Source:
Dronning Christina af Sverrig 1626-1689, pages 34 to 40, published by H. E. Friis, 1896
Kristina's letter to the Prince de Condé is here:
The Prince de Condé's reply to Kristina is here:
The account:
Paa det Tidspunkt, da Dronning Christina fik det ovenomtalte ufrivillige Bad, var hendes Helbred ikke saa god som ønskeligt, hun havde endog et Par Aar forud været alvorligt syg. Da hun ikke altid undte sig Søvn nok, anvendte for megen Tid paa Studierne og tog for lidt Hensyn til Diæten, saa led hun stundom af Feber, Besvimelse og Afkræftelse. Hendes hyppige Sygdomsanfald medførte Nødvendigheden af Indkaldelsen af en duelig Læge. Da anbefalede den lærde Historiker, Franskmanden Saumaise, som da var ved det svenske Hof, sin Landsmand, Dr. Bourdelot — de vare nemlig begge fødte i Bourgogne. Lægen Bourdelot kom derfor til Sverrig og blev nu en af de dristigste af den Bande Eventyrere, som omsværmede Dronning Christina i hele hendes Regeringstid. Dr. Bourdelot var Søn af en Barbér i Byen Sens i Bourgogne; han hed oprindelig Michour [sic], men for at komme bedre frem i Verden antog han sin Morbroders Navn Bourdelot, der var mere kendt og mere agtet end hans eget. Han var først ansat paa et Apotek i sin Fødeby og blev senere sendt til Slægtninge i Paris, hvor han drev medicinske Studier, som lykkedes godt for ham, da han var vel begavet. Han var saa heldig senere hen at arve en Onkel og ved samme Tidspunkt at blive Læge hos «den store Condé», Prins Louis Condé af Frankrig. Dr. Bourdelot kom senere til Rom, hvor han ved sin ubegribelige Evne til at bore sig ind allevegne havde faaet Audients hos og vundet Pave Urban d. 8des Velvilje, saa han mod at tilsé fattige syge fik Tilsagn om et gejstligt Embede, skønt han var saa lidt præsteligt anlagt som vel muligt.
Den Omstændighed, at Dr. Bourdelot havde været i nærmere Berøring med »den store Condé» saavelsom med Pave Urban d. 8de, var i Dronning Christinas Øjne en særlig Anbefaling for de nyantagne franske Læge, og forinden vi gaa videre og omtale Bourdelots Virksomhed i Sverrig, skal her kortelig berøres, hvorpaa Dronning Christinas Sympathi for Pave Urban d. 8de og Prinsen af Condé beroede.
Da Pave Urban d. 8de var bange for, at den tyske Kejser Ferdinand d. 3dje skulde misbruge sin Magt til at fortrædige Pavestaten, glædede han sig hemmeligt over den svenske Armées Fremgang i Tyskland, da den bidrog til at svække det habsburgske Hus og derved forhindre Kejser Ferdinand d. 3djes truende Forholdsregler imod Italien. Pave Urban sluttede sig endog sammen med Frankrig, og dette igen med det protestantiske Sverrig, saa de katolske pavelige og de protestantiske Svenske kæmpede med samme Formaal. Her skete altsaa, hvad før var sket, at Paven satte Politiken over Religionen.
Hvad Prinsen af Condé angik, fattede Dronning Christina tidligt stor Beundring for denne store Hærfører. Ved hendes Regeringstiltrædelse begyndte en nøjere Sammenvirkning imellem den franske og den svenske Armé.
Prins Louis af Condé tilligemed Marskalk Turenne vandt ved Nördlingen 1645 et Slag over de kejserlige under General Mercy. Dronning Christina sendte i den Anledning en forbindtlig Skrivelse til Condé; hun takkede ham for den herlige Sejr, fordi han havde hævnet hendes Krigerens Manes, nemlig dem fra det af de Svenske tabte Slag 1634. Condé svarede, at det glædede ham at kunne hævne den Skade, som var tilføjet Gustav Adolfs Vaaben efter dennes Død, da Lykken næppe vilde have forladt ham, ifald han havde levet.
For at komme tilbage til Bourdelot. Han var ikke alene Læge, men tillige Hofmand og Selskabsmand og i Besiddelse af Vittighed og Lune samt en skarp Kritiker. Han kunde synge, spille Guitar, male lidt, tillave vellugtende Sager samt forstod at arrangere Fester, Optog og Skuespil etc. Som man ser, var han mangesidig og forstod at bringe det i Anvendelse i de nye Forhold, da han først paa Aaret 1652 kom til det svenske Hof.
Foreløbig foreskrev han Dronning Christina en forandret Levevis tilligemed Aareladninger, varme Bade og regelmæssig Diæt. Det lykkedes Bourdelot ved sine Kure i ganske kort Tid at bedre Dronningens Helbredstilstand betydeligt. Hun gav ham derfor snart fast Ansættelse som første Livlæge. Hans aandrige, livlige Samtale og Vittigheder paa andres, især de lærdes Bekostning tiltalte Dronningen meget; han skulde derfor altid være om hende. Ved Taffelet stod han bag ved hendes Stol for at opvarte hende, og sjældent henvendte Dronningen Talen til andre end ham. I Begyndelsen boede Bourdelot ved Siden af Slottet, ligeover for Axel Oxenstjerna, og det ligesom paa Trods, da den gamle Rigskantsler aldrig havde kunnet udstaa ham. Dronning Christina var saa meget desto mere henrykt; hun udtalte ofte, at næst Gud havde hun Dr. Bourdelot at takke for sit Liv, og at han var Datidens største Mand, ikke alene i Medicinen, men i enhver Videnskab. Bourdelot blev som fortumlet af denne Virak, han blev stolt og utaalelig overfor alle øvrige Hoffolk. De maatte alle finde sig deri, gøre deres Opvartning for ham samt give ham Foræringer ved festlige Lejligheder, naar de da ikke vilde støde Dronningen for Hovedet.
Som sagt, Bourdelot spillede første Violin ved Dronning Christinas Hof i det Aar, han var hendes erklærede Yndling. Han var taktløs nok til at trænge sig ind i alle Forhold, de huslige, politiske, private og offentlige. Høje og lave begærede hans Forbøn hos Dronningen, og han lod sig vederlægge i rede Mønt for sin Ulejlighed. Fra denne Tid af trak Dronningen sig tilbage fra de lærde, saavel dem fra Sverrig som dem fra de sydligere fremmede Lande, for hvem Sverrig hidtil havde været et rent Eldorado, hvor de bleve modtagne med aabne Arme og rigeligt lønnede. Bourdelot fraraadede Dronning Christina de ivrige Studier og alt anstrengende Arbejde. Hun drog sig i Virkeligheden nu bort fra Videnskabens Dyrkere, og samtidigt trak hun ogsaa sin gavmilde Haand overfor dem tilbage. Som Følge deraf forstummede nu de lærdes Lyre, som forhen blev stemt for i høje Toner at udbasune Ros og Lovprisninger over den enestaaende lærde og kloge Dronning i det høje, kolde Norden.
Det var Bourdelot, som ledte Dronning Christina ind paa en anden Bane end hidtil. I Stedet for Studier, som tidligere, var det nu Fornøjelser, det gik løs paa, hvoraf fulgte Forsømmelser af Statssager og Forødelse af Statens Midler til Hoffester og lignende. Bourdelot sørgede for, at der indforskreves Franskmænd fra Paris, som forstod at arrangere alle Slags Fester, Balletter og Adspredelser paa bedste Maade. Dronning Christina skulde more sig og forslaa Grillerne. Vilde hun foretage sig noget alvorligt, studere eller beskæftige sig med noget, der ikke var efter Bourdelots Hoved, var han straks ved Haanden og erklærede, at Dronningens Puls ikke var god, og at hun skulde skaanes for ikke at sætte sin Sundhed paa Spil. Fester, Baller og Komedier optog nu næsten hele hendes Tid, saa hun fra den Tid af var vanskeligere for Ministrene at faa i Tale end før. Hun blev fornærmet, naar hun blev mindet om Arbejde.
Da hun saaledes engang holdt Fest paa Jakobsdal, det nuværende Ulriksdal, flere Dage i Træk, og der netop kom en Depeche fra Kong Frederik d. 3dje af Danmark, der krævede hurtigt Svar, henvendte den danske Gesandt, Peder Juel til Hundsbæk, sig til Kantsler Oxenstjerna for at faa Dronning Christinas Svar lidt snart, men Oxenstjerna svarede Peder Juel: «Selv om jeg kunde tjene 10,000 Daler derved, tør jeg dog ikke tage ud til Jakobsdal, hvor Dronningen er, men det maa vente, til hun af sig selv kommer til Byen igen.»
Den engelske Gesandt Whiteloke [sic] klagede paa samme Tid over, at ved Audientserne hørte man ikke Tale om andet end Filosofi, Fornøjelser og Balletter, men fik intet Svar paa sine alvorlige Spørgsmaal.
Det hele svenske Folk klagede; thi Bourdelot forøgede Uviljen imod sig ved sin hele udfordrende Optræden. Rigsraaderne harmedes baade over hans Overmod og endnu mere over hans Indflydelse paa Statsanliggenderne. Lægerne beskyldte Bourdelot for at være en Kvaksalver, og det var et mærkeligt Træf, som styrkede denne Dom, at flere Patienter, som havde betroet sig til ham, efter kort Tids Forløb hjemfaldt til Gravens Ro og Stilhed. Dernæst klagede Præsteskabet over, at Bourdelot indgav Dronningen ugudelige og usædelige Tanker, han, som selv var en Gudsfornægter og Bedrager. Den svenske Almue var overbevist om, at Bourdelot var besat af en ond Aand, og at han benyttede Trolddom for at forhekse Dronningen. De lærde samstemmede dermed, thi deres gyldne Periode var nu omme, og Bourdelots Haan og Drillerier vare næsten det eneste sikre Udbytte af deres Virken ved Hoffet.
Det Fritænkeri, som var Grundtonen i Dr. Bourdelots lærde og filosofiske Samtaler med Dronning Christina, udøvede snart sin Indflydelse paa denne, saa hun ved sin Ligegyldighed for Religionen i sine sidste Regeringsaar gav et meget slet Eksempel. Bivaanede hun saaledes den offentlige Gudstjeneste, var det alene for et Syns Skyld; thi hun læste som oftest i en latinsk Forfatter, medens Prædikenen stod paa, og tilkendegav paa flere Maader, at det hele trættede og kedede hende.
En Forfatter fra den Tid skriver: «Gudsfrygten bliver letsindigt behandlet her: Helligdagene blive til Danse- og Forlystelsesdage.»
Den uheldige Indflydelse, som Bourdelots Fritænkeri havde paa Dronning Christina, formente den svenske Gejstlighed paa egne og Folkets Vegne at burde paatale. For at gøre det saa skaansomt som muligt henvendte den sig til Dronning Christinas Moder, Enkedronning Maria Eleonora, som var den lutherske Trosbekendelse inderlig hengiven. Enkedronningen ansaa det for sin moderlige Pligt at advare den forvildede Datter, til hvilken hun derfor talte om Bourdelots farlige Grundsætninger i Modsætning til Christinas Faders ærefulde Tro paa og Kamp for den sande Lære. Dronning Christina takkede Moderen for hendes gode Mening, men tilføjede, at det Emne var for højt og for svært; det maatte overlades til dem, der forstod det; «men«, føjede Datteren til, «hun skulde nok lære det Godtfolk noget andet, der havde lokket Moderen til at paatage sig dette Hverv.»
Den bløde Moder tabte Slaget overfor den haarde Datter, og i Moderens paafølgende Grædescene maatte Datteren Christina tilsidst stille hendes Taarer, dog uden Resultat for selve Sagens Vedkommende.
Spørges der, hvorledes Dronning Christina befandt sig i den Glædernes Runddans, som Bourdelot arrangerede for hende ved alle de Fester, Skuespil og Balletter, der opførtes, saa er det vist, at hun i Længden ikke tiltaltes og oplivedes derved, men følte sig tom, træt og mæt. I Fortrolighed udlod hun sig til sine Omgivelser: «Det er i Længden en kedelig Underholdning; jeg hører og ser næsten altid det samme. Jeg indser nok, at jeg maa til at optage mine Studier igen og underholde mig med de lærde.»
Da man vovede at svare hende, at det nu vilde være svært, og at hendes Tid ikke vilde strække til, svarede Dronning Christina: «Naar det ikke gaar paa den ene Maade, saa skal det gaa paa den anden»; derfor mente man, at hun da tænkte paa at nedlægge Kronen, hvilket hun forresten tidligere til sine fortrolige havde talt om, men som disse meget fraraadede hende nogen Sinde at tænke paa.
Imidlertid lakkede det dog mod Enden med Bourdelots Ophold i Sverrig, hvad enten det nu var ham selv, der følte, at det var det klogeste at trække sig tilbage, eller det var Dronningen, der mente det farligt at trodse den stigende Misfornøjelse længere. Dronningens Velvilje overfor Bourdelot var dog uformindsket i Afskedsstunden; han fik en Rejseskilling paa 20,000 Kroner i Haanden samt dobbelt saa stor en Sum at hæve i Paris Aaret efter, naar han kom til Frankrig, foruden de Penge og Værdigenstande, som han førte hjem med sig fra dette sit svenske Plyndringstog. Selve Afrejsen var beskeden nok, thi af Frygt for at blive insulteret af Befolkningen drog denne Dronningens Yndling uformærket ud af Stockholm ved Nattetid. Den lærde Vossius skrev til sin Hjemstavn: «Bourdelot er nu rejst, belæsset med Guld og Forbandelser, begge i en uhyre Mængde.»
Dronning Christina gav her, som saa ofte, Bevis paa sin let omskiftelige Velvilje. Ude af Øje, ude af Sind; thi da Bourdelot først var borte, havde hun snart glemt ham. To Maaneder efter talte hun endog om ham med Foragt og brød sig end ikke om at aabne eller læse de Breve, han sendte hende. Da Dronning Christina senere hen efter sin Tronfrasigelse kom til Bryssel, gjorde Bourdelot hende der sin Opvartning, men blev koldt modtagen, halvt afvist, idet hun sagde, at hun nu ej længere trængte til Medicin.
With modernised spelling:
På det tidspunkt, da dronning Kristina fik det ovenomtalte ufrivillige bad, var hendes helbred ikke så god som ønskeligt; hun havde endog et par år forud været alvorligt syg. Da hun ikke altid undte sig søvn nok, anvendte for megen tid på studierne og tog for lidt hensyn til diæten, så led hun stundom af feber, besvimelse og afkræftelse.
Hendes hyppige sygdomsanfald medførte nødvendigheden af indkaldelsen af en duelig læge. Da anbefalede den lærde historiker, franskmanden Saumaise, som da var ved det svenske hof, sin landsmand, dr. Bourdelot — de vare nemlig begge fødte i Bourgogne. Lægen Bourdelot kom derfor til Sverige og blev nu en af de dristigste af den bande eventyrere, som omsværmede dronning Kristina i hele hendes regeringstid.
Dr. Bourdelot var søn af en barbér i byen Sens i Bourgogne; han hed oprindelig Michour [sic], men for at komme bedre frem i verden antog han sin morbroders navn Bourdelot, der var mere kendt og mere agtet end hans eget. Han var først ansat på et apotek i sin fødeby og blev senere sendt til slægtninge i Paris, hvor han drev medicinske studier, som lykkedes godt for ham, da han var vel begavet.
Han var så heldig senere hen at arve en onkel og ved samme tidspunkt at blive læge hos «den store Condé», prins Louis Condé af Frankrig. Dr. Bourdelot kom senere til Rom, hvor han ved sin ubegribelige evne til at bore sig ind allevegne havde fået audiens hos og vundet pave Urban den ottendes velvilje, så han mod at tilse fattige syge fik tilsagn om et gejstligt embede, skønt han var så lidt præsteligt anlagt som vel muligt.
Den omstændighed, at dr. Bourdelot havde været i nærmere berøring med »den store Condé» såvel som med pave Urban den ottende, var i dronning Kristinas øjne en særlig anbefaling for de nyantagne franske læge; og forinden vi gå videre og omtale Bourdelots virksomhed i Sverige, skal her kortelig berøres, hvorpå dronning Kristinas sympati for pave Urban den ottende og prinsen af Condé beroede.
Da pave Urban den ottende var bange for, at den tyske kejser Ferdinand den tredje skulle misbruge sin magt til at fortrædige Pavestaten, glædede han sig hemmeligt over den svenske armés fremgang i Tyskland, da den bidrog til at svække det habsburgske Hus og derved forhindre kejser Ferdinand den tredjes truende forholdsregler imod Italien. Pave Urban sluttede sig endog sammen med Frankrig, og dette igen med det protestantiske Sverige, så de katolske pavelige og de protestantiske svenske kæmpede med samme formål. Her skete altså, hvad før var sket, at paven satte politiken over religionen.
Hvad prinsen af Condé angik, fattede dronning Kristina tidligt stor beundring for denne store hærfører. Ved hendes regeringstiltrædelse begyndte en nøjere sammenvirkning imellem den franske og den svenske armé.
Prins Louis af Condé tilligemed marskalk Turenne vandt ved Nördlingen 1645 et slag over de kejserlige under general Mercy. Dronning Kristina sendte i den anledning en forbindtlig skrivelse til Condé; hun takkede ham for den herlige sejr, fordi han havde hævnet hendes krigerens mânes, nemlig dem fra det af de svenske tabte slag 1634. Condé svarede, at det glædede ham at kunne hævne den skade, som var tilføjet Gustav Adolfs våben efter dennes død, da lykken næppe ville have forladt ham, ifald han havde levet.
For at komme tilbage til Bourdelot, han var ikke alene læge, men tillige hofmand og selskabsmand og i besiddelse af vittighed og lune samt en skarp kritiker. Han kunde synge, spille guitar, male lidt, tillave vellugtende sager samt forstod at arrangere fester, optog og skuespil etc. Som man ser, var han mangesidig og forstod at bringe det i anvendelse i de nye forhold, da han først på året 1652 kom til det svenske hof.
Foreløbig foreskrev han dronning Kristina en forandret levevis tilligemed åreladninger, varme bade og regelmæssig diæt. Det lykkedes Bourdelot ved sine kure i ganske kort tid at bedre dronningens helbredstilstand betydeligt. Hun gav ham derfor snart fast ansættelse som første livlæge. Hans åndrige, livlige samtale og vittigheder på andres, især de lærdes bekostning tiltalte dronningen meget; han skulle derfor altid være om hende. Ved taffelet stod han bag ved hendes stol for at opvarte hende, og sjældent henvendte dronningen talen til andre end ham. I begyndelsen boede Bourdelot ved siden af slottet, lige overfor Axel Oxenstierna, og det ligesom på trods, da den gamle rigskansler aldrig havde kunnet udstå ham.
Dronning Kristina var så meget desto mere henrykt; hun udtalte ofte, at næst Gud havde hun dr. Bourdelot at takke for sit liv, og at han var datidens største mand, ikke alene i medicinen, men i enhver videnskab. Bourdelot blev som fortumlet af denne virak, han blev stolt og utålelig overfor alle øvrige hoffolk. De måtte alle finde sig deri, gøre deres opvartning for ham samt give ham foræringer ved festlige lejligheder, når de da ikke ville støde dronningen for hovedet.
Som sagt, Bourdelot spillede første violin ved dronning Kristinas hof i det år, han var hendes erklærede yndling. Han var taktløs nok til at trænge sig ind i alle forhold, de huslige, politiske, private og offentlige. Høje og lave begærede hans forbøn hos dronningen, og han lod sig vederlægge i rede mønt for sin ulejlighed. Fra denne tid af trak dronningen sig tilbage fra de lærde, såvel dem fra Sverige som dem fra de sydligere fremmede lande, for hvem Sverige hidtil havde været et rent Eldorado, hvor de bleve modtagne med åbne arme og rigeligt lønnede.
Bourdelot frarådede dronning Kristina de ivrige studier og alt anstrengende arbejde. Hun drog sig i virkeligheden nu bort fra videnskabens dyrkere, og samtidigt trak hun også sin gavmilde hånd overfor dem tilbage. Som følge deraf forstummede nu de lærdes lyre, som forhen blev stemt for i høje toner at udbasune ros og lovprisninger over den enestående lærde og kloge dronning i det høje, kolde Norden.
Det var Bourdelot, som ledte dronning Kristina ind på en anden bane end hidtil. I stedet for studier, som tidligere, var det nu fornøjelser, det gik løs på, hvoraf fulgte forsømmelser af statssager og forødelse af Statens midler til hoffester og lignende. Bourdelot sørgede for, at der indforskreves franskmænd fra Paris, som forstod at arrangere alle slags fester, balletter og adspredelser på bedste måde. Dronning Kristina skulle more sig og forslå grillerne. Ville hun foretage sig noget alvorligt, studere eller beskæftige sig med noget, der ikke var efter Bourdelots hoved, var han straks ved hånden og erklærede, at dronningens puls ikke var god, og at hun skulle skånes for ikke at sætte sin sundhed på spil. Fester, baller og komedier optog nu næsten hele hendes tid, så hun fra den tid af var vanskeligere for ministrene at få i tale end før. Hun blev fornærmet, når hun blev mindet om arbejde.
Da hun således engang holdt fest på Jakobsdal, det nuværende Ulriksdal, flere dage i træk, og der netop kom en depeche fra kong Frederik den tredje af Danmark, der krævede hurtigt svar, henvendte den danske gesandt, Peder Juel til Hundsbæk, sig til kansler Oxenstierna for at få dronning Kristinas svar lidt snart, men Oxenstierna svarede Peder Juel:
«Selv om jeg kunne tjene 10,000 daler derved, tør jeg dog ikke tage ud til Jakobsdal, hvor dronningen er, men det må vente, til hun af sig selv kommer til byen igen.»
Den engelske gesandt Whitelocke klagede på samme tid over, at ved audienserne hørte man ikke tale om andet end filosofi, fornøjelser og balletter, men fik intet svar på sine alvorlige spørgsmål.
Det hele svenske folk klagede; thi Bourdelot forøgede uviljen imod sig ved sin hele udfordrende optræden. Rigsråderne harmedes både over hans overmod og endnu mere over hans indflydelse på statsanliggenderne. Lægerne beskyldte Bourdelot for at være en kvaksalver, og det var et mærkeligt træf, som styrkede denne dom, at flere patienter, som havde betroet sig til ham, efter kort tids forløb hjemfaldt til gravens ro og stilhed.
Dernæst klagede præsteskabet over, at Bourdelot indgav dronningen ugudelige og usædelige tanker, han, som selv var en gudsfornægter og bedrager. Den svenske almue var overbevist om, at Bourdelot var besat af en ond ånd, og at han benyttede trolddom for at forhekse dronningen. De lærde samstemmede dermed, thi deres gyldne periode var nu omme, og Bourdelots hån og drillerier vare næsten det eneste sikre udbytte af deres virken ved hoffet.
Det fritænkeri, som var grundtonen i dr. Bourdelots lærde og filosofiske samtaler med dronning Kristina, udøvede snart sin indflydelse på denne, så hun ved sin ligegyldighed for religionen i sine sidste regeringsår gav et meget slet eksempel. Bivånede hun således den offentlige gudstjeneste, var det alene for et syns skyld; thi hun læste som oftest i en latinsk forfatter, medens prædikenen stod på, og tilkendegav på flere måder, at det hele trættede og kedede hende.
En forfatter fra den tid skriver: «Gudsfrygten bliver letsindigt behandlet her: helligdagene blive til danse- og forlystelsesdage.»
Den uheldige indflydelse, som Bourdelots fritænkeri havde på dronning Kristina, formente den svenske gejstlighed på egne og folkets vegne at burde påtale. For at gøre det så skånsomt som muligt henvendte den sig til dronning Kristinas moder, enkedronning Maria Eleonora, som var den lutherske trosbekendelse inderlig hengiven. Enkedronningen anså det for sin moderlige pligt at advare den forvildede datter, til hvilken hun derfor talte om Bourdelots farlige grundsætninger i modsætning til Kristinas faders ærefulde tro på og kamp for den sande lære.
Dronning Kristina takkede moderen for hendes gode mening, men tilføjede, at det emne var for højt og for svært; det måtte overlades til dem, der forstod det; men, føjede datteren til, hun skulle nok lære det godtfolk noget andet, der havde lokket moderen til at påtage sig dette hverv.
Den bløde moder tabte slaget overfor den hårde datter, og i moderens påfølgende grædescene måtte datteren Kristina tilsidst stille hendes tårer, dog uden resultat for selve sagens vedkommende.
Spørges der, hvorledes dronning Kristina befandt sig i den glædernes runddans, som Bourdelot arrangerede for hende ved alle de fester, skuespil og balletter, der opførtes, så er det vist, at hun i længden ikke tiltaltes og oplivedes derved, men følte sig tom, træt og mæt. I fortrolighed udlod hun sig til sine omgivelser: «Det er i længden en kedelig underholdning; jeg hører og ser næsten altid det samme. Jeg indser nok, at jeg må til at optage mine studier igen og underholde mig med de lærde.»
Da man vovede at svare hende, at det nu ville være svært, og at hendes tid ikke ville strække til, svarede dronning Kristina: «Når det ikke går på den ene måde, så skal det gå på den anden»; derfor mente man, at hun da tænkte på at nedlægge kronen, hvilket hun forresten tidligere til sine fortrolige havde talt om, men som disse meget frarådede hende nogensinde at tænke på.
Imidlertid lakkede det dog mod enden med Bourdelots ophold i Sverige, hvad enten det nu var ham selv, der følte, at det var det klogeste at trække sig tilbage, eller det var dronningen, der mente det farligt at trodse den stigende misfornøjelse længere. Dronningens velvilje overfor Bourdelot var dog uformindsket i afskedsstunden; han fik en rejseskilling på 20,000 kroner i hånden samt dobbelt så stor en sum at hæve i Paris året efter, når han kom til Frankrig, foruden de penge og værdigenstande, som han førte hjem med sig fra dette sit svenske plyndringstog.
Selve afrejsen var beskeden nok, thi af frygt for at blive insulteret af befolkningen drog denne dronningens yndling uformærket ud af Stockholm ved nattetid. Den lærde Vossius skrev til sin hjemstavn: «Bourdelot er nu rejst, belæsset med guld og forbandelser, begge i en uhyre mængde.»
Dronning Kristina gav her, som så ofte, bevis på sin let omskiftelige velvilje. Ude af øje, ude af sind; thi da Bourdelot først var borte, havde hun snart glemt ham. To måneder efter talte hun endog om ham med foragt og brød sig end ikke om at åbne eller læse de breve, han sendte hende. Da dronning Kristina senere hen efter sin tronfrasigelse kom til Bryssel, gjorde Bourdelot hende der sin opvartning, men blev koldt modtagen, halvt afvist, idet hun sagde, at hun nu ej længere trængte til medicin.
English translation (my own):
At the time when Queen Kristina had the above involuntary bath, her health was not as good as desired; she had even been seriously ill for a few years before. Because she did not always let herself get enough sleep, spent too much time on her studies and had too little consideration for her diet, she sometimes suffered from fever, fainting and weakness.
Her frequent attacks of illness necessitated the summoning of a capable physician. Then the learned historian, the Frenchman Saumaise, who was then at the Swedish court, recommended his countryman, Dr. Bourdelot — for they were both born in Burgundy. The doctor Bourdelot therefore came to Sweden and now became one of the boldest of the band of adventurers who surrounded Queen Kristina throughout her reign.
Dr. Bourdelot was the son of a barber in the town of Sens in Burgundy; his original name was Michour [sic], but in order to advance in the world he assumed the name of his maternal uncle, Bourdelot, which was better known and more esteemed than his own. He was first employed in a pharmacy in his native town and was later sent to relatives in Paris, where he pursued medical studies, which he succeeded well in, as he was well-gifted.
He was fortunate later on to inherit an uncle and at the same time to become a physician to "le Grand Condé", Prince Louis Condé of France. Dr. Bourdelot later came to Rome, where, by his incomprehensible ability to penetrate everywhere, he had obtained an audience with and won the goodwill of Pope Urban VIII, so that, in return for attending to the poor sick, he was promised a clerical position, although he was as little priestly as possible.
The fact that Dr. Bourdelot had been in close contact with "le Grand Condé" as well as with Pope Urban VIII was, in Queen Kristina's eyes, a special recommendation for the newly appointed French doctor; and before we go on to discuss Bourdelot's activities in Sweden, we must briefly touch upon what Queen Kristina's sympathy for Pope Urban VIII and the Prince de Condé was based on.
When Pope Urban VIII was afraid that the German Emperor Ferdinand III would abuse his power to oppress the Papal States, he secretly rejoiced at the success of the Swedish army in Germany, as it helped to weaken the House of Habsburg and thereby prevent Emperor Ferdinand III's threatening measures against Italy. Pope Urban even joined forces with France, and this in turn with Protestant Sweden, so that the Catholic papists and the Protestant Swedes fought with the same aim. What had happened before therefore happened here: the Pope put politics above religion.
As for the Prince de Condé, Queen Kristina early developed a great admiration for this great military leader. Upon her accession to the throne, closer cooperation between the French and Swedish armies began.
Prince Louis de Condé, together with Maréchal Turenne, won a battle at Nördlingen in 1645 over the imperial forces under General Mercy. Queen Kristina sent a solemn letter to Condé on that occasion; she thanked him for the glorious victory because he had avenged the blood of her warriors, namely those from the battle lost by the Swedes in 1634. Condé replied that he was pleased to be able to avenge the damage that had been done to Gustav Adolf's arms after his death, as fortune would hardly have deserted him if he had lived.
To return to Bourdelot, he was not only a doctor, but also a courtier and socialite, possessed of wit and whimsy, and a sharp critic. He could sing, play the guitar, paint a little, prepare fragrant things, and knew how to arrange parties, processions, plays, etc. As one can see, he was versatile and knew how to apply it in the new circumstances when he first came to the Swedish court in 1652.
For the time being, he prescribed Queen Kristina a changed lifestyle, along with bloodletting, warm baths and a regular diet. Bourdelot managed to improve the Queen's health considerably in a very short time with his cures. She therefore soon gave him a permanent position as her first physician. His witty, lively conversation and jokes at the expense of others, especially the scholars, appealed to the Queen very much; he was therefore always around her. At table he stood behind her chair to wait on her, and the Queen rarely addressed anyone but him. At first, Bourdelot lived next to the castle, directly opposite Axel Oxenstierna, and this was as if in spite of the fact that the old Grand Chancellor had never been able to stand him.
Queen Kristina was all the more delighted; she often stated that next to God, she had Dr. Bourdelot to thank for her life, and that he was the greatest man of his time not only in medicine, but in every science. Bourdelot was as if dazed by this incense; he became proud and intolerable towards all the other courtiers. They all had to put up with it, do their attendance on him and give him presents on festive occasions if they did not want to offend the Queen.
As has been said, Bourdelot played first violin at Queen Kristina's court in the year he was her declared favourite. He was tactless enough to intrude into all matters, domestic, political, private and public. High and low sought his intercession with the Queen, and he was rewarded in full for his inconvenience. From this time on, the Queen withdrew from scholars, both those from Sweden and those from the more southern foreign countries, for whom Sweden had hitherto been a pure El Dorado, where they were received with open arms and richly remunerated.
Bourdelot discouraged Queen Kristina from ardent studies and all strenuous work. She in reality now withdrew from the cultivators of science, and at the same time she also withdrew her generous hand towards them. As a result, the lyre of the scholars, which had formerly been tuned to trumpet in high tones the praise and adoration of the uniquely learned and wise Queen in the high, cold North fell silent.
It was Bourdelot who led Queen Kristina onto a different path than before. Instead of studying, as before, she now indulged in pleasures, which resulted in neglect of state affairs and the wasting of the State's funds for court parties and the like. Bourdelot ensured that Frenchmen from Paris were registered who knew how to arrange all kinds of parties, ballets and entertainments in the best possible way. Queen Kristina was to have fun and avoid whims. If she wanted to do something serious, study or do something that was not to Bourdelot's liking, he was immediately at hand and declared that the Queen's pulse was not good and that she should be spared so as not to put her health at risk. Parties, balls and comedies now occupied almost all of her time, so that from that time on it was more difficult for the ministers to get her to talk to her than before. She would get offended when she was reminded of work.
When she once held a party at Jakobsdal, the present Ulriksdal, for several days in a row, and a dispatch from King Frederik III of Denmark arrived, demanding a quick answer, the Danish envoy, Peder Juel of Hundsbæk, approached Grand Chancellor Oxenstierna to get Queen Kristina's answer quickly, but Oxenstierna replied to Peder Juel:
"Even if I could earn 10,000 dalers by doing so, I dare not go to Jakobsdal, where the Queen is, but it must wait until she comes to town again of her own accord."
At the same time, the English envoy Whitelocke complained that at the audiences one heard nothing but philosophy, pleasures and ballets, but received no answers to one's serious questions.
The whole Swedish people complained, for Bourdelot increased their dislike of him by his whole defiant behaviour. The councilmen were indignant both at his arrogance and even more at his influence on affairs of state. The doctors accused Bourdelot of being a quack, and it was a strange coincidence that strengthened this judgement that several patients who had put their trust in him, after a short time, returned to the peace and quiet of the grave.
Next, the clergy complained that Bourdelot was instilling ungodly and immoral thoughts in the Queen, he who was himself a denier of God and a deceiver. The Swedish common people were convinced that Bourdelot was possessed by an evil spirit and that he was using sorcery to bewitch the Queen. The scholars concurred with this, for their golden period was now over, and Bourdelot's mockery and teasing were almost the only sure result of their work at court.
The free thinking which was the keynote of Dr. Bourdelot's learned and philosophical conversations with Queen Kristina soon exerted its influence on the latter, so that, by her indifference to religion during the last years of her reign, she set a very bad example. Thus, if she attended public worship, it was only for the sake of appearances, for she usually read from a Latin author while the sermon was being preached and showed in several ways that the whole thing tired and bored her.
A writer from that time writes: "The fear of God is treated lightly here: the holy days become days of dancing and amusement."
The unfortunate influence that Bourdelot's free thinking had on Queen Kristina, the Swedish clergy thought it necessary to denounce on their own behalf and on behalf of the people. In order to do so as gently as possible, they turned to Queen Kristina's mother, Dowager Queen Maria Eleonora, who was a fervent devotee of the Lutheran faith. The Dowager Queen considered it her motherly duty to warn her wayward daughter, to whom she therefore spoke of Bourdelot's dangerous principles in contrast to Kristina's father's honourable faith in and struggle for the true doctrine.
Queen Kristina thanked her mother for her good opinion, but added that the subject was too lofty and too difficult; it had to be left to those who understood it; but, added the daughter, she would probably teach the nobles something else that had enticed her mother to undertake this task.
The soft mother lost the battle to her tough daughter, and in her mother's subsequent scene of weeping, the daughter Kristina finally had to calm her tears, although without any result in terms of the case itself.
If one asks how Queen Kristina found herself in the round dance of joy that Bourdelot arranged for her at all the parties, plays and ballets that were performed, it is certain that in the long run she was not appealed and enlivened by it, but felt empty, tired and full. In confidence she vented to the people around her:
"It is in the long run a boring entertainment; I almost always hear and see the same thing. I realise that I must take up my studies again and entertain myself with the scholars."
When someone dared to tell her that it would now be difficult and that her time would not be enough, Queen Kristina replied: "When it doesn't work out one way, it will have to work out another way"; therefore, it was believed that she was then thinking of abdicating the crown, which, by the way, she had previously spoken about to her confidants, but which they strongly discouraged her ever to think about.
However, Bourdelot's stay in Sweden was coming to an end, whether it was he himself who felt that it was wisest to withdraw, or it was the Queen who thought it dangerous to defy the growing discontent any longer. The Queen's goodwill towards Bourdelot was, however, undiminished at the moment of farewell; he was given a travel allowance of 20,000 crowns in his hand and a double sum to withdraw in Paris the following year when he arrived in France, in addition to the money and valuables that he brought home with him from this Swedish plundering expedition.
His departure itself was modest enough; for fear of being insulted by the population, this favourite of the Queen left Stockholm unnoticed at night. The learned Vossius wrote to his home province: "Bourdelot has now departed, laden with gold and curses, both in immense quantities."
Queen Kristina here, as so often, gave evidence of her easily changeable goodwill. Out of sight, out of mind; for once Bourdelot was gone, she had soon forgotten him. Two months later she even spoke of him with contempt and did not even care to open or read the letters he sent her. When Queen Kristina later came to Brussels after her abdication, Bourdelot paid her a visit there, but was coldly received, half rejected, her saying that she now no longer needed medicine.
Above: Kristina.
Above: Pierre Bourdelot.
Above: The Prince de Condé.
