Source:
Adskillige Heltinders og navnkundige Damers sammenlignede Historier, volume 2, pages 210 to 215, by Ludvig Holberg, 1745; original at The British Library
The biography:
Dronning Christina havde længe gaaet frugtsommelig med det Forsæt at forlade Kronen, saasom hun havde faaet en u-overvindelig Afskye for Regimentet, og havde meer Lyst til at giøre udenlands Reyser; hvorvel somme meene, at, saasom hun ved sin Ødselhed havde bragt Sverrig udi en ubeskrivelig slet Tilstand, og ved sin Opførsel havde giort den heele Svenske Nation koldsindig imod sig, saa søgte hun ved saadan Afstaaelse at reede sig af en Labyrinth, hvoraf hun ellers ved intet andet Middel kunde udvikle sig: thi det er vanskeligt at troe, at Begiærlighed til den Romerske Religion, som nogle foregive, haver bragt hende til denne store Resolution, efterdi hun var ikke mindre end ivrig udi Religions-Sager. Hun havde for nogle Aar siden ladet erklære hendes nærpaarørende, Carl Gustav, Førsten af Zweibruch til hendes Successor i Regieringen, hvorvel det synes, at hun siden en og anden gang fortrød paa dette Vall, og, som hun siden fattede stor Affection for Grev Tott, søgte hun at substituere ham til Carl Gustav, hvis den sidste skulde døe uden Livs-Arvinger, hvormed hun dog ikke kunde trænge igiennem. Efterat hun i lang Tiid havde handled med Stænderne om hendes Livgeding og Indkomster i Fremtiden, og saadant endeligen var bleven afgiort, skreed hun 1654 til dette store Verks Fuldbyrdelse paa efterfølgende Maade:
Efterat alting var tillavet, begav Dronningen sig en Morgen tii[d]lig til Raadet, hvor Dimissions-Acten var forfatted, ved hvilken hun renuntierede for sig og sine paa Sverriges Krone, og cederede til Carl Gustav alle hendes Prætensioner, beskikkende ham til Successor med de Vilkor, at hun hendes Livs-Tiid skulde beholde Staden og Slottet Nykiøping, Øland, Gothland[,] Øsel, Wollgast udi Pomern, item de Amter, Pøl og Neukloster udi det Meklenborgske. Hvad hendes egen Person angik, skulde hun have Magt at giøre og lade hvad hun vilde, uden at Kongen skulde kunde fordre Regnskab af hende for hendes Conduicte. Hun lovede derimod paa hendes Side intet at foretage, som kunde være Staten præjudicerligt. Denne Act blev overlydt læset udi Dronningens, Prindsens og det heele Senats Nærværelse, hvorpaa Dronningen undertegnede den. Derpaa blev oplæst en anden Act, ogsaa paa Pergament skreven, hvorudi Prindsen forsikkrede, at Dronningen sin Livs-Tiid skulle beholde alt det Gods, som hun havde betinget sig, og at han stedse skulde ære hende som en Moder. Efterat Prindsen havde undertegnet samme Act, blev Dronningen iført sine Kongelige Klæder med Krone paa Hovedet, Scepter i den høyre Haand, og Æblet udi den venstre, og derpaa steeg hun op paa en Throne, hvor hun satt sig ned, havende Prindsen ved sin høyre Haand, men uden for Thronen. Efterat alting var saaledes disponered, læsede Rosenhan[e] Dimissions-Acten igien, hvorved Regimentet blev overdraget til Prindsen, og Undersaatterne bleve løsede fra den Troeskabs-Eed, de tilforn hende havde aflagt, og derpaa overleveredes Acten til Prindsen. Derefter oplæsede han den Act, som var underskreven af Prindsen, og leverede den udi Dronningens Hænder. Hvorpaa Dronningen gav Tegn til de 5 store Bestillings-Mænd, at de skulde stige op paa Thronen for at afføre hende de Kongelige Klæder, hvilket og skeede, og saae man hende derpaa i en Hast i steden for en regierende Dronning i alle sine Kongel. Ornamenter at staae udi en hvid Taftes Kiole med en Vifte i Haanden, og tale med de omstaaende. De Svenske Herrer bevidnede da, at de bare en inderlig Fortrydelse over denne Afstaaelse, og at intet kunde trøste dem uden det Vall, som Hendes Majestet havde giort af Prindsen, af hvis Fornuft og Viisdom de kunde ikke andet end promittere sig en lyksalig Tilstand. Efterat dette var skeed, gav hun Raads-Herrerne sin Haand at kysse, og blev geleydet af dem saavel som af Prindsen til hendes Cabinet.
Derpaa blev Anstalt giort til Prindsens Kroning, hvilken da ikke kunde celebreres med megen Pragt formedelst den Fattigdom, Sverrig var geraadet udi: thi M. Chanut vidner, at man maatte laane de meeste Sager, som behøvedes til Kroningen, efterdi Dronningen havde indpakket de fleeste af Rigets Meubler, for at føre dem til Tydskland. Kroningen blev forrettet med sædvanlige Ceremonier, og bleve da Skue-Penge udkastede, paa hvis eene Side stod Kongen med en Krone, og paa den anden Side de Ord: "A DEO & CHRISTINA": det er: "Kronen er given af GUD og Christina": Til det Giæstebud, som blev giort til alle Stænder, vidner bemældte Autor, at paa Bøndernes Borde vare ingen Bordduge, men alleene Træ-Tallerkener paa det blotte Bord. Paa Borgernes Borde vare Tin-Tallerkener, og paa Adelens Sølv-Kar, men som altsammen var laaned af particuliere Folk, efterdi Dronningen havde ladet føre alting til Skibs, hvoraf man kand slutte, at de Complimenter, som de Svenske Herrer giorde ved hendes Afstaaelse, og den Sorg, de bevidnede at bære over denne Skilsmisse, bestoed ikkun i blotte Ord.
Efterat denne Act var forrettet, giorde Dronningen sig færdig til at reyse af Sverrig, og lod hun som hun vilde transporteres over Søen til Tydskland, hvorudover adskillige Skibe bleve udrustede til samme Transport. Men man fornam, at hun mod all Forventning tog Veyen til Lands igiennem Dannemark, hvilket, da den nye Konge merkede, lod han affærdige Bud efter hende til de Danske Grændse-Steder for indstændigen at bede hende forandre sit Forsæt, og at begive sig til Øland, hvor Amiral Wrangel laae og biede med Floden, som skulde føre hende til Vismar; men hun undskyldte sig med Vindens Ubestandighed, tog Mands-Klæder paa, og fortsatt sin Reyse til Sundet, hvorudover Kongen blev ilde tilfreds. Saasnart hun var kommen til Grændse-Stederne til en liden Aae, som skiller Dannemark fra Sverrig, siges der [sic], at hun steeg ned af sin Carosse, og med en u-troelig Glæde sagde: "Nu er jeg udi min Frihed og ud af Sverrig, hvor jeg haabet [sic] aldrig meer at komme." Hun lod sig da merke med at ville reyse lige til den Spanske Armée for at see Prindsen af Condé, drak ogsaa en Skaal paa Ildens Sundhed, hvilket ingen kunde begribe tillige med adskilligt andet, og bare de Svenske stor Hierte-Sorg derover, da saadant rygtedes. Hun reysede derpaa forklædt igiennem Danmark uden at være kiendt; Men, hvormegen Umage hun havde giort sig, at ingen skulde faae det at vide, fik dog den Danske Dronning Sophia Amalia et Nys derom. Hvorudover Høystbemældte Dronning af Curiositet for at see hende, lod sig ogsaa forklæde, og saae hende udi et Herberg, hvor hun logerede.
With modernised spelling:
Dronning Kristina havde længe gået frugtsommelig med det forsæt at forlade kronen, såsom hun havde fået en uovervindelig afsky for regimentet og havde mere lyst til at gøre udenlands rejser; hvorvel somme mene, at, såsom hun ved sin ødselhed havde bragt Sverige udi en ubeskrivelig slet tilstand og ved sin opførsel havde gjort den hele svenske nation koldsindig imod sig, så søgte hun ved sådan afståelse at rede sig af en labyrint, hvoraf hun ellers ved intet andet middel kunne udvikle sig — thi det er vanskeligt at tro, at begærlighed til den romerske religion, som nogle foregive, haver bragt hende til denne store resolution, efterdi hun var ikke mindre end ivrig udi religionssager.
Hun havde for nogle år siden ladet erklære hendes nærpårørende, Karl Gustav, fyrsten af Zweibruck, til hendes successor i regeringen, hvorvel det synes, at hun siden en og anden gang fortrød på dette val, og, som hun siden fattede stor affektion for grev Tott, søgte hun at substituere ham til Karl Gustav, hvis den sidste skulle dø uden livsarvinger, hvormed hun dog ikke kunne trænge igennem. Efterat hun i lang tid havde handlet med Stænderne om hendes livgeding og indkomster i fremtiden, og sådant endeligen var bleven afgjort, skred hun 1654 til dette store verks fuldbyrdelse på efterfølgende måde:
Efterat alting var tillavet, begav dronningen sig en morgen ti[d]lig til Rådet, hvor dimissionsakten var forfattet, ved hvilken hun renuncierede for sig og sine på Sveriges krone, og cederede til Karl Gustav alle hendes prætensioner, beskikkende ham til successor med de vilkår, at hun hendes livstid skulle beholde staden og slottet Nyköping, Øland, Gotland, Øsel, Wolgast udi Pommern, item de amter Poel og Neukloster udi det Mecklenborgske.
Hvad hendes egen person angik, skulle hun have magt at gøre og lade hvad hun ville, uden at kongen skulle kunne fordre regnskab af hende for hendes konduite. Hun lovede derimod på hendes side intet at foretage, som kunne være Staten præjudicerligt.
Denne akt blev overlydt læset udi dronningens, prinsens og det hele Senats nærværelse, hvorpå dronningen undertegnede den.
Derpå blev oplæst en anden akt, også på pergament skreven, hvorudi prinsen forsikrede, at dronningen sin livstid skulle beholde alt det gods, som hun havde betinget sig, og at han stedse skulle ære hende som en moder.
Efterat prinsen havde undertegnet samme akt, blev dronningen iført sine kongelige klæder med krone på hovedet, scepter i den højre hånd, og æblet udi den venstre, og derpå steg hun op på en trone, hvor hun sat sig ned, havende prinsen ved sin højre hånd, men udenfor tronen.
Efterat alting var således disponeret, læsede Rosenhane dimissionsakten igen, hvorved regimentet blev overdraget til prinsen, og undersåtterne bleve løsede fra den troskabsed, de tilforn hende havde aflagt, og derpå overleveredes akten til prinsen. Derefter oplæsede han den akt, som var underskreven af prinsen, og leverede den udi dronningens hænder.
Hvorpå dronningen gav tegn til de 5 store bestillingsmænd, at de skulle stige op på tronen for at afføre hende de kongelige klæder, hvilket og skete; og så man hende derpå i en hast i steden for en regerende dronning i alle sine kongelige ornamenter at stå udi en hvid taftes kjole med en vifte i hånden, og tale med de omstående.
De svenske herrer bevidnede da, at de bare en inderlig fortrydelse over denne afståelse, og at intet kunne trøste dem uden det val, som Hendes Majestæt havde gjort af prinsen, af hvis fornuft og visdom de kunne ikke andet end promittere sig en lyksalig tilstand. Efterat dette var sket, gav hun rådsherrerne sin hånd at kysse og blev gelejdet af dem såvel som af prinsen til hendes kabinet.
Derpå blev anstalt gjort til prinsens kroning, hvilken da ikke kunne celebreres med megen pragt formedelst den fattigdom, Sverige var gerådet udi; thi monsieur Chanut vidner, at man måtte låne de meste sager, som behøvedes til kroningen, efterdi dronningen havde indpakket de fleste af rigets møbler, for at føre dem til Tyskland. Kroningen blev forrettet med sædvanlige ceremonier, og bleve da skuepenge udkastede, på hvis éne side stod kongen med en krone, og på den anden side de ord: "A Deo et Christina"; det er, "Kronen er given af Gud og Kristina".
Til det gæstebud, som blev gjort til alle stænder, vidner bemældte autor, at på bøndernes borde vare ingen bordduge, men alene trætallerkener på det blotte bord. På borgernes borde vare tintallerkener, og på adelens sølvkar, men som altsammen var låned af partikulære folk, efterdi dronningen havde ladet føre alting til skibs, hvoraf man kan slutte, at de komplimenter, som de svenske herrer gjorde ved hendes afståelse, og den sorg, de bevidnede at bære over denne skilsmisse, bestod ikkun i blotte ord.
Efterat denne akt var forrettet, gjorde dronningen sig færdig til at rejse af Sverige, og lod hun som hun ville transporteres over søen til Tyskland, hvorudover adskillige skibe bleve udrustede til samme transport. Men man fornam, at hun mod al forventning tog vejen til lands igennem Danmark, hvilket, da den nye konge mærkede, lod han affærdige bud efter hende til de danske grænsesteder for indstændigen at bede hende forandre sit forsæt, og at begive sig til Øland, hvor admiral Wrangel lå og biede med flåden, som skulle føre hende til Wismar.
Men hun undskyldte sig med vindens ubestandighed, tog mandsklæder på, og fortsat sin rejse til Sundet, hvorudover kongen blev ilde tilfreds. Så snart hun var kommen til grænsestederne til en liden å, som skiller Danmark fra Sverige, siges det, at hun steg ned af sin karrosse og med en utrolig glæde sagde:
"Nu er jeg udi min frihed og ud af Sverige, hvor jeg håber aldrig mere at komme."
Hun lod sig da mærke med at ville rejse lige til den spanske armé for at se prinsen af Condé, drak også en skål på ildens sundhed, hvilket ingen kunne begribe tilligemed adskilligt andet, og bare de svenske stor hjertesorg derover, da sådant rygtedes.
Hun rejsede derpå forklædt igennem Danmark uden at være kendt; men, hvormegen umage hun havde gjort sig, at ingen skulle få det at vide, fik dog den danske dronning Sophie Amalie et nys derom, hvorudover højstbemældte dronning, af kuriositet for at se hende, lod sig også forklæde og så hende udi et herberg, hvor hun logerede.
English translation (my own):
Queen Kristina had long had the intention of quitting the crown, as she had acquired an invincible disgust for the regiment and was more inclined to make foreign journeys; although some believe that, as she had by her extravagance brought Sweden into an indescribably bad state and by her behaviour had made the entire Swedish nation cold towards her, so she sought by such a renunciation to free herself from a labyrinth from which she could otherwise by no other means escape — for it is difficult to believe that a desire for the Roman religion, as some claim, had brought her to this great resolution, as she was not less than zealous in religious matters.
Some years before she had declared her close relative, Karl Gustav, Prince of Zweibrücken, to be her successor in the government, although it seems that she later regretted this choice on several occasions, and, as she later developed a great affection for Count Tott, she sought to substitute him for Karl Gustav if the latter should die without heirs, which she could not succeed in doing. After she had negotiated with the Estates for a long time about her future life estate and income, and this had finally been decided, she proceeded in 1654 to the completion of this great work in the following manner:
After everything was prepared, the Queen went early one morning to the Council, where the act of dimission was drawn up, by which she renounced the crown of Sweden for herself and her family and ceded to Karl Gustav all her pretensions, appointing him as successor with the conditions that during her lifetime she should retain the city and castle of Nyköping, Öland, Gotland, Ösel, and Wolgast in Pomerania, as well as the counties of Poel and Neukloster in Mecklenburg.
As for her own person, she was to have the power to do and let do whatever she pleased, without the King being able to demand an account from her of her conduct. On the other hand, she promised not to do anything on her part that might be prejudicial to the State.
This act was read aloud in the presence of the Queen, the Prince, and the entire Senate, after which the Queen signed it.
Then another act was read, also written on parchment, in which the Prince assured that the Queen would keep all the property she had stipulated for herself during her lifetime and that he would always honour her as a mother.
After the Prince had signed the same act, the Queen was dressed in her royal robes with a crown on her head, a scepter in her right hand, and the orb in her left, and then she ascended to a throne, where she sat down, having the Prince at her right hand, but outside the throne.
After everything was thus arranged, Rosenhane read the act of discharge again, whereby the regiment was handed over to the Prince, and the subjects were released from the oath of allegiance they had previously taken to her, and then the act was handed over to the Prince. Then he read the act which had been signed by the Prince and delivered it into the Queen's hands.
Whereupon the Queen gave a sign to the five great commissioners that they should ascend the throne to remove her royal robes, which was done; and one then saw her in a hurry, instead of a reigning Queen in all her royal ornaments, to stand in a white taffeta dress with a fan in her hand and to speak to those around her.
The Swedish lords then testified that they only deeply regretted this renunciation and that nothing could console them but the choice which Her Majesty had made of the Prince, from whose reason and wisdom they could not but promise themselves a blissful state. After this had happened, she gave the councilmen her hand to kiss and was conducted by them as well as by the Prince to her cabinet.
Then arrangements were made for the Prince's coronation, which could not then be celebrated with much pomp on account of the poverty into which Sweden had fallen, for Monsieur Chanut testifies that most of the articles needed for the coronation had to be borrowed, as the Queen had packed up most of the kingdom's furniture of the kingdom to take to Germany. The coronation was performed with the usual ceremonies, and then medals were thrown out, on one side of which stood the King with a crown, and on the other side the words: "A Deo et Christina"; that is, "The crown is given by God and Kristina."
At the banquet, which was given to all classes, the author testifies that on the peasants' tables there were no tablecloths, but only wooden plates on the bare table. On the burghers' tables there were tin plates, and on the nobility's tables silver vessels, but all of which were borrowed from private individuals, as the Queen had had everything taken into ships, from which one can conclude that the compliments that the Swedish lords made at her renunciation and the sorrow they testified to have over this separation consisted only in mere words.
After this act was performed, the Queen prepared to leave Sweden and had herself transported across the sea to Germany as she wished, and several ships were equipped for the same transport. But it was noticed that, contrary to all expectations, she took the land route through Denmark. When the new King noticed it, he sent messengers after her to the Danish border places, in order to ask her to change her intention and go to Öland, where Admiral Wrangel lay waiting with the fleet that was to carry her to Wismar.
But she excused herself by the fickleness of the wind, put on men's clothes and continued her journey to the Sound, with which the King was very unhappy. As soon as she had reached the border places of a little river that separates Denmark from Sweden, it is said that she got down from her carriage and said with incredible joy:
"Now I am in my freedom and out of Sweden, where I hope never to come again."
She then made it known that she wanted to travel straight to the Spanish army to see the Prince de Condé, and she also drank a toast to the health of the fire, which no one could understand, along with several other things, and only the Swedes were greatly heartbroken over it when such a thing was rumoured.
She then travelled through Denmark in disguise without being known; but no matter how much effort she had made to ensure that no one would find out, the Danish Queen Sophie Amalie still got wind of it, and in addition, the said Queen, out of curiosity to see her, also had herself disguised and saw her in an inn where she was staying.
Above: Kristina.
Above: Karl Gustav.
Above: Queen Sophie Amalie of Denmark.
Above: Ludvig Holberg.
Note: Ösel is the old German and Swedish name for the Estonian island of Saaremaa.
The story of Kristina at the border brook or creek is a myth, as is the creek itself, made up by Jacques Picques to denigrate her.
No comments:
Post a Comment