedsfuldt at ville modtage hende. Overbringeren af dronningens brev var en spansk adelsmand, don Spinoza, som regeringen i Bryssel havde givet hende med på rejsen. Samme dag, ærkehertugen modtog dronning Kristinas brev, blev en højtstående officer sendt dronningen imøde med et brev fra ærkehertugen, hvori hun på det venligste indbydes til at komme til Innsbruck.
Man havde antaget, at dronning Kristina ville have valgt den letteste og mest benyttede vej, som fører fra Bayern ind i Tyrol, langs med floddalen ved Innfloden, så meget mere, som der i byerne på denne rute var gjort forberedelser til modtagelsen; men dronning Kristina, som alle dage holdt meget af at være mod strømmen og af en anden mening end andre mennesker, syntes nu derfor også bedst om at komme ind i Tyrol ad den stejleste og mest ufarbare vej nordvest for Innsbruck ved byen Scharnitz og styrede derfor derhen imod, da hun i München havde fået passende køretøjer til at anvendes i de bjergrige egne. For at kunne modtage dronning Kristina festligt og standsmæssigt ved Tyrols grænse blev der tilforordnet hende en egen hofstat.
Friherre von Freyberg af ærkehertugens livgarde blev udnævnt til at være kommissarius og i denne egenskab ledsage dronning Kristina hele Tyrol igennem. Under ham stod en kasserer eller kassemester, der skulle klare alle skær og udgifter med ærkehertugelige mønt. Endvidere medfulgte der en overkok, en mundskænk og forskærer, hvilke fik pålæg om at træde i funktion, når den svenske dronning var kommen på tyrolsk grund.
En officer og 32 ryttere af ærkehertugens livgarde, ærkehertugens første kammertjener, 8 pager og adskillige opvartere og betjente fuldstændiggjorde følget, som ikke udgjorde mindre end en kavalkade på 132 heste. Den 29. oktober overskred dronning Kristina med sit følge, der, som før nævnt, bestod af 255 personer og 247 heste, Tyrols grænse ved byen Scharnitz, hvor det ærkehertugelige tog allerede var på pletten for at tage imod hende.
Da det kongelige tog drog over broen ved grænsefloden Isar, afskød det ærkehertugelige militær gevær- og æressalver, medens kanonskud drønede fra de nærliggende bjerghøjder, hvor der foregaves at ligge et bjergkastel, Porta Claudia. Det skulle forestille, som om kanonerne altid vare på plads i disse bjergregioner, medens sandheden var, at kanonerne dagen forud på fragtvogne, med stort besvær, vare slæbte ud til bjergene omkring Scharnitz for der at gøre honnørs for den ventede høje gæst.
Man var ret glad ved, at dronning Kristina ikke kom efter det forlorne ved det ved hendes ankomst virkende artilleris tilstedeværelse, da hun ellers nok ville have gjort sig lystig derover med sin bidende spot, som ved given lejlighed sjældent udeblev.
Fra Scharnitz drog dronning Kristina videre til den lille, sydligere liggende by Seefeld, hvor hun tog det første nattekvarter på Tyrols grund.
Dronning Kristina drog dagen efter, den 30. oktober, fra Seefeld til den ligeledes mindre by Zirl, hvor der hurtigt var blevet gjort forberedelser til at huse hende, så godt som forholdene tillod det. De for dronningen bestemte værelser vare nyligen blevne tapetserede, og man havde været så heldig at få en flot seng med fløjls omhæng og guldfrynsebesætning skaffet tilveje og stillet op til Hendes Majestæts brug.
Den følgende dag kom den regerende ærkehertug Ferdinand Karl og dennes broder, Sigismund Franz, med et stateligt følge til byen Zirl for at byde dronning Kristina velkommen i Tyrol samt gøre hende deres opvartning.
Trods de små lokaliteter på slottet foregik dog modtagelsen ifølge den strengeste etikette. Navnlig lige overfor sine ligemænd og fyrster holdt dronning Kristina meget stærkt på sin værdighed, navnlig efter sin nedstigelsen fra tronen. Samtalen varede ¾ time, og der var ingen andre damer til stede end dronningen; ej heller af hendes kavalerer var der nogen i selve gemakket.
At dronning Kristinas fornemme ledsager og meget betroede ven, don Pimentelli, slet ikke lod sig se, syntes ærkehertugerne ikke rigtig om, da kun kavalerer af anden rang modtog dem ved deres ankomst og ligeledes efter audiensen fulgte dem fra dronningens gemak ud til deres udenfor ventende heste, hvilke de atter besteg for snarest at vende tilbage til Innsbruck igen.
Næste dags morgen blev der sendt en hofkavaler, grev Hohenems, fra det Innsbrucker ærkehertugelige hof for at ønske dronning Kristina en pyntelig god morgen samt forhøre, hvorledes Hendes Majestæt havde sovet. Alt blev befundet vel. Samme eftermiddag fandt dronning Kristinas indtog i Innsbruck sted. Først på eftermiddagen satte en prægtig kavalkade sig i bevægelse fra Innsbrucks indre til den store plads vest for byen for der at afvente dronning Kristinas ankomst fra Zirl.
Det ærkehertugelige tog åbnedes af paukeslagere samt 15 trompetere; derpå fulgte de hertugelige beridere, pagerne, adelen og de høje officerer, ialt 50 statelige ryttere, udmærket beredne. Dernæst kom begge ærkehertugerne til hest samt den regerende ærkehertug Ferdinand Karls gemalinde, Anna, i en bærestol.
Efter de fyrstelige personer kom den ærkehertugelige livgarde til hest — 60 mand — iført røde, sølvbaldyrede uniformer. I slutningen af toget kørte en tom galakaret for det tilfælde, at det måtte behage dronningen at køre, og desforuden endnu 12 andre seksspændige ekvipager. Et samtidigt vidne skriver:
«Optoget var meget herligt og prægtigt med hensyn til kavalerer, heste og klæder, så det var en glæde at se det.»
Da dronning Kristina, som sad i en bærestol, nærmede sig med sit følge, steg begge ærkehertugerne af hestene. Ærkehertug Ferdinand Karl hjalp dronning Kristina ned af bærestolen, medens broderen Sigismund Franz førte ærkehertuginde Anna hen til dronning Kristina at præsenteres for hende. Efterat korte, gensidige komplimenter havde fundet sted, forenede begge tog sig, og indtoget i Innsbruck skulle nu gå for sig.
Udenfor staden, hvor toget kom forbi, var der opstillet 5 faner fodfolk og 50 stykker skyts, som afgav salut. Toget åbnedes af 12 trompetere samt et par paukeslagere, dernæst kom 12 beridere på kostbare paradeheste, derefter 14 ærkehertugelige pager; derpå en større deling kavaleri og efter den ærkehertugens staldmester og efter ham den spanske kavaler don Pimentelli lige foran selve dronning Kristina, som havde ærkehertug Ferdinand Karl til venstre side, og efter dem ærkehertuginde Anna med den anden ærkehertug, ligeledes på venstre side. Derefter en del hoffolk og betjening, og så dernæst dronning Kristinas og ærkehertugens livgarde til hest, respektive 28 mand og 60 mand. Det var jo sent på året, så et samtidigt vidne skriver:
«Desværre begyndte skumringen at falde på, så mørket fordærvede glæden for øjnene.»
Da dronning Kristina drog ind på slottet ved ærkehertug Ferdinand Karls side, blev der af det opstillede infanteri på slotspladsen affyret 3 geværsalver. Til dronningens brug var der i slottets hovedbygnings beletage, under selve slotstårnet, indrettet seks prægtigt udstafferede gemakker, betrukne med fløjl og silke og guldindvirkede tapeter. Dronningens seng var foret med hvidt silketøj samt rødgyldent omhæng med guldbroderi. Tæt op til hendes værelser stødte et galleri, hvis vægge vare behængte med fortræffelige malerier. Til vagt og betjening fik dronning Kristina 36 drabanter og 12 pager under en officers kommando.
Da dronning Kristina ikke tog ud den første aften efter rejsen, begav stadens kommandant sig hen til hende og bad hende at bestemme feltråbet for Innsbrucks garnison for det efterfølgende døgn. Uden lang betænkning opgav hun ordene: «Jesus Maria». Mærkeligt nok var det det samme feltråb, Wallenstein havde i slaget ved Lützen, den dag, hendes fader faldt, så hun har vel ikke givet sig tid til at tænke over denne omstændighed, og dette uheldsvangre feltråb er rimeligvis noget tankeløst faldet hende ud af munden.
Dronning Kristinas ledsagere, den spanske gesandt don Pimentelli, såvel som den spanske grande de la Cueva med gemalinde, bleve også indkvarterede på slottet. Hele det øvrige følge, c. 250 personer, høje og lave, bleve derimod indkvarterede i de forud bestilte lejligheder i Innsbruck, men alle standspersonerne i dronningens følge fik deres forplejning på selve slottet. Her blev der holdt, på samme tid, tre forskellige tafler hvert paa 40 à 50 personer, med behørig vin til, dog således, at vinens godhed og alder lempedes efter gæsternes rang og beskaffenhed.
Forinden taflet skulle begynde, blev der, for at antyde at spisetiden var forhånden, kort forud slået alarm i slotsgården af en paukeslager. Når paukeslageren hørte op, blæstes ordinari sonate af 20 trompetere på sølvinstrumenter, medens maden bares op af 22 pager under køgemesterens kyndige tilsyn.
Dronning Kristinas taffel blev holdt for sig, tæt ved hendes gemakker, med ærkehertuginde Anna og begge ærkehertugerne som bordfæller. Retterne vare udsøgte og frembares i forgyldte sølvfade. Man lagde mærke til, at dronningen kun drak friskt, i is afkølet kildevand af et temmeligt stort glas. Ved hendes taffel opførtes både en instrumental- og vokalmusik. Der blev musiceret så smukt, at dronning Kristina flere gange gav sit bifald tilkende på forskellig måde.
Dronning Kristina kom til Innsbruck den 31. oktober 1655. Dagen derpå, den 1. november, var det allehelgensdag. Der var i den anledning gudstjeneste i Hofkirken. Forinden blev der sendt et par adjutanter til dronning Kristina for at ønske hende godmorgen samt høre til hendes befindende. Alt blev befundet vel. På sin side sendte hun sin kammerherre de la Cueva til den ærkehertugelige familie for ligeledes at høre til dennes befindende.
Dronning Kristina overværede ovennævnte gudstjeneste. Da hun endnu ikke offentlig var gået over til katolicismen, så indtog hun endnu ikke nogen hædersplads i ovennævnte kirke, men sad ubemærket i en bedestol i en af kirkens sidegange.
Efter gudstjenesten, og forinden taflet, kom ærkehertuginde Anna at aflægge dronning Kristina et besøg; senere hen på eftermiddagen gjorde denne ærkehertuginden en kontravisit.
Den næste dag, den 2. november, allesjælesdag, afholdtes der i slotskirken, om formiddagen, et rekviem, som dronning Kristina overværede. Efter middagstaflet foreslog hun hoffet at foretage en ridetur, og da hestene førtes frem, svang hun sig uden hjælp ligeså let op i sadlen som begge ærkehertugerne, så det var let deraf at se, at hun var en øvet rytterske. Ærkehertuginde Anna var også med på turen, men foretrak at benytte en bærestol.
Der var et stort følge; i spidsen red 2 paukeslagere med en del trompetere. Turen gjaldt slottet Amras eller Ambras, hvor ærkehertug Ferdinand den Anden med gemalinde, den dydsirede og smukke Philippine Welser, havde resideret fra 1557-1580, altså for knap 100 år tilbage, og hvor der fra den tid var en sjælden samling af kunstskatte, malerier, bøger, manuskripter og mønter, som det interesserede den på slige sager meget forstandige dronning Kristina nærmere at undersøge. Alle disse i slottet Amras forefundne kunstskatte bleve i året 1806 førte til hovedstaden Wien og danne nu der en egen afdeling under navn af Ambrasersamlingen.
Et par dage forinden dronning Kristina var kommen til Tyrols grænser, var der ankommet en pavelig kannik. Lucas Holstenius, som pave Alexander den Syvende havde sendt fra Rom, for i domkirken i Innsbruck at modtage dronning Kristinas katolske trosbekendelse i al offentlighed, hvilken paven havde forlangt, forinden hendes festlige indtog i Rom måtte finde sted.
Bemeldte Lucas Holstenius var en kundskabsrig og lærd mand, som forestod det vatikanske bibliotek. Dronning Kristina kendte ham fra tidligere tid, da hun havde korresponderet med ham, lige så vel som med flere andre lærde. Lucas Holstenius var for resten fra Norden, var født i Hamborg og havde lutherske forældre ligesom dronning Kristina, og han var altså en proselyt ligervis som hende. Som kirkelig adjutant havde Holstenius en jesuit, pater Malines, med sig, der tidligere havde været i Stockholm og der arbejdet så godt som nogen på dronning Kristinas overgang og besørget breve til og fra paven for hende.
Straks efter, at Lucas Holstenius var ankommen til Innsbruck, fik han snarest audiens hos den regerende ærkehertug; denne, som da først fik at vide, at den kirkelige højtidelighed ved dronning Kristinas overgang til katolicismen agtedes foretaget i Innsbruck, blev særdeles smigret og glad ved, at paven lod den ærkehertugelige residensstad vederfares denne store ære.
Ærkehertugen lod derfor straks kanniken Holstenius tilligemed hans rejsetøj afhente fra den gæstgivergård, hvor han var taget ind, og anbringe på slottet, hvor passende værelser bleve ham anviste, samt en ærkehertugelige adjutant stillet til hans rådighed, såvel som køretøj og fornøden betjening.
Da Lucas Holstenius var kommen til Innsbruck forinden dronning Kristina, sendte han straks pater Malines ud for at møde hende og for dernæst at sondere, om hun var beråd med sig selv offentlig at ville aflægge den katolske trosbekendelse i Innsbruck, som paven nu ønskede, da den sag hidtil var holdt så nogenlunde hemmeligt.
Da pater Malines mødte dronning Kristinas tog, fik han straks audiens samt forebragte sit ærinde og fik det svar tilbage, at hun var villig til at underkaste sig pavens anordninger med al punktlighed.
Den 3. november blev bestemt til at være den dag, da dronning Kristinas offentlige aflæggelse af den katolske trosbekendelse skulle finde sted, og kl. 11 om formiddagen gik hun på bræder belagte med klæde til fods fra slottet over gaden, til kirken, ledsaget af en ærkehertug på hver side af sig, hvorefter fulgte et stort hoffølge. Dronning Kristina var iført en sort silkekjole efter fransk mønster uden andre smykker end et pragtfuldt diamantkors på brystet.
Ved kirkens indgangsdør stod der 2 prælater; den ene besprængte dronning Kristina med vivand, og den anden fremrakte et krucifiks af bjergkrystal, som hun kyssede med en dyb bøjning. Under psalmesangen gik forsamlingen op i koret, hvis gulv var belagt med rødt klæde. Tæt ved alteret var anbragt en forhøjning, hvorpå stod en guldbroderet stol, og hvorover der var en rød fløjlsbaldakin.
Til de 3 ærkehertugelige personer var der lignende guldbroderede stole, medens don Pimentelli fik en stol med rødt fløjl, dog uden broderi, ligeså den pavelige internuntius Lucas Holstenius. Efter afsyngelsen af en psalme rejste Holstenius sig og forkyndte på latin, at Hans Hellighed Pave Alexander den Syvende havde overdraget ham at modtage dronning Kristinas offentlige katolske trosbekendelse, samt anmodede begge ærkehertugerne og den spanske gesandt Pimentelli om at være vidne til denne højtidelige akt.
Ledsaget af ærkehertugerne og Pimentelli gik dronning Kristina hen til alterets knæfald, lagde sig på knæ på en der anbragt rød silkepude og modtog derpå af Holstenius den trykte trosbekendelsesformular, som ligeledes var affattet på latin. Dronning Kristina oplæste den med en høj, noget mandlig og distinkt stemme, med en fortræffelig betoning, så man kunne høre, at hun var vel bevandret i det latinske sprog. Ved slutningslinjerne, som var edsformularen, lagde dronning Kristina sin hånd på evangeliet i messebogen, som blev holdt hen foran hende.
Dronning Kristina havde under den hele akt ikke vist mindste tegn til bevægelse eller forlegenhed. Ved hvert punktum i det oplæste løftede hun hovedet og så Holstenius djærvt og stift i øjnene. Efter en bøn meddelte Holstenius hende syndsforladelsen, men alterens sakramente nød hon derimod ikke i Innsbruck; det ville hun, efter eget ønske, vente med, til hun i Rom kunne modtage det af pave Alexanders egen hånd.
Begge ærkehertugerne hjalp dronning Kristina op fra knæfaldet, og lykønskninger fandt sted. Akkompagneret af pauker og trompeter blev psalmen «Jubilare Deo omnis terra» afsungen, hvorpå hofprædikanten Staudacher prædikede over en tekst, Holstenius havde valgt, nemlig Davids 45. psalme, vers 11, som lyder: «Hør datter og se til, og bøj dit øre, og glem dit folk og din faders hus, osv.»
Dronning Kristina hørte med tørre øjne på denne gruelige tekst, som hånede hendes heltefader i hans grav. Da denne prædiken var forbi, blev der afsunget et Te Deum, ledsaget af korsang og fuld instrumentalmusik, og nu løsnedes kanonskudene over hele linjen fra Innsbrucks volde, og alle stadens kirkeklokker faldt snart ind i med.
Fra kirken begav man sig tilbage til slottet; om eftermiddagen var der galataffel, og om aftenen var der teaterforestilling på slottet. Pagerne, som med fakler fulgte dronning Kristina til hendes plads i teatret, opførte dernæst en fakkeldans for hende, før selve stykket begyndte. Stykket hed «Skinsygen imellem Mars og Adonis.» Begge bejle de til Venus, og Mars viser sin misfornøjelse over, at Venus giver Adonis fortrinnet.
Maskineriet var meget kompliceret. Man så, hvorledes engle svævede imellem lette skyer fra himmel til jord og op igen. Endvidere så man Venus komme kørende i en luftvogn, trukken af duer, og noget efter kom en vogn, trukken af løver, kørende ind på scenen. Stykket sluttede med, at den fortørnede Mars' staldbrødre, som vare bevæbnede til tænderne, kom ned på scenen, oppe fra skyerne af, og opførte en vild våbendans, hvori de viste, hvor godt de kunne gøre deres sager.
Det var, efter hvad Chevreau beretter, ved denne lejlighed, at dronning Kristina, da hun gik bort fra teatret, med utvungen ugenerthed sagde: «Mine herrer, det er rimeligt, at I have opført en komedie for mig, da jeg har opført en farce for Eder.»
Da pave Alexander den Syvende ikke var færdig med alle forberedelser i Rom til dronning Kristinas modtagelse der, havde han bedet Lucas Holstenius om, hvis det var muligt, da at forhale dronning Kristinas rejse fra Innsbruck i nogle dage. Nu traf det sig så heldigt, at ærkehertug Ferdinand Karl, som var en stor ynder af musik og dramatisk kunst, nyligen var bleven færdig med opførelsen af en ny teaterbygning og længe havde været betænkt på at opføre et stykke, som hed Argia, i hvilket præstationerne stod på toppunktet af datidens højeste kunst.
Ærkehertugen ville nu gerne præsentere dette stykke for den kunstforstandige dronning. Stykket hed som sagt Argia, og da der var meget, der deri skulle fremstilles og vises, tog det tid; forestillingen begyndte kl. 9 om aftenen og varede i 6 timer til kl. 3 om natten; men da dronning Kristina sjældent sov ud over 5 timer, var hun måske den, der mindst følte trykket af den afkortede natlige ro.
Handlingen i «Argia» drejer sig om et kongebarn, der røves af korsarer på øen Cypern, kommer derfra til Thracien, bliver solgt som slave og lever der i trældom og nød osv.; alt bliver dog tilsidst godt igen, og jubeltoner fra himmel og jord forkynde dette glædelige udfald efter mange lykkens omskiftelser.
I stykket optræde både sørøvere, soldater, matroser, hyrdefolk, pager og morianer. Sceneriet havde nok at gøre, thi man så fremstillet skibe på søen, fæstningen Salamina, det indre af et kongeligt palads, en have, hvor man ser slottet i det fjerne, et fængsel, et gadeperspektiv og en arena, hvor en tvekamp foregår, osv.
Til sidst virke gudinder med; såvel Venus som Thetis komme, hver til sin tid, i deres respektive køretøjer for at hjælpe på situationen. Sangkunsten var ej heller stedbarn ved denne lejlighed, thi der forekommer både sang af himmelske kor og sang af amoriner, anbragte oppe i skyerne, foruden den vekselsang, soldaterne på landjorden og matroserne ude på havet lod høre.
Tilskuerne havde aldrig set og hørt noget så storartet og fængslende. Gentagne gange gav dronning Kristina sin beundring luft over den fortræffelige og pragtfulde udførelse, og hun gav ofte sit lydelige bifald tilkende.
Efter forestillingen udbad dronning Kristina sig stykket opført igen, et par dage senere, forinden hendes afrejse. Der tilføjes, at dronning Kristinas ros var oprigtig ment, thi ved en sådan lejlighed kendte hun intet hensyn eller overbærenhed, men roste og dadlede ugenert, hvad vi senere ville få at se i Paris, hvor der blev opført en italiensk komedie, og hvor hun i al åbenhjertighed udtalte, at italienerne havde spillet dårligt.
Dagen efter, den 5. november, holdt dronning Kristina rastdag og beskæftigede sig med at skrive til paven og notificere de forskellige hoffer det vigtige skridt, hun havde gjort.
Dronning Kristinas brev til paven var skrevet på italiensk og tilmed meget tamt affattet, og det gjorde derfor det bedste indtryk på ham, da han fik det i hænde. Det lød:
«Endelig ankommen til det mål, som jeg attråede så højt, nemlig at se mig optagen i den hellige romersk-katolske Kirkes skød, har jeg ikke villet undlade at meddele Deres Hellighed det og at takke Deres Hellighed for at have hædret mig med Deres smigrende anbefalinger. Jeg har ladet hele verden se, at jeg, for at adlyde Deres Hellighed, har opgivet, med største glæde, det kongerige, hvor ærefrygten for Dem er regnet blandt de utilgivelige synder, og jeg har tilsidesat enhver menneskelig respekt for at lægge for dagen, at jeg langt foretrækker den ære at underkaste mig Dem fremfor den ære, som den smukkeste trone yder én. Jeg bønfalder Deres Hellighed at modtage mig, som jeg er, blottet for enhver storhed, med den samme faderlige kærlighed, som De har været så nådig at skænke mig hidtil.»
Denne dronning Kristinas overgang til katolicismen var en betydningsfuld begivenhed for pave Alexander den Syvende, som til enhver tid var tilbøjelig til at gøre sig illusioner med hensyn til religiøse emner. Der manglede ikke meget i, at han anså det som et mirakel, at datteren af protestantismens ridderligste forkæmper, hun, der havde været regerende dronning i det mest luthersksindede land i Europa, opgav protestantismen og sluttede sig til romerkirken.
Pave Alexander så deri en forjættelse om Sveriges snarlige tilbagevenden til katolicismen. Deraf kom det, at den pragtfulde optagelse i romerkirken og dronning Kristinas indtog kort efter i Rom var som et triumftog, idet Rom i den omvendte Kristina højtideligholdt den reform, som ventede Kirken.
Efter dronning Kristinas ankomst til Rom tænkte paven virkelig på at sende katolske missionærer til Sverige, men da han rådførte sig med dronning Kristina derom, frarådede hun ham det, da det ville være det samme som at skikke dem hen at hænges i galgen; så godt kendte hun dog sine landsmænd, og efter den udtalelse opgav paven at gøre forsøget.
For at komme tilbage til dronning Kristina i Innsbruck, saa oprandt den 7. november, som var den sidste dag, hun var i Tyrols hovedstad. I den anledning havde ærkehertug Ferdinand Karl og hans kavalerer anstillet turnering og ridderlige øvelser, til ære for hende og ærkehertuginde Anna, nedenfor slottets vinduer. Om aftenen gentoges det store italienske stykke «Argia», vi ovenfor omtalte, og som dronning Kristina havde ønsket at se endnu engang. Ifald stykket ikke var blevet gjort kortere siden sidst, ville forestillingstiden blive fra kl. 9 aften til kl. 3 efter midnat.
English translation (my own):
Already in the last days of September in the year 1655, the imperial governor of Tyrol, Archduke Ferdinand Karl, had received news that Queen Kristina would come to Tyrol on her journey to Rome and would especially spend a few days' rest in the capital of this princely comity, Innsbruck. The more deep-thinking part of the Tyrolean population, when they heard this, was not particularly happy about the inevitable large expenses that such a royal visit would entail for the land's treasury, whose status was not particularly excellent before.
The magnificence-loving Archduke Ferdinand Karl, on the other hand, did not care much about what it would cost to receive the famous Swedish Queen in a manner that corresponded to Her Majesty's position and importance, as far as his archducal honour, good name and reputation could stand it.
In Tyrol, therefore, preparations were made. Already in the first days of October, orders were issued in all directions from the government in Innsbruck to make preparations to receive in a dignified manner "the honour-crowned Queen Kristina of Sweden". The orders were made even more scattered and indefinite by the fact that it was not yet known which way she would take to enter Tyrol, nor what day she could definitely be expected. Just to be safe, therefore, letters were written to half a dozen places north of Innsbruck, through which it was conceivable that the Queen might possibly come.
The slogan was that it had to be ensured that the necessary supplies for the maintenance of Queen Kristina and her suite were present when she passed through. The supplies had to be kept ready and not used elsewhere beforehand. Of food, there was to be present: game, turkeys, chickens, ducks and freshwater fish, especially trout, and also crayfish. With regard to wine cellar supplies, instructions were given to the nearest castle stock. Orders were sent to the forest districts that they had to go hand in hand with delivering all kinds of game, especially roe deer, on specific orders, in Innsbruck.
The Archduke estimated the Queen's entire suite at 150 people and 200 horses, all of whom were to be maintained at no cost to her as soon as she arrived on Tyrolean soil. When Queen Kristina finally arrived in Tyrol, it turned out that her suite consisted of 255 people and 247 horses; but for the time being, however, the archduchal host only calculated on the former smaller number.
In order to obtain some information, which was very useful in many directions, court courier Jakob Reiter was sent from Innsbruck to Augsburg on October 12 to secretly obtain information about Queen Kristina's travel plan, the size of the train, etc., etc. Just 5 days later, the court courier was back again and reported what he had been able to bring in terms of experience, but since it was not as comprehensive as desired, he had to leave again as soon as possible to scout further.
When more detailed information was received, the magistrate in Innsbruck summoned all houseowners in the city to find out and have a record made of how many rooms were suitable to accommodate Queen Kristina's suite in Innsbruck, as well as where there was sufficient stable space for the suite's horses.
On October 25, Archduke Ferdinand Karl issued an open letter to all authorities: mayors, customs officials and tax collectors, etc., in which he wrote:
"Whereas the worthy and well-beloved Queen Kristina of Sweden will travel through this country, Our princely county of Tyrol, to Italy, We have graciously decided to keep her free from expenses in this country, and therefore Herr von Ymgramb is hereby appointed as commissioner to assist her with necessary guidance and subsequent payment."
As far as the Tyrolean government could calculate, Queen Kristina would arrive in Innsbruck on October 28, so all hosts had to know how to take care of the guests arriving that day according to the detailed regulations, which would be carefully communicated to all quarter hosts some time in advance. In addition to these preparations for the Queen's free journey through Tyrol, everything was done to make her stay as grand and splendid as possible.
For the actual court table setting, silver service was borrowed from the neighbouring archiepiscopal courts of Trent, Brixen and Salzburg. Whether the Archbishop of Salzburg misunderstood the Archduke's request for a loan or wanted to save on the silverware is not known; but since there were not the number of silver dishes the Archduke had requested, the archiepiscopal courier had to make the journey between Salzburg and Innsbruck again, in order, as it is said, "die recht begehrte Anzahl Silber Geschirr alhero zu bringen." ["to bring the very desired amount of silverware."] This shows that the Archduke was serious and that it was not so easy to squeeze out, even for an Archbishop.
Several cooks were enlisted to help at the castle in Innsbruck. A large, gilded silver kettle was also borrowed from the wealthy, princely merchant house of Fugger in Augsburg, which was used to cool drinks — because it was known that Queen Kristina was very fond of drinking ice cold water.
The officers of the Archduke's bodyguard had their uniforms and equipment improved by purchasing new leather collars and side pendants, while the halberdiers had their weapons etched and re-equipped; and for the archducal music, 24 new brass instruments were purchased.
Much effort was also made to ensure that the theater performances planned for Queen Kristina would go as well as possible on stage. This was the Archduke's special wish, as he himself was a great friend and connoisseur of theater and music. The Archduke hoped to present a new musical drama, a pure spectacle, on this occasion, and he looked forward to possibly impressing the spoiled Queen.
At last, the expected Queen Kristina was heard from directly in a letter from her, written on October 20 in Augsburg, to the Archduke. The letter was written in French, and she addresses him: "Monsieur mon cousin" ["My lord cousin"]; — she informs him that on her journey to Rome she will pass through Tyrol, and then asks the Archduke to kindly receive her. The bearer of the Queen's letter was a Spanish nobleman, Don Spinoza, whom the government in Brussels had sent with her on the journey. On the same day that the Archduke received Queen Kristina's letter, a high-ranking officer was sent to meet the Queen with a letter from the Archduke, in which she is most kindly invited to come to Innsbruck.
It had been assumed that Queen Kristina would have chosen the easiest and most used route leading from Bavaria into Tyrol, along the river valley of the Inn river, especially since preparations had been made in the towns along this route for the reception; but Queen Kristina, who always liked to be against the flow and of a different opinion from other people, now therefore also thought it best to enter Tyrol by the steepest and most impassable road northwest of Innsbruck at the town of Scharnitz and therefore headed there, as she had been given suitable carriages in Munich for use in the mountainous regions. In order to be able to receive Queen Kristina festively and with dignity at the border of Tyrol, a separate court state was assigned to her.
Baron von Freyberg of the Archduke's life guard was appointed commissary, and in this capacity he accompanied Queen Kristina throughout Tyrol. Under him was a treasurer, who was to handle all expenses and expenses with archducal coin. Furthermore, there was a head cook, a cupbearer and a carver, who were instructed to take up their duties when the Swedish Queen arrived on Tyrolean soil.
An officer and 32 horsemen of the Archduke's bodyguard, the Archduke's first chamberservant, 8 pages and several attendants and servants completed the retinue, which amounted to no less than a cavalcade of 132 horses. On October 29, Queen Kristina with her suite, which, as mentioned before, consisted of 255 people and 247 horses, crossed the Tyrolean border at the town of Scharnitz, where the archducal train was already in place to receive her.
As the royal train crossed the bridge over the border river Isar, the archducal military fired rifle and honour salutes, while cannon shots rang out from the nearby mountain heights, where a mountain castle, Porta Claudia, was supposedly located. This was supposed to give the impression that the cannons were always in place in these mountainous regions, while the truth was that the cannons had been dragged out to the mountains around Scharnitz the day before on freight wagons, with great difficulty, to salute the expected high guest.
It was quite pleasing that Queen Kristina did not come after the loss of the presence of the artillery that was in action upon her arrival, as otherwise she would probably have made fun of it with her biting mockery, which was rarely absent on given occasions.
From Scharnitz, Queen Kristina continued on to the small, southern town of Seefeld, where she took up her first overnight stay on Tyrolean soil.
Queen Kristina left Seefeld the next day, October 30, for the equally small town of Zirl, where preparations had been made quickly to house her, as best the conditions permitted. The rooms reserved for the Queen had been recently tapestried, and they had been fortunate enough to have a beautiful bed with velvet hangings and gold fringe trim procured and set up for Her Majesty's use.
The following day the reigning Archduke Ferdinand Karl and his brother, Sigismund Franz, came with a stately retinue to the town of Zirl to welcome Queen Kristina to Tyrol and to attend her.
Despite the small premises in the castle, the reception was held according to the strictest etiquette. Queen Kristina, especially in front of her peers and princes, maintained her dignity very strongly, especially after her abdication from the throne. The conversation lasted ¾ of an hour, and there were no other ladies present except the Queen; nor were any of her cavaliers in the chamber itself.
The Archdukes did not really mind that Queen Kristina's distinguished companion and very trusted friend, Don Pimentel, did not show himself at all, as only cavaliers of the second rank received them upon their arrival, and also after the audience they accompanied them from the Queen's chamber to their horses waiting outside, which they mounted again in order to return to Innsbruck as soon as possible.
The next morning, a courtier, Count Hohenems, was sent from the Innsbruck archducal court to wish Queen Kristina a splendid good morning and to inquire how Her Majesty had slept. Everything was found to be well. That same afternoon, Queen Kristina's entry into Innsbruck took place. Only in the afternoon did a magnificent cavalcade set off from the center of Innsbruck to the large square west of the city to await Queen Kristina's arrival from Zirl.
The archducal train was opened by drummers and 15 trumpeters; then followed the ducal riders, the pages, the nobility and the high officers, a total of 50 stately riders, excellently mounted. Next came both the Archdukes on horseback and the reigning Archduke Ferdinand Karl's wife, Anna, on a litter.
After the princely persons came the archducal life guard on horseback — 60 men — wearing red, silver-trimmed uniforms. At the end of the train rode an empty gala carriage in case the Queen should wish to ride, and in addition 12 other six-horse carriages. A contemporary witness writes:
"The procession was very glorious and magnificent in terms of cavaliers, horses and clothes, so it was a joy to see it."
As Queen Kristina, seated on a litter, approached with her suite, both Archdukes dismounted. Archduke Ferdinand Karl helped Queen Kristina down from the litter, while his brother Sigismund Franz led Archduchess Anna to Queen Kristina to be introduced to her. After brief, mutual compliments had taken place, both joined their trains, and the entry into Innsbruck was now to proceed.
Outside the city, where the train passed, there were 5 banners of foot soldiers and 50 pieces of musketeers, who gave a salute. The train was opened by 12 trumpeters and a couple of drummers, then came 12 riders on expensive parade horses, then 14 archducal pages; then a larger detachment of cavalry, and after that the Archduke's stablemaster, and after him the Spanish cavalier Don Pimentel right in front of Queen Kristina herself, who had Archduke Ferdinand Karl on her left, and after them Archduchess Anna with the other Archduke, also on her left. Then a number of courtiers and servants, and then Queen Kristina's and the Archduke's bodyguard on horseback, respectively 28 men and 60 men. It was late in the year, so a contemporary witness writes:
"Unfortunately, dusk began to fall, so the darkness spoiled the joy for the eyes."
When Queen Kristina entered the castle at the side of Archduke Ferdinand Karl, the infantry stationed on the castle grounds fired three volleys of gunfire. For the Queen's use, six magnificently decorated rooms were arranged in the main building of the castle, under the castle tower itself, on the ground floor, covered with velvet and silk and gold-embroidered wallpaper. The Queen's bed was lined with white silk and a red-gold drapery with gold embroidery. Close to her chambers was a gallery, the walls of which were hung with excellent paintings. For guard and service, Queen Kristina was assigned 36 bodyguards and 12 pages under the command of an officer.
When Queen Kristina did not set out on the first evening after the journey, the city's commandant went to her and asked her to determine the battle cry for the Innsbruck garrison for the following twenty-four hours. Without much hesitation, she gave the words: "Jesus Maria". Strangely enough, it was the same battle cry that Wallenstein had had at the Battle of Lützen, the day her father fell, so she probably did not take the time to think about this circumstance, and this unfortunate battle cry probably fell from her mouth somewhat thoughtlessly.
Queen Kristina's companions, the Spanish envoy Don Pimentel, as well as the Spanish grandee de la Cueva and his wife, were also accommodated in the castle. The entire remaining suite, about 250 people, high and low, were accommodated in the pre-booked apartments in Innsbruck, but all the dignitaries in the Queen's entourage were fed at the castle itself. Here, at the same time, three different tables were held, each for 40 to 50 people, with appropriate wine, but in such a way that the quality and age of the wine were adjusted according to the rank and nature of the guests.
Before the table was to begin, an alarm was sounded in the castle courtyard by a drummer shortly before, to indicate that mealtime was approaching. When the drummer stopped, the ordinary sonata was played by 20 trumpeters on silver instruments, while the food was brought out by 22 pageboys under the expert supervision of the cooking master.
Queen Kristina's table was kept separate, close to her chambers, with Archduchess Anna and both the Archdukes as table companions. The dishes were exquisite and served on gilded silver platters. It was noticed that the Queen only drank fresh spring water cooled in ice from a rather large glass. At her table, both instrumental and vocal music was performed. The music was so beautiful that Queen Kristina several times expressed her approval in various ways.
Queen Kristina arrived in Innsbruck on October 31, 1655. The following day, November 1, was All Saints' Day. On that occasion, a service was held in the Hofkirche. Beforehand, a couple of aides were sent to Queen Kristina to wish her good morning and to inquire about her wellbeing. Everything was found to be well. In turn, she sent her chamberlain de la Cueva to the archducal family to inquire about their wellbeing as well.
Queen Kristina attended the above-mentioned service. As she had not yet publicly converted to Catholicism, she did not yet occupy a place of honour in the above-mentioned church, but sat unnoticed in a prayer chair in one of the side aisles of the church.
After the service, and before the meal, Archduchess Anna came to pay Queen Kristina a visit; later in the afternoon, the Archduchess paid a return visit.
The next day, November 2, All Souls' Day, a requiem was held in the castle church in the morning, which Queen Kristina attended. After dinner she suggested that the court take a ride, and when the horses were led forward, she swung herself into the saddle as easily as both the Archdukes, without help, so it was easy to see that she was a skilled rider. Archduchess Anna also went on the ride, but preferred to use a litter.
There was a large retinue; at the head rode two drummers with a number of trumpeters. The tour was to Amras or Ambras Castle, where Archduke Ferdinand the Second and his wife, the virtuous and beautiful Philippine Welser, had resided from 1557-1580, that is, almost 100 years earlier, and where from that time there was a rare collection of art treasures, paintings, books, manuscripts and coins, which Queen Kristina, who was very knowledgeable in such matters, was interested in examining in more detail. All these art treasures found in Amras Castle were brought to the capital Vienna in 1806 and now form a separate department there under the name of the Ambras Collection.
A few days before Queen Kristina had reached the borders of Tyrol, a papal canon had arrived. Lucas Holstenius, whom Pope Alexander VII had sent from Rome, to receive Queen Kristina's Catholic profession of faith in public in the cathedral of Innsbruck, which the Pope had demanded before her festive entry into Rome could take place.
The aforementioned Lucas Holstenius was a knowledgeable and learned man who was in charge of the Vatican Library. Queen Kristina knew him from earlier times, when she had corresponded with him, as well as with several other scholars. Lucas Holstenius was, moreover, from the North, was born in Hamburg and had Lutheran parents, like Queen Kristina; and he was therefore a proselyte just like her. As an ecclesiastical adjutant, Holstenius had a Jesuit, Father Malines, with him, who had previously been in Stockholm and worked as well as anyone on Queen Kristina's conversion and provided letters to and from the Pope for her.
Immediately after Lucas Holstenius arrived in Innsbruck, he was granted an audience with the reigning Archduke; the latter, who had just learned that the church ceremony for Queen Kristina's conversion to Catholicism was to be held in Innsbruck, was particularly flattered and pleased that the Pope had granted the archducal city of residence this great honour.
The Archduke therefore immediately had Canon Holstenius and his traveling clothes picked up from the inn where he had been taken in and placed in the castle, where suitable rooms were assigned to him, and an archducal adjutant placed at his disposal, as well as transportation and necessary servants.
As Lucas Holstenius had arrived in Innsbruck before Queen Kristina, he immediately sent Father Malines out to meet her and then to probe whether she was willing to publicly make the profession of the Catholic faith in Innsbruck, as the Pope now wished, since the matter had been kept fairly secret until now.
When Father Malines met Queen Kristina's train, he immediately received an audience and presented his mission, receiving the answer that she was willing to submit to the Pope's decrees with all punctuality.
November 3 was fixed as the day for Queen Kristina's public profession of faith, and at 11 o'clock in the morning she walked from the palace across the street to the church on boards covered with cloth, accompanied by an archduke on either side of her, followed by a large court retinue. Queen Kristina wore a black silk dress of French design, with no other adornment than a magnificent diamond cross on her breast.
At the entrance to the church stood two prelates; one showered Queen Kristina with holy water, and the other held out a crucifix of rock crystal, which she kissed with a deep bow. During the singing of the psalms, the congregation ascended to the choir, the floor of which was covered with red cloth. Near the altar was a platform, on which stood a chair embroidered with gold, and over which was a red velvet baldaquin.
For the three archducal persons there were similar gold-embroidered chairs, while Don Pimentel was given a chair with red velvet, but without embroidery, as was the papal internuntius Lucas Holstenius. After the singing of a psalm, Holstenius stood up and announced in Latin that His Holiness Pope Alexander VII had entrusted him with receiving Queen Kristina's public confession of the Catholic faith and requested both the Archdukes and the Spanish envoy Pimentel to witness this solemn act.
Accompanied by the Archdukes and Pimentel, Queen Kristina went to the altar, knelt on a red silk cushion placed there and then received from Holstenius the printed confession of faith form, which was also written in Latin. Queen Kristina read it in a loud, somewhat masculine and distinct voice, with excellent emphasis, so that one could hear that she was well versed in the Latin language. At the closing lines, which were the oath formula, Queen Kristina placed her hand on the Gospel in the missal, which was held before her.
Queen Kristina had not shown the slightest sign of emotional movement or embarrassment during the entire act. At each point in the reading, she raised her head and looked Holstenius boldly and firmly in the eyes. After a prayer, Holstenius announced her absolution, but she did not receive the Sacrament of the altar in Innsbruck; she, by her own wish, would wait until she could receive it in Rome from Pope Alexander's own hand.
Both the Archdukes helped Queen Kristina up from her knees, and congratulations took place. Accompanied by drums and trumpets, the psalm "Jubilare Deo omnis terra" was sung, after which the court preacher Staudacher preached on a text that Holstenius had chosen, namely the 45th Psalm of David, verse 11, which reads: "Hearken, O daughter, and consider, and incline thine ear: forget also thine own people, and thy father's house, etc."
Queen Kristina listened with dry eyes to this gruesome text, which mocked her heroic father in his grave. When this sermon was over, a Te Deum was sung, accompanied by choral singing and full instrumental music, and now cannon shots were released all over the line from the ramparts of Innsbruck, and all the church bells of the city soon rang out.
From the church they went back to the castle; in the afternoon there was a gala dinner, and in the evening there was a theater performance at the castle. The pageboys, who accompanied Queen Kristina with torches to her place in the theater, then performed a torchlight dance for her before the play itself began. The play was called "The Jealousy between Mars and Adonis." Both of them court Venus, and Mars shows his displeasure that Venus gives Adonis the upper hand.
The machinery was very complicated. One could see how angels floated between light clouds from Heaven to Earth and back up again. Furthermore, Venus was seen driving in an air chariot drawn by doves, and a little later a chariot drawn by lions came driving onto the stage. The play ended with the enraged Mars' comrades, who were armed to the teeth, coming down from the clouds onto the stage and performing a wild dance of arms, in which they showed how well they could do their jobs.
It was, according to what Chevreau tells, on this occasion that Queen Kristina, as she left the theater, said with unforced offhandedness: "Gentlemen, it is fitting that you have performed a comedy for me, since I have performed a farce for you."
As Pope Alexander VII had not finished all the preparations in Rome for Queen Kristina's reception there, he had asked Lucas Holstenius to, if possible, delay Queen Kristina's journey from Innsbruck for a few days. Now it so fortunately happened that Archduke Ferdinand Karl, who was a great lover of music and dramatic art, had recently finished the construction of a new theater building and had long been considering staging a play called L'Argia, in which the performances were at the pinnacle of the highest art of the time.
The Archduke now wanted to present this play to the art-loving Queen. The play was called L'Argia, as I have said, and since there was much to be presented and shown in it, it took time; the performance began at 9 o'clock in the evening and lasted for 6 hours until 3 o'clock in the morning; but as Queen Kristina rarely slept more than 5 hours, she was perhaps the one who felt the least pressure from the shortened nightly rest.
The plot of "L'Argia" concerns a royal child who is kidnapped by corsairs on the island of Cyprus, comes from there to Thrace, is sold as a slave and lives there in thralldom and poverty, etc.; however, all is well again in the end, and jubilant tones from Heaven and Earth announce this happy outcome after many vicissitudes of fortune.
Pirates, soldiers, sailors, shepherds, page boys and Moors appear in the play. The scenery was quite impressive, as ships were depicted on the sea, the fortress of Salamina, the interior of a royal palace, a garden where the castle is seen in the distance, a prison, a street perspective and an arena where a duel is taking place, etc.
Finally, goddesses appear; both Venus and Thetis arrive, each in their own time, in their respective vehicles to help with the situation. The art of singing was no stepchild on this occasion, for there is both singing by celestial choirs and singing by cupids, placed high in the clouds, in addition to the alternations sung by soldiers on land and sailors out at sea.
The audience had never seen or heard anything so magnificent and captivating. Queen Kristina repeatedly expressed her admiration for the excellent and magnificent performance, and she often made her audible approval known.
After the performance, Queen Kristina asked for the play to be performed again, a few days later, before her departure. It is added that Queen Kristina's praise was sincere, for on such an occasion she knew no consideration or indulgence, but praised and criticised without restraint, which we will later see in Paris, where an Italian comedy was performed, and where she stated in all frankness that the Italians had played badly.
The next day, November 5, Queen Kristina took a day of rest and occupied herself with writing to the Pope and notifying the various courts of the important step she had taken.
Queen Kristina's letter to the Pope was written in Italian and very tamely worded, and it therefore made the best impression on him when he received it. It read:
"Having finally arrived at the goal I have so highly desired, namely to see myself received into the bosom of the Holy Roman Catholic Church, I have not wanted to fail to inform Your Holiness of this and to thank Your Holiness for having honoured me with your flattering recommendations. I have let the whole world see that, in order to obey Your Holiness, I have given up, with the greatest joy, the kingdom where reverence for you is counted among the unpardonable sins, and I have set aside all human respect to show that I far prefer the honour of submitting to you to the honour that the most beautiful throne confers on one. I beg Your Holiness to receive me as I am, stripped of all greatness, with the same fatherly love that you have been so gracious as to bestow upon me thus far."
This conversion of Queen Kristina to Catholicism was a significant event for Pope Alexander VII, who was always prone to illusions on religious matters. He was not far from considering it a miracle that the daughter of the most chivalrous champion of Protestantism, she who had been the reigning queen of the most Lutheran-minded country in Europe, should abandon Protestantism and join the Roman Church.
Pope Alexander saw in this a promise of Sweden's imminent return to Catholicism. Hence it was that the splendid reception into the Roman Church and Queen Kristina's entry shortly afterwards into Rome was like a triumphal procession, as Rome celebrated in the converted Kristina the reform that awaited the Church.
After Queen Kristina's arrival in Rome, the Pope really thought about sending Catholic missionaries to Sweden, but when he consulted Queen Kristina about it, she advised him against it, as it would be the same as sending them to be hanged on the gallows; that is how well she knew her countrymen, and after that statement the Pope gave up the attempt.
To return to Queen Kristina in Innsbruck, November 7 arrived, which was the last day she was in the capital of Tyrol. On that occasion, Archduke Ferdinand Karl and his cavaliers had arranged a tournament and knightly exercises in honour of her and Archduchess Anna, below the windows of the castle. In the evening, the great Italian play "L'Argia", which we mentioned above, and which Queen Kristina had wanted to see once more, was repeated. If the play had not been shortened since the last time, the performance time would have been from 9 o'clock in the evening to 3 o'clock after midnight.
Above: Kristina.
Above: Ferdinand Karl, Archduke of Austria.
Above: His brother Sigismund Franz, Archduke of Austria.
Above: Anna de' Medici, Archduchess of Austria as Ferdinand Karl's wife.
