H. E. Friis on Kristina's birth and childhood

Source:

Dronning Christina af Sverrig 1626-1689, pages 1 to 8, published by H. E. Friis, 1896

https://archive.org/details/DronningChristinaAfSverrig/page/n7/mode/2up

The account:

Dronning Christina af Sverrig, som blev født den 8de Decbr. 1626, var Kong Gustav Adolf af Sverrigs og dennes Gemalinde, Dronning Maria Eleonora af Brandenburgs eneste efterlevende Barn, da Kong Gustav Adolf faldt i Slaget ved Lützen 1632.

I Aaret 1620 indgik Gustav Adolf Ægteskab med ovennævnte brandenburgske Prinsesse Maria Eleonora — forresten en Broderdatter af den danske Konge Christian d. 4des Dronning, Anna Catharina.

I de første Aar af deres Ægteskab fik Kong Gustav Adolf og Dronning Maria Eleonora 2 Døtre efter hinanden, den ene i Aaret 1621 og den næste i 1623, som dog døde kort efter.

I Sommeren 1626 ventedes atter en Arving, og begge Forældre ønskede nu inderligt, at det denne Gang maatte blive en Søn. Astronomerne, som paa den Tid bleve raadspurgte i slige Tilfælde, bekræftede Forældrenes Haab samt forudsagde, at saafremt Barnet overlevede det første Døgn, skulde det senere blive noget stort, en mærkværdig Person; thi Stjernernes Stilling ved Barnets Fødsel tydede derpaa, idet Planeterne Venus, Merkur og Mars vare samlede i Nærheden af Regulus i Stjernebilledet Løvens Hjerte.

Den 8de December 1626 fødtes den forventede lille. Det nyfødte Barn meldte sin Ankomst til Verden med kraftige Skrig, der i Forbindelse med en temmelig grov Legemsbygning og mørk Ansigtsfarve og Hud lod formode, at det var et Drengebarn, og uden nærmere at forvisse sig derom tilmeldte man Forældrene, at det var en Søn. Disse glædede sig og med dem det hele svenske Hof. Man opdagede imidlertid snart Fejltagelsen og følte sig bittert skuffet. Ingen vilde eller turde bringe Kongen den rette Besked. Sluttelig fik man Kongens Søster, Pfalzgrevinde Catharina, til at paatage sig dette Hverv. Den kække og gudhengivne Gustav Adolf tog Sagen med fornuftig Ro, og da hans Søster viste ham det spæde Pigebarn, kyssede han det og sagde: «Lad os takke Gud! Jeg haaber, at denne Pige skal blive lige saa god som en Dreng»; — senere hen føjede han til: «Det bliver ganske sikkert en snild Pige, siden hun har kunnet narre os allesammen.» En vanskeligere Sag var det overfor Moderen, den skønne, blide, men noget sære og svagsindede Dronning Maria Eleonora, der tog sig Sagen langt mere nær, og det var i længere Tid umuligt at trøste hende. Hun kunde som Følge af denne Skuffelse aldrig ret forsone sig med Barnet, der næsten ganske maatte savne Moderens Kærlighed; det blev derfor senere, mere end ønskeligt var, næsten altid overladt til fremmede. Muligvis har Tilsynet ikke været saa godt, som det burde være; Barnet havde til Følge, at dets ene Skulder voksede højere end den anden.

Den lille Prinsesse blev i Daaben kaldt Christina efter Gustav Adolfs Moder, som netop var død samme Dag, den 8de Decbr., Aaret forud. Det var et smukt Træk af Gustav Adolf saaledes at hædre sin Moder, Carl den 9des Dronning, Christina af Holsten-Gottorp, som aldrig ret havde været elsket af det svenske Folk, bl. a. fordi hun altid favoriserede den yngre Søn Carl Philip paa den ældre Broder Gustav Adolfs Bekostning; hun var tilmed meget paaholdende, og, uagtet hun var rig, laante hun aldrig sin ældste Søn Gustav Adolf Penge uden imod 6 à 12 Procent Rente.

Kong Gustav Adolfs klare Forstand, hans store Evne til at tilegne sig Sprog og Matematik samt hans Kærlighed til Kunst og Videnskab arvede Datteren Christina efter ham. Den Ømhed, Christina savnede hos Moderen, fandt hun i rigt Maal hos Kong Gustav Adolf, som i høj Grad elskede det kvikke og livlige Pigebarn, og havde han kunnet leve længere med den lille Christina og have ledet hendes Opdragelse, vilde hendes udmærkede Naturgaver rimeligvis være blevne udviklede paa en helt anden Maade og hendes ikke faa Fejl være blevne mildnede og rettede i Aarenes Løb.

Da Kong Gustav Adolf drog over til Tyskland for at tage Del i Trediveaarskrigen, bestemte han, at saafremt han faldt paa Valpladsen, skulde Dronning Maria Eleonora hverken opdrage deres Barn eller have Del i Regeringen. Der var saa mange Modsætninger imellem Gustav Adolf og Maria Eleonora, at Ægteskabet ikke kunde kaldes lykkeligt, om end G. A. skjulte det meget godt og kun udtalte det til sine intimeste Venner. Gustav Adolf synes at have valgt hende, dels fængslet af hendes store Skønhed, dels vel og af politiske Grunde. I ethvert Fald synes Gustav Adolf noget hurtigt at have sluttet denne Forbindelse uden nærmere at have kendt hende, da hans Ungdoms elskede, Frøken Ebba Brahe, ved hans Moders, Enkedronning Christinas Foranstaltning var bleven gift med Grev Jakob de la Gardie. ...

Dronning Maria Eleonora var godmodig, om end en Del besynderlig og sær; hun elskede Gustav Adolf med stor Ømhed, hvilket dog tidt var den tapre Kriger for meget, naar hun f. Eks. vilde følge han i Felten. Hun kunde aldrig forsone sig med Sverrig og dets Folk og taalte saaledes aldrig nogen Svensker i sit Tjenerskab. Dette, at Maria Eleonora ikke kunde sympathisere med Sverrig, var, foruden andre Tryk, ogsaa Gustav Adolfs store Sorg, saa han i Fortrolighed kunde sige til Oxenstjerna: «Jeg har mit malum domesticum, som trykker, men det forhindrer mig fra at blive overmodig i min store Fremgang.»

Ved sin Afrejse fra Sverrig for at deltage i Krigen i Tyskland og for at værne om Prostentanterne der overgav Gustav Adolf sin lille Datter Christina til sin Søster, Pfalzgrevinde Catharina, der med sin Ægtefælle samt 2 Sønner og 2 Døtre boede paa det skønne Stegeborg Slot.

Nogen Tid efter, at Gustav Adolf var rejst, betoges hans Dronning af en saadan Længsel og Uro, at hun, skønt hendes Gemal ikke ønskede det, begav sig over til Krigsskuepladsen.

Som bekendt fandt Gustav Adolf Heltedøden i Slaget ved Lützen 1632; nogle Dage forud havde han taget Afsked med sin Dronning i det nærliggende Erfurt. Da Efterretningen om Kongens Død naaede hende, kan man tænke sig hendes grænseløse Sorg og Fortvivlelse; hun ilede straks til Lützen, kastede sig over Kongens Lig og var utrøstelig. Tværtimod den afdøde Konges Ønske lod hun hans Lig balsamere; endvidere lod hun udtage Kongens Hjerte, som hun herefter bar, indesluttet i en Guldkapsel, paa sit Bryst.

I Juli Maaned 1633 blev Kong Gustav Adolfs Lig ført fra Wolgast i Pommern til Nyköping Slot i Sverrig. Her blev Liget udstillet og henstod, indtil alt blev ordnet til dets Bisættelse i Ridderholmskirken i Stockholm, hvor Gustav Adolf tidligere havde bygget et Kapel i dette Øjemed. Enkedronning Maria Eleonora, som var fulgt med Kongens Lig fra Tyskland, blev ved Ankomsten til Sverrig modtaget med alle de hende som Dronning tilkommende Æresbevisninger af Rigsraadet, Hoffet og Adelen, med den lille faderløse Datter Christina i Spidsen af Toget. Det hele dannede et sørgeligt Optrin, den lille seksaarige Christina omfavnede grædende sin Moder, den nedbøjede Enkedronning, denne var utrøstelig, udbrød i høje Klageraab og modtog Barnet med Udbrudet af den mest grænseløse Kærlighed, der stod i den stærkeste Modsætning til hendes tidligere Ligegyldighed, badede det i Taarer og var nærved at kvæle det i sine Favntag. Nu vilde hun ikke et Øjeblik tabe det af Syne.

Enkedronningen havde paa Nyköping Slot — hvor Kongens Lig henstod, og hvor hun havde taget Ophold, ladet sine Værelsers Vægge, Loft, Gulv og Møbler betrække med sort Klæde. Dag og Nat brændte der Vokslys, og Enkedronningen vilde ikke have Kongens Lig bisat, saalænge hun selv var i Live; hun vilde derimod have Lov til at beholde det hos sig for daglig at beskue de elskede Træk. Da nogen Tid var gaaet, forlangte Rigsforstanderne og Gejstligheden, at Bisættelsen i Stockholm skulde finde Sted, og tillige maatte Dronning Maria Eleonora tilbagelevere Guldkapselen med Kongens Hjerte, som blev anbragt i Kisten tilligemed de øvrige jordiske Levninger af den store Konge. Til Trøst stiftede Enkedronningen en Orden i Form af et Hjerte, og paa den ene Side var der afbildet en Ligkiste med Gustav Adolfs Initialbogstaver G. A. R. S. nedenunder.

Skønt Gustav Adolf før sin Død udtrykkelig havde bestemt, at Datterens Opdragelse skulde betroes Kongens Søster, Pfalzgrevinde Catharina, med Forbigaaelse af Barnets egen Moder, nænnede Rigsforstanderne dog nu ikke lige straks at tage Barnet fra den dybtsørgende Enkedronning, som havde tabt alt ved sin saa højt elskede Gemals tidlige Død. Det livlige Barn kom snarere over Sorgen, men da det følte en ulidelig Kedsomhed ved Opholdet hos den grædende Moder, skredes der til, at Barnet fik Undervisning og boglig Beskæftigelse; thi de Sysler, der ellers falde i Smaapigers Smag, tiltalte aldeles ikke hende; med Dukker vilde hun aldrig lege, lige saa lidt som hun nogensinde fik lært eller vilde beskæftige sig med Haandarbejde eller brød sig videre om Pynt og Stads. Ligesom hun i det hele taget tidlig havde en stærk Egenvilje, saaledes gik hendes Tarvelighed i Klædedragt i hendes senere Aar ofte over til hel Særhed og Sjuskeri, og i saa Henseende var hun ligegyldig for Omverdenens Dom.

Den afdøde Konge havde befalet, at Prinsesse Christina skulde have en Opdragelse som en Dreng, og hele hendes Temperament og Tilbøjelighed stemmede godt overens med dette Faderens Paabud.

Til at føre den øverste Ledelse af Barnets Opdragelse var den store Statsmand Axel Oxenstjerna udset, ligesom Gustav Adolf havde bestemt, at Dr. Joh. Mathiæ, en grundlærd, hæderlig og retskaffen Mand, der havde været Præst i Lejren i Tyskland, skulde være hendes Lærer.

Da Undervisningstimerne vare den eneste Tid, hvori Christina var fritaget for at være i de mørke Gemakker paa Slottet hos den sørgende Moder, betragtede Barnet Undervisningstiden som sine gladeste Timer, hvorfor disse snart forøgedes til at udfylde den hele Dag. At være dette Barns Lærer har været et højst taknemmeligt Arbejde, da sjældne Aandsevner og utrættelig Lærelyst i en overordentlig Grad vare forenede hos hende, saa hun i kort Tid gjorde mærkværdig stor Fremskridt.

Flittig og videbegærlig, som hun var, kunde hun i en tidlig Alder udtrykke sig nogenlunde korrekt paa Tysk, Fransk og Latin, og hun lagde tidligt Grunden til sine senere saa usædvanlige og beundrede Kundskaber. For øvrigt mærkedes allerede nu en, især for en Pige, ganske sjælden Grad af Mod og Djærvhed, grænsende til Mandhaftighed. Forholdet imellem Moderen og Christina var ikke altid det allerbedste, dertil vare de altfor forskellige. Det viste sig ogsaa snart, at den af sin Sorg nedtyngede og derfor nu end mere sære Enkedronning ingenlunde var i Stand til at opdrage eller tage rigtigt paa Datteren. Det er endogsaa rimeligt, at der fra den Tid fremkom en Kløft imellem Moder og Datter, der aldrig senere rigtig blev udjævnet.

Prinsesse Christinas Helbred var ej altid saa god som ønskeligt, og det er ejheller usandsynligt, at det hele Levesæt ved Moderens Hof slet ikke var det livlige og vanskelige Barn tjenligt. Enkedronningen havde nemlig sine Særheder og egne Meninger om, hvad der var sundt og ikke sundt, som hun fordrede respekterede. Hun havde saaledes den fikse Idé, at det var usundt for Barnet at drikke rent, koldt Vand alene, da det ikke gav Kræfter, og paabød hende derfor blot at drikke Vin eller Øl. Da Christina hverken kunde lide Øl eller Vin, saa tørstede hun hellere flere Dage i Træk end at give efter for Moderens Paabud, og det var jo ikke heldigt for Barnets Befindende, især da denne Strid stod paa i længere Tid. For dog at faa noget Vand at drikke sneg Christina sig til at tage af det Rosenvand, som Moderen plejede at vaske sig med. Denne, som mærkede, at Rosenvandet svandt saa hurtigt, mistænkte og skændte paa Tjenerskabet derfor, og der blev nu passet paa. Endelig overraskedes efter kort Tids Forløb Christina en Dag med Rosenvandsflasken for Munden af Enkedronningen, som paa Stedet højst egenhændigt gav Datteren en Ørefigen til Straf. Senere hen i Livet som voksen paastod Christina, at den overdrevne Tørst, hun var udsat for i Moderens Hus i den Tid, de vare sammen, havde givet Anledning til flere af de Lidelser, hun senere led af.

Rigsforstanderne med Oxenstjerna i Spidsen var ikke tilfredse med Prinsesse Christinas Ophold hos Enkedronningen, thi de vare bange for, at Christinas Helbred skulde tage Skade af det indespærrede Liv der; ogsaa i andre Retninger holdt de det ikke for heldigt for den vordende Dronning at være der; navnlig frygtede de for, at Christina hos Moderen ikke lærte at elske Sverrig og dets Folk; thi som bekendt omgav Enkedronning Maria Eleonora sig kun med Tyskere, da hun aldrig lærte at elske Sverrig og Svenskerne.

Rigsforstanderne vilde derfor se at gøre Alvor af, ifølge den afdøde Konges Bud, at faa Christina taget fra Moderen igen og overdraget til Gustav Adolfs Søsters, Pfalzgrevinde Catharinas Omsorg.

Der blev talt til Enkedronning Maria Eleonora desangaaende; men da hun derover brast i heftig Graad og tog stærkt paa Veje, afstod Rigsforstanderne derfra endnu en Stund, indtil en given Lejlighed tilbød sig.

Den tilbød sig, da Enkedronningen nogen Tid efter kom med Krav paa større Pengetilskud til Hofholdningen end hidtil samt gjorde Fordring paa, at et Par Rigsraader hver Dag skulde gøre Honnørs ved det kongelige Taffel, naar Christina spiste, besørge Iskænkningen af Drikkevarerne o. s. v.

Rigskantsler Oxenstjerna svarede paa dette Andragende: «Det var Rigsraadets Ønske, at Prinsesse Christina maatte optugtes til Gudsfrygt og til Kærlighed til Sverrig og dets Folk samt vænnes fra alle Slags Nykker, Vellyst og Forfængelighed.»

Videre afgjordes ikke den Dag; men Dagen efter stemte alle de tilstedeværende 12 Rigsraader enstemmigt for, at Prinsesse Christina skulde tages fra Moderen og opdrages af den afdøde Konges Søster efter Ordlyden og Aanden af den afdøde Konges bestemt udtalte Ønske.

Enkedronning Maria Eleonora optog denne Raadets Beslutning meget ilde, men maatte finde sig deri af Nødvendighed. Christina selv synes at have været glad ved at vende tilbage til Fasteren Catharinas Hus, hvor hun før havde opholdt sig; thi Opholdet der var langt livligere, da hun der havde Selskab i Pfalzgrevens Børn. ...

With modernised spelling for easier reading:

Dronning Kristina af Sverige, som blev født den 8. december 1626, var kong Gustav Adolf af Sveriges og dennes gemalinde, dronning Maria Eleonora af Brandenburgs eneste efterlevende barn, da kong Gustav Adolf faldt i slaget ved Lützen 1632.

I året 1620 indgik Gustav Adolf ægteskab med ovennævnte brandenburgske prinsesse Maria Eleonora — forresten en broderdatter af den danske konge Christian den Fjerdes dronning, Anna Cathrine.

I de første år af deres ægteskab fik kong Gustav Adolf og dronning Maria Eleonora 2 døtre efter hinanden, den ene i året 1621 og den næste i 1623, som dog døde kort efter.

I sommeren 1626 ventedes atter en arving, og begge forældre ønskede nu inderligt, at det denne gang måtte blive en søn. Astronomerne, som på den tid bleve rådspurgte i slige tilfælde, bekræftede forældrenes håb samt forudsagde, at såfremt barnet overlevede det første døgn, skulle det senere blive noget stort, en mærkværdig person; thi stjernernes stilling ved barnets fødsel tydede derpå, idet planeterne Venus, Merkur og Mars vare samlede i nærheden af Regulus i stjernebilledet Løvens Hjerte.

Den 8. december 1626 fødtes den forventede lille. Det nyfødte barn meldte sin ankomst til verden med kraftige skrig, der i forbindelse med en temmelig grov legemsbygning og mørk ansigtsfarve og hud lod formode, at det var et drengebarn, og uden nærmere at forvisse sig derom tilmeldte man forældrene, at det var en søn. Disse glædede sig og med dem det hele svenske hof. Man opdagede imidlertid snart fejltagelsen og følte sig bittert skuffet. Ingen ville eller turde bringe kongen den rette besked. Sluttelig fik man kongens søster, pfalzgrevinde Katarina, til at påtage sig dette hverv.

Den kække og gudhengivne Gustav Adolf tog sagen med fornuftig ro, og da hans søster viste ham det spæde pigebarn, kyssede han det og sagde: "Lad os takke Gud! Jeg håber, at denne pige skal blive lige så god som en dreng»; — senere hen føjede han til: «Det bliver ganske sikkert en snild pige, siden hun har kunnet narre os allesammen.»

En vanskeligere sag var det overfor moderen, den skønne, blide, men noget sære og svagsindede dronning Maria Eleonora, der tog sig sagen langt mere nær, og det var i længere tid umuligt at trøste hende. Hun kunne som følge af denne skuffelse aldrig ret forsone sig med barnet, der næsten ganske måtte savne moderens kærlighed; det blev derfor senere, mere end ønskeligt var, næsten altid overladt til fremmede. Muligvis har tilsynet ikke været så godt, som det burde være; barnet havde til følge, at dets ene skulder voksede højere end den anden.

Den lille prinsesse blev i dåben kaldt Kristina efter Gustav Adolfs moder, som netop var død samme dag, den 8. december, året forud. Det var et smukt træk af Gustav Adolf således at hædre sin moder, Karl den Niendes dronning, Christina af Holsten-Gottorp, som aldrig ret havde været elsket af det svenske folk, bl. a. fordi hun altid favoriserede den yngre søn Karl Filip på den ældre broder Gustav Adolfs bekostning; hun var tilmed meget påholdende, og, uagtet hun var rig, lånte hun aldrig sin ældste søn Gustav Adolf penge uden imod 6 à 12 procent rente.

Kong Gustav Adolfs klare forstand, hans store evne til at tilegne sig sprog og matematik samt hans kærlighed til kunst og videnskab arvede datteren Kristina efter ham. Den ømhed, Kristina savnede hos moderen, fandt hun i rigt mål hos kong Gustav Adolf, som i høj grad elskede det kvikke og livlige pigebarn, og havde han kunnet leve længere med den lille Kristina og have ledet hendes opdragelse, ville hendes udmærkede naturgaver rimeligvis være blevne udviklede på en helt anden måde og hendes ikke få fejl være blevne mildnede og rettede i årenes løb.

Da kong Gustav Adolf drog over til Tyskland for at tage del i Trediveårskrigen, bestemte han, at såfremt han faldt på valpladsen, skulle dronning Maria Eleonora hverken opdrage deres barn eller have del i regeringen. Der var så mange modsætninger imellem Gustav Adolf og Maria Eleonora, at ægteskabet ikke kunne kaldes lykkeligt, om end G. A. skjulte det meget godt og kun udtalte det til sine intimeste venner. Gustav Adolf synes at have valgt hende, dels fængslet af hendes store skønhed, dels vel og af politiske grunde. I ethvert fald synes Gustav Adolf noget hurtigt at have sluttet denne forbindelse uden nærmere at have kendt hende, da hans ungdoms elskede, frøken Ebba Brahe, ved hans moders, enkedronning Christinas foranstaltning var bleven gift med grev Jakob de la Gardie. ...

Dronning Maria Eleonora var godmodig, om end en del besynderlig og sær; hun elskede Gustav Adolf med stor ømhed, hvilket dog tit var den tapre kriger for meget, når hun f. eks. vilde følge han i felten. Hun kunne aldrig forsone sig med Sverige og dets folk og tålte således aldrig nogen svensker i sit tjenerskab. Dette, at Maria Eleonora ikke kunne sympatisere med Sverige, var, foruden andre tryk, også Gustav Adolfs store sorg, så han i fortrolighed kunde sige til Oxenstierna: «Jeg har mit malum domesticum, som trykker, men det forhindrer mig fra at blive overmodig i min store fremgang.»

Ved sin afrejse fra Sverige for at deltage i krigen i Tyskland og for at værne om prostentanterne der overgav Gustav Adolf sin lille datter Kristina til sin søster, pfalzgrevinde Katarina, der med sin ægtefælle samt 2 sønner og 2 døtre boede på det skønne Stegeborg slot.

Nogen tid efter, at Gustav Adolf var rejst, betoges hans dronning af en sådan længsel og uro, at hun, skønt hendes gemal ikke ønskede det, begav sig over til krigsskuepladsen.

Som bekendt fandt Gustav Adolf heltedøden i slaget ved Lützen 1632; nogle dage forud havde han taget afsked med sin dronning i det nærliggende Erfurt. Da efterretningen om kongens død nåede hende, kan man tænke sig hendes grænseløse sorg og fortvivlelse; hun ilede straks til Lützen, kastede sig over kongens lig og var utrøstelig. Tværtimod den afdøde konges ønske lod hun hans lig balsamere; endvidere lod hun udtage kongens hjerte, som hun herefter bar, indesluttet i en guldkapsel, på sit bryst.

I juli måned 1633 blev kong Gustav Adolfs lig ført fra Wolgast i Pommern til Nyköping slot i Sverige. Her blev liget udstillet og henstod, indtil alt blev ordnet til dets bisættelse i Ridderholmskirken i Stockholm, hvor Gustav Adolf tidligere havde bygget et kapel i dette øjemed. Enkedronning Maria Eleonora, som var fulgt med kongens lig fra Tyskland, blev ved ankomsten til Sverige modtaget med alle de hende som dronning tilkommende æresbevisninger af Rigsrådet, hoffet og adelen, med den lille faderløse datter Kristina i spidsen af toget.

Det hele dannede et sørgeligt optrin. Den lille seksårige Kristina omfavnede grædende sin moder, den nedbøjede enkedronning. Denne var utrøstelig, udbrød i høje klageråb og modtog barnet med udbruddet af den mest grænseløse kærlighed, der stod i den stærkeste modsætning til hendes tidligere ligegyldighed, badede det i tårer og var nærved at kvæle det i sine favntag. Nu ville hun ikke et øjeblik tabe det af syne.

Enkedronningen havde på Nyköping slot — hvor kongens lig henstod, og hvor hun havde taget ophold, ladet sine værelsers vægge, loft, gulv og møbler betrække med sort klæde. Dag og nat brændte der vokslys, og enkedronningen ville ikke have kongens lig bisat, så længe hun selv var i live; hun ville derimod have lov til at beholde det hos sig for daglig at beskue de elskede træk.

Da nogen tid var gået, forlangte rigsforstanderne og gejstligheden, at bisættelsen i Stockholm skulle finde sted, og tillige måtte dronning Maria Eleonora tilbagelevere guldkapslen med kongens hjerte, som blev anbragt i kisten tilligemed de øvrige jordiske levninger af den store konge. Til trøst stiftede enkedronningen en orden i form af et hjerte, og på den ene side var der afbildet en ligkiste med Gustav Adolfs initialbogstaver G. A. R. S. nedenunder.

Skønt Gustav Adolf før sin død udtrykkelig havde bestemt, at datterens opdragelse skulde betros kongens søster, pfalzgrevinde Katarina, med forbigåelse af barnets egen moder, nænnede rigsforstanderne dog nu ikke lige straks at tage barnet fra den dybtsørgende enkedronning, som havde tabt alt ved sin så højt elskede gemals tidlige død.

Det livlige barn kom snarere over sorgen, men da det følte en ulidelig kedsomhed ved opholdet hos den grædende moder, skredes der til, at barnet fik undervisning og boglig beskæftigelse; thi de sysler, der ellers falle i småpigers smag, tiltalte aldeles ikke hende. Med dukker ville hun aldrig lege, lige så lidt som hun nogensinde fik lært eller ville beskæftige sig med håndarbejde eller brød sig videre om pynt og stads. Ligesom hun i det hele taget tidlig havde en stærk egenvilje, således gik hendes tarvelighed i klædedragt i hendes senere år ofte over til hel særhed og sjuskeri, og i så henseende var hun ligegyldig for omverdenens dom.

Den afdøde konge havde befalet, at prinsesse Kristina skulle have en opdragelse som en dreng, og hele hendes temperament og tilbøjelighed stemmede godt overens med dette faderens påbud.

Til at føre den øverste ledelse af barnets opdragelse var den store statsmand Axel Oxenstierna udset, ligesom Gustav Adolf havde bestemt, at dr. Johannes Matthiæ, en grundlærd, hæderlig og retskaffen mand, der havde været præst i lejren i Tyskland, skulle være hendes lærer.

Da undervisningstimerne vare den eneste tid, hvori Kristina var fritaget for at være i de mørke gemakker på slottet hos den sørgende moder, betragtede barnet undervisningstiden som sine gladeste timer, hvorfor disse snart forøgedes til at udfylde den hele dag. At være dette barns lærer har været et højst taknemmeligt arbejde, da sjældne åndsevner og utrættelig lærelyst i en overordentlig grad vare forenede hos hende, så hun i kort tid gjorde mærkværdig stor fremskridt.

Flittig og videbegærlig, som hun var, kunne hun i en tidlig alder udtrykke sig nogenlunde korrekt på tysk, fransk og latin, og hun lagde tidligt grunden til sine senere så usædvanlige og beundrede kundskaber. For øvrigt mærkedes allerede nu en, især for en pige, ganske sjælden grad af mod og djærvhed, grænsende til mandhaftighed. Forholdet imellem moderen og Kristina var ikke altid det allerbedste, dertil vare de altfor forskellige.

Det viste sig også snart, at den af sin sorg nedtyngede og derfor nu end mere sære enkedronning ingenlunde var i stand til at opdrage eller tage rigtigt på datteren. Det er endogså rimeligt, at der fra den tid fremkom en kløft imellem moder og datter, der aldrig senere rigtig blev udjævnet.

Prinsesse Kristinas helbred var ej altid så god som ønskeligt, og det er ej heller usandsynligt, at det hele levesæt ved moderens hof slet ikke var det livlige og vanskelige barn tjenligt. Enkedronningen havde nemlig sine særheder og egne meninger om, hvad der var sundt og ikke sundt, som hun fordrede respekterede. Hun havde således den fikse idé, at det var usundt for barnet at drikke rent, koldt vand alene, da det ikke gav kræfter, og påbød hende derfor blot at drikke vin eller øl. Da Kristina hverken kunne lide øl eller vin, så tørstede hun hellere flere dage i træk end at give efter for moderens påbud, og det var jo ikke heldigt for barnets befindende, især da denne strid stod på i længere tid.

For dog at få noget vand at drikke sneg Kristina sig til at tage af det rosenvand, som moderen plejede at vaske sig med. Denne, som mærkede, at rosenvandet svandt så hurtigt, mistænkte og skændte på tjenerskabet derfor, og der blev nu passet på. Endelig overraskedes efter kort tids forløb Kristina en dag med rosenvandsflasken for munden af enkedronningen, som på stedet højst egenhændigt gav datteren en ørefigen til straf.

Senere hen i livet som voksen påstod Kristina, at den overdrevne tørst, hun var udsat for i moderens hus i den tid, de vare sammen, havde givet anledning til flere af de lidelser, hun senere led af.

Rigsforstanderne med Oxenstierna i spidsen var ikke tilfredse med prinsesse Kristinas ophold hos enkedronningen, thi de vare bange for, at Kristinas helbred skulle tage skade af det indespærrede liv der. Også i andre retninger holdt de det ikke for heldigt for den vordende dronning at være der; navnlig frygtede de for, at Kristina hos moderen ikke lærte at elske Sverige og dets folk; thi som bekendt omgav enkedronning Maria Eleonora sig kun med tyskere, da hun aldrig lærte at elske Sverige og svenskerne.

Rigsforstanderne ville derfor se at gøre alvor af, ifølge den afdøde konges bud, at få Kristina taget fra moderen igen og overdraget til Gustav Adolfs søsters, pfalzgrevinde Katarinas omsorg.

Der blev talt til enkedronning Maria Eleonora desangående; men da hun derover brast i heftig gråd og tog stærkt på veje, afstod rigsforstanderne derfra endnu en stund, indtil en given lejlighed tilbød sig.

Den tilbød sig, da enkedronningen nogen tid efter kom med krav på større pengetilskud til hofholdningen end hidtil samt gjorde fordring på, at et par rigsråder hver dag skulle gøre honnørs ved det kongelige taffel, når Kristina spiste, besørge iskænkningen af drikkevarerne osv.

Rigskansler Oxenstierna svarede på dette andragende: «Det var Rigsrådets ønske, at prinsesse Kristina måtte optugtes til gudsfrygt og til kærlighed til Sverige og dets folk, samt vænnes fra alle slags nykker, vellyst og forfængelighed.»

Videre afgjordes ikke den dag; men dagen efter stemte alle de tilstedeværende 12 rigsråder enstemmigt for, at prinsesse Kristina skulle tages fra moderen og opdrages af den afdøde konges søster, efter ordlyden og ånden af den afdøde konges bestemt udtalte ønske.

Enkedronning Maria Eleonora optog denne Rådets beslutning meget ilde, men måtte finde sig deri af nødvendighed. Kristina selv synes at have været glad ved at vende tilbage til fasteren Katarinas hus, hvor hun før havde opholdt sig; thi opholdet der var langt livligere, da hun der havde selskab i pfalzgrevens børn. ...

English translation (my own):

Queen Kristina of Sweden, who was born on December 8, 1626, was the only surviving child of King Gustav Adolf of Sweden and his consort, Queen Maria Eleonora of Brandenburg, when King Gustav Adolf fell in the Battle of Lützen in 1632.

In the year 1620, Gustav Adolf entered into marriage with the aforementioned Princess Maria Eleonora of Brandenburg — by the way, a niece of the Danish king Christian IV's queen, Anna Cathrine.

In the first years of their marriage, King Gustav Adolf and Queen Maria Eleonora had 2 daughters in succession, one in the year 1621 and the next in 1623, who died shortly afterwards.

In the summer of 1626, an heir was again expected, and both parents now sincerely wished that this time it would be a son. The astronomers, who at that time were consulted in such cases, confirmed the parents' hopes and predicted that if the child survived the first 24 hours, it would later become something great, a remarkable person; for the position of the stars at the birth of the child indicated this, as the planets Venus, Mercury and Mars were gathered near Regulus in the constellation Lion's Heart.

On December 8, 1626, the expected little one was born. The newborn child announced its arrival in the world with loud screams, which, in connection with a rather rough build and dark complexion and skin, led to the assumption that it was a boy, and without further ascertaining this, the parents registered that it was a son. They rejoiced, and with them the whole Swedish court. However, one soon discovered the mistake and felt bitterly disappointed. No one wanted or dared to bring the King the correct message. Finally, the King's sister, Countess Palatine Katarina, was made to take on this task.

The handsome and godly Gustav Adolf took the matter with reasonable calm, and when his sister showed him the infant girl child, he kissed her and said: "Let us thank God! I hope this girl will be as good as a boy"; — later he added: "She will certainly be a clever girl, as she has been able to fool us all."

It was a more difficult case with the mother, the beautiful, gentle, but somewhat strange and weak-minded Queen Maria Eleonora, who took the case much more personally, and it was impossible to comfort her for a long time. As a result of this disappointment, she could never quite reconcile herself to the child, who had to go without the mother's love almost entirely; she was therefore later, more than desirable, almost always left to strangers. Possibly the supervision was not been as good as it should have been; the child had the result that one shoulder grew taller than the other.

The little princess was christened Kristina after Gustav Adolf's mother, who had just died on the same day, December 8, the year before. It was a beautiful move by Gustav Adolf to honour his mother, Karl IX's queen, Christina of Holstein-Gottorp, who had never really been loved by the Swedish people, among other reasons because she always favored the younger son Karl Filip at the expense of the older brother Gustav Adolf; she was also very persistent and, despite her wealth, she never lent her eldest son Gustav Adolf money without 6 to 12 percent interest.

King Gustav Adolf's clear mind, his great ability to learn languages and mathematics, as well as his love of art and science, were inherited by his daughter Kristina. The tenderness that Kristina lacked from her mother, she found in abundance in King Gustav Adolf, who greatly loved the quick and lively girl, and had he been able to live longer with little Kristina and have directed her upbringing, her excellent natural gifts would reasonably have been developed in a completely different way, and her faults, which were not few, would have been softened and corrected over the years.

When King Gustav Adolf went over to Germany to take part in the Thirty Years' War, he decided that if he fell on the battlefield, Queen Maria Eleonora should neither raise their child nor take part in the regency. There were so many contradictions between Gustav Adolf and Maria Eleonora that the marriage could not be called happy, although G. A. hid it very well and only spoke about it to his most intimate friends. Gustav Adolf seems to have chosen her, partly captivated by her great beauty, partly also for political reasons. In any case, Gustav Adolf seems to have concluded this connection somewhat quickly without having known her further, since the love of his youth, Lady Ebba Brahe, had been married to Count Jakob de la Gardie at the arrangement of his mother, the Dowager Queen Christina. ...

Queen Maria Eleonora was good-natured, if somewhat peculiar and strange; she loved Gustav Adolf with great tenderness, which, however, was often too much for the brave warrior when, for example, she wanted to follow him into the field. She could never reconcile herself to Sweden and its people and thus never tolerated any Swede among her servants. This, that Maria Eleonora could not sympathise with Sweden, was, in addition to other pressures, also Gustav Adolf's great sorrow, so that he could say in confidence to Oxenstierna: "I have my malum domesticum, which oppresses me, but it prevents me from becoming overconfident in my great progresses."

On his departure from Sweden to participate in the war in Germany and to protect the Protestants there, Gustav Adolf handed over his little daughter Kristina to his sister, Countess Palatine Katarina, who lived with her husband and 2 sons and 2 daughters at the beautiful Stegeborg Castle.

Some time after Gustav Adolph had departed, his queen was seized with such longing and restlessness that, although her consort did not wish it, she went over to the theater of war.

As is well known, Gustav Adolf died a hero's death in the Battle of Lützen in 1632; a few days earlier he had taken leave of his queen in nearby Erfurt. When the news of the King's death reached her, one can imagine her boundless grief and despair; she hastened at once to Lützen, threw herself upon the King's corpse, and was inconsolable. Contrary to the late King's wish, she had his corpse embalmed; moreover, she had the King's heart taken out, which she then carried, enclosed in a golden capsule, on her breast.

In the month of July 1633, the body of King Gustav Adolf was taken from Wolgast in Pomerania to Nyköping Castle in Sweden. Here the body was displayed and remained until everything was arranged for its burial in Riddarholm Church in Stockholm, where Gustav Adolf had previously built a chapel for this purpose. Queen Dowager Maria Eleonora, who had accompanied the king's body from Germany, was received on her arrival in Sweden with all the honours due her as queen by the Council of the Realm, the court and the nobility, with her little fatherless daughter Kristina at the head of the procession.

The whole thing formed a sad scene. Little six year old Kristina weepingly embraced her mother, the devastated Dowager Queen. She was inconsolable, burst into loud wailing and keening, and received the child with an outburst of the most boundless love, which stood in stark contrast to her previous indifference, bathed her in tears, and was on the point of suffocating her in her embraces. Now she did not want lose sight of her for a moment.

The Dowager Queen had at Nyköping Castle — where the King's body lay, and where she had taken up residence — had the walls, ceiling, floor and furniture of her rooms covered with black cloth. Wax candles burned day and night, and the Dowager Queen did not want the King's body to be visited as long as she herself was alive; on the contrary, she wanted to be allowed to keep it with her in order to daily behold the beloved features.

After some time had passed, the regents of the realm and the clergy demanded that the burial should take place in Stockholm, and Queen Maria Eleonora also had to return the gold capsule with the King's heart, which was placed in the coffin along with the other mortal remains of the great King. As a consolation, the Dowager Queen founded an order in the shape of a heart, and on one side was depicted a coffin with Gustav Adolf's initials, G. A. R. S., underneath.

Although Gustav Adolf had expressly decided before his death that the upbringing of his daughter would be entrusted to the King's sister, Countess Palatine Katarina, bypassing the child's own mother, the royal guardians did not immediately dare to take the child away from the deeply grieving Dowager Queen, who had lost everything at the early death of her much-loved husband.

The lively child got over the grief sooner, but when she felt an insufferable boredom at the stay with her weeping mother, it was decided that the child should be given education and bookish occupation, for the pursuits that are otherwise to the taste of little girls did not appeal to her at all. She never wanted to play with dolls, just as she had never learned or would not engage in needlework, or care for ornaments and trinkets. Just as she had a strong will at an early age, so her shabbiness in dress often turned into complete eccentricity and sloppiness in her later years, and in this respect she was indifferent to the judgment of the outside world.

The late King had ordered that Princess Kristina should be raised as a boy, and her entire temperament and inclinations were in good agreement with this father's command.

The great statesman Axel Oxenstierna was appointed to lead the overall management of the child's upbringing, just as Gustav Adolf had decided that Dr. Johannes Matthiæ, a scholar, an honourable and upright man who had been a priest in the camp in Germany, should be her teacher.

As the teaching hours were the only time in which Kristina was exempt from being in the dark rooms of the castle with her grieving mother, the child considered the teaching hours as her happiest hours, which is why these soon increased to fill the whole day. Being this child's teacher was a most grateful job, as rare mental abilities and a tireless desire to learn were combined in her to an extraordinary degree, so that in a short time she made remarkably great progress.

Diligent and inquisitive as she was, she could express herself fairly correctly in German, French and Latin at an early age, and she laid the foundation for her later so unusual and admired knowledge early on. Moreover, a quite rare degree of courage and boldness, bordering on manliness, especially for a girl, was already noticeable. The relationship between the mother and Kristina was not always the best, they were too different for that.

It soon became apparent that the Dowager Queen, weighed down by her grief and therefore even more eccentric, was in no way capable of raising or properly caring for her daughter. It is even reasonable that from that time on a rift emerged between mother and daughter, which was never really bridged later.

Princess Kristina's health was not always as good as desired, and it is not unlikely that the entire way of life at her mother's court was not at all conducive to the lively and difficult child. The Dowager Queen had her own peculiarities and her own opinions about what was healthy and not healthy, which she demanded to be respected. She had the fixed idea that it was unhealthy for the child to drink clean, cold water alone, as it did not give strength, and she therefore ordered her to drink only wine or beer. Because Kristina could not stand either beer or wine, she would rather go thirsty for multiple days on end than give in to her mother's orders, and that was not good for the child's condition, particularly since this dispute went on for a long time.

In order to get some water to drink, Kristina sneaked to take some of the rosewater that her mother used to wash herself with. The latter, who noticed that the rosewater was disappearing so quickly, suspected and scolded the servants for this, and the child now had to be careful. In the end, after a short time, Kristina was surprised one day with the bottle of rosewater in front of her mouth by the Dowager Queen, who on the spot gave her daughter a spanking with her own hand as punishment.

Later in life as an adult, Kristina claimed that the excessive thirst she was exposed to in her mother's house during the time they were together had given rise to several of the ailments she later suffered from.

The regents of the realm, led by Oxenstierna, were not satisfied with Princess Kristina's stay with the Dowager Queen, because they were afraid that Kristina's health would be damaged by the confined life there. In other respects too, they did not think it was too fortunate for the future Queen to be there; in particular, they feared that Kristina would not learn to love Sweden and its people from her mother — because, as is known, Dowager Queen Maria Eleonora only surrounded herself with Germans, as she never learned to love Sweden and the Swedes.

The regents therefore wanted to make a serious effort, according to the late King's command, to have Kristina taken away from her mother again and handed over to the care of Gustav Adolf's sister, Countess Palatine Katarina.

The Dowager Queen Maria Eleonora was spoken to regarding this matter, but when she burst into violent tears and went into a rage, the regents refrained from doing so for a while longer until a suitable opportunity presented itself.

It offered itself when the Dowager Queen some time later demanded a larger financial contribution to the court's maintenance than before and demanded that a couple of councilmen should do honours at the royal table every day when Kristina ate, arrange for the pouring of the drinks, etc.

Chancellor Oxenstierna responded to this petition: "It was the wish of the Council of the Realm that Princess Kristina should be brought up in fear of God and in love for Sweden and its people and weaned away from all kinds of whims, lust and vanity."

Nothing further was decided that day, but the following day all 12 councilmen present voted unanimously that Princess Kristina should be taken from her mother and raised by the late King's sister, in accordance with the wording and spirit of the late King's specifically stated wish.

Dowager Queen Maria Eleonora took this the Council's decision very badly, but she had to accept it out of necessity. Kristina herself seems to have been happy to return to her aunt Katarina's house, where she had previously stayed, for the stay there was much livelier, as she had the company of the Count Palatine's children. ...

Above: Kristina.