Source:
Adskillige Heltinders og navnkundige Damers sammenlignede Historier, volume 2, pages 215 to 218, by Ludvig Holberg, 1745; original at The British Library
The biography:
Saadan Ende fik Dronning Christinæ Regimente; Ingen kand nægte, at hun jo havde overmaade store Sindets Gaver, og at hun saavel i den Henseende som til hendes seyerrige Vaaben, hvorved Sverrig i hendes Tiid blev fast engang saa stort som tilforn, kand regnes for en af de anseeligste Potentater, som haver været udi disse Nordiske Lande. Hun var ogsaa særdeles naadig og from, saa at det var ikke uden Møye hun kunde persvadere sig til Livs-Straf, og seer man, hun nyeligen for sin Bortgang lod begrave foromtalte Messenium, hvorvel han paa den allerempfindtligste Maade havde søgt at beskiemme hende, og lod sig merke med at fortryde paa hans Execution. Foruden hendes personlige Qvaliteter recommenderede hende ikke lidet dette, at hun var Dotter af den store Gustav, hvis Navn var helligt hos alle Svenske. Hvorudover, u-anseet de mange Feyl og Skrøbeligheder, som hun henfaldt til, var hun dog inderligen elsked af hendes Undersaatter; men det var U-lykken, at hun elskede ikke Undersaatterne igien. Landet stod hende ikke an; hun væmmedes ved Folkets Skik og Sæder, og det Svenske Sprog skurrede hende udi Ørene, hvorover man desmeere maa forundre sig, efterdi hun ikke alleene var fød i Landet, men havde ingen andensteds været. Formedelst dette og andet forsvant efter Haanden den Kierlighed, Undersaatterne bare for hende, hvilket hun omsider selv merkede, og derfor søgte ikkun at forbinde sig fremmede, og at udføre af Landet, hvad hun kunde sammenskrabe, ret ligesom Sverrige kunde være et fiendtligt Land, som hun skulde tvinges til at overlade andre, og som hun intet Godt undede. Dog havde Dannemark ingen Aarsag at glæde sig over hendes Bortgang: thi Sverrig var aldrig mindre farlig for samme Rige, end under en Dronning, der var saaledes dannet som Christina udi hendes sidste Regierings-Aar. Man seer af ovenanførte, hvad som haver bevæget Dronningen til denne selsomme Resolution at forlade Zepter og Throne: om Religionen contribuerede noget dertil, er vanskeligt at sige, skiønt det maatte saa hede. Dette er dog vist, at hun længe tilforn havde ladet sig overtale til at antage den Romerske Troe: og siges der, at en Portugisisk Jesuit, nemlig Pater Antonius Macedo var den første, til hvilken hun saadant betroede. Den samme havde ofte haft Leylighed til at tale med Dronningen, og endeligen bragt hende saavidt, at hun udi det Aar 1651 lod ham hente til sig udi sit Cabinet for at tilkiendegive, at hun vilde antage den Romerske Troe. Hun forlangede derhos, at han i en Hast skulde forføye sig til Rom for der af Jesuiternes General at erholde tvende Italienske Jesuiter, hvilke forklædde maatte sendes til Sverrig, paa det at hun med dem videre kunde overlægge en saa vigtig Sag. Dette blev efterlevet, og tvende Jesuiter, nemlig P. Francesco Malines samt Pater Paolo Casati begave sig forklædde til Sverrig, hvor de formaade Dronningen at tage en fast Resolution herudi.
With modernised spelling:
Sådan ende fik dronning Christinæ regimente. Ingen kan nægte, at hun jo havde overmåde store sindets gaver, og at hun såvel i den henseende som til hendes sejrrige våben, hvorved Sverige i hendes tid blev fast engang så stort som tilforn, kan regnes for en af de anseeligste potentater, som haver været udi disse nordiske lande. Hun var også særdeles nådig og from, så at det var ikke uden møje hun kunne persvadere sig til livsstraf, og ser man, hun nyligen for sin bortgang lod begrave foromtalte Messenium, hvorvel han på den allerømfindtligste måde havde søgt at beskæmme hende, og lod sig mærke med at fortryde på hans eksekution.
Foruden hendes personlige kvaliteter rekommanderede hende ikke lidet dette, at hun var datter af den store Gustav, hvis navn var helligt hos alle svenske. Hvorudover, uanset de mange fejl og skrøbeligheder, som hun henfaldt til, var hun dog inderligen elsket af hendes undersåtter; men det var ulykken, at hun elskede ikke undersåtterne igen. Landet stod hende ikke an; hun væmmedes ved folkets skik og sæder, og det svenske sprog skurrede hende udi ørene, hvorover man des mere må forundre sig, efterdi hun ikke alene var født i landet, men havde ingen andensteds været.
Formedelst dette og andet forsvandt efterhånden den kærlighed, undersåtterne bare for hende, hvilket hun omsider selv mærkede, og derfor søgte ikkun at forbinde sig fremmede, og at udføre af landet, hvad hun kunne sammenskrabe, ret ligesom Sverige kunne være et fjendtligt land, som hun skulle tvinges til at overlade andre, og som hun intet godt undede. Dog havde Danmark ingen årsag at glæde sig over hendes bortgang, thi Sverige var aldrig mindre farlig for samme rige, end under en dronning, der var således dannet som Kristina udi hendes sidste regeringsår.
Man ser af ovenanførte, hvad som haver bevæget dronningen til denne sælsomme resolution at forlade scepter og trone; om religionen kontribuerede noget dertil, er vanskeligt at sige, skønt det måtte så hede. Dette er dog vist, at hun længe tilforn havde ladet sig overtale til at antage den romerske tro; og siges der, at en portugisisk jesuit, nemlig pater Antonius Macedo var den første, til hvilken hun sådant betroede.
Den samme havde ofte haft lejlighed til at tale med dronningen, og endeligen bragt hende så vidt, at hun udi det år 1651 lod ham hente til sig udi sit kabinet for at tilkendegive, at hun ville antage den romerske tro. Hun forlangede derhos, at han i en hast skulle forføje sig til Rom for der af jesuitternes general at erholde tvende italienske jesuitter, hvilke forklædte måtte sendes til Sverige, på det at hun med dem videre kunne overlægge en så vigtig sag. Dette blev efterlevet, og tvende jesuitter, nemlig pater Francesco Malines samt pater Paolo Casati begave sig forklædte til Sverige, hvor de formåede dronningen at tage en fast resolution herudi.
English translation (my own):
Such was the end of Queen Kristina's reign. No one can deny that she had exceedingly great gifts of mind and that, both in that respect and in her victorious arms, by which Sweden in her time became once again as great as before, she can be considered one of the most respectable potentates that have ever existed in these Nordic lands. She was also extremely gracious and pious, so that it was not without effort that she was able to persuade herself to the death penalty, and one sees that she recently had the aforementioned Messenius buried before her departure, although he had sought to disgrace her in the most ingenious way, and she showed herself to regret his execution.
In addition to her personal qualities, she was not a little recommended by the fact that she was the daughter of the great Gustav, whose name was sacred to all Swedes. Moreover, notwithstanding the many faults and weaknesses to which she was subject, she was nevertheless deeply loved by her subjects; but it was unfortunate that she did not love her subjects in return. The country did not suit her; she was disgusted by the customs and manners of the people, and the Swedish language irritated her ears, which is all the more surprising because she was not only born in that country, but she had never been anywhere else.
Because of this and other things, the love that her subjects had for her gradually disappeared, which she herself finally felt, and therefore she only sought to associate with foreigners and to carry off from the country what she could scrape together, just as Sweden could be a hostile country that she was forced to leave to others, and to which she granted nothing good. However, Denmark had no reason to rejoice at her departure, for Sweden was never less dangerous to the same kingdom than under a queen who was so cultured as Kristina in the last years of her reign.
From the above it is clear what moved the Queen to this strange resolution to abandon the sceptre and throne; whether religion contributed anything to it is difficult to say, although it may be said so. This is certain, however, that she had long ago been persuaded to adopt the Roman faith; and it is said that a Portuguese Jesuit, namely Father António Macedo, was the first to whom she confided such a thing.
The same had often had occasion to speak with the Queen, and he finally brought her so far that in the year 1651 she had him summoned to her cabinet so that she could declare that she would adopt the Roman faith. She also demanded that he should hastily go to Rome to obtain from the Jesuit General two Italian Jesuits, who should be sent to Sweden in disguise, so that she could discuss such an important matter with them. This was complied with, and two Jesuits, namely Father Francesco Malines and Father Paolo Casati, went to Sweden in disguise, where they succeeded in getting the Queen to make a firm resolution herein.
Above: Kristina.
Above: Ludvig Holberg.
No comments:
Post a Comment