Source:
Dronning Christina af Sverrig 1626-1689, pages 41 to 46, published by H. E. Friis, 1896
The account:
Samtidigt med den franske Læge Bourdelot var der en anden Udlænding, nemlig den spanske Gesandt Antonio de Pimentelli, der kom til at spille en betydelig Rolle ved Dronning Christinas Hof.
Da Spanien paa den Tid var i aaben Krig med Frankrig, vilde det gerne have Dronning Christina over paa sin Side; derfor var det, at Kongen af Spanien sendte ovennævnte smidige Don Antonio Pimentelli med et Følge af 50 Personer til Stockholm.
Foruden at Pimentelli var en sleben, dannet Verdensmand af et særdeles tiltalende Ydre, saa havde Bourdelot i Forvejen omtalt ham saa rosende for Dronning Christina, at denne var meget opsat paa at gøre hans Bekendtskab. Dronning Christina var netop paa Kungsør, 12 Mile fra Stockholm, da Don Pimentelles Ankomst blev meldt; for at komme Vejen desto hurtigere over tilbagelagde hun den lange Afstand i et anstrengende Ridt uden Afbrydelse. Don Pimentelli kom ufortøvet i Dronning Christinas Gunst. Som forfaren Hofmand havde han i Forvejen nøje erkyndiget sig om Dronningens Ejendommeligheder og Særheder, saa han forstod straks at drage sig dem til Nytte. En Blanding, som han var, af kastiliansk Svulst og italiensk Smigreri, blev han en farlig Person.
Don Pimentelli's hemmelige Mission var foruden at gaa ud paa at knytte Handelsforbindelse vistnok ligesaa vel et politisk Rænkespil som en religiøs Intrige for at faa Dronning Christina til at gaa over til Katolicismen.
Foruden det gode Indtryk, Don Pimentelli gjorde paa Dronning Christina ved sin hele Personlighed, kom han endog oven i Købet med Favnen fuld af smukke Gaver, idet han paa den spanske Konge Philip d. 4des Vegne overrakte hende tolv store Sølvfade, fyldte med kostbare oversøiske Rariteter, samt overleverede samtidigt en Prøve af spansk Salt, af hvilken Kvalitet der senere vilde følge 300 Læster bagefter, til Dronningens Disposition. Nogen Tid efter sendtes den største Del af Don Pimentellis spanske Følge tilbage til Madrid, medens han selv fik Ordre at forblive i Sverrig endnu i nogen Tid.
Dronning Christina viste Don Pimentelli al tænkelig Opmærksomhed og færdedes med ham tidlig og sent. Inden ret længe kunde hun ikke undvære hans Selskab, omgikkes ham meget fortroligt og raadførte sig med ham selv i Rigets vigtigste Anliggender, hvad der vakte hele det svenske Folks Had og Forbitrelse imod den fremmede Lykkeridder. For at Dronning Christina altid kunde have Pimentelli i sin umiddelbare Nærhed, blev der anvist ham Bolig paa Slottet; der var altsaa let Lejlighed for hende til lærde Disputer og intime Samtaler, og da disse om Aftenen trak sig langt ud over den Tid, der ansaas for passende, var det ikke saa sært, at hun maatte hjemfalde til Folkesnak. Dronning Christina, der nærede den fuldstændigste Ringeagt for Verdens Omdømme, lod haant om den Forargelse, hendes uforsigtige Opførsel vakte. Var først Behandlingen af et interessant Thema kommen i Gang om Aftenen, vilde hun ikke vente med Fortsættelsen til næste Dag. Derved fik hun Skinnet imod sig og gav selv Anledning til de fornærmelige Rygter, der sneg sig ud iblandt Folket om hende.
Dronning Christina var uden al Tvivl uskyldig i de Udskejelser, forargelige Rygter vilde tillægge hende; thi hendes kolde Hjerte i Forbindelse med hendes overordentlige Selvfølelse og meget høje Forestilling om sin fyrstelige Værdighed var hende vistnok altid et Værn imod Fald, saa meget mere, som hun altid var sig selv nok og for stolt til at give sig hen eller give efter for ømmere Følelser saavel overfor Mand som overfor Kvinde.
Dronning Christinas Selvbiografi, skreven i hendes senere Aar, klarer maaske bedst Bedømmelsen af hende, idet hun skriver om sig selv: «Mit heftige Sind lokkede i lige høj Grad til Kærlighed og Ærgærrighed. I hvilke Ulykker vilde den første ikke have kastet mig, Herre, hvis Du ikke netop ved mine Fejl havde modarbejdet en saadan Svaghed. Min Stolthed, som aldrig vilde føle sig knyttet til noget Menneske, mit Overmod, som foragtede alle andre, og endelig den Lethed, hvormed jeg opdagede Fejl og Mangler hos alle dem, der nærmede sig mig, — det var de Egenskaber, som beskyttede mig imod Faren. Jeg har været Afgrunden nær, men Din mægtige Haand har frelst mig; jeg er uskyldig i alt det, hvormed man har villet sværte mit Navn.»
Hvad der ogsaa taler til Dronning Christinas Gunst, er, at uagtet hendes meget udestaaende med de Franske og med de store i Rom, er der dog ingen med hende samtidigt levende Historieskriver, idetmindste af dem, man tør skænke Tillid, som vover at angribe hendes Ære, selv ikke et Par af hendes eget Køn, Madame de Motteville og M:elle de Montpensier, som ellers ikke saa paa hende med venlige Øjne eller bedømte hende mildt. Disse franske Damer, som levede ved et Hof, hvor sligt Emne vilde have været interessant, have ikke noget at bemærke eller fortælle; det er kun hendes aparte Væsen og Klædedragt og hele amazoneagtige Anstrøg, der sætte deres Penne i Bevægelse.
Ligesaa i Rom, hvor Dronning Christina ingenlunde stod paa nogen god Fod med de adelige Damer. Der var Øjne nok dér, som spejdede efter hendes Fejl, og der kom mange fremmede, som bleve der i længere Tid og fik Adgang til hendes Hof og derved kunde hjælpe med til, om der var noget særligt at bemærke og notere. Dette udelukkede imidlertid ikke Dronning Christina fra at være meget overbærende mod sine Hoffolk i Elskovseventyr og andre Uregelmæssigheder, naar de aabent overfor hende stod Skrifte, tilstod deres Brøde og bad om hendes Tilgivelse.
Vi maa atter vende tilbage til og nærmere omtale Don Pimentellis Virksomhed. Hans Indflydelse paa Dronning Christina saa ligesom Dr. Bourdelots ud som en Forhekselse. Don Pimentelli gjorde Dronning Christina ked af hendes Land, Folk og Religion. Han viste hende som i en Apoteose, i et fantastiskt Perspektiv, den henrivende Tilværelse, som hun vilde kunne føre i Rom, berømt og fri, under en prægtig Himmel, omgivet af et Hof af Digtere, Kunstnere og Kardinaler: en Slags kvindelig Pave for Kunst og Videnskab, en katolsk Muse i Genfødelsens genopblomstrende Have. Hvad var egentlig hendes Rige, Sverrig, overfor det? — fattigt og koldt, formørket af en streng Religion, og der var hun lænket af kedelige Pligter imod det ideale Kejserdømme i Rom.
Det var under Pimentellis Ophold i Sverrig, at Dronning Christina kom i Tanker om at stifte Amarantaordenen, og Pimentelli blev dens første Ridder. Anledningen til Ordenens Stiftelse var følgende. I Aaret 1653 sendte den engelske Kronprætendent, den senere Kong Carl d. 2den af England, Hosebaandsordenen til den svenske Prins Carl Gustav; men da Cromwell endnu havde Magten i England, vilde Dronning Christina, for ikke at støde ham for Hovedet, ikke tillade Carl Gustav at tage derimod, saameget mere som hun ikke gerne saa, at hendes Undersaatter fik Udmærkelser udenlands fra, idet hun ved forekommende Lejlighed plejede at sige: «Jeg kan ikke taale, at en fremmed Herre sætter sit Mærke paa mine Faar.»
Ved den engelske Hosebaandsordenens Tilsendelse kom Dronning Christina i Tanker om selv at stifte en Orden, og da hun i et Hyrdespil nyligen havde givet Hyrdinden Amarantas Rolle, saa fik Ordenen Navn af Amaranta-Ordenen. Den bestod af 15 Damer og 15 Herrer, som, idet de indtraadte i Ordenen, maatte aflægge Løfte om ikke at gifte sig. Dronning Christina præsiderede selv i Selskabet, og Sammenkomsterne fandt Sted paa et Slot, skjult imellem Bjergene ved Bredden af Mælaren. Ordenens Valsprog var blandt andet: «semper idem» d. v. s.: «altid den samme», som passede saa lidt som vel muligt paa Stifterinden, der, som bekendt, var saa lunefuld og omskiftelig som nogen.
Don Pimentelli fik den nylig stiftede Amaranta-Orden besat med Diamanter og Rubiner til flere Tusinde Kroners Værdi.
Aaret efter, at Pimentelli var kommen til Sverrig, fik han af sin Konge Ordre til atter at vende tilbage til Spanien. «Det bliver min Død», udbrød han, da han fik dette Budskab; imidlertid overlevede han dog Afskedsstunden, uagtet saavel han som Dronning Christina søgte at forhale Afskeden saa meget, som gørligt. Forinden hans Afrejse anstillede Dronning Christina Afskedsfester for ham, og Rigets store maatte gøre det samme for at staa sig vel med hende.
Dronning Christina lod Fregatten «Herkules» paa 70 Kanoner udruste for direkte at overføre Pimentelli fra Gøteborg til Spaniens Kyst, foruden at hun skænkede ham 20,000 Kroner i Rejsepenge. Under Folkehobens Forbandelser gik Pimentelli ombord paa Fregatten, der laa sejlklar i Gøteborg. Glæden var stor hos det svenske Folk ved at se den forhadte Spanier drage væk; men den varede kun kort, thi i Nordsøen blev Fregatten «Herkules» overfalden af en stærk Storm, som gjorde, at Skibet sprang læk, saaledes at Skibets Chef saa sig nødt til atter at søge Havn i Gøteborg, hvorfra han kort Tid forud var sejlet ud. Stor var Skuffelsen og Forbitrelsen, da Pimentelli saa hurtigt kom igen. Folk ansaa den hele Bortrejse for blot og bart Spilfægteri og Komediespil. Dronning Christina hilste derimod Pimentelli's Tilbagevenden med ufordulgt Glæde, som ogsaa gav sig Udtryk i, at hun forærede denne spanske Yndling at firspændigt, kostbart Køretøj, for at han des lettere kunde komme omkring i den længere Tid, der nu hengik, inden Afrejsen fandt Sted, da den spanske Konge paa Pimentellis Ansøgning gav ham en længere Henstand. Pimentelli saa man nu som for altid i Dronning Christinas Selskab, hvad enten hun var i Byen eller tog ud paa Landet til Jakobsdal. Denne fortrolige Tilværelse, der forargede Verden saa meget, gjorde Dronning Christina, af den hende medfødte Trods, sit til ikke at formindske.
Omsider blev det dog Alvor med Pimentellis Afrejse, idet der kom bestemte Ordrer til ham derom fra den spanske Konge. Atter anstillede Dronning Christina Afskedsfester for ham, og som Slutning paa Legen forærede hun ham en kostbar Diamantring til en Værdi af 6000 Kroner.
Det var en stor Lettelse for det svenske Folk, samt for det svenske Skatkammer, da Pimentelli endelig var borte. Dygtige Regnemestre paastod, at Pimentelli havde kostet Sverrig mere, end om den spanske Konge havde sendt en fjendtlig Armé paa 50,000 Mand til at tære paa dets Marv i det samme Tidsrum.
With modernised spelling:
Samtidigt med den franske læge Bourdelot var der en anden udlænding, nemlig den spanske gesandt Antonio de Pimentelli, der kom til at spille en betydelig rolle ved dronning Kristinas hof.
Da Spanien på den tid var i åben krig med Frankrig, ville det gerne have dronning Kristina over på sin side; derfor var det, at kongen af Spanien sendte ovennævnte smidige don Antonio Pimentelli med et følge af 50 personer til Stockholm.
Foruden at Pimentelli var en sleben, dannet verdensmand af et særdeles tiltalende ydre, så havde Bourdelot i forvejen omtalt ham så rosende for dronning Kristina, at denne var meget opsat på at gøre hans bekendtskab. Dronning Kristina var netop på Kungsør, 12 mile fra Stockholm, da don Pimentellis ankomst blev meldt; for at komme vejen desto hurtigere over tilbagelagde hun den lange afstand i et anstrengende ridt uden afbrydelse.
Don Pimentelli kom ufortøvet i dronning Kristinas gunst. Som forfaren hofmand havde han i forvejen nøje erkyndiget sig om dronningens ejendommeligheder og særheder, så han forstod straks at drage sig dem til nytte. En blanding, som han var, af kastiliansk svulst og italiensk smigreri, blev han en farlig person.
Don Pimentellis hemmelige mission var foruden at gå ud på at knytte handelsforbindelse vistnok ligeså vel et politisk rænkespil som en religiøs intrige for at få dronning Kristina til at gå over til katolicismen.
Foruden det gode indtryk, don Pimentelli gjorde på dronning Kristina ved sin hele personlighed, kom han endog oven i købet med favnen fuld af smukke gaver, idet han på den spanske konge Filip den Fjerdes vegne overrakte hende tolv store sølvfade, fyldte med kostbare oversøiske rariteter, samt overleverede samtidigt en prøve af spansk salt, af hvilken kvalitet der senere ville følge 300 læster bagefter, til dronningens disposition. Nogen tid efter sendtes den største del af don Pimentellis spanske følge tilbage til Madrid, medens han selv fik ordre at forblive i Sverige endnu i nogen tid.
Dronning Kristina viste don Pimentelli al tænkelig opmærksomhed og færdedes med ham tidlig og sent. Inden ret længe kunne hun ikke undvære hans selskab, omgikkes ham meget fortroligt og rådførte sig med ham selv i rigets vigtigste anliggender, hvad der vakte hele det svenske folks had og forbitrelse imod den fremmede lykkeridder.
For at dronning Kristina altid kunne have Pimentelli i sin umiddelbare nærhed, blev der anvist ham bolig på slottet; der var altså let lejlighed for hende til lærde disputer og intime samtaler; og da disse om aftenen trak sig langt ud over den tid, der ansås for passende, var det ikke så sært, at hun måtte hjemfalde til folkesnak.
Dronning Kristina, der nærede den fuldstændigste ringeagt for verdens omdømme, lod hånt om den forargelse, hendes uforsigtige opførsel vakte. Var først behandlingen af et interessant tema kommen i gang om aftenen, ville hun ikke vente med fortsættelsen til næste dag. Derved fik hun skinnet imod sig og gav selv anledning til de fornærmelige rygter, der sneg sig ud iblandt folket om hende.
Dronning Kristina var uden al tvivl uskyldig i de udskejelser, forargelige rygter ville tillægge hende; thi hendes kolde hjerte i forbindelse med hendes overordentlige selvfølelse og meget høje forestilling om sin fyrstelige værdighed var hende vistnok altid et værn imod fald, så meget mere, som hun altid var sig selv nok og for stolt til at give sig hen eller give efter for ømmere følelser såvel overfor mand som overfor kvinde.
Dronning Kristinas selvbiografi, skreven i hendes senere år, klarer måske bedst bedømmelsen af hende, idet hun skriver om sig selv:
«Mit heftige sind lokkede i lige høj grad til kærlighed og ærgerrighed. I hvilke Ulykker ville den første ikke have kastet mig, Herre, hvis Du ikke netop ved mine fejl havde modarbejdet en sådan svaghed! Min stolthed, som aldrig ville føle sig knyttet til noget menneske, mit overmod, som foragtede alle andre, og endelig den lethed, hvormed jeg opdagede fejl og mangler hos alle dem, der nærmede sig mig, — det var de egenskaber, som beskyttede mig imod faren. Jeg har været afgrunden nær, men Din mægtige hånd har frelst mig; jeg er uskyldig i alt det, hvormed man har villet sværte mit navn.»
Hvad der også taler til dronning Kristinas gunst, er, at uagtet hendes meget udestående med de franske og med de store i Rom, er der dog ingen med hende samtidigt levende historieskriver, idetmindste af dem, man tør skænke tillid, som vover at angribe hendes ære, selv ikke et par af hendes eget køn, madame de Motteville og mademoiselle de Montpensier, som ellers ikke så på hende med venlige øjne eller bedømte hende mildt. Disse franske damer, som levede ved et hof, hvor sligt emne ville have været interessant, have ikke noget at bemærke eller fortælle; det er kun hendes aparte væsen og klædedragt og hele amazoneagtige anstrøg, der sætte deres penne i bevægelse.
Ligeså i Rom, hvor dronning Kristina ingenlunde stod på nogen god fod med de adelige damer. Der var øjne nok dér, som spejdede efter hendes fejl, og der kom mange fremmede, som bleve der i længere tid og fik adgang til hendes hof og derved kunne hjælpe med til, om der var noget særligt at bemærke og notere. Dette udelukkede imidlertid ikke dronning Kristina fra at være meget overbærende mod sine hoffolk i elskovseventyr og andre uregelmæssigheder, når de åbent overfor hende stod skrifte, tilstod deres brøde og bad om hendes tilgivelse.
Vi må atter vende tilbage til og nærmere omtale don Pimentellis virksomhed. Hans indflydelse på dronning Kristina så ligesom dr. Bourdelots ud som en forhekselse. Don Pimentelli gjorde dronning Kristina ked af hendes land, folk og religion. Han viste hende som i en apoteose, i et fantastiskt perspektiv, den henrivende tilværelse, som hun ville kunne føre i Rom, berømt og fri, under en prægtig himmel, omgivet af et hof af digtere, kunstnere og kardinaler: en slags kvindelig pave for kunst og videnskab, en katolsk muse i Genfødelsens genopblomstrende have. Hvad var egentlig hendes rige, Sverige, overfor det? — fattigt og koldt, formørket af en streng religion, og der var hun lænket af kedelige pligter imod det ideale kejserdømme i Rom.
Det var under Pimentellis ophold i Sverige, at dronning Kristina kom i tanker om at stifte Amaranteordenen, og Pimentelli blev dens første ridder. Anledningen til ordenens stiftelse var følgende.
I året 1653 sendte den engelske kronprætendent, den senere kong Karl den anden af England, Hosebåndsordenen til den svenske prins Karl Gustav; men da Cromwell endnu havde magten i England, ville dronning Kristina, for ikke at støde ham for hovedet, ikke tillade Karl Gustav at tage derimod, så meget mere som hun ikke gerne så, at hendes undersåtter fik udmærkelser udenlands fra, idet hun ved forekommende lejlighed plejede at sige: «Jeg kan ikke tåle, at en fremmed herre sætter sit mærke på mine får.»
Ved den engelske Hosebåndsordenens tilsendelse kom dronning Kristina i tanker om selv at stifte en orden, og da hun i et hyrdespil nyligen havde givet hyrdinden Amarantas rolle, så fik ordenen navn af Amaranteordenen. Den bestod af 15 damer og 15 herrer, som, idet de indtrådte i ordenen, måtte aflægge løfte om ikke at gifte sig. Dronning Kristina præsiderede selv i selskabet, og sammenkomsterne fandt sted på et slot, skjult imellem bjergene ved bredden af Mälaren.
Ordenens valgsprog var blandt andet: «semper idem» — d. v. s.: «altid den samme», — som passede så lidt som vel muligt på stifterinden, der, som bekendt, var så lunefuld og omskiftelig som nogen.
Don Pimentelli fik den nylig stiftede Amarante-orden besat med diamanter og rubiner til flere tusinde kroners værdi.
Året efter, at Pimentelli var kommen til Sverige, fik han af sin konge ordre til atter at vende tilbage til Spanien. «Det bliver min død», udbrød han, da han fik dette budskab; imidlertid overlevede han dog afskedsstunden, uagtet såvel han som dronning Kristina søgte at forhale afskeden så meget, som gørligt. Forinden hans afrejse anstillede dronning Kristina afskedsfester for ham, og rigets store måtte gøre det samme for at stå sig vel med hende.
Dronning Kristina lod fregatten «Herkules» på 70 kanoner udruste for direkte at overføre Pimentelli fra Gøteborg til Spaniens kyst, foruden at hun skænkede ham 20,000 kroner i rejsepenge. Under folkehobens forbandelser gik Pimentelli ombord på fregatten, der lå sejlklar i Gøteborg. Glæden var stor hos det svenske folk ved at se den forhadte spanier drage væk; men den varede kun kort, thi i Nordsøen blev fregatten «Herkules» overfalden af en stærk storm, som gjorde, at skibet sprang læk, således at skibets chef så sig nødt til atter at søge havn i Gøteborg, hvorfra han kort tid forud var sejlet ud.
Stor var skuffelsen og forbitrelsen, da Pimentelli så hurtigt kom igen. Folk anså den hele bortrejse for blot og bart spilfægteri og komediespil. Dronning Kristina hilste derimod Pimentellis tilbagevenden med ufordulgt glæde, som også gav sig udtryk i, at hun forærede denne spanske yndling at firspændigt, kostbart køretøj, for at han des lettere kunne komme omkring i den længere tid, der nu hengik, inden afrejsen fandt sted, da den spanske konge på Pimentellis ansøgning gav ham en længere henstand.
Pimentelli så man nu som for altid i dronning Kristinas selskab, hvad enten hun var i byen eller tog ud på landet til Jakobsdal. Denne fortrolige tilværelse, der forargede verden så meget, gjorde dronning Kristina, af den hende medfødte trods, sit til ikke at formindske.
Omsider blev det dog alvor med Pimentellis afrejse, idet der kom bestemte ordrer til ham derom fra den spanske konge. Atter anstillede dronning Kristina afskedsfester for ham, og som slutning på legen forærede hun ham en kostbar diamantring til en værdi af 6,000 kroner.
Det var en stor lettelse for det svenske folk, samt for det svenske skatkammer, da Pimentelli endelig var borte. Dygtige regnemestre påstod, at Pimentelli havde kostet Sverige mere, end om den spanske konge havde sendt en fjendtlig armé på 50,000 mand til at tære på dets marv i det samme tidsrum.
English translation (my own):
At the same time as the French physician Bourdelot, there was another foreigner, namely the Spanish envoy Antonio Pimentel, who came to play a significant role at Queen Kristina's court.
As Spain was at that time in open war with France, it wanted Queen Kristina to join its side; therefore, the King of Spain sent the aforementioned agile Don Antonio Pimentel with a retinue of 50 persons to Stockholm.
Besides Pimentel being a polished, cultured man of the world with a very attractive appearance, Bourdelot had already spoken so highly of him to Queen Kristina that she was very keen to make his acquaintance. Queen Kristina was just at Kungsör, 12 miles from Stockholm, when Don Pimentel's arrival was announced; in order to get across the road the quicker, she covered the long distance in a strenuous ride without interruption.
Don Pimentel immediately gained Queen Kristina's favour. As an experienced courtier, he had already carefully familiarised himself with the queen's peculiarities and eccentricities, so he immediately knew how to take advantage of them. A mixture, as he was, of Castilian arrogance and Italian flattery, he became a dangerous person.
Don Pimentel's secret mission, in addition to establishing trade relations, was probably as much a political ploy as a religious intrigue to get Queen Kristina to convert to Catholicism.
In addition to the good impression that Don Pimentel made on Queen Kristina with his whole personality, he even came with an armful of beautiful gifts, as he presented her, on behalf of the Spanish King Felipe IV, with twelve large silver dishes filled with precious rarities from overseas, and at the same time handed over a sample of Spanish salt, of which quality 300 lasters would later follow, at the Queen's disposal. Some time later, the largest part of Don Pimentel's Spanish retinue was sent back to Madrid, while he himself was ordered to remain in Sweden for some time.
Queen Kristina showed Don Pimentel every imaginable attention and was with him early and late. Before long she could not do without his company, associated with him very intimately and consulted with him himself on the most important affairs of the kingdom, which aroused the hatred and bitterness of the entire Swedish people against the foreign fortune-seeker.
In order that Queen Kristina might always have Pimentel in her immediate vicinity, he was assigned accommodation in the castle; there was thus easy opportunity for her to engage in learned disputes and intimate conversations; and when these in the evenings dragged on far beyond the time considered appropriate, it was not strange that she had to fall victim to popular talk.
Queen Kristina, who had the most complete contempt for the world's judgement, made fun of the outrage her careless behaviour aroused. Once the discussion of an interesting theme had begun in the evening, she would not wait until the next day to continue. In this way she gained the limelight and herself gave rise to the insulting rumours that crept out among the people about her.
Queen Kristina was undoubtedly innocent of the excesses that scandalous rumours would attribute to her, for her cold heart, in connection with her extraordinary self-esteem and very high idea of her princely dignity, was probably always a protection against her downfall, all the more so as she was always self-sufficient and too proud to give in or yield to tender feelings, both towards men and women.
Queen Kristina's autobiography, written in her later years, perhaps best sums up her assessment of her, as she writes about herself:
"My passionate mind was attracted in equal measure to love and ambition. Into what misfortunes the former would not have thrown me, Lord, if You had not counteracted such weakness by my very faults! My pride, which never wanted to feel attached to any human being, my arrogance, which despised all others, and finally the ease with which I discovered the faults and shortcomings of all those who approached me, — these were the qualities that protected me from the danger. I have been near the abyss, but Your mighty hand has saved me; I am innocent of all that has been done to blacken my name."
What also speaks in Queen Kristina's favour is that, notwithstanding her great prominence with the French and with the great in Rome, there is no historian living at the same time as her, at least among those whom one dares to trust, who dares to attack her honour, not even a couple of her own sex, Madame de Motteville and Mademoiselle de Montpensier, who otherwise did not look upon her with friendly eyes or judge her kindly. These French ladies, who lived at a court where such a subject would have been interesting, have nothing to remark on or tell about; it is only her peculiar character and dress and her whole Amazonian appearance that set their pens in motion.
Likewise in Rome, where Queen Kristina was by no means on good terms with the noble ladies. There were certainly eyes there who were on the lookout for her faults, and many foreigners came who stayed there for a longer time and gained access to her court and were thus able to help if there was anything special to notice and note. This did not, however, prevent Queen Kristina from being very lenient towards her courtiers in love affairs and other irregularities, when they openly confessed to her, confessed their faults and begged for her forgiveness.
We must return again to and discuss in more detail the activities of Don Pimentel. His influence on Queen Kristina, like that of Dr. Bourdelot, looked like a bewitchment. Don Pimentel made Queen Kristina bored of her country, her people, and her religion. He showed her, as in an apotheosis, in a fantastic perspective, the delightful life that she would be able to lead in Rome, famous and free, under a magnificent sky, surrounded by a court of poets, artists, and cardinals: a kind of female pope for art and science, a Catholic muse in the reblooming garden of the Renaissance. What was her kingdom, Sweden, in comparison with that? — poor and cold, darkened by a strict religion, and there she was, chained by tedious duties against the ideal empire of Rome.
It was during Pimentel's stay in Sweden that Queen Kristina had the idea of founding the Order of Amarante, and Pimentel became its first knight. The reason for the foundation of the order was as follows.
In the year 1653, the English pretender to the Crown, the later King Charles II of England, sent the Order of the Garter to the Swedish prince Karl Gustav; but because Cromwell still held power in England, Queen Kristina, in order not to offend him, would not allow Karl Gustav to accept it in return, especially as she did not like to see her subjects receive distinctions from abroad, as she used to say on occasion: "I cannot bear that a foreign lord should put his mark on my sheep."
At the sending of the English Order of the Garter, Queen Kristina thought of founding an order herself, and because she had recently played the role of the shepherdess Amaranta in a shepherd play, the order was named the Order of Amarante. It consisted of 15 ladies and 15 gentlemen, who, when they joined the order, had to take a vow not to marry. Queen Kristina herself presided over the society, and the gatherings took place in a castle hidden between the mountains on the shores of Lake Mälaren.
The motto of the order was, among other things: "semper idem" — that is, "always the same", — which suited the foundress as little as possible, who, as is well known, was as capricious and fickle as anyone.
Don Pimentel received the recently founded Order of Amarante adorned with diamonds and rubies worth several thousand crowns.
The year after Pimentel had come to Sweden, he received orders from his king to return to Spain. "It will be the death of me", he exclaimed when he received this message; however, he survived the farewell, despite both he and Queen Kristina trying to delay the farewell as much as possible. Before his departure, Queen Kristina threw him farewell parties, and the great men of the kingdom had to do the same in order to be on good terms with her.
Queen Kristina had the frigate "Hercules", with 70 cannons, equipped to directly transfer Pimentel from Gothenburg to the coast of Spain, in addition to giving him 20,000 crowns in travel money. Under the curses of the crowd, Pimentel boarded the frigate, which was ready to sail in Gothenburg. The joy of the Swedish people was great at seeing the hated Spaniard go away; but it only lasted a short time, because in the North Sea the frigate "Hercules" was attacked by a strong storm, which caused the ship to spring a leak, so that the ship's commander was forced to seek port again in Gothenburg, from which he had sailed a short time before.
Great was the disappointment and resentment when Pimentel returned so quickly. People considered the whole journey to be nothing more than a game of trickery and comedy. Queen Kristina, on the other hand, greeted Pimentel's return with undisguised joy, which was also expressed in the fact that she presented this Spanish favourite with a four-horse, expensive carriage, so that he could get around more easily during the longer time that now hung before the departure took place, when the Spanish King, at Pimentel's request, granted him a longer respite.
Pimentel was now seen, as always, in Queen Kristina's company, whether she was in the city or went out to the countryside to Jakobsdal. This intimate life, which outraged the world so much, Queen Kristina, out of her innate defiance, did not diminish.
Finally, however, Pimentel's departure became serious, as he received specific orders to that effect from the Spanish King. Queen Kristina again threw farewell parties for him, and as an end to the game, she gave him a precious diamond ring worth 6,000 crowns.
It was a great relief to the Swedish people, as well as to the Swedish treasury, when Pimentel was finally gone. Skilled accountants claimed that Pimentel had cost Sweden more than if the Spanish King had sent an enemy army of 50,000 men to eat its marrow during the same period.
Above: Kristina.
Above: Antonio Pimentel.
Note: Jakobsdal is the old name for Ulriksdal Castle.
_-_Nationalmuseum_-_39839.tif.jpg)
