Source:
Adskillige Heltinders og navnkundige Damers sammenlignede Historier, volume 2, pages 226 to 228, by Ludvig Holberg, 1745; original at The British Library
The biography:
Efterat hun længe allevegne havde omflakket, begyndte hun at laborere af Penge-Mangel, helst da Sverrig, hvorfra hun havde sine Indkomster, blev indviklet i en saa kostbar Kriig, og derfore Remiserne ginge ikke saa rigtig meere, hvilket ophidsede hende saaledes mod Carl Gustav, at hun 1659 lovede Keyseren at opvække Rebellion i Pomern, og at skille Sverrig ved samme Province: Dog, saasom hun ikke længe var ved eet Sind, stod hun fra det Forsæt igien, og lod sig nøye med at besværge sig over Caroli Gustavi Utaknemmelighed. Men man kunde sige til samme Konges saavel som heele Sverrigs Undskyldning, først at Riget havde stor Penge-Mangel paa samme Tiid: Dernest at de aarlige Indkomster vare hende tillagde ikke for at prostituere Nationen, og at vanære hendes store Faders-Ihukommelse, ved at forsværge den Religion, som han ved sit Blod havde beskyttet: item ved at spille Comœdier udenlands, og at agere en vandrende Ridder. Den Afgang udi hendes aarlige Pension af Sverrig foraarsagede, at hun saae sig intet Middel til at holde sin begyndte Stat ved lige. Men Pave Alexander 7, som stedse havde ladet see Affection mod hende, gav hende aarligen til Underholdning 12000 Scudi, og beordrede til Forvalter derover Cardinal Azzolini, hvilken med saadan Fornuft og Agtsomhed førte hendes Cassa, at der imod Sædvane altid siden bleve Penge i Behold: og var det saavel i den Henseende som til hans behagelige Omgiengelse Dronningen fattede saadan Yndest til ham, at hun lovede at ville giøre ham til sin eeneste Arving. Om ellers nogen anden hemmelig Aarsag kand have tilveyebragt denne Affection, kand for vist ikke siges: Adskillige have henført den til en utilladelig Elskov. Men det kand være en Gisning uden Grund.
Paa samme Tiid døde Carl Gustav Kongen af Sverrig; hvorunder Dronning Christine fandt nødigt at giøre en Reyse til sit Fæderneland, for at i Agt tage sin Interesse ved en nye Regiering. Hun brød op fra Rom udi det Aar 1660, og reysede igiennem Dannemark til Sverrig, hvor hun med all Æres Beviisning blev imodtagen. Men alting bestod ikkun i Complimenter: thi den største Deel af Stænderne, som da vare forsamlede, sær de Geistlige, holdte for, at hun formedelst Religionens-Forandring efter Sverrigs Lov havde forbrudt all sin Ret, hvilket forbittrede Dronningen saa, at hun 3 gange faldt udi Graad, og, ligesom Stænderne beraabede sig paa Sverrigs Lov, saa beraabte hun sig paa den Convention, som ved hendes Afskeed var giort. Dog, saasom hun merkede, at hun med Haardhed intet kunde udrette, begyndte hun omsider at give gode Ord, og bad, at hende maatte tillades at holde Messe udi hendes eget Pallads. Dette blev hende ogsaa nægtet, hvorudover hun lod sit Capell nedrive, og gav de Romanske Præste Afskeed, som hun havde bragt med sig, ladende sig nøye med at bivaane GUds-Tienesten udi den Franske Gesandts Terlons Huus. Tvistighederne, angaaende hendes Prætensioner, varede en Tiid lang. Man forsikkrede hende endeligen om hendes Pension: Men, da hun paastod, at, hvis den unge Konge døde uden Livs-Arvinger, Kronen skulde tilfalde hende igien, blev saadant ikke alleene afslaaet, men hun blev ogsaa tilholden at fornye den Renuntiation, som hun engang tilforn havde giort.
With modernised spelling:
Efterat hun længe allevegne havde omflakket, begyndte hun at laborere af pengemangel, helst da Sverige, hvorfra hun havde sine indkomster, blev indviklet i en så kostbar krig, og derfore remisserne ginge ikke så rigtig mere, hvilket ophidsede hende således mod Karl Gustav, at hun 1659 lovede kejseren at opvække rebellion i Pommern, og at skille Sverige ved samme provins; dog, såsom hun ikke længe var ved ét sind, stod hun fra det forsæt igen og lod sig nøje med at besværge sig over Caroli Gustavi utaknemmelighed.
Men man kunne sige til samme konges såvel som hele Sveriges undskyldning, først at riget havde stor pengemangel på samme tid; dernæst at de årlige indkomster vare hende tillagde ikke for at prostituere nationen, og at vanære hendes store faders ihukommelse ved at forsværge den religion, som han ved sit blod havde beskyttet; item ved at spille komedier udenlands og at agere en vandrende ridder.
Den afgang udi hendes årlige pension af Sverige forårsagede, at hun så sig intet middel til at holde sin begyndte stat ved lige. Men pave Alexander 7., som stedse havde ladet se affektion mod hende, gav hende årligen til underholdning 12,000 scudi og beordrede til forvalter derover kardinal Azzolini, hvilken med sådan fornuft og agtsomhed førte hendes kasse, at der imod sædvane altid siden bleve penge i behold; og var det såvel i den henseende som til hans behagelige omgængelse dronningen fattede sådan yndest til ham, at hun lovede at ville gøre ham til sin éneste arving. Om ellers nogen anden hemmelig årsag kan have tilvejebragt denne affektion, kan for vist ikke siges; adskillige have henført den til en utilladelig elskov. Men det kan være en gisning uden grund.
På samme tid døde Karl Gustav, kongen af Sverige, hvorunder dronning Kristina fandt nødigt at gøre en rejse til sit fæderneland, for at iagttage sin interesse ved en nye regering. Hun brød op fra Rom udi det år 1660 og rejsede igennem Danmark til Sverige, hvor hun med all æresbevisning blev imodtagen.
Men alting bestod ikkun i komplimenter, thi den største del af Stænderne, som da vare forsamlede, sær de gejstlige, holdte for, at hun formedelst religionensforandring efter Sveriges lov havde forbrudt all sin ret, hvilket forbitrede dronningen så, at hun 3 gange faldt udi gråd; og, ligesom Stænderne beråbede sig på Sveriges lov, så beråbte hun sig på den konvention, som ved hendes afsked var gjort.
Dog, såsom hun mærkede, at hun med hårdhed intet kunne udrette, begyndte hun omsider at give gode ord og bad, at hende måtte tillades at holde messe udi hendes eget palads. Dette blev hende også nægtet, hvorudover hun lod sit kapel nedrive og gav de romanske præste afsked, som hun havde bragt med sig, ladende sig nøje med at bivåne gudstjenesten udi den franske gesandts Terlons hus.
Tvistighederne angående hendes prætensioner varede en tid lang. Man forsikrede hende endeligen om hendes pension; men, da hun påstod, at, hvis den unge konge døde uden livsarvinger, kronen skulle tilfalde hende igen, blev sådant ikke alene afslået, men hun blev også tilholden at forny den renunciation, som hun engang tilforn havde gjort.
English translation (my own):
After she had wandered everywhere for a long time, she began to suffer from lack of money, especially when Sweden, from which she had her income, became embroiled in such a costly war, and therefore the remittances did not go so well anymore, which so infuriated her against Karl Gustav that in 1659 she promised the Emperor to stir up rebellion in Pomerania and to separate Sweden from the same province; however, as she was not of one mind for long, she abandoned that intention again and contented herself with complaining about Karl Gustav's ingratitude.
But one could say for the same King's as well as all of Sweden's excuse firstly that the kingdom had a great shortage of money at the same time; secondly, that the annual incomes were not appropriated to her for prostituting the nation and dishonouring the memory of her great father by abjuring the religion which he had protected with his blood, as well as by playing comedies abroad and acting as a knight errant.
The stop of her annual pension from Sweden caused her to see no means of maintaining her begun state. But Pope Alexander VII, who had always shown affection for her, gave her 12,000 scudi annually for maintenance and ordered Cardinal Azzolino to be the manager of it, who managed her treasury with such prudence and care that, contrary to custom, money was always left over; and it was in this respect as well as in his pleasant company that the Queen took such a liking to him that she promised to make him her sole heir. Whether any other secret cause could have brought about this affection cannot certainly be said; several have attributed it to an impermissible love affair. But this may be a guess without foundation.
At the same time, Karl Gustav, King of Sweden, died, during which time Queen Kristina found it necessary to make a journey to her fatherland, to observe her interest in a new government. She set out from Rome in the year 1660 and travelled through Denmark to Sweden, where she was received with all honours.
But everything consisted only of compliments, for the greater part of the Estates who were then assembled, especially the clergy, held that by changing her religion she had violated all her rights under Swedish law, which so embittered the Queen that she fell into weeping three times; and, just as the Estates invoked Swedish law, so she invoked the convention that had been made at her departure.
However, as she felt that she could accomplish nothing by harshness, she finally began to give good words and asked that she might be allowed to celebrate Mass in her own palace. This was also refused to her, whereupon she had her chapel demolished and dismissed the Roman priests whom she had brought with her, contenting herself with attending the service in the house of the French envoy Terlon.
The disputes concerning her pretensions lasted a long time. She was finally assured of her pension; but when she claimed that if the young King died without heirs of his body, the crown should fall to her again, this was not only refused, but she was also required to renew the renunciation which she had made once before.
Above: Kristina.
Above: Ludvig Holberg.
No comments:
Post a Comment