Source:
Dronning Christina af Sverrig 1626-1689, pages 10 to 13, published by H. E. Friis, 1896
The account:
Efterat Prinsesse Christina af Rigsforstanderne i Sverrig var taget fra Moderen, fortsatte hun uforstyrret sin Læsning under fornævnte Feltpræst Joh. Mathiæs Ledelse. Hovedvægten lagdes paa at læse Teologi, Historie, Moral og Latin.
Da Christina var 13 Aar gl., begyndte den gamle Oxenstjerna at give hende Undervisning i Rigets Anliggender og om at indbyrdes Forhold imellem de fremmede Stater. Da hun var 15 Aar gl., fik hun Dronning Elisabeth af Englands Levnetsløb at læse for igennem det gode Eksempel at opmuntres til at beflitte sig paa de samme gode Regentdyder, der fandtes hos denne. Dels af Helbredshensyn, dels for Fornøjelsens Skyld drev Christina ogsaa alle Slags Øvelser. Hun holdt meget af at danse og dansede smukt. I Ridning og Jagt var hun usædvanlig dygdig; hun kunde til Hest og i Galop skyde en Hare i Løbet. Paa Jagtture kunde hun ride saa længe og saa stærkt, at kun de stærkeste og ihærdigste Jægere kunde holde ud med hende. Hendes Følge og hendes Tjenerskab vare ofte fortvivlede over hendes Rastløshed, Utrættelighed og den saa paafaldende korte Søvn, hun kunde nøjes med for at samle Kræfter paany.
Som ovenfor berettet, var Prinsesse Christina nu anbragt hos Gustav Adolfs Søster, Pfalzgrevinde Catharina. Denne Søster havde altid haft Gustav Adolfs fulde Fortrolighed og Tillid, støttet ham og staaet ham bi samt i sin Tid besørget Breve til og fra hans elskede Ebba Brahe, indtil hans Moder omsider fik dette Forhold forpurret.
Den lille Prinsesse Christina befandt sig vel i Fasteren, Pfalzgrevinde Catharinas Hus; thi dels lod Christina sig hellere paavirke og vejlede af Fasteren end af sin egen Moder, Enkedronningen, dels havde Christina ogsaa Selskab og Legekammerater i Fasterens Børn, Døtrene Maria Euphrosyne og Elisabeth Catharina [sic] samt Sønnen Carl Gustav. At begynde med læste Prinsesse Christina sammen med disse sine to Kusiner, men da disse hverken havde saa godt Nemme eller saa hurtig Opfattelse og stor Videbegærlighed som hun, kunde de ikke følge med hende, og hun undervistes derfor senere alene. Christina holdt meget af disse sine Kusiner og Fostersøstre og interesserede sig senere hen i Livet for, at de gjorde passende Partier.
Da Christinas Faster Catharina vel var den eneste, der nogenlunde kunde paavirke hende i hendes Opvækst og med et ægte kvindeligt og moderligt Sind havde kunnet vække og udfolde de blidere Følelser hos Christina, saa kan man forstaa, hvilket Tab det var for Barnet og for Sverrig, da Fasteren døde. Rigsforstandernes Følelser faar man et Begreb om, naar man læser den Kondolation, som Minister Axel Oxenstjerna tilstillede Catharinas efterladte Mand, Pfalzgreve Johan Kasimir, idet Oxenstjerna skriver: «Jeg beklager højt Pfalzgrevindens Død baade for Ægtefællens, Børnenes, Fosterlandets og vor unge Dronnings Skyld. Den sidstnævnte har nu mistet den Moder, som alene kunde fuldende hendes Opdragelse. Om jeg vovede at udtrykke mit Savn, skulde jeg ej blues ved at bekende, at jeg hellere for anden Gang vilde begrave min egen Moder.»
Saaledes var Udtalelsen om den udmærkede Opdragerinde, som den mindreaarige Prinsesse Christina maatte miste efter saa faa Aars Forløb.
Rigsforstanderne valgte nu Rigskantsler Oxenstjernas Søster Beata til at forestaa Christinas Opdragelse, men at udfylde Savnet lykkedes ikke. Det kvindelige Væsen, som Christina vilde bøje sig for, eller som kunde afvinde hende Kærlighed og Fortrolighed, var nu ikke mere at finde. Prinsesse Christina stod saaledes fra sit 12.-13. Aar næsten helt alene, uden væsentlig Paavirkning med Hensyn til hendes fremtidige Kald. Hun manglede saaledes en fornuftig Lederinde, som kunde have ført hende igennem Udviklingens farlige Aar forbi de mange Klipper og Skær, som Rang, Køn og Forhold medførte. Prinsesse Christina var stillet blot for Hoflivets Smiger og Forstillelse, idet der nu ikke var nære Slægtninge af Betydning, som kunde støtte og lede hende. Ikke at tale om alle de Kabaler og Intriger, som bleve drevne af Hoffolkene for at komme i Gunst hos den opgaaende Sol, den vordende Dronning.
Hvor skødesløst det end gik med den pædagogiske Side af Prinsesse Christinas Opdragelse til det store Kald som regerende Dronning, der ventede hende, søgte hun dog selv desto ivrigere at modtage og hendes Lærere at bibringe hende saa mange Kundskaber som muligt. Af Latin læste hun først Æsop, siden Justin, Livius, Sallust, Cæsar, Vergil o. s. v.; ogsaa Græsk lagde hun sig efter fra denne Tid, saa hun snart forstod en hvilken som helst Forfatter deri; ikke at tale om, at de levende Sprog ikke bleve forsømte. I alt forstod Christina følgende Sprog: Svensk, Tysk, Dansk, Hollandsk, Engelsk, Fransk, Spansk, Italiensk samt Græsk og Latin. De fleste Sprog havde hun lært sig paa egen Haand. Ogsaa lærte hun sin Tids Kemi, Astronomi og Møntvidenskab. Ikke saa sært, at den franske Historieskriver Paul de St. Victor spydig bemærker om al den Kundskabsmasses Erhvervelse: «Christina faldt fra sin store Fader, den navnkundige Gustav Adolfs Værgemaal over i Pedanten Mathiæ Hænder. Han proppede hende med Latin, forcerede hende med Græsk og forvirrede hendes Hjerne med Matematik. Mathiæ uddannede den unge Dronning til en flittig og dygtig Latinskolediscipel. Hun havde for øvrigt Anlæg og Lyst til Studeringer. Grammatik og Astronomi, Fysik og Filosofi, Litteraturhistorie og Jura — alt slugte hun, og alt fordøjede hun. Da hun var 16 Aar gammel, kunde hun elleve Sprog, deri indbefattet Hebraisk og Arabisk. — —
Atten Aar gammel kunde hun indtage sin Plads som en emanciperet Kvinde, fortrolig med Videnskaberne. Man behøver ikke saa meget for at kunne regere et Land; — en Trone er ikke et Kateder, — og et Folk er ikke en Klasse i en Skole, som man kan lede med Citater af Tacitus eller Thukydid.»
With modernised spelling:
Efterat prinsesse Kristina af rigsforstanderne i Sverige var taget fra moderen, fortsatte hun uforstyrret sin læsning under fornævnte feltpræst Johannes Matthiæs ledelse. Hovedvægten lagdes på at læse teologi, historie, moral og latin.
Da Kristina var 13 år gammel, begyndte den gamle Oxenstierna at give hende undervisning i rigets anliggender og om at indbyrdes forhold imellem de fremmede stater. Da hun var 15 år gammel, fik hun dronning Elizabeth af Englands levnedsløb at læse for igennem det gode eksempel at opmuntres til at beflitte sig på de samme gode regentdyder, der fandtes hos denne.
Dels af helbredshensyn, dels for fornøjelsens skyld drev Kristina også alle slags øvelser. Hun holdt meget af at danse og dansede smukt. I ridning og jagt var hun usædvanlig dygdig; hun kunne til hest og i galop skyde en hare i løbet. På jagtture kunne hun ride så længe og så stærkt, at kun de stærkeste og ihærdigste jægere kunne holde ud med hende. Hendes følge og hendes tjenerskab vare ofte fortvivlede over hendes rastløshed, utrættelighed og den så påfaldende korte søvn, hun kunne nøjes med for at samle kræfter på ny.
Som ovenfor berettet, var prinsesse Kristina nu anbragt hos Gustav Adolfs søster, pfalzgrevinde Katarina. Denne søster havde altid haft Gustav Adolfs fulde fortrolighed og tillid, støttet ham og stået ham bi samt i sin tid besørget breve til og fra hans elskede Ebba Brahe, indtil hans moder omsider fik dette forhold forpurret.
Den lille prinsesse Kristina befandt sig vel i fasteren, pfalzgrevinde Katarinas hus; thi dels lod Kristina sig hellere påvirke og vejlede af fasteren end af sin egen moder, enkedronningen, dels havde Kristina også selskab og legekammerater i fasterens børn, døtrene Marie Euphrosyne og Elisabeth Katarina [sic] samt sønnen Karl Gustav. At begynde med læste prinsesse Kristina sammen med disse sine to kusiner, men da disse hverken havde så godt nemme eller så hurtig opfattelse og stor videbegærlighed som hun, kunne de ikke følge med hende, og hun undervistes derfor senere alene. Kristina holdt meget af disse sine kusiner og fostersøstre og interesserede sig senere hen i livet for, at de gjorde passende partier.
Da Kristinas faster Katarina vel var den eneste, der nogenlunde kunde påvirke hende i hendes opvækst og med et ægte kvindeligt og moderligt sind havde kunnet vække og udfolde de blidere følelser hos Kristina, så kan man forstå, hvilket tab det var for barnet og for Sverige, da fasteren døde. Rigsforstandernes følelser får man et begreb om, når man læser den kondolation, som minister Axel Oxenstierna tilstillede Katarinas efterladte mand, pfalzgreve Johan Kasimir, idet Oxenstierna skriver:
«Jeg beklager højt pfalzgrevindens død både for ægtefællens, børnenes, fosterlandets og vor unge dronnings skyld. Den sidstnævnte har nu mistet den moder, som alene kunne fuldende hendes opdragelse. Om jeg vovede at udtrykke mit savn, skulle jeg ej blues ved at bekende, at jeg hellere for anden gang ville begrave min egen moder.»
Således var udtalelsen om den udmærkede opdragerinde, som den mindreårige prinsesse Kristina måtte miste efter så få års forløb.
Rigsforstanderne valgte nu rigskansler Oxenstiernas søster Beata til at forestå Kristinas opdragelse, men at udfylde savnet lykkedes ikke. Det kvindelige væsen, som Kristina ville bøje sig for, eller som kunne afvinde hende kærlighed og fortrolighed, var nu ikke mere at finde. Prinsesse Kristina stod således fra sit 12.-13. år næsten helt alene, uden væsentlig påvirkning med hensyn til hendes fremtidige kald. Hun manglede således en fornuftig lederinde, som kunne have ført hende igennem udviklingens farlige år forbi de mange klipper og skær, som rang, køn og forhold medførte. Prinsesse Kristina var stillet blot for hoflivets smiger og forstillelse, idet der nu ikke var nære slægtninge af betydning, som kunne støtte og lede hende. Ikke at tale om alle de kabaler og intriger, som bleve drevne af hoffolkene for at komme i gunst hos den opgående sol, den vordende dronning.
Hvor skødesløst det end gik med den pædagogiske side af prinsesse Kristinas opdragelse til det store kald som regerende dronning, der ventede hende, søgte hun dog selv desto ivrigere at modtage og hendes lærere at bibringe hende så mange kundskaber som muligt. Af latin læste hun først Æsop, siden Justin, Livius, Sallust, Cæsar, Vergil osv. Også græsk lagde hun sig efter fra denne tid, så hun snart forstod en hvilken som helst forfatter deri; ikke at tale om, at de levende sprog ikke bleve forsømte.
I alt forstod Kristina følgende sprog: svensk, tysk, dansk, hollandsk, engelsk, fransk, spansk, italiensk samt græsk og latin. De fleste sprog havde hun lært sig på egen hånd. Også lærte hun sin tids kemi, astronomi og møntvidenskab. Ikke så sært, at den franske historieskriver Paul de St. Victor spydig bemærker om al den kundskabsmasses erhvervelse:
«Kristina faldt fra sin store fader, den navnkundige Gustav Adolfs værgemål over i pedanten Matthiæ hænder. Han proppede hende med latin, forcerede hende med græsk og forvirrede hendes hjerne med matematik. Matthiæ uddannede den unge dronning til en flittig og dygtig latinskolediscipel. Hun havde for øvrigt anlæg og lyst til studeringer. Grammatik og astronomi, fysik og filosofi, litteraturhistorie og jura — alt slugte hun, og alt fordøjede hun. Da hun var 16 år gammel, kunne hun elleve sprog, deri indbefattet hebraisk og arabisk. — —
Atten år gammel kunne hun indtage sin plads som en emanciperet kvinde, fortrolig med videnskaberne. Man behøver ikke så meget for at kunne regere et land; — en trone er ikke et kateder, — og et folk er ikke en klasse i en skole, som man kan lede med citater af Tacitus eller Thukydid.»
English translation (my own):
After Princess Kristina was taken from her mother by the regents of Sweden, she continued her studies undisturbed under the guidance of the aforementioned chaplain Johannes Matthiæ. The main emphasis was on studying theology, history, morality and Latin.
When Kristina was 13 years old, old Oxenstierna began to give her lessons in the affairs of the kingdom and the mutual relations between foreign states. When she was 15 years old, she was given the life of Queen Elizabeth of England to read, so that through her good example she would be encouraged to strive for the same good virtues of a ruler that were found in her.
Partly for health considerations, partly for pleasure, Kristina also did all kinds of exercises. She loved dancing and danced beautifully. She was exceptionally good at riding and hunting; she could shoot a hare on horseback and at a gallop. On hunting trips she could ride so long and so fast that only the strongest and hardiest hunters could keep up with her. Her entourage and her servants were often driven to despair by her restlessness, indefatigability and the remarkably little sleep she could make do with to gather her strength again.
As mentioned above, Princess Kristina was now placed with Gustav Adolf's sister, Countess Palatine Katarina. This sister had always had Gustav Adolf's full confidence and trust, supported him and stood by him, and in her time had provided letters to and from his beloved Ebba Brahe, until his mother finally thwarted this relationship.
The little Princess Kristina thrived in the house of her aunt, Countess Palatine Katarina, for partly Kristina rather allowed herself to be influenced and guided by her aunt than by her own mother, the Dowager Queen; and partly Kristina also had company and playmates in her aunt's children, the daughters Marie Euphrosyne and Elisabeth Katarina [sic], and the son Karl Gustav. To begin with, Princess Kristina studied with these two girl cousins, but because they had neither as good an understanding nor as quick a perception and great curiosity as she did, they could not keep up with her, and she was therefore later taught alone. Kristina was very fond of these cousins and foster sisters of hers and later in life took an interest in their making suitable matches.
Because Kristina's aunt Katarina was probably the only one who could influence her in any way during her upbringing and, with a truly feminine and motherly mind, had been able to awaken and develop the gentler feelings in Kristina, one can understand what a loss it was for the child and for Sweden when her aunt died. The feelings of the regents are given some idea of when one reads the condolence that Minister Axel Oxenstierna sent to Katarina's surviving husband, Count Palatine Johan Kasimir, as Oxenstierna writes:
"I deeply regret the death of the Countess Palatine for the sake of her husband, the children, the Fatherland and our young Queen. The latter has now lost the mother who alone could complete her upbringing. If I dared to express my sorrow, I would not be ashamed to confess that I would rather bury my own mother a second time."
Such was the opinion about the excellent educatrix that the minor Princess Kristina had to lose after so few years.
The regents now chose Chancellor Oxenstierna's sister Beata to be in charge of Kristina's upbringing, but they failed to fill the gap. The female being to whom Kristina would bow, or who could win her love and confidence, was now no longer to be found. Princess Kristina thus stood from her 12th to her 13th year almost completely alone, without significant influence with regard to her future calling. She thus lacked a sensible leaderess who could have led her through the dangerous years of development past the many rocks and skerries that rank, gender and circumstances entailed. Princess Kristina was exposed only to the flattery and pretense of court life, as there were now no close relatives of importance who could support and guide her. Not to mention all the cabals and intrigues that were carried out by the courtiers to gain favour with the rising sun, the future Queen.
However careless the pedagogical side of Princess Kristina's upbringing was for the great calling as reigning queen that awaited her, she herself sought all the more eagerly to receive and her teachers to impart to her as much knowledge as possible. In Latin, she first read Aesop, then Justin, Livy, Sallust, Caesar, Virgil, etc. She also studied Greek from this time on, so that she soon understood any author in it, not to mention that the living languages were not neglected.
In total, Kristina understood the following languages: Swedish, German, Danish, Dutch, English, French, Spanish and Italian, as well as Greek and Latin. She had learned most of the languages on her own. She also learned the chemistry, astronomy and numismatics of her time. It is no wonder that the French historian Paul de St. Victor sarcastically remarks about the acquisition of all that knowledge:
"Kristina fell from the guardianship of her great father, the famous Gustav Adolf, into the hands of the pedant Matthiæ. He crammed her with Latin, forced her with Greek and confused her brain with mathematics. Matthiæ educated the young Queen to be a diligent and capable pupil of the Latin school. She also had a talent and desire for studies. Grammar and astronomy, physics and philosophy, literary history and law — she swallowed everything and digested everything. When she was 16 years old, she knew eleven languages, including Hebrew and Arabic. — —
At eighteen she could take her place as an emancipated woman, familiar with the sciences. One does not need much to rule a country; — a throne is not a lectern, — and a people is not a class in a school that one can lead with quotations from Tacitus or Thucydides."
Above: Kristina.
No comments:
Post a Comment