Source:
Dronning Christina af Sverrig 1626-1689, pages 70 to 78, published by H. E. Friis, 1896; original at Harvard University
Kristina's undated letter written in Brussels in 1655 to Ebba Sparre is here:
The account:
Fra Hamburg rejste Dronning Christina atter incognito, iført Mandsdragt med Sværd ved Siden, ind gennem det mindre venligtsindede Bremens Distrikt. Byen Wolfenbüttel, som ejede et af de største og berømteste Biblioteker i Europa, havde smigret sig med, at den lærde og kundskabsrige Dronning, der var ypperlig Bogkender, vilde havde lagt Vejen derover for at bese Biblioteket der, men man bedrog sig; Dronning Christina tog nemlig Vejen over Münster, hvor hun under et kort Ophold besøgte Jesuiterkollegiet dersteds; hun gjorde imidlertid et slet Indtryk paa Fædrene i Klostret der ved sin junkeragtige og temmelig frie Konversation, og det uagtet hun gav dem 100 Dukater til Klosterbrødrenes fælles Bedste, og uagtet hun havde talt med dem om, at hun vilde gaa over til deres Tro.
Fra Münster drog Dronning Christina til Byen Deventer ved Yssel for der at besøge den meget lærde Gronovius, der ejede et udmærket Bibliotek. Uagtet hun kom temmeligt sent til Byen, tilbragte hun dog den halve Nat med at efterse Bibliotekets Indhold og have en lærd Disput med den indsigtsfulde Vært og Filolog.
Fra Deventer drog Christina til Antwerpen og ankom der d. 5te August. Her antog hun igen sit rette Navn og Dragt og samlede sit Følge omkring sig, efterhaanden som de forskellige Personer, som vare efterladte i Hamburg, ankom dertil.
Da det var rygtedes, at Dronning Christina var kommen til Antwerpen, kom der mange Notabiliteter og lærde Folk, som før havde besøgt hendes Hof i Stockholm, for nu at gøre hende deres Opvartning. Kejser Ferdinand d. 3dje sendte Ærkehertug Leopold Wilhelm og Feltherren Montecuculli for at ønske hende velkommen paa Flanderns Grund.
Blandt dem, der kom for at gøre Dronning Christina deres Opvartning, var ogsaa den franske Hærfører, «den store Condé», som han kaldtes, thi dels havde han jo tidligere korresponderet med Dronning Christina, og dels brændte han af Nysgærrighed efter at se «denne Kvinde, der saa let havde givet Afkald paa sin Krone», — den Krone, sagde han, som vi andre kæmpe for og tragte efter hele vort Liv igennem, dog uden at naa den.
Dronning Christina, som tidligere havde følt et vist Sværmeri for Condé, var nu ogsaa meget spændt paa at faa ham at se. Da der imidlertid ved Audientsen opstod en Etikettestrid, som den fødte franske Prins ikke vilde finde sig i, faldt Mødet ud til gensidig Skuffelse, og fra den Dag af var Dronning Christinas Lovtale over den tapre Helt forbi, ham, hun før havde omtalt og tilskrevet i saa smigrende Udtryk.
Af tidligere bekendte, der kom til Dronning Christina, var ogsaa den forhenværende franske Gesandt i Stockholm, Mr. Chanut, som nu var fransk Gesandt i Haag. Ligeledes kom den lærde Hollænder Vossius for at forny det tidligere Bekendtskab, og han blev paany betroet til at være Dronning Christinas Bibliotekar. Fremdeles meldte Eventyreren Dr. Bourdelot sig til Audients hos Dronning Christina, men fik en noget kølig Modtagelse og affærdigedes temmelig hurtigt, saa han maatte nok udbryde: «Ak, hvor forandret!»
Paa Dronning Christinas Opfordring indfandt Don Pimentelli sig nu ogsaa snart fra Spanien og forblev ved hendes Hof i Belgien og fulgte hende dernæst senere paa Rejsen igennem Tyskland over Innsbruck til Rom.
Da Don Pimentelli nu atter blev Dronning Christinas uundværlige og almægtige Yndling saavel her i Belgien som tidligere i Sverrig, saa vakte denne intime Fortrolighed nogen Forargelse saavel her ligesom i tidligere Dage i Sverrig.
Med Hensyn til Dronning Christinas Opførsel saavel i Hamburg som senere paa Rejsen begyndte allerede hendes djærve og lidet kvindelige Optræden at vække Opsigt og give Anledning til, at Misfornøjelsen gav sig Udtryk hos dem, der følte sig saarede. Dronning Christinas mandlige Optræden, junkeragtige Væsen og utvungne Ytringer i Forbindelse med stærk Brug af Eder vakte den største Forbavselse, ligesom hun ved sin Hang til Satire, sit kaade Lune og sin djærve Tale ikke altid tog Hensyn til Personerne. Istedetfor at betænke, at det kongelige Purpur nu ikke længere beskyttede hende, idet hun nu egentlig kun betragtedes som Privatperson, — saa var der dog ingen Forskel i hendes Gøren og Laden fra forhen og nu, og i de nye Forhold vakte det end mere Opsigt. Da man i Sverrig fik at høre det mindre gode Indtryk, hun gjorde i Udlandet, vakte det megen Misnøje der. Dette, sammenlagt med, hvad man forud vidste om hendes Omgang med Jesuiterne, forøgede Mistanken om, at hun skulde ville forlade sine Forfædres Tro.
Kong Carl Gustav stod i saa stor Taknemmelighedsgæld til Dronning Christina, at han nødigt vilde træde op imod hende, da han vilde holde sit Løfte til hende: ikke at ytre sig om eller blande sig i hendes Forhold. Dog hverken kunde eller vilde Kong Carl Gustav forhindre, at der fra Sverrigs Rigsstænder udgik til hende, med en betroet svensk Mand, en skriftlig Formaning om at vende tilbage til Sverrig og til Faderen Gustav Adolfs Grundsætninger; — men det var naturligvis en Røst i Ørkenen.
For Resten havde Kong Carl Gustav ikke noget imod, at Dronning Christina tog Ophold udenfor Sverrigs Grænser; tværtimod, han kunde vistnok se det farefulde og vanskelige i at have slig en urolig Aand indenfor sit Lands Omraade. Kong Carl Gustav havde af eget Initiativ skrevet til Kongerne i Frankrig og Spanien m. fl. for at bede dem at tage vel imod Dronning Christina, naar hun kom. I disse Breve havde han tillige skrevet, at al den Opmærksomhed, de viste hende, vilde han betragte, som om den var vist imod han selv. Da Dronning Christina fik dette at vide, blev hun stødt og sagde: «Jeg anser det for overflødigt at anbefale mig, thi jeg haaber, at mine egne Fortjenester og min daadrige Regering overalt ville berede mig en passende Modtagelse.»
Opholdet i Antwerpen var særdeles behageligt for Dronning Christina, idet det var en Kæde af Fester, Adspredelser og Kunstnydelser. Stadens Mærkværdigheder bleve besete, især de kostbare Maleri- og Kunstsamlinger. Dronning Christina forbavsede ved sit Geni, sin Lærdom og sine usædvanlige Kundskaber. Hun følte sig rigtig tilfreds, og da hun forstod at vinde dem, hun vilde vinde, var Tilfredsheden imellem hende og Indvaanerne i Antwerpen gensidig; der blev sagt, at hun lejlighedsvis udbrød: «Jeg vil hellere være Markgrevinde af Antwerpen end Dronning i Sverrig.»
Det hændte sig i Antwerpen — hvad der før og senere skete — at Dronning Christina ved Bortgangen fra Aftengudstjenesten glemte sin Bog i Kirkestolen der; den katolske Præst, som fandt Bogen og bragte hende den, aabnede den halvt og saa straks, det var en Vergil. Dronning Christina modtog den med et lunt Smil, som om hun var glad ved, at han havde kunnet se, hvilken Bønnebog hun betjente sig af.
Trods den gensidige Velvilje imellem Dronning Christina og Antwerpens Indbyggere ønskede hun dog helst at tilbringe Vinteren i Bryssel, hvor Statholderregentens Hof var, og hvor der altsaa var Udsigt til et mere fyldigt og potenseret Liv for den aandfulde og livslystne unge Dronning.
Det kunde dog ikke saa godt lade sig gøre, at Dronning Christina opholdt sig i Bryssel og nød godt af det derværende Hofs Gæstfrihed, uden at hun først var af samme Trosbekendelse som Hoffet der, hvor Katolicismens fornemste og ivrigste Forsvarer, Kongen af Spanien, var Hersker.
Da Dronning Christina udtalte sin Beredvillighed til at gaa over til Katolicismen, befalede Kong Philip d. 4de af Spanien at modtage hende i Bryssel paa saa højtidelig og pragtfuld en Maade som vel gørligt.
De Forberedelser, der nu bleve gjorte i den Anledning, tog imidlertid længere Tid, end Dronning Christina kunde udholde at afvente; hun foretog derfor, i al Indgetogenhed, for egen Regning et 4 Dages Besøg i Bryssel for forlods at have et fornuftigt Overblik over Tingene. Ikke længe før Jul vare alle Forberedelser omsider til Ende, og Ærkehertugen kom selv til Antwerpen for paa sin Konges Vegne at bede Dronning Christina at holde sit Indtog i Bryssel d. 23de Decbr. Samme Dags Morgen tog Dronningen fra Antwerpen, ledsaget af et stort Følge, Halvvejs fra Bryssel kom Ærkehertugen hende imøde med en glimrende Suite. Der var opført en Pavillon, hvor Dronning Christina kunde holde Middagstaffel, forinden hun drog videre. Tæt derved var en Kanal, paa hvilken Rejsen fortsattes op ad Floden i en prægtig udstyret kongelig Chalup, som blev trukket af 12 Heste op imod Strømmen. Det øvrige Følge befordredes i andre Fartøjer. Flodbredden var fyldt af sammenstimlede Folk, der vilde forsøge at faa et Glimt at se af den mærkelige Dronning fra det høje Norden.
Da Mørket faldt paa, forinden Toget kom til Bryssel, bleve Kanalens Sider oplyste af Fakler og Fyrværkeri, saa det saa ud, som om Solen var ved at staa op igen, saa lyst var det, og saa straalende tog det hele sig ud. Først Kl. 9 Aften ankom Dronning Christina til Stadens Port; over denne saas hendes Navn i Transparent, omslynget af en Laurbærkrans og baaret af Engle, foruden andre sindrige og smigrende Inskriptioner. Soldater vare opstillede og afskød Æressalver for hende, da Chaluppen lagde til, og hun traadte ud af Skibet for derfra ved Ærkehertugens Side at køre til Slottet. Husene vare illuminerede, og der, hvor den høje Gæst skulde sætte sin Fod, vare Gader og Opgange belagte med Klæde. Bryssels pragtfulde Raadhus og dets Taarn vare prydede med Transparanter, Inskriptioner og mere end 3000 Blus. Paa Gaderne bølgede der en usædvanlig stor Skare af Mennesker, og fra alle Sider saa man Fyrværkeri og hørte Kanonskud. Kirkeklokkerne ringede over den hele Stad, og hvor hun kom frem, lød der begejstrede Hurraraab, saa det var ret en Modtagelse efter Dronning Christinas Sind, thi foruden dette festlige Indtog var Slottet, hvor hun stod af, istandsat, med megen Smag og stor Udgift, til hendes Brug.
Dagen efter Ankomsten til Bryssel, d. 24de Decbr., virkeliggjorde Dronning Christina, Datteren af Protestantismens største Helt, den Tanke, der i lang Tid havde foresvævet hende, nemlig sit Frafald fra den lutherske Lære og sin Antagelse af den katolske Trosbekendelse.
Da Dronning Christina dog skammede sig ved, idetmindste foreløbigt, at give denne religiøse Akt nogen offentlig Karakter, foregik den ikke i hendes egne Gemakker paa Slottet, derimod i al Indgetogenhed i Ærkehertugens Sengekammer, i Overværelse af 6 mandlige Vidner, nemlig Ærkehertugen, den kejserlige General Montecuculli, Don Pimentelli og tre andre spanske Herrer. I ovennævnte Rum afsvor Dronning Christina sine Fædres Tro, antog den katolske og lovede ved sin Sjæls Salighed ikke at huse nogen Mening, der stred imod denne Lære.
Don Pimentellis Skriftefader, Pater Guemes, modtog hendes Bekendelse, optog hende i den katolske Kirke og gav hende paa dennes Vegne Forladelse for hendes tidligere Vildfarelser. I det Øjeblik, Skriftefaderen udtalte Syndsforladelsen, løsnedes der, paa et givet Tegn, Kanonskud fra Bryssels Volde; dette var for Resten en løjerlig Maade at holde Sagen skjult paa, naar den skulde være hemmelig, men dette var vel ejheller saa ganske Katolikernes Mening.
Sagen blev naturligvis ogsaa snart bekendt og blev et almindeligt Taleemne. Protestanterne harmede sig over Dronning Christinas Skridt, medens Katolikerne jublede i høje Toner, dog ikke ret længe, thi de bleve snart nødte til at slaa koldt Vand i Blodet og holde gode Miner til slet Spil. Spørges der, om denne Dronning Christinas Omvendelse var oprigtig, saa er det tilladt at tvivle derpaa, idet nemlig hendes Tronfrasigelse fremkaldte den. Det literære Kongedømme, som hun drømte om i Italien, kunde ikke erhverves uden at betale det med Religionsskifte. Hvad Paris var for Kong Henrik d. 4de, var Rom for Dronning Christina. Hun gav efter og skiftede Tro i det forønskede Øjeblik, som om det havde staaet skrevet paa et Program.
I lange Tider havde hun lagt saare liden Gudsfrygt for Dagen; det var derfor et vanskeligt Mirakel at tro paa, at Naadestødet, Omvendelsen, pludseligt skulde ramme denne Dr. Bourdelots lærvillige Elev.
Som før berørt dementerede Dronning Christinas Opførsel i øvrigt ogsaa hele hendes indre Genfødelse, idet hun i Bryssel ved sin meget utvungne, højst uceremonielle Optræden, junkeragtigt frie Udtalelser, forstærket ved hyppig Brug af gængse Eder, trak, mere end ønskeligt var, Opmærksomheden hen paa sig.
De højeste Rangspersoner ved det lille spanske Hof i Bryssel, der vare vante til deres egen Dronnings næsten præstelige Optræden, betragtede med Studsen og Forargelse den ejendommelige, frie Opførsel, som den fra den svenske Trone nedstegne Dronning udviste.
Katolicismen var for Dronning Christina sandsynligvis kun en Glædens og Pragtens Religion, hvor Udøvelsen af Kirkeskikkene og Underkastelsen under Ortodoksien bragte Tilgivelse for og dækkede alle Fejl. Katolikerne mærkede snart, at Dronning Christina ytrede en vis Kølighed overfor den nye Tro, noget, der ellers er saa sjældent hos en nyomvendt Person, og desforuden skimtede hendes inderste Tanker ofte frem af hendes spottende Udtalelser.
Da der en Dag blev spurgt hende, hvem der for Tiden var hendes Sjælesørger, svarede hun: «Jeg har ingen saadan, thi alt, hvad der er unødvendigt, har jeg efterladt mig i Sverrig.»
Ved et Besøg, hun aflagde hos Jesuiterne i Løewen, vilde en af disse sige hende en Artighed, idet han sagde: »Efter Antagelsen af vor saliggørende Tro vil Eders Majestæt ufejlbarligt blive stillet mellem Helgeninderne ved Siden af Sanct Birgitte af Sverrig», hvortil Dronning Christina svarede, idet hun faldt ham i Talen: «Jeg vilde sætte mere Pris paa, at man satte mig mellem de vise.»
Senere hen udkom der i Rom en Bog med følgende Titel: «Beretning om den svenske Dronning Christinas Omvendelse til Katolicismen.»
Dronning Christina, som fik Bogen i Hænde, understregede Titlen, samt skrev i Marginen ved Siden af: «Den, som har skrevet denne Bog, forstaar ikke noget deraf, og den, som forstaar det (Christina), har aldrig skrevet noget derom.»
Paa Grund af Dronning Christinas høje Byrd og hendes Sympathier for de spanske Interesser, som Don Pimentelli havde indpodet hende, blev der vist hende den største Opmærksomhed fra den spanske Konges Side, da Dronning Christina først havde afsværget sine Fædres Tro. Saavel hun som hendes hele Hofstat bleve underholdte i Bryssel paa den spanske Konges Bekostning en hel Maaned igennem.
I Bryssel var der i al den Tid fuldt op af Baller, Skuespil, Jagter, Turneringer og Maaltider. Hendes Ven fra Fortiden, Don Pimentelli, førte an ved disse larmende Fester. Uagtet der var Krig imellem Frankrig og Spanien, havde Kardinal Mazarin, der dog gerne vilde staa sig vel med og hædre Dronning Christina, sendt franske Skuespillere fra Paris, som opførte Komedier paa flere Sprog.
Dronning Christina, for hvem alt dette var sat i Scene, følte sig i den syvende Himmel. Til sin forhenværende Hofdame i Stockholm, den smukke Frk. Ebba Sparre — den eneste Kvinde, Dronning Christina nogensinde har vist sand Hengivenhed for — og det var endda gensidigt, — skrev hun: «Jeg befinder mig udmærket vel, jeg modtager og modtager atter og atter 1000 Æresbevisninger, og jeg er tilfreds med den hele Verden her, med Undtagelse af Prinsen af Condé, som jeg dog kun ser i Operaen og ved Hoffet. Mine Beskæftigelser ere at spise godt, sove godt og studere en Smule, derimellem at passiare og le, samt se franske, spanske og italienske Komedier. Med ét Ord, jeg fordriver Tiden saare behageligt, jeg er fri for at høre Prædikener, jeg foragter alle Prædikanter, undtagen Salomo, alt det øvrige er bare Dumheder, etc.
Farvel min vakre Ebba, tænk paa Eders Christina.»
With modernised spelling:
Fra Hamborg rejste dronning Kristina atter inkognito, iført mandsdragt med sværd ved siden, ind gennem det mindre venligtsindede Bremens distrikt. Byen Wolfenbüttel, som ejede et af de største og berømteste biblioteker i Europa, havde smigret sig med, at den lærde og kundskabsrige dronning, der var ypperlig bogkender, ville havde lagt vejen derover for at bese biblioteket der, men man bedrog sig; dronning Kristina tog nemlig Vejen over Münster, hvor hun under et kort ophold besøgte jesuitterkollegiet dersteds; hun gjorde imidlertid et slet indtryk på fædrene i klostret der ved sin junkeragtige og temmelig frie konversation, og det uagtet hun gav dem 100 dukater til klosterbrødrenes fælles bedste, og uagtet hun havde talt med dem om, at hun ville gå over til deres tro.
Fra Münster drog dronning Kristina til byen Deventer ved IJssel for der at besøge den meget lærde Gronovius, der ejede et udmærket bibliotek. Uagtet hun kom temmeligt sent til byen, tilbragte hun dog den halve nat med at efterse bibliotekets indhold og have en lærd disput med den indsigtsfulde vært og filolog.
Fra Deventer drog Kristina til Antwerpen og ankom der den 5. august. Her antog hun igen sit rette navn og dragt og samlede sit følge omkring sig, efterhånden som de forskellige personer, som vare efterladte i Hamborg, ankom dertil.
Da det var rygtedes, at dronning Kristina var kommen til Antwerpen, kom der mange notabiliteter og lærde folk, som før havde besøgt hendes hof i Stockholm, for nu at gøre hende deres opvartning. Kejser Ferdinand den tredje sendte ærkehertug Leopold Vilhelm og feltherren Montecuccoli for at ønske hende velkommen på Flanderns grund.
Blandt dem, der kom for at gøre dronning Kristina deres opvartning, var også den franske hærfører, «den store Condé», som han kaldtes, thi dels havde han jo tidligere korresponderet med dronning Kristina, og dels brændte han af nysgerrighed efter at se «denne kvinde, der så let havde givet afkald på sin krone», — den krone, sagde han, som vi andre kæmpe for og tragte efter hele vort liv igennem, dog uden at nå den.
Dronning Kristina, som tidligere havde følt et vist sværmeri for Condé, var nu også meget spændt på at få ham at se. Da der imidlertid ved audiensen opstod en etikettestrid, som den fødte franske prins ikke ville finde sig i, faldt mødet ud til gensidig skuffelse, og fra den dag af var dronning Kristinas lovtale over den tapre helt forbi, ham, hun før havde omtalt og tilskrevet i så smigrende udtryk.
Af tidligere bekendte, der kom til dronning Kristina, var også den forhenværende franske gesandt i Stockholm, monsieur Chanut, som nu var fransk gesandt i Haag. Ligeledes kom den lærde hollænder Vossius for at forny det tidligere bekendtskab, og han blev på ny betroet til at være dronning Kristinas bibliotekar. Fremdeles meldte eventyreren dr. Bourdelot sig til audiens hos dronning Kristina, men fik en noget kølig modtagelse og affærdigedes temmelig hurtigt, så han måtte nok udbryde: «Ak, hvor forandret!»
På dronning Kristinas opfordring indfandt don Pimentelli sig nu også snart fra Spanien og forblev ved hendes hof i Belgien og fulgte hende dernæst senere på rejsen igennem Tyskland over Innsbruck til Rom.
Da don Pimentelli nu atter blev dronning Kristinas uundværlige og almægtige yndling såvel her i Belgien som tidligere i Sverige, så vakte denne intime fortrolighed nogen forargelse såvel her ligesom i tidligere dage i Sverige.
Med hensyn til dronning Kristinas opførsel såvel i Hamburg som senere på rejsen begyndte allerede hendes djærve og lidet kvindelige optræden at vække opsigt og give anledning til, at misfornøjelsen gav sig udtryk hos dem, der følte sig sårede. Dronning Kristinas mandlige optræden, junkeragtige væsen og utvungne ytringer i forbindelse med stærk brug af eder vakte den største forbavselse, ligesom hun ved sin hang til satire, sit kåde lune og sin djærve tale ikke altid tog hensyn til personerne. I stedet for at betænke, at det kongelige purpur nu ikke længere beskyttede hende, idet hun nu egentlig kun betragtedes som privatperson, — så var der dog ingen forskel i hendes gøren og laden fra forhen og nu, og i de nye forhold vakte det end mere opsigt.
Da man i Sverige fik at høre det mindre gode indtryk, hun gjorde i udlandet, vakte det megen misnøje der. Dette, sammenlagt med hvad man forud vidste om hendes omgang med jesuitterne, forøgede mistanken om, at hun skulle ville forlade sine forfædres tro.
Kong Karl Gustav stod i så stor taknemmelighedsgæld til dronning Kristina, at han nødigt ville træde op imod hende, da han ville holde sit løfte til hende: ikke at ytre sig om eller blande sig i hendes forhold. Dog hverken kunne eller ville kong Karl Gustav forhindre, at der fra Sveriges Rigsstænder udgik til hende, med en betroet svensk mand, en skriftlig formaning om at vende tilbage til Sverige og til faderen Gustav Adolfs grundsætninger; — men det var naturligvis en røst i ørkenen.
For resten havde kong Karl Gustav ikke noget imod, at dronning Kristina tog ophold udenfor Sveriges grænser; tværtimod, han kunne vistnok se det farefulde og vanskelige i at have slig en urolig ånd indenfor sit lands område. Kong Karl Gustav havde af eget initiativ skrevet til kongerne i Frankrig og Spanien m. fl. for at bede dem at tage vel imod dronning Kristina, når hun kom. I disse breve havde han tillige skrevet, at al den opmærksomhed, de viste hende, ville han betragte, som om den var vist imod han selv. Da Dronning Kristina fik dette at vide, blev hun stødt og sagde:
«Jeg anser det for overflødigt at anbefale mig, thi jeg håber, at mine egne fortjenester og min dådrige regering overalt ville berede mig en passende modtagelse.»
Opholdet i Antwerpen var særdeles behageligt for dronning Kristina, idet det var en kæde af fester, adspredelser og kunstnydelser. Stadens mærkværdigheder bleve besete, især de kostbare maleri- og kunstsamlinger. Dronning Kristina forbavsede ved sit geni, sin lærdom og sine usædvanlige kundskaber. Hun følte sig rigtig tilfreds, og da hun forstod at vinde dem, hun ville vinde, var tilfredsheden imellem hende og indvånerne i Antwerpen gensidig; der blev sagt, at hun lejlighedsvis udbrød: «Jeg vil hellere være markgrevinde af Antwerpen end dronning i Sverige.»
Det hændte sig i Antwerpen — hvad der før og senere skete — at dronning Kristina ved bortgangen fra aftengudstjenesten glemte sin bog i kirkestolen der; den katolske præst, som fandt bogen og bragte hende den, åbnede den halvt og så straks, det var en Vergil. Dronning Kristina modtog den med et lunt smil, som om hun var glad ved, at han havde kunnet se, hvilken bønnebog hun betjente sig af.
Trods den gensidige velvilje imellem dronning Kristina og Antwerpens indbyggere ønskede hun dog helst at tilbringe vinteren i Bryssel, hvor statholderregentens hof var, og hvor der altså var udsigt til et mere fyldigt og potenseret liv for den åndfulde og livslystne unge dronning.
Det kunne dog ikke så godt lade sig gøre, at dronning Kristina opholdt sig i Bryssel og nød godt af det derværende hofs gæstfrihed, uden at hun først var af samme trosbekendelse som hoffet der, hvor katolicismens fornemste og ivrigste forsvarer, kongen af Spanien, var hersker.
Da dronning Kristina udtalte sin beredvillighed til at gå over til katolicismen, befalede kong Filip den fjerde af Spanien at modtage hende i Bryssel på så højtidelig og pragtfuld en måde som vel gørligt.
De forberedelser, der nu bleve gjorte i den anledning, tog imidlertid længere tid, end dronning Kristina kunne udholde at afvente; hun foretog derfor, i al indgetogenhed, for egen regning et 4 dages besøg i Bryssel for forlods at have et fornuftigt overblik over tingene. Ikke længe før jul vare alle forberedelser omsider til ende, og ærkehertugen kom selv til Antwerpen for på sin konges vegne at bede dronning Kristina at holde sit indtog i Bryssel den 23. december.
Samme dags morgen tog dronningen fra Antwerpen, ledsaget af et stort følge; halvvejs fra Bryssel kom ærkehertugen hende imøde med en glimrende suite. Der var opført en pavillon, hvor dronning Kristina kunne holde middagstaffel, forinden hun drog videre. Tæt derved var en kanal, på hvilken rejsen fortsattes op ad floden i en prægtig udstyret kongelig chalup, som blev trukket af 12 heste op imod strømmen. Det øvrige følge befordredes i andre fartøjer. Flodbredden var fyldt af sammenstimlede folk, der ville forsøge at få et glimt at se af den mærkelige dronning fra det høje Norden.
Da mørket faldt på, forinden toget kom til Bryssel, bleve kanalens sider oplyste af fakler og fyrværkeri, så det så ud, som om solen var ved at stå op igen, så lyst var det, og så strålende tog det hele sig ud. Først kl. 9 aften ankom dronning Kristina til stadens port; over denne sås hendes navn i transparent, omslynget af en laurbærkrans og båret af engle, foruden andre sindrige og smigrende inskriptioner. Soldater vare opstillede og afskød æressalver for hende, da chaluppen lagde til, og hun trådte ud af skibet for derfra ved ærkehertugens side at køre til slottet.
Husene vare illuminerede, og der, hvor den høje gæst skulle sætte sin fod, vare gader og opgange belagte med klæde. Bryssels pragtfulde Rådhus og dets tårn vare prydede med transparanter, inskriptioner og mere end 3,000 blus. På gaderne bølgede der en usædvanlig stor skare af mennesker, og fra alle sider så man fyrværkeri og hørte kanonskud. Kirkeklokkerne ringede over den hele stad, og hvor hun kom frem, lød der begejstrede hurraråb, så det var ret en modtagelse efter dronning Kristinas sind, thi foruden dette festlige indtog var slottet, hvor hun stod af, istandsat, med megen smag og stor udgift, til hendes brug.
Dagen efter ankomsten til Bryssel, den 24. december, virkeliggjorde dronning Kristina, datteren af protestantismens største helt, den tanke, der i lang tid havde foresvævet hende, nemlig sit frafald fra den lutherske lære og sin antagelse af den katolske trosbekendelse.
Da dronning Kristina dog skammede sig ved, i det mindste foreløbigt, at give denne religiøse akt nogen offentlig karakter, foregik den ikke i hendes egne gemakker på slottet, derimod i al indgetogenhed i ærkehertugens sengekammer, i overværelse af 6 mandlige vidner, nemlig ærkehertugen, den kejserlige general Montecuccoli, don Pimentelli og tre andre spanske herrer. I ovennævnte rum afsvor dronning Kristina sine fædres tro, antog den katolske og lovede ved sin sjæls salighed ikke at huse nogen mening, der stred imod denne lære.
Don Pimentellis skriftefader, pater Güemes, modtog hendes bekendelse, optog hende i den katolske Kirke og gav hende på dennes vegne forladelse for hendes tidligere vildfarelser. I det øjeblik, skriftefaderen udtalte syndsforladelsen, løsnedes der, på et givet tegn, kanonskud fra Bryssels volde; dette var for resten en løjerlig måde at holde sagen skjult på, når den skulle være hemmelig, men dette var vel ej heller så ganske katolikkernes mening.
Sagen blev naturligvis også snart bekendt og blev et almindeligt taleemne. Protestanterne harmede sig over dronning Kristinas skridt, medens katolikkerne jublede i høje toner, dog ikke ret længe, thi de bleve snart nødte til at slå koldt vand i blodet og holde gode miner til slet spil. Spørges der, om denne dronning Kristinas omvendelse var oprigtig, så er det tilladt at tvivle derpå, idet nemlig hendes tronfrasigelse fremkaldte den. Det litterære kongedømme, som hun drømte om i Italien, kunne ikke erhverves uden at betale det med religionsskifte. Hvad Paris var for kong Henrik den fjerde, var Rom for dronning Kristina. Hun gav efter og skiftede tro i det forønskede øjeblik, som om det havde stået skrevet på et program.
I lange tider havde hun lagt såre liden gudsfrygt for dagen; det var derfor et vanskeligt mirakel at tro på, at nådestødet, omvendelsen, pludseligt skulle ramme denne dr. Bourdelots lærvillige elev.
Som før berørt dementerede dronning Kristinas opførsel i øvrigt også hele hendes indre genfødelse, idet hun i Bryssel ved sin meget utvungne, højst uceremonielle optræden, junkeragtigt frie udtalelser, forstærket ved hyppig brug af gængse eder, trak, mere end ønskeligt var, opmærksomheden hen på sig.
De højeste rangspersoner ved det lille spanske hof i Bryssel, der vare vante til deres egen dronnings næsten præstelige optræden, betragtede med studsen og forargelse den ejendommelige, frie opførsel, som den fra den svenske trone nedstegne dronning udviste.
Katolicismen var for dronning Kristina sandsynligvis kun en glædens og pragtens religion, hvor udøvelsen af kirkeskikkene og underkastelsen under ortodoksien bragte tilgivelse for og dækkede alle fejl. Katolikkerne mærkede snart, at dronning Kristina ytrede en vis kølighed overfor den nye tro, noget, der ellers er så sjældent hos en nyomvendt person, og desforuden skimtede hendes inderste tanker ofte frem af hendes spottende udtalelser.
Da der en dag blev spurgt hende, hvem der for tiden var hendes sjælesørger, svarede hun: «Jeg har ingen sådan, thi alt, hvad der er unødvendigt, har jeg efterladt mig i Sverige.»
Ved et besøg, hun aflagde hos jesuitterne i Leuven, ville en af disse sige hende en artighed, idet han sagde: »Efter antagelsen af vor saliggørende tro vil Eders Majestæt ufejlbarligt blive stillet mellem helgeninderne ved siden af sankt Birgitte af Sverige», hvortil dronning Kristina svarede, idet hun faldt ham i talen: «Jeg ville sætte mere pris på, at man satte mig mellem de vise.»
Senere hen udkom der i Rom en bog med følgende titel: «Beretning om den svenske dronning Kristinas omvendelse til katolicismen.»
Dronning Kristina, som fik bogen i hænde, understregede titlen, samt skrev i marginen ved siden af: «Den, som har skrevet denne bog, forstår ikke noget deraf, og den, som forstår det (Kristina), har aldrig skrevet noget derom.»
På grund af dronning Kristinas høje byrd og hendes sympatier for de spanske interesser, som don Pimentelli havde indpodet hende, blev der vist hende den største opmærksomhed fra den spanske konges side, da dronning Kristina først havde afsværget sine fædres tro. Såvel hun som hendes hele hofstat bleve underholdte i Bryssel på den spanske konges bekostning en hel måned igennem.
I Bryssel var der i al den tid fuldt op af baller, skuespil, jagter, turneringer og måltider. Hendes ven fra fortiden, don Pimentelli, førte an ved disse larmende fester. Uagtet der var krig imellem Frankrig og Spanien, havde kardinal Mazarin, der dog gerne ville stå sig vel med og hædre dronning Kristina, sendt franske skuespillere fra Paris, som opførte komedier på flere sprog.
Dronning Kristina, for hvem alt dette var sat i scene, følte sig i den syvende himmel. Til sin forhenværende hofdame i Stockholm, den smukke frøken Ebba Sparre — den eneste kvinde, dronning Kristina nogensinde har vist sand hengivenhed for — og det var endda gensidigt, — skrev hun:
«Jeg befinder mig udmærket vel, jeg modtager og modtager atter og atter 1,000 æresbevisninger, og jeg er tilfreds med den hele verden her, med undtagelse af prinsen af Condé, som jeg dog kun ser i operaen og ved hoffet. Mine beskæftigelser ere at spise godt, sove godt og studere en smule, derimellem at passiare og le, samt se franske, spanske og italienske komedier. Med ét ord, jeg fordriver tiden såre behageligt, jeg er fri for at høre prædikener, jeg foragter alle prædikanter, undtagen Salomo, alt det øvrige er bare dumheder, etc.
Farvel, min vakre Ebba, tænk på Eders Kristina.»
English translation (my own):
From Hamburg, Queen Kristina traveled incognito again, wearing men's clothing with a sword at her side, through the less friendly district of Bremen. The city of Wolfenbüttel, which owned one of the largest and most famous libraries in Europe, had flattered itself that the learned and knowledgeable Queen, who was an excellent book connoisseuse, would have made her way there to visit the library there, but they deceived themselves.
Queen Kristina took the road via Münster, where she visited the Jesuit College there during a short stay; she made a bad impression on the fathers of the monastery there, however, by her boyish and rather free conversation, and despite the fact that she gave them 100 ducats for the common good of the monks, and despite the fact that she had spoken to them about her intention to convert to their faith.
From Münster, Queen Kristina went to the city of Deventer on the IJssel to visit the very learned Gronovius, who owned an excellent library. Although she arrived in the city quite late, she spent half the night inspecting the contents of the library and having a learned debate with the insightful host and philologist.
From Deventer, Kristina went to Antwerp and arrived there on August 5. Here she again assumed her real name and dress and gathered her entourage around her as the various people who had been left behind in Hamburg arrived there.
When it was rumoured that Queen Kristina had come to Antwerp, many notables and scholars who had previously visited her court in Stockholm came to pay her their respects. Emperor Ferdinand III sent Archduke Leopold Wilhelm and Field Marshal Montecuccoli to welcome her to Flanders.
Among those who came to pay their respects to Queen Kristina was also the French army commander, "le Grand Condé", as he was called, partly because he had previously corresponded with Queen Kristina, and partly because he was burning with curiosity to see "this woman who had so easily given up her crown" — the crown, he said, that the rest of us fight for and strive for all our lives, yet without ever achieving it.
Queen Kristina, who had previously felt a certain infatuation for Condé, was now also very excited to see him. However, when a dispute of etiquette arose at the audience, which the French-born Prince would not accept, the meeting ended in mutual disappointment, and from that day on Queen Kristina's praising talk of that brave hero, whom she had previously spoken of and written to in such flattering terms, was completely over.
Among the former acquaintances who came to Queen Kristina was the former French envoy in Stockholm, Monsieur Chanut, who was now French envoy in The Hague. Likewise, the learned Dutchman Vossius came to renew the former acquaintanceship, and he was once again entrusted with being Queen Kristina's librarian. The adventurer Dr. Bourdelot also reported for an audience with Queen Kristina, but received a somewhat chilly reception and was dismissed rather quickly, so that he probably had to exclaim: "Oh, how she's changed!"
At Queen Kristina's invitation, Don Pimentel soon arrived from Spain and remained at her court in Belgium, and he later accompanied her on her journey through Germany via Innsbruck to Rome.
When Don Pimentel now once again became Queen Kristina's indispensable and all-powerful favourite, both here in Belgium and earlier in Sweden, this intimate familiarity aroused some outrage both here and in earlier days in Sweden.
With regard to Queen Kristina's behaviour both in Hamburg and later on the journey, her bold and unfeminine appearance already began to arouse attention and give rise to the expression of displeasure among those who felt hurt. Queen Kristina's masculine appearance, boyish nature and unforced expressions in connection with the strong use of oaths aroused the greatest astonishment, just as she, with her penchant for satire, her exuberant disposition and her bold speech, did not always take people into account. Instead of considering that the royal purple no longer protected her, as she was now really only considered a private person, there was no difference in her actions and behaviour from before and now, and in the new circumstances it aroused even more attention.
When people in Sweden heard about the less than good impression she made abroad, it aroused much displeasure there. This, combined with what was previously known about her association with the Jesuits, increased the suspicion that she wanted to abandon the faith of her forefathers.
King Karl Gustav was so indebted to Queen Kristina that he was reluctant to act against her, as he wanted to keep his promise to her: not to speak out about or interfere in her affairs. However, King Karl Gustav could not and would not prevent the Estates of the Kingdom of Sweden from sending her, through a trusted Swedish man, a written admonition to return to Sweden and to the principles of her father Gustav Adolf; — but it was, of course, a voice in the wilderness.
For the rest, King Karl Gustav had no objection to Queen Kristina staying outside Sweden's borders; on the contrary, he could certainly see the danger and difficulty in having such a restless spirit within his country's territory. King Karl Gustav had, on his own initiative, written to the Kings of France and Spain, etc., asking them to welcome Queen Kristina when she came. In these letters, he had also written that he would consider all the attention they showed her as if it had been shown to himself. When Queen Kristina heard this, she was offended and said:
"I consider it superfluous to recommend myself, for I hope that my own merits and my good government will prepare me a suitable reception everywhere."
The stay in Antwerp was very pleasant for Queen Kristina, as it was a chain of parties, entertainments and artistic enjoyments. The curiosities of the city were visited, especially the precious collections of paintings and art. Queen Kristina amazed people with her genius, her learning and her unusual knowledge. She felt really satisfied, and when she knew how to win those she wanted to win, the satisfaction between her and the inhabitants of Antwerp was mutual; it was said that she occasionally exclaimed: "I would rather be margravine of Antwerp than queen of Sweden."
It happened in Antwerp — which happened before and after — that Queen Kristina, on leaving the evening service, forgot her book in the pew there; the Catholic priest who found the book and brought it to her half-opened it and saw at once that it was a Virgil. Queen Kristina received it with a warm smile, as if she were pleased that he had been able to see what prayer book she was using.
Despite the mutual goodwill between Queen Kristina and the inhabitants of Antwerp, she preferred to spend the winter in Brussels, where the stadtholder-regent's court was, and where there was a prospect of a fuller and more potent life for the spirited and lively young Queen.
However, it was not possible for Queen Kristina to stay in Brussels and enjoy the hospitality of the court there without first being of the same faith as the court where the most distinguished and ardent defender of Catholicism, the King of Spain, was ruler.
When Queen Kristina expressed her willingness to convert to Catholicism, King Philip IV of Spain ordered her to be received in Brussels in as solemn and magnificent a manner as possible.
The preparations that were now being made for this occasion, however, took longer than Queen Kristina could bear to wait; she therefore, in all her haste, made a four-day visit to Brussels at her own expense in order to have a reasonable overview of things in advance. Not long before Christmas all preparations were finally completed, and the Archduke himself came to Antwerp to ask Queen Kristina, on behalf of his King, to hold her entry into Brussels on December 23.
The same morning the Queen left Antwerp, accompanied by a large retinue; halfway from Brussels the Archduke met her with a splendid suite. A pavilion had been built where Queen Kristina could have dinner before she went on. Close by was a canal, on which the journey continued up the river in a magnificently equipped royal shallop, which was drawn by 12 horses against the current. The rest of the retinue was transported in other vessels. The riverbank was filled with crowded people who wanted to try to catch a glimpse of the strange Queen from the high North.
When darkness fell before the train reached Brussels, the sides of the canal were illuminated by torches and fireworks, so that it seemed as if the sun was about to rise again, so bright was it, and so brilliant did everything appear. It was not until 9 o'clock in the evening that Queen Kristina arrived at the city gate; above it her name was seen in a banner, surrounded by a laurel wreath and borne by angels, in addition to other ingenious and flattering inscriptions. Soldiers were lined up and fired salutes of honour for her when the shallop docked, and she stepped out of the ship and from there, at the Archduke's side, rode to the palace.
The houses were illuminated, and where the high guest was to set foot, the streets and staircases were covered with cloth. Brussels' magnificent Town Hall and its tower were adorned with banners, inscriptions, and more than 3,000 flares. An unusually large crowd of people thronged the streets, and fireworks could be seen and cannon shots heard from all sides. The churchbells rang throughout the city, and wherever she appeared there were enthusiastic cheers, so it was quite a reception to Queen Kristina's liking, for in addition to this festive entry, the palace where she stood had been renovated, with great taste and expense, for her use.
The day after arriving in Brussels, December 24, Queen Kristina, the daughter of the greatest hero of Protestantism, realised the thought that had been floating in her mind for a long time, namely her apostasy from the Lutheran doctrine and her acceptance of the Catholic faith.
However, since Queen Kristina was ashamed to give this religious act any public character, at least for the time being, it did not take place in her own apartments in the palace, but rather in all solemnity in the Archduke's bedchamber, in the presence of 6 male witnesses, namely the Archduke, the Imperial General Montecuccoli, Don Pimentel and three other Spanish gentlemen. In the aforementioned room, Queen Kristina abjured the faith of her fathers, adopted the Catholic faith, and promised on the salvation of her soul not to harbour any opinion that contradicted this doctrine.
Don Pimentel's confessor, Father Güemes, received her confession, received her into the Catholic Church, and on its behalf absolved her of her former errors. At the moment the confessor pronounced the absolution, cannon shots were fired from the ramparts of Brussels, at a given signal; this was, moreover, a ridiculous way of keeping the matter hidden when it was supposed to be secret, but this was not entirely the Catholics' intention.
The matter, of course, soon became known and became a common topic of conversation. The Protestants were outraged by Queen Kristina's step, while the Catholics rejoiced to the skies, but not for long, for they were soon forced to cool their tempers and to grin and bear it. If it is asked whether this Queen Kristina's conversion was sincere, then it is permissible to doubt it, as her abdication of the throne provoked it. The literary kingdom that she dreamed of in Italy could not be acquired without paying for it with a change of religion. What Paris was for King Henry IV, Rome was for Queen Kristina. She gave in and changed her faith at the desired moment, as if it had been written on a program.
For a long time she had shown very little fear of God; it was therefore a difficult miracle to believe that the stroke of grace, the conversion, should suddenly strike this eager student of Dr. Bourdelot.
As mentioned before, Queen Kristina's behaviour also belied her entire inner rebirth, as in Brussels, through her very unforced, highly unceremonious conduct and her boyishly free statements, reinforced by frequent use of common oaths, she drew more attention to herself than was desirable.
The highest ranking persons at the little Spanish court in Brussels, who were accustomed to the almost priestly conduct of their own Queen, regarded with astonishment and indignation the peculiar, free behaviour displayed by the Queen who had abdicated from the Swedish throne.
Catholicism was probably for Queen Kristina only a religion of joy and splendour, where the practice of church customs and submission to Orthodoxy brought forgiveness for and covered all failings. The Catholics soon noticed that Queen Kristina expressed a certain coolness towards her new faith, something that is otherwise so rare in a newly converted person, and moreover, her innermost thoughts were often glimpsed through her mocking statements.
When she was asked one day who was currently her spiritual director, she replied: "I don't have one, for I have left everything that is unnecessary behind me in Sweden."
During a visit she made to the Jesuits in Louvain, one of them wanted to pay her a civility, saying: "After the acceptance of our beatifying faith, Your Majesty will infallibly be placed among the saints next to Saint Birgitta of Sweden", to which Queen Kristina replied, interrupting him: "I would appreciate it more if I were placed among the wise."
Later, a book was published in Rome with the following title: "Relation of the Swedish Queen Kristina's Conversion to Catholicism".
Queen Kristina, who got the book in her hands, underlined the title and wrote in the margin next to it: "The one who wrote this book understands nothing of it, and the one who understands it (Kristina) has never written anything about it."
Because of Queen Kristina's high birth and her sympathy for Spanish interests, which Don Pimentel had instilled in her, she was shown the greatest attention by the Spanish King, when Queen Kristina had first renounced the faith of her fathers. Both she and her entire court were entertained in Brussels at the expense of the Spanish King for a whole month.
Brussels was all the time full of balls, plays, hunts, tournaments and meals. Her friend from the past, Don Pimentel, led these noisy celebrations. Although there was war between France and Spain, Cardinal Mazarin, who wanted to get on well with and honour Queen Kristina, had sent French actors from Paris who performed comedies in several languages.
Queen Kristina, for whom all this was staged, felt herself on cloud nine. To her former lady-in-waiting in Stockholm, the beautiful Lady Ebba Sparre — the only woman for whom Queen Kristina has ever shown true affection — and it was even mutual, — she wrote:
"I am doing very well, I receive and receive again and again 1,000 honours, and I am content with the whole world here, with the exception of the Prince de Condé, whom I only see at the opera and at court. My occupations are to eat well, sleep well and study a little, in between chattering and laughing, and to watch French, Spanish and Italian comedies. In a word, I pass the time very pleasantly. I am free from hearing sermons, I despise all preachers except Solomon, all the rest is just nonsense, etc.
Farewell, my beautiful Ebba, think of your Kristina."
Above: Kristina.
