Source:
Dronning Christina af Sverrig 1626-1689, pages 29 to 34, published by H. E. Friis, 1896
The account:
Selv efterat Dronning Christina havde tabt al Lyst til at beskæftige sig med Statssager, bevarede hun Interessen for Studierne, og de indkaldte Videnskabsmænd betragtede Sverrig som et rent Gosens Land og lovpriste den enestaaende Dronning baade i Tale og paa Vers, da den fejrede Elev betalte dem kongeligt.
Længere hen kededes Dronning Christina ogsaa ved de mere dybtgaaende Studier, da andre Udlændinge af mindre lødig Beskaffenhed traadte til og fik hende lært, istedetfor at nytte Tiden, at slaa Tiden ihjel ved alene at tænke paa Fornøjelser og Adspredelser, bortset fra de uhørte Udgifter, disse medførte, og det slette Eksempel og den moralske Fordærvelse, dette Liv afgav for hendes Samtid.
En Hofyndling var sjælden synderlig længe i Dronning Christinas Gunst, thi Vankelmodighed i denne Henseende og en stor Lyst til Afveksling hørte til hendes særlige Egenskaber. I Begyndelsen var det en indfødt Svensk, Grev Magnus de la Gardie, der indtog Yndlingens misundelsesværdige Plads, og det var ham, der holdt sig længst, i hele 7 Aar. Efter hans Fald vare Yndlingerne for største Delen Udlændinge. Blandt disse fremmede vare nogle af et mere end tvivlsomt Rygte, saasom Corfitz Ulfeld af Danmark og Radziejewsky fra Polen, der begge for Landsforræderi vare dømte fra Ære, Liv og Gods i deres respektive Fødestavne; men det synes, som om Dronning Christina, satte en Ære i at tage sig af den Slags Folk og skaffe dem Oprejsning for de Forurettelser, de formente sig at have lidt, hvor de kom fra.
Paa de følgende Blade ville vi nærmere lære at kende nogle faa af den Skare, der fra Tid til anden flokkedes om Dronning Christina, dog ville kun de vigtigste med Hensyn til at belyse Forholdene blive nærmere omtalte, da det vilde blive for vidtløftigt at tage dem alle med.
Ovennævnte Grev Magnus de la Gardie, der længst havde det Held at bevare Dronning Christinas Naade, var Ætling af en fransk Slægt, hvis Stamfædre ejede Godset la Gardie i Languedoc. I det 16de Aarhundrede indvandrede en Gren af Slægten til Sverrig. Magnus's Fader, Grev Jacob de la Gardie, var gift med den skønne Ebba Brahe, Kong Gustav Adolfs Ungdoms Kærlighed. Af Jacob de la Gardies og Ebba Brahes 14 Børn var Magnus det 4de i Rækken. Ligesom Grev Magnus var af Sverrigs højeste Adel, modtog han tillige den omhyggeligste Opdragelse og studerede dernæst i Frankrig samt senere ved Universitetet i Leyden. I Frankrig, hvor saavel hans franske Herkomst som belevne Væsen vandt ham alles Hjerter, blev han meget vel modtaget ved Hoffet. Den senere Kong Ludvig den 14de, som da var ung, forærede ham sit Billede med Diamanter, og Kardinal Mazarin tilbød ham et fransk Regiment, hvilket Magnus, efter at indhentet Raad hjemmefra, dog afslog at modtage; kort efter tog han hjem.
I Stockholm vakte den unge, statelige, fint dannede Greve stor Opmærksomhed ved hele sit Væsens behagelige Forening af Kundskaber, Belevenhed og Omgængelighed. Han tilbød straks Hoffet sin Tjeneste, og da han ogsaa paa Dronning Christina havde gjort det bedste Indtryk, antog hun ham og udnævnte ham til Chef for Livgarden med 3000 Kroner mere i Gage, end der ellers var normeret for denne Stilling.
Dronning Christina overvurderede dog denne nye Yndlings, Grev Magnus's Betydning; hun mente nemlig, at han maatte kunne afløse og erstatte den gamle Minister Oxenstjerna fuldt ud. For at give ham Lejlighed til at høste Berømmelse og gøre sig fortjent af Sverrig fik hun den Idé at sende et overordentligt Gesandtskab til Frankrig og sætte Greve Magnus i Spidsen derfor. Øjemedet skulde være at lykønske det franske Hof til dets Sejre i Tyskland samt takke for Frankrigs Medvirkning ved den nylig afsluttede Fred i Brømsebro o. s. v. Disse Grunde havde ikke stort at sige; det hele var kun tomme Ceremonier, som den svenske Gesandt i Paris godt kunde have besørget. Rigskantsler Oxenstjerna søgte ogsaa at modsætte sig det hele Foretagende som baade unødvendigt og meget dyrt; men det hjalp ikke; Dronning Christina fik dog sin Vilje trumfet igennem.
Dronning Christina vilde have, da det var den første Ambassade under hendes Regering, at der skulde udfoldes den størst mulige Pragt, samt at Grev Magnus de la Gardie skulde sættes i Spidsen for det hele. Under ham kom der til at staa en Hofmarskalk, to Kammerherrer, 16 Adelsmænd af den højere Adel og 30 Adelsmænd af den lavere Grad, 8 Gardister, 4 Pager, 6 Lakajer og 4 Trompetere, alle af Dronningens egne Folk. Med Tjenerskab udgjorde det hele Selskab 200 Personer, som paa et Linieskib og 3 Fregatter overførtes direkte til Frankrig, fra Gøteborg til Dieppe.
Samtidigt med, at Grev M. de la Gardie var bleven ansat ved Dronning Christinas Hof, var der kommen en ny fransk Gesandt, Chanut, til Stockholm. Denne Franskmand syntes Dronning Christina ogsaa særdeles godt om, idet han var en lærd og kundskabsrig Mand, der kunde tale fem forskellige Sprog; desuden var han dygtig i Matematik og Filosofi. Chanut, hvis fortrinlige Egenskaber passede saa udmærket for Dronning Christinas Karakter, erhvervede sig i kort Tid hendes store Bevaagenhed, og hendes store Forkærlighed for Frankrig, dets Nationalitet, Sprog og Kultur skrev sig især fra denne Tid og var en medvirkende Grund for hende til at faa ovennævnte svenske Gesandtskab sendt til Frankrig.
Denne Franske Gesandt Chanut i Stockholm skrev til Kardinal Mazarin, at der endelig maatte blive gjort megen Stads i Frankrig af Grev Magnus de la Gardie, da Dronning Christina vilde sætte stor Pris derpaa, saasom denne Greve stod højt i Dronningens Gunst.
I Frankrig fulgte man de givne Vink. Kongelige Vogne fra det franske Hof bleve sendte Grev Magnus de la Gardie imøde til St. Denis, og han førtes med alle Æresbevisninger af den franske Ceremonimester ind til Paris, hvor Vendôme-Paladset var indrettet for ham og Følge, som beværtedes for kongelig Regning i al Overdaadighed i et Par Dage; derpaa fulgte en Række Gæstebud, Jagter, Baller og Skuespil. Den svenske Greve gjorde stor Opsigt og vandt overalt stort Bifald. Der var ingen ved det franske Hof, der overgik ham i statelig Udseende og Belevenhed eller i Jagt og Dans; ej heller gjorde det lidet til Sagen, at han strøede Penge ud med rund Haand, hvoraf den største Del optoges og laantes i Paris dels af de franske Subsidier, dels af en rig, svensk Undersaat, Salvius, som dog ikke senere fik Vederlag af Dronning Christina for denne paa hendes Vegne stiftede Gæld.
Ved sin Hjemkomst fra Frankrig blev Grev de la Gardie meget vel modtaget af Dronning Christina. Der blev naturligvis stærk Tale om den Hengivenhed, Dronningen nærede for den unge Mand, og man troede, at hun havde i Sinde at ægte ham. Hun er formodentlig bleven ked af den Snak, da den kom hende for Øre, og for at gøre Ende derpaa var det rimeligvis, at hun ønskede at gifte Grev Magnus de la Gardie med sit Søskendebarn, Pfalzgrevedatteren Maria Euphrosyna, for hvilken han havde næret varm Tilbøjelighed i flere Aar.
Dronning Christina gjorde det unge Pars Bryllup: foruden at give Juveler til Bruden forærede hun Parret 5000 Dukater og et stort Gods i Brudegave. I nogle Aar overøste Dronning Christina Magnus de la Gardie med store Gaver og Forfremmelser, men da han ikke kunde bære sin Lykke uden at spænde Buen for højt ved at ville sætte ondt for andre af Dronningens Yndlinge, saa hørte efter 7 Aars Forløb en skøn Dag hendes Bevaagenhed op, og Grev Magnus de la Gardies Rolle var udspillet, og andre udfyldte i kortere Tid hans Plads.
Samme Aar, som Grev de la Gardies Stjerne dalede, var der en ung Staldmester, Steinberg, ved Dronning Christinas Hof, som uforvarende ved et for ham heldigt Tilfælde kom til at gøre sin Lykke. Dronning Christina vilde nemlig en tidlig Morgenstund Kl. 4 i Juni Maaned 1652, fulgt af Admiral Fleming, General Wachtmeister og flere inspicere nogle Orlogsskibe, der nyligt vare udrustede. Der var lagt en Overgangsbro af løse Brædder over til det paagældende Skib, paa hvilket Dronning Christina vilde gaa ombord. Admiral Fleming, der vilde føre hendes Majestæt over, traadte fejl, plumpede i Vandet og rev hende med sig, idet han greb fat i Garneringen af hendes Kjole. De gik begge til Bunds, da Admiral Fleming blev ved at holde fast i Kjolen.
Staldmesteren Steinberg, der først opdagede Uheldet, sprang straks i Vandet bagefter dem og greb fat i den anden Side af Dronningens Kjole, samtidigt med at han raabte Alarm, hvorefter der straks kom Hjælp til, og alle Mand kom snart paa det tørre igen.
Dronning Christina ænsede ikke det ufrivillige Morgenbad videre, men holdt samme Dag offentligt Taffel og sagde spøgende ved dette: «Det var en Lykke for hende, at hun var vant til kun at drikke Vand, derfor gjorde denne Hændelse hende ikke noget, skønt Vandet smagte baade af Salt og Tjære; værre var det derimod for Admiral Fleming, der ellers kun drak Øl og Vin.»
Forresten roste hun skæmtevis Admiralen for hans Snarraadighed, at gribe fat i hendes Kjole og derved gøre sin egen Frelse mulig.
Redningsmanden Steinberg var fra den Dag af i vedvarende Gunst hos Dronningen, fik Gods og Guld og blev noget senere ophøjet i Grevestanden, skønt de gamle indfødte Adelsmænd søgte at forhindre det.
With modernised spelling:
Selv efterat dronning Kristina havde tabt al lyst til at beskæftige sig med statssager, bevarede hun interessen for studierne, og de indkaldte videnskabsmænd betragtede Sverige som et rent Gosens land og lovpriste den enestående dronning både i tale og på vers, da den fejrede elev betalte dem kongeligt.
Længere hen kededes dronning Kristina også ved de mere dybtgående studier, da andre udlændinge af mindre lødig beskaffenhed trådte til og fik hende lært, istedetfor at nytte tiden, at slå tiden ihjel ved alene at tænke på fornøjelser og adspredelser, bortset fra de uhørte udgifter, disse medførte, og det slette eksempel og den moralske fordærvelse, dette liv afgav for hendes samtid.
En hofyndling var sjælden synderlig længe i dronning Kristinas gunst, thi vankelmodighed i denne henseende og en stor lyst til afveksling hørte til hendes særlige egenskaber. I begyndelsen var det en indfødt svensk, grev Magnus de la Gardie, der indtog yndlingens misundelsesværdige plads, og det var ham, der holdt sig længst, i hele 7 år. Efter hans fald vare yndlingerne for største delen udlændinge.
Blandt disse fremmede vare nogle af et mere end tvivlsomt rygte, såsom Corfitz Ulfeldt af Danmark og Radziejowski fra Polen, der begge for landsforræderi vare dømte fra ære, liv og gods i deres respektive fødestavne; men det synes, som om dronning Kristina satte en ære i at tage sig af den slags folk og skaffe dem oprejsning for de forurettelser, de formente sig at have lidt, hvor de kom fra.
På de følgende blade ville vi nærmere lære at kende nogle få af den skare, der fra tid til anden flokkedes om dronning Kristina, dog ville kun de vigtigste med hensyn til at belyse forholdene blive nærmere omtalte, da det ville blive for vidtløftigt at tage dem alle med.
Ovennævnte grev Magnus de la Gardie, der længst havde det held at bevare dronning Kristinas nåde, var ætling af en fransk slægt, hvis stamfædre ejede godset la Gardie i Languedoc. I det 16. århundrede indvandrede en gren af slægten til Sverige. Magnus' fader, grev Jakob de la Gardie, var gift med den skønne Ebba Brahe, kong Gustav Adolfs ungdoms kærlighed. Af Jakob de la Gardies og Ebba Brahes 14 børn var Magnus det fjerde i rækken.
Ligesom grev Magnus var af Sveriges højeste adel, modtog han tillige den omhyggeligste opdragelse og studerede dernæst i Frankrig samt senere ved universitetet i Leiden. I Frankrig, hvor såvel hans franske herkomst som belevne væsen vandt ham alles hjerter, blev han meget vel modtaget ved hoffet. Den senere kong Ludvig den fjortende, som da var ung, forærede ham sit billede med diamanter; og kardinal Mazarin tilbød ham et fransk regiment, hvilket Magnus, efter at indhentet råd hjemmefra, dog afslog at modtage; kort efter tog han hjem.
I Stockholm vakte den unge, statelige, fint dannede greve stor opmærksomhed ved hele sit væsens behagelige forening af kundskaber, belevenhed og omgængelighed. Han tilbød straks hoffet sin tjeneste, og da han også på dronning Kristina havde gjort det bedste indtryk, antog hun ham og udnævnte ham til chef for livgarden med 3,000 kroner mere i gage, end der ellers var normeret for denne stilling.
Dronning Kristina overvurderede dog denne nye yndlings, grev Magnus' betydning; hun mente nemlig, at han måtte kunne afløse og erstatte den gamle minister Oxenstierna fuldt ud. For at give ham lejlighed til at høste berømmelse og gøre sig fortjent af Sverige, fik hun den idé at sende et overordentligt gesandtskab til Frankrig og sætte greve Magnus i spidsen derfor. Øjemedet skulle være at lykønske det franske hof til dets sejre i Tyskland, samt takke for Frankrigs medvirkning ved den nylig afsluttede fred i Brømsebro osv.
Disse grunde havde ikke stort at sige; det hele var kun tomme ceremonier, som den svenske gesandt i Paris godt kunne have besørget. Rigskansler Oxenstierna søgte også at modsætte sig det hele foretagende som både unødvendigt og meget dyrt. Men det hjalp ikke; dronning Kristina fik dog sin vilje trumfet igennem.
Dronning Kristina ville have, da det var den første ambassade under hendes regering, at der skulle udfoldes den størst mulige pragt, samt at grev Magnus de la Gardie skulle sættes i spidsen for det hele. Under ham kom der til at stå en hofmarskalk, to kammerherrer, 16 adelsmænd af den højere adel og 30 adelsmænd af den lavere grad, 8 gardister, 4 pager, 6 lakajer og 4 trompetere, alle af dronningens egne folk. Med tjenerskab udgjorde det hele selskab 200 personer, som på et linjeskib og 3 fregatter overførtes direkte til Frankrig, fra Gøteborg til Dieppe.
Samtidigt med, at grev M. de la Gardie var bleven ansat ved dronning Kristinas hof, var der kommen en ny fransk gesandt, Chanut, til Stockholm. Denne franskmand syntes dronning Kristina også særdeles godt om, idet han var en lærd og kundskabsrig mand, der kunne tale fem forskellige sprog; desuden var han dygtig i matematik og filosofi. Chanut, hvis fortrinlige egenskaber passede så udmærket for dronning Kristinas karakter, erhvervede sig i kort tid hendes store bevågenhed, og hendes store forkærlighed for Frankrig, dets nationalitet, sprog og kultur skrev sig især fra denne tid og var en medvirkende grund for hende til at få ovennævnte svenske gesandtskab sendt til Frankrig.
Denne franske gesandt Chanut i Stockholm skrev til kardinal Mazarin, at der endelig måtte blive gjort megen stads i Frankrig af grev Magnus de la Gardie, da dronning Kristina ville sætte stor pris derpå, såsom denne greve stod højt i dronningens gunst.
I Frankrig fulgte man de givne vink. Kongelige vogne fra det franske hof bleve sendte grev Magnus de la Gardie imøde til St. Denis, og han førtes med alle æresbevisninger af den franske ceremonimester ind til Paris, hvor Vendôme-paladset var indrettet for ham og følge, som beværtedes for kongelig regning i al overdådighed i et par dage; derpå fulgte en række gæstebud, jagter, baller og skuespil.
Den svenske greve gjorde stor opsigt og vandt overalt stort bifald. Der var ingen ved det franske hof, der overgik ham i statelig udseende og belevenhed eller i jagt og dans; ej heller gjorde det lidet til sagen, at han strøede penge ud med rund hånd, hvoraf den største del optoges og låntes i Paris dels af de franske subsidier, dels af en rig, svensk undersåt, Salvius, som dog ikke senere fik vederlag af dronning Kristina for denne på hendes vegne stiftede gæld.
Ved sin hjemkomst fra Frankrig blev grev de la Gardie meget vel modtaget af dronning Kristina. Der blev naturligvis stærk tale om den hengivenhed, dronningen nærede for den unge mand, og man troede, at hun havde i sinde at ægte ham. Hun er formodentlig bleven ked af den snak, da den kom hende for øre, og for at gøre ende derpå var det rimeligvis, at hun ønskede at gifte grev Magnus de la Gardie med sit søskendebarn, pfalzgrevedatteren Maria Euphrosyne, for hvilken han havde næret varm tilbøjelighed i flere år.
Dronning Kristina gjorde det unge pars bryllup; foruden at give juveler til bruden forærede hun parret 5,000 dukater og et stort gods i brudegave. I nogle år overøste dronning Kristina Magnus de la Gardie med store gaver og forfremmelser, men da han ikke kunne bære sin lykke uden at spænde buen for højt ved at ville sætte ondt for andre af dronningens yndlinge, så hørte efter 7 års forløb en skøn dag hendes bevågenhed op, og grev Magnus de la Gardies rolle var udspillet, og andre udfyldte i kortere tid hans plads.
Samme år, som grev de la Gardies stjerne dalede, var der en ung staldmester, Steinberg, ved dronning Kristinas hof, som uforvarende ved et for ham heldigt tilfælde kom til at gøre sin lykke. Dronning Kristina ville nemlig en tidlig morgenstund kl. 4 i juni måned 1652, fulgt af admiral Fleming, general Wachtmeister og flere inspicere nogle orlogsskibe, der nyligt vare udrustede.
Der var lagt en overgangsbro af løse brædder over til det pågældende skib, på hvilket dronning Kristina ville gå ombord. Admiral Fleming, der ville føre Hendes Majestæt over, trådte fejl, plumpede i vandet og rev hende med sig, idet han greb fat i garneringen af hendes kjole. De gik begge til bunds, da admiral Fleming blev ved at holde fast i kjolen.
Staldmesteren Steinberg, der først opdagede uheldet, sprang straks i vandet bagefter dem og greb fat i den anden side af dronningens kjole, samtidigt med at han råbte alarm, hvorefter der straks kom hjælp til, og alle mand kom snart på det tørre igen.
Dronning Kristina ænsede ikke det ufrivillige morgenbad videre, men holdt samme dag offentligt taffel og sagde spøgende ved dette: det var en lykke for hende, at hun var vant til kun at drikke vand, derfor gjorde denne hændelse hende ikke noget, skønt vandet smagte både af salt og tjære; værre var det derimod for admiral Fleming, der ellers kun drak øl og vin.
Forresten roste hun skæmtevis admiralen for hans snarrådighed, at gribe fat i hendes kjole og derved gøre sin egen frelse mulig.
Redningsmanden Steinberg var fra den dag af i vedvarende gunst hos dronningen, fik gods og guld og blev noget senere ophøjet i grevestanden, skønt de gamle indfødte adelsmænd søgte at forhindre det.
English translation (my own):
Even after Queen Kristina had lost all desire to deal with affairs of state, she retained her interest in her studies, and the invited scholars considered Sweden a pure land of Goshen and praised the unique Queen both in speech and verse, as the celebrated student paid them royally.
Queen Kristina also grew bored with the more in-depth studies when other foreigners of less worthy nature came along and taught her, instead of to use her time, to kill it by thinking only of pleasures and diversions, apart from the unheard-of expenses these entailed, and the bad example and moral corruption this life set for her contemporaries.
A court favourite rarely remained in Queen Kristina's favour for very long, for fickleness in this respect and a great desire for variety were among her special qualities. At first it was a native Swede, Count Magnus de la Gardie, who occupied the enviable position of favourite, and it was he who lasted the longest, for a full 7 years. After his fall, the favourites were mostly foreigners.
Among these foreigners were some of more than dubious reputation, such as Corfitz Ulfeldt of Denmark and Radziejowski of Poland, both of whom were condemned to forfeit honour, life, and property in their respective native states for treason; but it seems as if Queen Kristina took pride in taking care of such people and obtaining for them redress for the wrongs they believed they had suffered where they came from.
In the following pages we will get to know a few of the crowd that from time to time flocked around Queen Kristina; however, only those most important in terms of illuminating the circumstances would be mentioned in more detail, as it would be too lengthy to include them all.
The above-mentioned Count Magnus de la Gardie, who had the longest success in retaining Queen Kristina's favour, was a descendant of a French family whose ancestors owned the estate of La Gardie in Languedoc. In the 16th century, a branch of the family immigrated to Sweden. Magnus' father, Count Jakob de la Gardie, was married to the beautiful Ebba Brahe, the love of King Gustav Adolf's youth. Of Jakob de la Gardie and Ebba Brahe's 14 children, Magnus was fourth in the line.
Just as Count Magnus was of Sweden's highest nobility, he also received the most meticulous upbringing and then studied in France and later at the University of Leiden. In France, where both his French origin and his pleasant personality won him everyone's hearts, he was very well received at court. The later King Louis XIV, who was then young, presented him with his portrait with diamonds; and Cardinal Mazarin offered him a French regiment, which Magnus, after seeking advice from home, refused to accept. Shortly afterwards he went home.
In Stockholm, the young, stately, finely educated Count attracted great attention by the pleasant combination of knowledge, politeness and sociability of his whole being. He immediately offered his services to the court, and when he had also made the best impression on Queen Kristina, she accepted him and appointed him chief of her bodyguard, with a salary of 3,000 crowns more than was otherwise the norm for this position.
Queen Kristina, however, overestimated the importance of this new favourite, Count Magnus. She believed that he must be able to fully replace and replace the old minister Oxenstierna. In order to give him the opportunity to reap fame and earn his place in Sweden, she had the idea of sending an extraordinary embassy to France and placing Count Magnus at its head. The purpose was to congratulate the French court on its victories in Germany, as well as to thank France for its participation in the recently concluded Peace of Brömsebro, etc.
These reasons were not very important; it was all merely empty ceremonies that the Swedish envoy in Paris could have taken care of. Grand Chancellor Oxenstierna also tried to oppose the whole undertaking as both unnecessary and very expensive. But it did not help; Queen Kristina nevertheless got her way.
Queen Kristina wanted, as it was the first embassy during her reign, that the greatest possible splendour should be displayed, and that Count Magnus de la Gardie should be placed at the head of the whole thing. Under him were a court marshal, two chamberlains, 16 noblemen of the higher nobility and 30 noblemen of the lower rank, 8 guardsmen, 4 pageboys, 6 lackeys and 4 trumpeters, all of the Queen's own people. With servants, the entire company amounted to 200 people, who were transferred directly to France on a ship of the line and 3 frigates, from Gothenburg to Dieppe.
At the same time that Count M. de la Gardie had been appointed to Queen Kristina's court, a new French envoy, Chanut, had arrived in Stockholm. Queen Kristina also liked this Frenchman very much, as he was a learned and knowledgeable man who could speak five different languages; he was also skilled in mathematics and philosophy. Chanut, whose excellent qualities suited Queen Kristina's character so well, soon gained her great attention; and her great love for France, its nationality, language and culture was especially evident from this time and was a contributing reason for her having the above-mentioned Swedish embassy sent to France.
This French envoy Chanut in Stockholm wrote to Cardinal Mazarin that a lot of pomp and show must finally be made in France by Count Magnus de la Gardie, as Queen Kristina would greatly appreciate it, as this Count stood high in the Queen's favour.
In France, the hints given were followed. Royal carriages from the French court were sent to meet Count Magnus de la Gardie at St. Denis, and he was conducted with all honours by the French master of ceremonies into Paris, where the Vendôme Palace was furnished for him and his entourage, who were entertained at royal expense in all luxury for a couple of days; then followed a series of banquets, hunts, balls and plays.
The Swedish Count caused a great stir and won great applause everywhere. There was no one at the French court who surpassed him in stately appearance and politeness or in hunting and dancing; nor did it make a small difference that he lavished money, the largest part of which was raised and lent in Paris partly from the French subsidies, partly from a rich Swedish subject, Salvius, who, however, did not later receive payment from Queen Kristina for this debt incurred on her behalf.
On his return from France, Count de la Gardie was very well received by Queen Kristina. Naturally there was much talk of the Queen's affection for the young man, and it was believed that she intended to marry him. She must have been upset by this talk when it reached her ears, and to put an end to it, it was reasonable that she wished to marry Count Magnus de la Gardie to her cousin, the Count Palatine's daughter Marie Euphrosyne, for whom he had had a warm affection for several years.
Queen Kristina performed the young couple's wedding; in addition to giving jewels to the bride, she presented the couple with 5,000 ducats and a large estate as a wedding gift. For some years Queen Kristina showered Magnus de la Gardie with great gifts and promotions, but because he could not bear his happiness without stretching his bow too high by wanting to hurt others of the Queen's favourites, after 7 years her attention ceased one fine day, and Count Magnus de la Gardie's role was played out, and others filled his place for a short time.
In the same year that Count de la Gardie's star was waning, there was a young equerry, Steinberg, at Queen Kristina's court, who, unwittingly, by a fortunate chance for him, came to make his fortune. Queen Kristina wanted to inspect some warships that had recently been equipped one early morning at 4 o'clock in June 1652, accompanied by Admiral Fleming, General Wachtmeister and others.
A bridge of loose boards had been laid across to the ship in question, on which Queen Kristina wanted to board. Admiral Fleming, who wanted to lead Her Majesty across, took a wrong step, fell into the water and dragged her with him, grabbing the trim of her dress. They both went to the bottom, as Admiral Fleming kept holding on to the dress.
The equerry Steinberg, who first discovered the accident, immediately jumped into the water after them and grabbed the other side of the Queen's dress while shouting the alarm, after which help immediately arrived, and everyone soon got back on dry land.
Queen Kristina paid no further attention to the involuntary morning bath, but held a public banquet that same day and jokingly said about it that it was fortunate for her that she was used to drinking only water, therefore this incident did not bother her, although the water tasted of both salt and tar; on the other hand, it was worse for Admiral Fleming, who otherwise only drank beer and wine.
Incidentally, she jokingly praised the Admiral for his resourcefulness in grabbing her dress and thereby making his own rescue possible.
From that day on, the rescuer Steinberg was in constant favour with the Queen, received estates and gold, and was somewhat later elevated to the rank of count, although the old native nobles tried to prevent it.
Above: Kristina.
Above: Magnus Gabriel de la Gardie.
Note: Kristina's accident at the harbour happened in May 1652, not in June.
No comments:
Post a Comment