Source:
Adelsvældens sidste Dage: Danmarks Historie fra Christian IV's Død til Enevældens Indførelse (1648-1660), pages 162 to 163, by Julius Albert Fridericia, 1894; original at the University of Minnesota
The account:
... Medens den danske Regering bar sig ad paa den her skildrede Maade overfor sin landflygtige Undersaat, havde denne med sin Hustru fra Juni 1652 taget fast Ophold i Stockholm, hvor de forblev til Maj 1655, da de flyttede til det af den svenske Regering til Ulfeldt pantsatte Slot Barth i Pommern. De havde i den Periode haft baade Dronning Christina og Karl Gustaf til deres Velyndere og Patroner. Det blev den sidste, der kom til at kaste det største Lod i Ulfeldts Livsvægtskaal, men Sandsynligheden taler for, at trods mindre Rivninger har Livet i Stockholm været behageligere for Ulfeldt og Leonora Christina i Dronning Christinas end i hendes Efterfølgers Tid. Der var over Christinas Hof udbredt et uimodsigeligt Præg af Renæssancetiden, navnlig af dens Forening af Sans for Kultur og Frivolitet, af rige intellektuelle Nydelser og Kurtisaneluft, af Forfattertilbedelse og kvindelig Frigjørelse. Men baade Ulfeldts og Leonora Christinas Aandsretning og Temperament var i Slægt med Renæssancen, saaledes at visse Sider af dennes Ejendommeligheder var stærkest udviklede hos hver af dem. Ulfeldt, der satte sin Stolthed i Omgang med lærde og Skjønaander, der sværmede for Rabelais, og der selv lagde an paa at bedaare ved sit Vid, lignede end yderligere Humanisterne i sin stadige Fremhæven af Livets Omskiftelighed og de jordiske Tings Ubestandighed; et af hans Yndlingsudtryk var, at han vilde trække sig tilbage og se paa Verden som paa et Skuespil. Ogsaa Leonora Christina havde hele Renæssancens Dannelsestrang, dens Glæde ved Fester, Spil og Musik, men særligt dens stærke og hensynsløse personlige Selvhævdelse, dens Lyst til den autobiografiske Fremstilling i Forening med dens Kvinders Attraa efter Ligeagtelse med Mændene og deres Stræben efter fremfor alt at besidde den mandige Aand og den mandige Kraft. Hendes Livsnerve var hendes personlige Værdighed, bestemt ved hendes Stilling som Kongedatter, og Viragoidealet har ikke ligget fjernt for hende, der holdt af at optræde i Mandfolkedragt, selv hvor denne ikke behøvede at tjene til en nyttig Forklædning. Og fælles for Ægtefællerne var Manglen paa Pligtfølelse, hvor denne rakte ud over deres egne Forhold. Stat og Fædreland forsvandt for Rigshofmesteren og for Christian IV's Datter, da de kom paa Kant med Regeringen, vejredes bort i den internationale Luftning, der hvilede over Christinas Hof med dets Blanding af danske og svenske, af polske, franske og spanske Elementer. Ulfeldt blev her den vitterlige Landsforræder, der agiterede mod Danmark, ikke alene hos den svenske Regering, hvem han søgte at hidse til Krig og hvem han laante Pengesum paa Pengesum, men ogsaa hos den engelske Republiks Afsending Whitelocke, hvem han aabenbarede Rigets Svagheder og forestillede den lette Mulighed for Angreb paa det. Det var ogsaa overfor Whitelocke, at han med klare Ord proklamerede den rent kosmopolitiske Betragtning, at dér var Ens Land, hvor man befandt sig bedst, og hvor Ens Hustru og Børn var; ligesom hin ældre danske Repræsentant for Renæssancen Tyge Brahe citerede han Ordet: "omne solum forti patria quocunque sub axe". Men ved Siden heraf gik hos ham ogsaa en anden individualistisk, men mere middelalderlig Tankegang, den rent aristokratiske Hævdelse af den forurettede Adelsmands Ret til at opsige sin Herre, navnlig naar denne var en valgt Konge, den hidtidige Tjeneste og søge en ny under en anden Herre. I denne Betragtning mødtes han vistnok stærkest med sine landflygtige Landsmænd, Svogeren Ebbe Ulfeldt, der formelt hænde opsagt Frederik III sin Tjeneste, Sten Holgersen Bille og den bramarbasserende forrige Rentemester Oluf Daa, der i forskjellige franske Breve højttravende mindede Frederik III om, at han ikke skulde ringeagte de ægte Adelsmænd med de mange Aner, og tilraabte ham: "Perikles, glem ikke, at Du regerer over frie Atheniensere!" Hvad Leonora Christina angaar, er Kilderne til Opklaring af hendes Holdning kun fattige, men adskilligt taler for, at en svensk Beretning staar til Troende, naar den fastslaar hendes store Indflydelse paa hendes Mand. Den stærke Kvinde aandede og levede for Hævnen over den Tort, der var tilføjet hende selv, hendes Mand og hendes Børn.
With modernised spelling:
... Medens den danske regering bar sig ad på den her skildrede måde overfor sin landflygtige undersåt, havde denne med sin hustru fra juni 1652 taget fast ophold i Stockholm, hvor de forblev til maj 1655, da de flyttede til det af den svenske regering til Ulfeldt pantsatte slot Barth i Pommern. De havde i den periode haft både dronning Kristina og Karl Gustav til deres velyndere og patroner. Det blev den sidste, der kom til at kaste det største lod i Ulfeldts livsvægtskål, men sandsynligheden taler for, at trods mindre rivninger har livet i Stockholm været behageligere for Ulfeldt og Leonora Christina i dronning Kristinas end i hendes efterfølgers tid.
Der var over Kristinas hof udbredt et uimodsigeligt præg af renæssancetiden, navnlig af dens forening af sans for kultur og frivolitet, af rige intellektuelle nydelser og kurtisaneluft, af forfattertilbedelse og kvindelig frigørelse. Men både Ulfeldts og Leonora Christinas åndsretning og temperament var i slægt med renæssancen, således at visse sider af dennes ejendommeligheder var stærkest udviklede hos hver af dem.
Ulfeldt, der satte sin stolthed i omgang med lærde og skønånder, der sværmede for Rabelais, og der selv lagde an på at bedåre ved sit vid, lignede end yderligere humanisterne i sin stadige fremhæven af livets omskiftelighed og de jordiske tings ubestandighed; et af hans yndlingsudtryk var, at han ville trække sig tilbage og se på verden som på et skuespil.
Også Leonora Christina havde hele renæssancens dannelsestrang, dens glæde ved fester, spil og musik, men særligt dens stærke og hensynsløse personlige selvhævdelse, dens lyst til den autobiografiske fremstilling i forening med dens kvinders attrå efter ligeagtelse med mændene og deres stræben efter fremfor alt at besidde den mandige ånd og den mandige kraft. Hendes livsnerve var hendes personlige værdighed, bestemt ved hendes stilling som kongedatter, og viragoidealet har ikke ligget fjernt for hende, der holdt af at optræde i mandfolkedragt, selv hvor denne ikke behøvede at tjene til en nyttig forklædning.
Og fælles for ægtefællerne var manglen på pligtfølelse, hvor denne rakte ud over deres egne forhold. Stat og fædreland forsvandt for rigshofmesteren og for Christian IV's datter, da de kom på kant med regeringen, vejredes bort i den internationale luftning, der hvilede over Kristinas hof med dets blanding af danske og svenske, af polske, franske og spanske elementer.
Ulfeldt blev her den vitterlige landsforræder, der agiterede mod Danmark, ikke alene hos den svenske regering, hvem han søgte at hidse til krig og hvem han lånte pengesum på pengesum, men også hos den engelske Republiks afsending Whitelocke, hvem han åbenbarede rigets svagheder og forestillede den lette mulighed for angreb på det. Det var også overfor Whitelocke, at han med klare ord proklamerede den rent kosmopolitiske betragtning, at dér var ens land, hvor man befandt sig bedst, og hvor ens hustru og børn var; ligesom hin ældre danske repræsentant for renæssancen Tyge Brahe citerede han ordet: "omne solum forti patria quocunque sub axe".
Men ved siden heraf gik hos ham også en anden individualistisk, men mere middelalderlig tankegang, den rent aristokratiske hævdelse af den forurettede adelsmands ret til at opsige sin herre, navnlig når denne var en valgt konge, den hidtidige tjeneste og søge en ny under en anden herre. I denne betragtning mødtes han vistnok stærkest med sine landflygtige landsmænd, svogeren Ebbe Ulfeldt, der formelt hænde opsagt Frederik III sin tjeneste, Sten Holgersen Bille og den bramarbasserende forrige rentemester Oluf Daa, der i forskellige franske breve højttravende mindede Frederik III om, at han ikke skulle ringeagte de ægte adelsmænd med de mange aner, og tilraabte ham: "Perikles, glem ikke, at du regerer over frie atheniensere!"
Hvad Leonora Christina angår, er kilderne til opklaring af hendes holdning kun fattige, men adskilligt taler for, at en svensk beretning står til troende, når den fastslår hendes store indflydelse på hendes mand. Den stærke kvinde åndede og levede for hævnen over den tort, der var tilføjet hende selv, hendes mand og hendes børn.
English translation (my own):
... While the Danish government behaved in the manner described here towards its exiled subject, he and his wife had taken up permanent residence in Stockholm from June 1652, where they remained until May 1655, when they moved to the castle of Barth in Pomerania, which had been mortgaged to Ulfeldt by the Swedish government. During that period, they had had both Queen Kristina and Karl Gustav as their benefactors and patrons. It was the latter who came to cast the greatest weight in Ulfeldt's life, but the probability suggests that, despite minor disturbances, life in Stockholm was more pleasant for Ulfeldt and Leonora Christina during Queen Kristina's time than during her successor's.
There was an undeniable influence of the Renaissance era, especially its combination of culture and frivolity, of rich intellectual pleasures and courtesanism, of author worship and female emancipation, pervading Kristina's court. But the spirit and temperament of both Ulfeldt and Leonora Christina were related to the Renaissance, so that certain aspects of its peculiarities were most strongly developed in each of them.
Ulfeldt, who placed his pride in association with scholars and beautiful minds who were enamoured with Rabelais, and who himself tried to charm with his wit, resembled the humanists even more in his constant emphasis on the changeability of life and the impermanence of earthly things; one of his favourite expressions was that he wanted to withdraw and look at the world as a play.
Leonora Christina also had the entire Renaissance urge for education, its joy in parties, games and music, but especially its strong and ruthless personal assertiveness, its desire for autobiographical representation in conjunction with its women's desire for indifference to men and their striving to possess, above all, the manly spirit and manly strength. Her lifeblood was her personal dignity, determined by her position as a king's daughter, and the virago ideal was not far from her, who liked to appear in men's costume, even when this did not have to serve as a useful disguise.
And common to the spouses was the lack of a sense of duty, which extended beyond their own circumstances. State and fatherland disappeared for the royal court master and for Christian IV's daughter when they came into conflict with the government, swept away in the international atmosphere that hung over Kristina's court with its mixture of Danish and Swedish, Polish, French and Spanish elements.
Ulfeldt here became the true traitor, agitating against Denmark, not only with the Swedish government, which he sought to incite to war and to which he lent sums of money upon sums of money, but also with the English Commonwealth's envoy Whitelocke, to whom he revealed the kingdom's weaknesses and imagined the easy possibility of attacking it. It was also to Whitelocke that he proclaimed in clear words the purely cosmopolitan view that one's country was where one was best off, and where one's wife and children were; like the older Danish representative of the Renaissance, Tycho Brahe, he quoted the words: "omne solum forti patria quocunque sub axe" — "all alone, to the brave, wherever their fatherland is under the axis."
But alongside this, he also had another individualistic, but more medieval way of thinking, the purely aristocratic assertion of the right of the wronged nobleman to resign from his previous service to his lord, especially when he was an elected king, and seek a new one under another lord. In this view, he probably met most strongly with his exiled compatriots, his brother-in-law Ebbe Ulfeldt, who formally resigned his service to Frederik III, Sten Holgersen Bille and the boastful former rent master Oluf Daa, who in various French letters pompously reminded Frederik III that he should not disrespect the genuine noblemen with their many ancestors, and shouted to him: "Pericles, do not forget that thou rulest over free Athenians!"
As for Leonora Christina, the sources for clarifying her position are only poor, but several arguments support the Swedish account that she had a great influence on her husband. The strong woman breathed and lived for revenge for the wrongs done to herself, her husband and her children.
Above: Kristina.
Above: Corfitz Ulfeldt and Leonora Christina Ulfeldt.
Above: Julius Albert "J. A." Fridericia.
No comments:
Post a Comment