Source:
Adskillige Heltinders og navnkundige Damers sammenlignede Historier, volume 2, pages 218 to 226, by Ludvig Holberg, 1745; original at The British Library
Kristina's letter written in or after June 1654 to the Prince de Condé is here:
Her letter of October 26/November 5 (New Style), 1655 to Pope Alexander VII is here:
The biography:
Dronning Christina haver, siden hun forlod Riget, havt mange selsomme Avantures: Thi saasom hendes Characteer var at agere en tragœdisk Heroinde, saa er hendes øvrige Liv ikke andet end et Skuespill fuldt af Romanske og affecterede Actioner: Den første Skueplads, hvor hun siden hendes Bortgang først begyndte at forestille en Scene, var udi Nederlandene. Prindsen af Condé var den Helt, som hun der søgte, og til hvilken hun tilkiende gav sin Afstaaelse fra Regieringen ved et Brev af saadant Indhold:
"Jeg skulde have giort ilde i at forlade en Throne, som jeg hidindtil haver besiddet, uden at erkyndige eder om saadan Resolution. Til saadant haver mig drevet den Estime og Affection, som jeg haver baaret til eder, iligemaade det Venskab, som I have ladet see mod mig, den Tiid jeg sadd ved Roret. Nu, saasom jeg haver forandret min Stand, kommer jeg for at bevidne for eder, at u-anseet den Forandring, som Skiebnen haver giort i begges vores Lykke, at jeg stedse vil conservere den samme Estime, som jeg altid haver haft for eders Meriter, og holder jeg de gode Tanker, som I bærer for mig, at være mig lige saa stor Ære, som at være en regierende Dronning."
Det øvrige er af samme Surdey: Og kand man ikke uden Væmmelse høre saadan Snak, at en Dronning bevidner sig at have forladt Zepter og Krone af Affection for en fremmed Prinds, helst saasom Prindsen aldeles ingen Tieneste kunde have af hendes Afstaaelse, med mindre hun tillige med havde erklæret ham sin Successor. Hun lod sig ellers offentligen merke med at have foretaget sin Reyse alleene for at see bemeldte landflygtige Prinds, og at det giorde hende ondt, at der udi Bryssel intet Palais var saa stort, at hun der tillige med ham kunde logere. Prindsen lod sig strax indfinde for at aflegge sin Compliment. Men Omgiengelsen faldt ud til en Koldsindighed paa begge Sider, thi, saasom hun udi Ceremonialerne ikke tracterede Prindsen paa samme Fod, som Ertz-Hertugen, der var Gouverneur i de Spanske Nederlande, blev han fortrydelig derover, og vilde ikke exponere sig til nogen offentlig Visite; men alleene lod sig indfinde som en Particulier blant andre. Ja, da Dronningen siden, da hun blev ham vaer, vilde distingvere ham frem for andre, sagde han: "Madame tout ou rien", det er: "Enten alt eller intet", og derpaa gik bort; saa at derfore, om denne gode Dronning havde forladt Zepter og Krone eendeel for at see Prindsen af Condé, kunde saasom Compliment ikke andet end bringe hende af Hûmeur.
Men den store Motiv, som hun foregav til denne forunderlige Resolution, var den Attrae, som hun havde til Religionens Forandring, eller rettere, den Begierlighed hun havde til at bortdrive sin øvrige Tiid udi Frankrig og Italien, hvor hun ikke med Fornøyelse kunde leve, uden ved at antage Landets Troe. Jeg haver tilforn viset, at intet trykkede hende mindre end Religionen, og at derfore Pavens Troe kunde ikke være den Magnet, som trak hende til Italien. Men det maatte nu saa hede, en Masqve maatte paatages, og en Comœdie med største Gravitet og Andagt spilles. Saasnart hun var kommen i Nederlandene, forsvor hun hemmeligen sin Fæderne Troe til Bryssel, og siden offentligen til Inspruck, hvor Pave Alexander skikkede hende en vidtløftig Troens Bekiendelse, som hun paa Knæe oplæsede i Stadens Kirke, og det med saadan Andagt, at en Historieskriver vidner, at den Pavelige Bibliothecarius Lucas Holsteinius, som var overværende, neppe kunde bare sig for Graad, hvoraf man kand dømme, at samme lærde Bibliothecarius haver bedre kiendt Bøger end Mennesker; thi ingen, som kiendte Christina, kunde henføre hendes Omvendelse til anden end føromtalte Aarsag, iligemaade til den Begierlighed hun havde til at distingvere sig ved selsomme, usædvanlige og u-ordentlige Bedrifter; thi dertil sigtede alle hendes Idrætter. Chevreau anfører en Historie, som bestyrker dette: Dronning Christina, siger han, forsvoer den Lutherske Religion om Formiddagen, og, da man om Eftermiddagen regalerede hende udi Inspruck med en Comœdie, sagde hun til nogle fornemme Herrer, som did vare skikkede for at divertere hende: "Det er billigt, at I under mig at see et Skuespill, efterat jeg tilforn haver regaleret eder med et andet af samme Natur": "Je [sic] est bien juste que vous me donnies la Comœdie, apres vous avoir donné la farce."
Hun skrev derpaa et heel andægtigt Brev til Paven, sigende, at hun agtede Zepter og Krone mindre end den Ære at adlyde hans Hellighed; Om Paven troede noget deraf, kand med Sikkerhed ikke siges: Man seer alleene, at han lod som han ingen Tvivl bar om hendes Omvendelses Alvorlighed; thi da hun derpaa reysede til Rom, blev hun statteligen af hans Hellighed imodtagen. Christina fandt og sin Regning ved at holde stivt ved den Romerske Troe, helst saasom de Svenske Vexler siden begyndte at slaae feyl, og hun derfore maatte blive de Romerske Pavers Kostgienger: Iligemaade efterdi hende gaves fuldkommen Frihed til at søle sig udi alle Italienske Vellyster, som Orthodoxien paa de Steder udsletter.
Hun begav sig derefter til Frankrige for at omgaaes med lærde Folk i samme Rige. Om hun profiterede noget af deres Omgiengelse, skal jeg ey kunde sige. Det er troeligere, at hun af deslige Folks Hyklerie er bleven meere bestyrked udi hendes Forfængelighed. Een af de Franske Oratores flatterede hende da med disse Ord:
"Sveciam Christinam te fecit
Roma Christinam,
Utinam Gallia Christianissimam."
Om den gode Orator derved bildte sig ind, at den unge Konge af Frankrig torde faae i sinde at ægte hende, kiendte han samme Konge ikke ret, hvilken i den Alder saae heller efter en kiøn end en middelaldrig latinsk Dronning. Om hendes Ankomst til Frankrig og hendes Opførsel sammesteds haves tilforladelig Underretning udi Mad. [de] Mottevilles Memoires, hvoraf jeg noget her vil anføre. Da hendes Ankomst rygtedes udi Paris, begave sig meer end 20000 Borgere til Conflans for at imodtage hende. Gouverneuren af Paris med anden Øvrighed complimenterede hende ved St. Antonii Port. Hun blev ført igiennem Staden mellem en utroelig Mængde af Folk til Hoved-Kirken, hvor Te Deum blev siunget, og blev da en Skuepenge slagen, hvor hun forestilles til Hest med disse Ord: «Regina Svecorum in Urbem regie excepta.» Hertugen af Guise, som Kongen skikkede ud mod hende, havde giort hendes Portrait saaledes: Denne Prinzesse, siger han, er ikke høy af Positur, men haver en net Taille, smukke Hænder, noget høye Skuldre, hvilken Feyl hun dog skiuler ved hendes selsomme Klædedragt. Hendes Ansigt er stort; hun haver en krum Næse, glimrende Øyen og en smuk Hud, endskiøndt derpaa sees nogle Arr af Smaakopper. Hun bærer undertiden en Hat og Mands Skoe, haver Mands Røst og Maneer, affecterende en Amazoninde. Hun er ellers høflig, taler 8 Sprog, særdeles det Franske, ligesom hun kunde være fød udi Paris: Hun veed alting, indtil vore mindste Hof-Intriguer etc.
Folk støtte sig i Begyndelsen over hendes selsomme Dragt; men man vænnede sig til siden dertil. Man forundrede sig over hendes Geist, og over den store Kundskab hun havde om Frankriig, saasom hun kiendte ikke alleene alle fornemme Familier, men endogsaa alle lærde Mænd. Med et Ord: Hun kunde sige de Franske det, som de selv ikke vidste udi deres eget Land. Efterat hun havde beseet alting udi Paris, begav hun sig til Compiegne, hvor Hoffet var, af hvilket hun herligen blev imodtagen. Udi en Samtale, som der holdtes om Undersaatternes Troeskab mod Kongen, da een af de Nærværende sagde, at saadant fandtes hos alle honnete Folk, svarede hun: At det var sandt udi alle andre Lande, men at hun havde merket, at Utroeskab blev ikke regnet for den største Feyl udi Frankriig. Men, saa meget behagelig, som hun kunde giøre sig ved sin Esprit, saa meget foragtelig giorde hun sig ved hendes Opførsel: Hun lignede i ingen Ting et Fruentimmer, og tog ikke den fornødne Modestie udi agt: Paa den Italienske Comœdie brød hun undertiden udi en høy latter, og undertiden ved dybe Sukke og Berømmelser gav tilkiende, at Scenerne behagede hende. Hun pleyede at synge i Selskab, og undertiden var som henrykked udi Tanker. Hun var sig selv u-liig, høflig, but, fritalend[e] saavel udi Religions Sager som udi Ting, hvori hendes Kiøn udfordrer Taushed. Hun løftede Beenene høyt op paa Stolen, hvor hun sadd, endogsaa i Hoffets Nærværelse. Hun bandede ofte, og med et Ord, i-agttog intet af de Anstændigheder, som recommenderer høye Stands Personer: Hun syntes at have Afskye for all[t] Fruentimmer Selskab, og blev det der for des meere lagt hende til Last, da hun udi St. Germain lod see saa stor Begiærlighed efter at see en bekiendt Skiøge ved Navn Ninon, og var samme Ninon det eeneste Fruentimmer i Frankrig, for hvilket hun lod see megen Estime [sic].
Dette foraarsagede, at, da hun anden gang kom til Frankrig, nemlig 1657, man tracterede hende med Koldsindighed. Medens hun i samme Aar var til Fontainebleau, begik hun en meget hæslig Gierning, i det at hun dømte en af hendes Betientere, nemlig Monaldeschi, fra Livet, og ved sin Liv-Capitaine lod ham myrde. Medens Executionen skeede, diverterede hun sig, og var gandske lystig udi hendes Cabinet. Hvad samme Monaldeschis Brøde var, kand ingen sige. Der meenes, at han røbede nogle af hendes hemmelige Historier. Det heele Land havde Afskye for denne Gierning: og Hoffet besværgede sig derover, saasom det var formasteligt mod Regieringen; dog blev det derved: saa at man alleene lod sig nøye med at vise Koldsindighed mod hende. Hun lod, siger Mad. [de] Motteville, i det øvrige see slet Opførsel. Hun løb masqvered paa alle Balls, foer ofte paa Comœdien gandske alleene med Mands-Personer, og udi de første Carosser, som hende mødte: saa at de Franske skiemmede sig over den Berømmelse, som de tilforn havde lagt paa hende: Og var man villig til at forsyne hende med Reyse-Penge, for at blive hende des snarere qvit.
With modernised spelling:
Dronning Kristina haver, siden hun forlod riget, haft mange sælsomme avantures; thi, såsom hendes karakter var at agere en tragedisk heroinde, så er hendes øvrige liv ikke andet end et skuespil fuldt af romanske og affekterede aktioner. Den første skueplads, hvor hun siden hendes bortgang først begyndte at forestille en scene, var udi Nederlandene. Prinsen af Condé var den helt, som hun der søgte, og til hvilken hun tilkendegav sin afståelse fra regeringen ved et brev af sådant indhold:
"Jeg skulle have gjort ilde i at forlade en trone, som jeg hidindtil haver besiddet, uden at erkyndige Eder om sådan resolution. Til sådant haver mig drevet den estime og affektion, som jeg haver båret til Eder, i lige måde det venskab, som I have ladet se mod mig, den tid jeg sad ved roret. Nu, såsom jeg haver forandret min stand, kommer jeg for at bevidne for Eder, at uanset den forandring, som skæbnen haver gjort i begges vores lykke, at jeg stedse vil konservere den samme estime, som jeg altid haver haft for Eders meriter, og holder jeg de gode tanker, som I bærer for mig, at være mig lige så stor ære, som at være en regerende dronning."
Det øvrige er af samme surdej; og kan man ikke uden væmmelse høre sådan snak, at en dronning bevidner sig at have forladt scepter og krone af affektion for en fremmed prins, helst såsom prinsen aldeles ingen tjeneste kunne have af hendes afståelse, medmindre hun tillige med havde erklæret ham sin successor. Hun lod sig ellers offentligen mærke med at have foretaget sin rejse alene for at se bemeldte landflygtige prins, og at det gjorde hende ondt, at der udi Bryssel intet palæ var så stort, at hun der tillige med ham kunne logere.
Prinsen lod sig straks indfinde for at aflægge sin kompliment. Men omgængelsen faldt ud til en koldsindighed på begge sider, thi, såsom hun udi ceremonialerne ikke trakterede prinsen på samme fod, som ertzhertugen, der var guvernør i de Spanske Nederlande, blev han fortrydelig derover og ville ikke eksponere sig til nogen offentlig visit; men alene lod sig indfinde som en partikulær blandt andre. Ja, da dronningen siden, da hun blev ham var, ville distingvere ham fremfor andre, sagde han: "Madame, tout ou rien" — det er: "Enten alt eller intet", og derpå gik bort; så at derfore, om denne gode dronning havde forladt scepter og krone endel for at se prinsen af Condé, kunne såsom kompliment ikke andet end bringe hende af humør.
Men den store motiv, som hun foregav til denne forunderlige resolution, var den attrå, som hun havde til religionens forandring, eller rettere, den begærlighed hun havde til at bortdrive sin øvrige tid udi Frankrig og Italien, hvor hun ikke med fornøjelse kunne leve, uden ved at antage landets tro.
Jeg haver tilforn viset, at intet trykkede hende mindre end religionen, og at derfore pavens tro kunne ikke være den magnet, som trak hende til Italien. Men det måtte nu så hedde, en maske måtte påtages, og en komedie med største gravitet og andagt spilles.
Så snart hun var kommen i Nederlandene, forsvor hun hemmeligen sin fædernetro til Bryssel, og siden offentligen til Innsbruck, hvor pave Alexander skikkede hende en vidtløftig troens bekændelse, som hun på knæ oplæsede i stadens kirke, og det med sådan andagt, at en historieskriver vidner, at den pavelige bibliothecarius Lucas Holstenius, som var overværende, næppe kunne bare sig for gråd, hvoraf man kan dømme, at samme lærde bibliothecarius haver bedre kendt bøger end mennesker; thi ingen, som kendte Kristina, kunne henføre hendes omvendelse til anden end føromtalte årsag, i lige måde til den begærlighed hun havde til at distingvere sig ved sælsomme, usædvanlige og uordentlige bedrifter; thi dertil sigtede alle hendes idrætter. Chevreau anfører en historie, som bestyrker dette:
Dronning Kristina, siger han, forsvor den lutherske religion om formiddagen, og, da man om eftermiddagen regalerede hende udi Innsbruck med en komedie, sagde hun til nogle fornemme herrer, som did vare skikkede for at divertere hende: "Det er billigt, at I under mig at se et skuespil, efterat jeg tilforn haver regaleret Eder med et andet af samme natur" — "[Il] est bien juste que vous me donniez la comédie, après vous avoir donné la farce."
Hun skrev derpå et hel andægtigt brev til paven, sigende, at hun agtede scepter og krone mindre end den ære at adlyde Hans Hellighed; om paven troede noget deraf, kan med sikkerhed ikke siges. Man ser alene, at han lod som han ingen tvivl bar om hendes omvendelses alvorlighed; thi da hun derpå rejsede til Rom, blev hun stateligen af Hans Hellighed imodtagen.
Kristina fandt og sin regning ved at holde stift ved den romerske tro, helst såsom de svenske veksler siden begyndte at slå fejl, og hun derfore måtte blive de romerske pavers kostgænger; i lige måde efterdi hende gaves fuldkommen frihed til at søle sig udi alle italienske vellyster, som ortodoksien på de steder udsletter.
Hun begav sig derefter til Frankrige for at omgås med lærde folk i samme rige. Om hun profiterede noget af deres omgængelse, skal jeg ej kunne sige. Det er troligere, at hun af deslige folks hykleri er bleven mere bestyrket udi hendes forfængelighed. Én af de franske oratores flatterede hende da med disse ord:
"Sueciam Christinam te fecit
Roma Christinam,
Utinam Gallia christianissimam."
Om den gode orator derved bildte sig ind, at den unge konge af Frankrig torde få i sinde at ægte hende, kendte han samme konge ikke ret, hvilken i den alder så hellere efter en køn end en middelaldrig latinsk dronning. Om hendes ankomst til Frankrig og hendes opførsel sammesteds haves tilforladelig underretning udi madame [de] Mottevilles Mémoires, hvoraf jeg noget her vil anføre.
Da hendes ankomst rygtedes udi Paris, begave sig mere end 20,000 borgere til Conflans for at imodtage hende. Guvernøren af Paris med anden øvrighed komplimenterede hende ved St. Anthonii port. Hun blev ført igennem staden mellem en utrolig mængde af folk til hovedkirken, hvor Te Deum blev sunget, og blev da en skuepenge slagen, hvor hun forestilles til hest med disse ord: «Regina Suecorum in Urbem regie excepta.»
Hertugen af Guise, som kongen skikkede ud mod hende, havde gjort hendes portræt således:
Denne prinsesse, siger han, er ikke høj af positur, men haver en net talje, smukke hænder, noget høje skuldre, hvilken fejl hun dog skjuler ved hendes sælsomme klædedragt. Hendes ansigt er stort; hun haver en krum næse, glimrende øjen og en smuk hud, endskønt derpå ses nogle arr af småkopper. Hun bærer undertiden en hat og mandssko, haver mands røst og manér, affekterende en amazoninde. Hun er ellers høflig, taler 8 sprog, særdeles det franske, ligesom hun kunne være født udi Paris. Hun ved alting, indtil vore mindste hofintriger, etc.
Folk stødte sig i begyndelsen over hendes sælsomme dragt; men man vænnede sig til siden dertil. Man forundrede sig over hendes gejst, og over den store kundskab hun havde om Frankrig, såsom hun kendte ikke alene alle fornemme familier, men endogså alle lærde mænd. Med et ord: hun kunne sige de franske det, som de selv ikke vidste udi deres eget land.
Efterat hun havde beset alting udi Paris, begav hun sig til Compiègne, hvor hoffet var, af hvilket hun herligen blev imodtagen. Udi en samtale, som der holdtes om undersåtternes troskab mod kongen, da én af de nærværende sagde, at sådant fandtes hos alle honnette folk, svarede hun, at det var sandt udi alle andre lande, men at hun havde mærket, at utroskab blev ikke regnet for den største fejl udi Frankrig.
Men, så meget behagelig, som hun kunne gøre sig ved sin esprit, så meget foragtelig gjorde hun sig ved hendes opførsel. Hun lignede i ingenting et fruentimmer, og tog ikke den fornødne modesti udi agt. På den italienske komedie brød hun undertiden udi en høj latter, og undertiden ved dybe sukke og berømmelser gav tilkende, at scenerne behagede hende. Hun plejede at synge i selskab, og undertiden var som henrykket udi tanker.
Hun var sig selv ulig, høflig, but, fritalend[e] såvel udi religionssager som udi ting, hvori hendes køn udfordrer tavshed. Hun løftede benene højt op på stolen, hvor hun sad, endogså i hoffets nærværelse. Hun bandede ofte, og med et ord, iagttog intet af de anstændigheder, som rekommanderer høje standspersoner. Hun syntes at have afsky for al[t] fruentimmerselskab, og blev det derfor des mere lagt hende til last, da hun udi Saint-Germain lod se så stor begærlighed efter at se en bekendt skøge ved navn Ninon, og var samme Ninon det éneste fruentimmer i Frankrig, for hvilket hun lod se megen estime [sic].
Dette forårsagede, at, da hun anden gang kom til Frankrig, nemlig 1657, man trakterede hende med koldsindighed. Medens hun i samme år var til Fontainebleau, begik hun en meget hæslig gerning, i det at hun dømte en af hendes betjentere, nemlig Monaldeschi, fra livet, og ved sin livkaptajn lod ham myrde. Medens eksekutionen skete, diverterede hun sig, og var ganske lystig udi hendes kabinet. Hvad samme Monaldeschis brøde var, kan ingen sige. Der menes, at han røbede nogle af hendes hemmelige historier.
Det hele land havde afsky for denne gerning, og hoffet besværgede sig derover, såsom det var formasteligt mod regeringen; dog blev det derved, så at man alene lod sig nøje med at vise koldsindighed mod hende. Hun lod, siger madame [de] Motteville, i det øvrige se slet opførsel. Hun løb maskeret på alle bals, for ofte på komedien ganske alene med mandspersoner, og udi de første karrosser, som hende mødte; så at de franske skæmmede sig over den berømmelse, som de tilforn havde lagt på hende; og var man villig til at forsyne hende med rejsepenge, for at blive hende des snarere kvit.
English translation (my own):
Queen Kristina had, since she left the kingdom, many strange adventures; for, as her character was to act a tragic heroine, so the rest of her life is nothing but a play full of romantic and affected actions. The first stage where she began to present a scene since her death was in the Netherlands. The Prince de Condé was the hero she sought there, and to whom she declared her resignation from the government by a letter of the following content:
"I would have done wrong to leave a throne which I have hitherto possessed without informing you of such a resolution. To such an end have driven me the esteem and affection which I have borne to you, equally the friendship which you have shown towards me, while I sat at the helm. Now, as I have changed my condition, I come to testify to you that, notwithstanding the change which fate has made in both our fortunes, that I will always preserve the same esteem which I have always had for your merits, and I hold the good thoughts which you bear for me to be to me as great an honour as to be a reigning queen."
The rest is of the same leaven; and one cannot hear without disgust such talk, that a queen testifies to having abandoned scepter and crown out of affection for a foreign prince, especially as the prince could have absolutely no service from her renunciation unless she had also declared him her successor. She otherwise made herself known publicly by having made her journey alone to see the said exiled prince, and that it pained her that there was no palace in Brussels large enough for her to lodge there with him.
The Prince immediately had himself summoned to pay his compliment. But the conversation turned out to be cold on both sides, for, as she did not treat the Prince on the same footing as the Archduke, who was governor of the Spanish Netherlands, he became resentful of it and would not expose himself to any public visit, but only let himself be summoned as a private person among others. Indeed, when the Queen afterwards, when she became aware of him, wanted to distinguish him above others, he said: "Madame, tout ou rien" — that is: "Either all or nothing", and then went away, so that, therefore, if this good queen had left scepter and crown at last to see the Prince de Condé, such a compliment could not but put her out of spirits.
But the great motive which she pretended for this strange resolution was the desire which she had for a change of religion, or rather, the desire which she had to spend the rest of her time in France and Italy, where she could not live with pleasure without adopting the faith of the country.
I have previously shown that nothing oppressed her less than religion, and that therefore the faith of the Pope could not be the magnet that drew her to Italy. But it had to be so now, a mask had to be put on, and a comedy had to be acted with the greatest gravity and devotion.
As soon as she had arrived in the Netherlands, she secretly renounced the faith of her fathers in Brussels, and then publicly in Innsbruck, where Pope Alexander sent her a lengthy confession of faith, which she read on her knees in the city church, and with such devotion that a historian testifies that the Papal librarian Lucas Holstenius, who was present, could hardly help but weep, from which one can judge that the same learned librarian knew books better than people, for no one who knew Kristina could attribute her conversion to any other cause than the aforementioned, equally to the desire she had to distinguish herself by strange, unusual and irregular achievements, for all her actions aimed at that. Chevreau cites a story that confirms this:
Queen Kristina, he says, abjured the Lutheran religion in the morning, and when in the afternoon she was treated to a comedy in Innsbruck, she said to some distinguished gentlemen who were there to entertain her: "It is fair that you should see a play under me, after I have previously treated you to another of the same nature" — "[Il] est bien juste que vous me donniez la comédie, après vous avoir donné la farce."
She then wrote a whole devout letter to the Pope, saying that she esteemed scepter and crown less than the honour of obeying His Holiness; whether the Pope believed any of it cannot be said with certainty. One sees only that he pretended that he had no doubt about the seriousness of her conversion, for, when she then travelled to Rome, she was received in a stately manner by His Holiness.
Kristina also found her way by adhering strictly to the Roman faith, preferably as the Swedish bills of exchange later began to fail, and she therefore had to become the boarder of the Roman Popes; in the same way, she was given complete freedom to wallow in all Italian pleasures, which orthodoxy in those places eradicates.
She then went to France to associate with learned people in the same kingdom. Whether she profited any by their interaction, I cannot say. It is more likely that she was further strengthened in her vanity by the hypocrisy of such people. One of the French orators then flattered her with these words:
"Sueciam Christinam te fecit
Roma Christinam,
Utinam Gallia christianissimam."
["Sweden made thee Kristina,
Rome made thee Kristina,
Would that France were most Christian."]
If the good orator thereby imagined that the young King of France would dare to think of marrying her, he did not know the same King well, who at that age looked rather for a fairer woman than a middle-aged Latin queen. Of her arrival in France and her conduct there is reliable information in Madame de Motteville's Mémoires, from which I will quote here.
When her arrival was announced in Paris, more than 20,000 citizens went to Conflans to receive her. The governor of Paris and other dignitaries complimented her at the Porte Saint-Antoine. She was led through the city amidst an incredible crowd to the main church, where the Te Deum was sung, and then a medal was struck, on which she is represented on horseback with these words: "Regina Suecorum in Urbem regie excepta" — "The Queen of Sweden royally welcomed into the City."
The Duke de Guise, whom the King sent to her, had made her portrait thus:
This princess, he says, is not tall in stature, but has a nice waist, beautiful hands, somewhat high shoulders, which defect she nevertheless hides by her strange dress. Her face is large; she has a crooked nose, brilliant eyes and a beautiful skin, although some scars from smallpox are visible on it. She sometimes wears a hat and men's shoes, has a man's voice and manners, affecting an Amazon. She is otherwise polite, speaks 8 languages, especially French, as if she had been born in Paris. She knows everything, down to our smallest court intrigues, etc.
People were offended at first by her strange dress, but they soon got used to it. They were amazed at her mind and at the great knowledge she had about France, as she knew not only all the noble families, but even all the learned men. In a word: she could tell the French what they themselves did not know in their own country.
After she had seen everything in Paris, she went to Compiègne, where the court was, by which she was gloriously received. In a conversation which was held about the fidelity of the subjects to the King, when one of those present said that such was found among all honest people, she replied that it was true in all other countries, but that she had noticed that infidelity was not considered the greatest fault in France.
But, as much as she could make herself agreeable by her wit, so much did she make herself contemptible by her conduct. She resembled a lady in nothing at all, and did not observe the necessary modesty. At the Italian comedy she sometimes burst into loud laughter, and sometimes by deep sighs and praises she made it known that the scenes pleased her. She used to sing in company, and sometimes was as if rapt in thought.
She was unlike herself, polite, blunt, outspoken both in religious matters and in matters on which her sex required silence. She raised her legs high on the chair where she sat, even in the presence of the court. She often swore, and in a word, observed none of the decencies that recommend persons of high station. She seemed to have abhorrence for all female company, and it was therefore all the more reproach was laid upon her when, in Saint-Germain, she showed such great desire to see a well-known harlot named Ninon, and this same Ninon was the only woman in France for whom she showed much esteem [sic].
This caused that, when she came to France the second time, namely in 1657, she was treated with coldness. While she was at Fontainebleau in the same year, she committed a very heinous deed, in that she sentenced one of her servants, namely Monaldeschi, to death, and had him murdered by the captain of her bodyguards. While the execution was taking place, she diverted herself and was quite merry in her cabinet. What Monaldeschi's crime was, no one can say. It is believed that he revealed some of her secret histories.
The whole country was disgusted with this deed, and the court complained about it, as it was presumptuous against the government; yet it remained there, so that they were content only to show coldness towards her. For the rest, she, says Madame de Motteville, showed bad behaviour. She went masked to all balls, too often to the comedy quite alone with men, and in the first carriages that met her, so that the French were ashamed of the praise which they had formerly laid on her, and they were willing to provide her with travelling money, in order to get rid of her the sooner.
Above: Kristina.
Above: Ludvig Holberg.
