Source:
Dronning Christina af Sverrig 1626-1689, pages 19 to 25, published by H. E. Friis, 1896
The account:
Iblandt Dronning Christinas Bejlere er der dog en, som endnu ikke er omtalt, og det oven i Købet den allervigtigste, thi naaede han end aldrig at ægte hende, uagtet han havde hendes Løfte om hendes Haand, besteg han dog den svenske Trone efter hende, da hun efter 10 Aars Regering nedlagde Kronen. Den omtalte Bejler var Fætteren Carl Gustav, en Søn af Gustav Adolfs Søster Catharina, i hvis Hus Christina var anbragt som Barn.
Som Aarene gik i Fasterens Hus, var det ikke saa sært, at der opstod et meget venskabeligt, ja intimt Forhold imellem saa beslægtede Naturer som Christina og Carl Gustav. De indgik i Virkeligheden en nøjere Forbindelse, skønt det nu ikke bestemt kan angives, paa hvilket Tidspunkt denne Forlovelse fandt Sted. Det første Kærlighedsbrev, man har til Carl Gustav fra Christinas Haand, er dateret den 1ste Mai 1643, men muligen er der flere af en ældre Dato, som ikke ere kendte. Uagtet al den Hjertets Kulde, som Dronning Christina senere hen viste sig i Besiddelse af, aande hendes Breve fra den Tid samme Varme og højtidelige Forsikringer om uforanderlig Troskab og Hengivenhed, som man finder i Breve hos andre kvindelige Forfattere af samme Alder.
Hendes Underskrift er sædvanligvis: «Eders Kærligheds trofaste og tjenstvillige Frænke til Døden.» En anden Gang: «Ungenannt, doch wohlbekannt.» Det Brev, som bedst oplyser Forholdet, er et Brev fra Christina, dateret d. 5te Januar 1644, og lyder i Uddrag: «Hjerteelskede Frænde! Jeg ser af det modtagne Brev, at Eders Kærlighed ikke vover at betro sine Tanker til Papiret. Vi kunne dog let brevveksle med hinanden, naar blot Eders Kærlighed vil sende mig Nøglen til Chifferskrift og siden efter selv skrive med de Tegn til mig. .... Derefter kunne Brevene sendes til Eders Søster, Pfalzgrevinde Maria. Vi maa iagttage al mulig Forsigtighed, thi man har aldrig været saa meget imod os som nu, men de skulle ikke udrette noget, saafremt Eders Kærlighed er saa standhaftig, som jeg haaber. .... Min Kærlighed til Eder er saa stærk, at den kun kan overvindes af Døden. .... Maaske ville nogle raade Eders Kærlighed til allerede nu offentligt at anmode om min Haand, men jeg besværger Eder ved alt, hvad helligt er, om endnu at have Taalmodighed i nogle Aar, indtil Eders Kærlighed har erhvervet Eder større Erfarenhed i Krigen, og jeg selv har faaet Kronen paa mit Hoved.
Jeg beder Eders Kærlighed ikke at lade Tiden falde Eder lang, men huske paa det gamle Ordsprog, at «den venter ikke for længe, der venter paa noget godt.»
Saaledes lød i nogen Forkortelse Christinas udtryksfulde og varme Linier til Pfalzgreve Carl Gustav. Denne var glad og forhaabningsfuld ved at have ovenanførte Brev fra sin hemmeligt forlovede, den snart myndige Dronning, idet han var vis paa et godt Udfald tilsidst. Carl Gustavs Søstre, Maria Euphrosyna och Elisabeth Catharina [sic], som vare Christinas Veninder og daglige Omgang, fik han til at opsætte deres egne Brylluper, for at de desto længere kunde være omkring Christina og paavirke hende med Hensyn til Broderens Haab. Saaledes stod Sagerne, da Christina tiltraadte Regeringen 1644, men just fra dette Tidspunkt har man kun faa Efterretninger, som kunne give Oplysninger om, hvorfor hun trækker sig mere og mere tilbage fra det Carl Gustav givne Løfte og dernæst tilsidst betager ham ethvert Haab, uagtet han stadigt overhængte hende og altid havde Munden fuld af de dyreste Forsikringer. Dronning Christina sagde rent ud til ham: «Det Løfte gav jeg i min Ungdoms Uforstand, da jeg endnu ikke havde Magt til at bortskænke en Bondegaard, end sige mig selv, hvorfor jeg ogsaa erklærer disse gamle Forbindelser for aldeles ugyldige.»
Dronning Christina har aldrig selv udtalt sig om, hvorfor hendes Følelser, som vare saa varme overfor hendes Barndoms Ven, i saa forholdsvis kort Tid bleve saa afsvalede.
Sagen var vel: Dronning Christina havde betænkt sig og vilde nu engang ikke vide mere af Carl Gustav at sige, hvor meget denne end jamrede sig og lod, som om han skulde gaa i Graven af Sorg derover. Rimeligt er det ogsaa, at den skarpsindige Christina nok har kunnet forstaa, at det var mere hendes Krone end hendes Haand, det var Carl Gustav om at gøre at komme i Besiddelse af. Man har mange Breve fra Carl Gustav til Christina fra den Tid; de røbe ikke den indre, varme personlige Kærlighed, men de ere overfyldte af ydmyge, opstyltede, smigrende og kunstlede, men dog kolde Talemaader. Man finder stundom flere rettede Udkast til et og samme Brev, hvilket jo da ellers ikke plejer at være Skik og Brug imellem elskende.
Siden hen, da Underhandlingerne med at faa Dronning Christina til at tage ham til ægte, strandede, ytrede Carl Gustav, til fortrolige Venner, en dybere Sorg over Tabet af Kronen end over Tabet af Christinas Haand.
Der var ogsaa en anden Omstændighed — hvilken ikke kunde blive skjult for Dronning Christina —, der røbede, at Carl Gustavs Kærlighed ikke var af den ægte Slags; thi uagtet sit ihærdige Frieri var han dog slet ikke nær saa ærbar, som han selv vilde udgive sig for, idet han saavel i Sverrig, som ogsaa medens han var i Udlandet, ingenlunde var noget Dydsmønster. Dronning Christina, der havde sine Spejdere ude, vidste naturligvis god Besked derom og skrev sig det bag Øret.
I hvor meget Carl Gustav end lod til at sørge over, at Partiet med Dronning Christina ikke gik i Orden, saa tabte han dog aldrig helt Appetiten derover. Han spiste og drak godt og var i Modsætning til Dronning Christina en stor Ynder af Mad og Vin. Den gode Levemaade gav sig ogsaa tilkende i et fedt og triveligt Ydre, og hans forandrede Udseende synes ikke at have tiltalt Dronning Christina; hun kaldte ham spotvis «den lille Borgmester».
Muligen for at give Carl Gustav noget at bestille og andet at tænke paa ønskede Dronning Christina at sende ham til Tyskland for der at være højstkommanderende General over de svenske Hære der. Rigsraaderne Axel Oxenstjerna og Jakob de la Gardie vilde dog ikke betro Carl Gustav den højeste Stilling i Sverrigs Krigsmagt, saafremt Dronning Christina ikke lovede at gifte sig med ham.
Dronning Christina udtalte derfor: «Ifald jeg gifter mig, tager jeg ingen anden end Pfalsgreve Carl Gustav.» Dette var ikke Raadsherrerne nok. De sagde: «Vi kunne ikke tilraade at overlade Krigsmagten i Pfalzgreve Carl Gustavs Hænder, saafremt han ikke forud bliver forvisset om Eders Majestæts Haand.» Tilsidst afgav endelig Dronning Christina det bestemte Løfte at tage Pfalzgreve Carl Gustav tilægte. Det var imidlertid nu ikke hendes alvorlige Mening at opfylde dette Løfte, men hun tænkte: «Med Tid kommer Raad.»
For at Pfalzgreve Carl Gustav ej skulde blive altfor glad eller sikker som Følge af Dronning Christinas afgivne Løfte om Giftermaal til Rigsraaderne, lod hun ham kalde til sig og udtalte sig i et Par Vidners Nærværelse fyndigt og bestemt overfor den forventningsfulde Ægteskabskandidat. Hun sagde til ham: «I Henseende til Giftermaal vil jeg hverken give eller betage Eder noget Haab, men bliver ved mit Ord, at ifald jeg indgaar Ægteskab, det da ikke bliver med nogen anden end med Eder. Yderligere, i Tilfælde at Ægteskabet ikke kommer i Stand, skal jeg i dets Sted lade Eder udnævne til min Efterfølger paa Tronen.» ...
Rygtet om denne Samtale kom snart ud, den vakte Forundring og Mistro, man kunde slet ikke blive klog paa den unge Dronning. Hendes forrige Lærer, Biskop Joh. Mathiæ, vilde sondere hendes Mening og omstemme hende, idet han sagde til hende: «Vi ere ikke saa enfoldige, at vi jo nok kunne forstaa, at Eders Majestæt har vendt sin Hu fra Ægteskabet med Pfalzgreve Carl Gustaf, men hvad kan være Aarsag i den Forandring, i Særdeleshed efter det Løfte, som Eders Majestæt allerede har givet?» Christina svarede: «Jeg siger Eder ikke et Ord om Giftermaalet, førend Pfalzgreve Carl Gustavs Tronfølge er vedtagen.» Senere ytrede Biskop Matthiæ: «Arveforeningen forudsætter, at Sverrig altid maa have Regenter af gamle Gustav Vasas Slægt. Eders Majestæt er altsaa forbunden til at indgaa i Ægteskab»; hvortil Dronning Christina svarede: «Ingen, hverken i Himlen eller paa Jorden, skal kunne tvinge mig dertil, saafremt jeg ikke selv vil. Om jeg agter at gifte mig eller ikke, det siger jeg Eder ikke nu, forinden Kroningen har fundet Sted.»
Mere end én Gang havde Stænderne opfordret Dronning Christina til at indgaa Ægteskab, og de lavere Stænder havde endog formuleret deres Ønske derhen, at Dronningen skulde ægte Pfalzgreve Carl Gustav. Paa Rigsdagen 1649 fremkom atter Ønsket om, at Dronningen indgik Ægteskab, og en Deputation frembar Folkets Ønske desangaaende.
Dagen derpaa overraskede Dronning Christina Raadet med det Forslag at udnævne Carl Gustav til hendes Efterfølger. Dronning Christina sagde, at hun havde overtænkt den Sag i ca. 3 Aar, saa hun kunde ikke bekvemme sig til Giftermaal. Det var, sagde hun, en farlig Sag, at Tronfølgen ikke blev bestemt, da Carl Gustav ikke havde nogen Arveret til Kronen, men dog var født i Sverrig af kongeligt Blod og hendes nærmeste Slægtning og opdragen i Landets Religion, Sprog og Sæder. Desuden holdt hun en længere Tale om alle hans personlige Egenskaber.
En almindelig Tavshed fulgte paa denne Dronning Christinas Tale; tilsidst brødes Stilheden, idet alle ivrede derimod, og der blev indvendt, at det var højst farligt endnu i Dronning Christinas Levetid at bestemme hendes Efterfølge, især da hun ikke vilde ægte den til Tronfølger foreslaaede Prins Carl Gustav. «En ubestemt Tronfølge var en ilde Sag, men en Tronfølgestrid endnu værre, hvorom man i Sverrig kunde tale med stor Erfaring. «Blev Carl Gustav Tronfølger uden et sikkert Løfte om Deres Majestæts Haand, kunde han indgaa Ægteskab med en anden kongelig Person, og ifald saa Deres Majestæt ogsaa formælede sig, kunde man let faa Arveprinser af de to Skud, og saa var jo Arvestridighederne der.» Dronning Christina beraabte sig dernæst paa, at hun havde lovet ikke at ægte nogen anden. Da den gamle de la Gardie sagde: «Pfalzgreve Carl Gustav er ilde tilfreds med Tronfølgen, saafremt han ikke faar Eders Majestæts Haand, og ifald den nægtes ham, gifter han sig formodentlig aldrig.» Dronning Christina svarede: «Det har ingen Fare, hans Kærlighed brænder ikke udelukkende for denne ene, og en Krone er en saa dejlig Pige, at han ved at komme i Besiddelse af hende nok bliver trøstet. Desuden er det vel meget forlangt for en saa lille Fyrste at faa en Dronning til Gemalinde. Det er allerede Ære nok for ham, at der nogensinde har kunnet være Tale derom.»
Ordskiftet var temmelig varmt, og med Grunde kunde saa meget mindre udrettes, som enhver af Raadet havde Følelsen af, at der bagved Dronning Christinas Erklæring laa noget andet skjult, som de ikke kunde forklare sig, og selv vilde hun ikke udtale sig derom.
Tilsidst sagde Dronning Christina: «Erklær bare Pfalzgreve Carl Gustav for min Efterfølger nu; thi døer jeg, uden at det sker, saa holder jeg begge mine Øren paa, at I aldrig slæbte Pfalzgreve Carl Gustav frem til Tronen.»
Maaneden efter erklærede Rigsraadet og Sverrigs Stænder, tilskyndede — som det hed — af de høje og vigtige Grunde og Argumenter, som vare fremførte af Hendes Majestæt, at de udnævnte hans fyrstelige Naade, Pfalzgreve Carl Gustav til Tronfølger, ifald Dronning Christina døde uden Livsarvinger.
Dronning Christina satte altsaa sin Vilje igennem, og Carl Gustav blev udnævnt til Tronfølger, forinden hun højtideligt vilde lade sig krone, ihvorvel hun vistnok allerede i sit stille Sind tænkte paa at frasige sig Regeringen, naar det kunde ske paa en nogenlunde lempelig Maade og paa de Vilkaar, hun vilde bestemme; men forinden vilde hun dog have sin kongelige Værdighed beseglet med den højtidelige Kongekroning i Stockholms Storkirke.
With modernised spelling:
Iblandt dronning Kristinas bejlere er der dog en, som endnu ikke er omtalt, og det oven i købet den allervigtigste, thi nåede han end aldrig at ægte hende, uagtet han havde hendes løfte om hendes hånd, besteg han dog den svenske trone efter hende, da hun efter 10 års regering nedlagde kronen. Den omtalte bejler var fætteren Karl Gustav, en søn af Gustav Adolfs søster Katarina, i hvis hus Kristina var anbragt som barn.
Som årene gik i fasterens hus, var det ikke så sært, at der opstod et meget venskabeligt, ja intimt forhold imellem så beslægtede naturer som Kristina og Karl Gustav. De indgik i virkeligheden en nøjere forbindelse, skønt det nu ikke bestemt kan angives, på hvilket tidspunkt denne forlovelse fandt sted. Det første kærlighedsbrev, man har til Karl Gustav fra Kristinas hånd, er dateret den 1. maj 1643, men muligen er der flere af en ældre dato, som ikke ere kendte. Uagtet al den hjertets kulde, som dronning Kristina senere hen viste sig i besiddelse af, ånde hendes breve fra den tid samme varme og højtidelige forsikringer om uforanderlig troskab og hengivenhed, som man finder i breve hos andre kvindelige forfattere af samme alder.
Hendes underskrift er sædvanligvis: «Eders Kærligheds trofaste og tjenstvillige frænke til døden.»
En anden gang: «Ungenannt, doch wohlbekannt.»
Det brev, som bedst oplyser forholdet, er et brev fra Kristina, dateret den 5. januar 1644, og lyder i uddrag:
«Hjerteelskede frænde! Jeg ser af det modtagne brev, at Eders Kærlighed ikke vover at betro sine tanker til papiret. Vi kunne dog let brevveksle med hinanden, når blot Eders Kærlighed vil sende mig nøglen til chifferskrift og siden efter selv skrive med de tegn til mig. .... Derefter kunne brevene sendes til Eders søster, pfalzgrevinde Marie. Vi må iagttage al mulig forsigtighed, thi man har aldrig været så meget imod os som nu, men de skulle ikke udrette noget, såfremt Eders Kærlighed er så standhaftig, som jeg håber. .... Min kærlighed til Eder er så stærk, at den kun kan overvindes af døden. .... Måske ville nogle råde Eders Kærlighed til allerede nu offentligt at anmode om min hånd, men jeg besværger Eder ved alt, hvad helligt er, om endnu at have tålmodighed i nogle år, indtil Eders Kærlighed har erhvervet Eder større erfarenhed i krigen, og jeg selv har fået kronen på mit hoved.
Jeg beder Eders Kærlighed ikke at lade tiden falde Eder lang, men huske på det gamle ordsprog, at «den venter ikke for længe, der venter på noget godt.»
Således lød i nogen forkortelse Kristinas udtryksfulde og varme linjer til pfalzgreve Karl Gustav. Denne var glad og forhåbningsfuld ved at have ovenanførte brev fra sin hemmeligt forlovede, den snart myndige dronning, idet han var vis på et godt udfald til sidst. Karl Gustavs søstre, Marie Euphrosyne och Elisabeth Katarina [sic], som vare Kristinas veninder og daglige omgang, fik han til at opsætte deres egne brylluper, for at de desto længere kunde være omkring Kristina og påvirke hende med hensyn til broderens håb.
Således stod sagerne, da Kristina tiltrådte regeringen 1644, men just fra dette tidspunkt har man kun få efterretninger, som kunne give oplysninger om, hvorfor hun trækker sig mere og mere tilbage fra det Karl Gustav givne løfte og dernæst til sidst betager ham ethvert håb, uagtet han stadigt overhængte hende og altid havde munden fuld af de dyreste forsikringer. Dronning Kristina sagde rent ud til ham: «Det løfte gav jeg i min ungdoms uforstand, da jeg endnu ikke havde magt til at bortskænke en bondegård, end sige mig selv, hvorfor jeg også erklærer disse gamle forbindelser for aldeles ugyldige.»
Dronning Kristina har aldrig selv udtalt sig om, hvorfor hendes følelser, som vare så varme overfor hendes barndoms ven, i så forholdsvis kort tid bleve så afsvalede.
Sagen var vel: dronning Kristina havde betænkt sig og ville nu engang ikke vide mere af Karl Gustav at sige, hvor meget denne end jamrede sig og lod, som om han skulle gå i graven af sorg derover. Rimeligt er det også, at den skarpsindige Kristina nok har kunnet forstå, at det var mere hendes krone end hendes hånd, det var Karl Gustav om at gøre at komme i besiddelse af. Man har mange breve fra Karl Gustav til Kristina fra den tid; de røbe ikke den indre, varme personlige kærlighed, men de ere overfyldte af ydmyge, opstyltede, smigrende og kunstlede, men dog kolde talemåder. Man finder stundom flere rettede udkast til et og samme brev, hvilket jo da ellers ikke plejer at være skik og brug imellem elskende.
Siden hen, da underhandlingerne med at få dronning Kristina til at tage ham til ægte, strandede, ytrede Karl Gustav, til fortrolige venner, en dybere sorg over tabet af kronen end over tabet af Kristinas hånd.
Der var også en anden omstændighed — hvilken ikke kunne blive skjult for dronning Kristina —, der røbede, at Karl Gustavs kærlighed ikke var af den ægte slags; thi uagtet sit ihærdige frieri var han dog slet ikke nær så ærbar, som han selv ville udgive sig for, idet han såvel i Sverige, som også medens han var i udlandet, ingenlunde var noget dydsmønster. Dronning Kristina, der havde sine spejdere ude, vidste naturligvis god besked derom og skrev sig det bag øret.
I hvor meget Karl Gustav end lod til at sørge over, at partiet med dronning Kristina ikke gik i orden, så tabte han dog aldrig helt appetitten derover. Han spiste og drak godt og var i modsætning til dronning Kristina en stor ynder af mad og vin. Den gode levemåde gav sig også tilkende i et fedt og triveligt ydre, og hans forandrede udseende synes ikke at have tiltalt dronning Kristina; hun kaldte ham spotvis «den lille borgmester».
Muligen for at give Karl Gustav noget at bestille og andet at tænke på, ønskede dronning Kristina at sende ham til Tyskland for der at være højstkommanderende general over de svenske hære der. Rigsråderne Axel Oxenstierna og Jakob de la Gardie ville dog ikke betro Karl Gustav den højeste stilling i Sveriges krigsmagt, såfremt dronning Kristina ikke lovede at gifte sig med ham.
Dronning Kristina udtalte derfor: «Ifald jeg gifter mig, tager jeg ingen anden end pfalzgreve Karl Gustav.»
Dette var ikke rådsherrerne nok. De sagde: «Vi kunne ikke tilråde at overlade krigsmagten i pfalzgreve Karl Gustavs hænder, såfremt han ikke forud bliver forvisset om Eders Majestæts hånd.»
Tilsidst afgav endelig dronning Kristina det bestemte løfte at tage pfalzgreve Karl Gustav til ægte. Det var imidlertid nu ikke hendes alvorlige mening at opfylde dette løfte, men hun tænkte: «Med tid kommer råd.»
For at pfalzgreve Karl Gustav ej skulle blive altfor glad eller sikker som følge af dronning Kristinas afgivne løfte om giftermål til rigsråderne, lod hun ham kalde til sig og udtalte sig i et par vidners nærværelse fyndigt og bestemt overfor den forventningsfulde ægteskabskandidat. Hun sagde til ham:
«I henseende til giftermål vil jeg hverken give eller betage Eder noget håb, men bliver ved mit ord, at ifald jeg indgår ægteskab, det da ikke bliver med nogen anden end med Eder. Yderligere, i tilfælde at ægteskabet ikke kommer i stand, skal jeg i dets sted lade Eder udnævne til min efterfølger på tronen.» ...
Rygtet om denne samtale kom snart ud; den vakte forundring og mistro. Man kunne slet ikke blive klog på den unge dronning. Hendes forrige lærer, biskop Johannes Matthiæ, ville sondere hendes mening og omstemme hende, idet han sagde til hende:
«Vi ere ikke så enfoldige, at vi jo nok kunne forstå, at Eders Majestæt har vendt sin hu fra ægteskabet med pfalzgreve Karl Gustaf, men hvad kan være årsag i den forandring, i særdeleshed efter det løfte, som Eders Majestæt allerede har givet?»
Kristina svarede: «Jeg siger Eder ikke et ord om giftermålet, førend pfalzgreve Karl Gustavs tronfølge er vedtagen.»
Senere ytrede biskop Matthiæ: «Arveforeningen forudsætter, at Sverige altid må have regenter af gamle Gustav Vasas slægt. Eders Majestæt er altså forbunden til at indgå i ægteskab»; hvortil dronning Kristina svarede:
«Ingen, hverken i himlen eller på jorden, skal kunne tvinge mig dertil, såfremt jeg ikke selv vil. Om jeg agter at gifte mig eller ikke, det siger jeg Eder ikke nu, forinden kroningen har fundet sted.»
Mere end én gang havde Stænderne opfordret dronning Kristina til at indgå ægteskab, og de lavere Stænder havde endog formuleret deres ønske derhen, at dronningen skulle ægte pfalzgreve Karl Gustav. På Rigsdagen 1649 fremkom atter ønsket om, at dronningen indgik ægteskab, og en deputation frembar folkets ønske desangående.
Dagen derpå overraskede dronning Kristina Rådet med det forslag at udnævne Karl Gustav til hendes efterfølger. Dronning Kristina sagde, at hun havde overtænkt den sag i ca. 3 år, så hun kunne ikke bekvemme sig til giftermål. Det var, sagde hun, en farlig sag, at tronfølgen ikke blev bestemt, da Karl Gustav ikke havde nogen arveret til Kronen, men dog var født i Sverige af kongeligt blod og hendes nærmeste slægtning og opdragen i landets religion, sprog og sæder. Desuden holdt hun en længere tale om alle hans personlige egenskaber.
Ordskiftet var temmelig varmt, og med grunde kunde så meget mindre udrettes, som enhver af Rådet havde følelsen af, at der bagved dronning Kristinas erklæring lå noget andet skjult, som de ikke kunne forklare sig, og selv ville hun ikke udtale sig derom.
Tilsidst sagde dronning Kristina: «Erklær bare pfalzgreve Karl Gustav for min efterfølger nu; thi dør jeg, uden at det sker, så holder jeg begge mine øren på, at I aldrig slæbte pfalzgreve Karl Gustav frem til tronen.»
Måneden efter erklærede Rigsrådet og Sveriges Stænder, tilskyndede — som det hed — af de høje og vigtige grunde og argumenter, som vare fremførte af Hendes Majestæt, at de udnævnte Hans Fyrstelige Nåde, pfalzgreve Karl Gustav til tronfølger, ifald dronning Kristina døde uden livsarvinger.
Dronning Kristina satte altså sin vilje igennem, og Karl Gustav blev udnævnt til tronfølger, forinden hun højtideligt ville lade sig krone, ihvorvel hun vistnok allerede i sit stille sind tænkte på at frasige sig regeringen, når det kunne ske på en nogenlunde lempelig måde og på de vilkår, hun ville bestemme; men forinden ville hun dog have sin kongelige værdighed beseglet med den højtidelige kongekroning i Stockholms Storkirke.
English translation (my own):
Among Queen Kristina's suitors, there is one who has not yet been mentioned, and he is the most important, for, although he never managed to marry her, despite having her promise of her hand in marriage, he nevertheless ascended the Swedish throne after her, when she abdicated after a reign of 10 years. The suitor in question was her cousin Karl Gustav, a son of Gustav Adolf's sister Katarina, in whose house Kristina was placed as a child.
As the years passed in her aunt's house, it was not so strange that a very friendly, even intimate relationship arose between such kindred natures as Kristina and Karl Gustav. They actually entered into a closer relationship, although it cannot now be stated with certainty at what time this engagement took place. The first love letter that we have to Karl Gustav from Kristina's hand is dated May 1, 1643, but perhaps there are several of an earlier date that are not known. Despite all the coldness of heart that Queen Kristina later showed herself to possess, her letters from that time breathe the same warm and solemn assurances of unchanging fidelity and devotion that are found in letters from other female writers of the same age.
Her signature is usually: "Your Lovingness's faithful and obliging cousin until death."
Another time: "Ungenannt, doch wohlbekannt."
The letter that best explains the situation is a letter from Kristina dated January 5, 1644, and it reads in part:
"Dearly beloved cousin! I see from the letter I received that Your Lovingness does not dare to confide your thoughts to paper. We could easily exchange letters with each other, if only Your Lovingness would send me the key to the cipher and then write to me yourself with those characters. .... After that, the letters could be sent to your sister, Countess Palatine Marie. We must exercise all possible caution, for people have never been so much against us as now, but they should not accomplish anything if Your Lovingness is as steadfast as I hope. .... My love for you is so strong that it can only be overcome by death. .... Perhaps some would advise Your Lovingness to ask for my hand publicly now, but I beg you by all that is holy to have patience for a few more years, until Your Lovingness has acquired greater experience in war, and I myself have received the crown on my head.
I beg Your Lovingness not to let time pass you by, but to remember the old saying that 'he waits not too long who waits for something good.'"
Thus, in some shortness, were Kristina's expressive and warm lines to Count Palatine Karl Gustav. The latter was happy and hopeful to have the above-mentioned letter from his secret fiancée, the soon-to-be-of-age Queen, as he was certain of a good outcome in the end. Karl Gustav's sisters, Marie Euphrosyne and Elisabeth Katarina [sic], who were Kristina's friends and daily companions, he had them postpone their own weddings, so that they could be around Kristina all the longer and influence her with regard to their brother's hopes.
This was the situation when Kristina acceded to the government in 1644, but from this time on there is little information that could provide information about why she increasingly withdrew from the promise given to Karl Gustav and then finally deprived him of all hope, despite his constant overreach and his mouth always full of the dearest assurances. Queen Kristina told him bluntly: "I made that promise in the foolishness of my youth, when I did not yet have the power to give away a farm, let alone myself, which is why I also declare these old connections completely invalid."
Queen Kristina herself never spoke out about why her feelings, which were so warm towards her childhood friend, cooled off so much in such a relatively short time.
It was like this: Queen Kristina had changed her mind and did not want to hear any more from Karl Gustav, no matter how much he wailed and pretended that he would go to his grave with grief over it. It is also reasonable that the astute Kristina must have understood that it was more her crown than her hand that Karl Gustav wanted to get hold of. There are many letters from Karl Gustav to Kristina from that time; they do not reveal the inner, warm personal love, but they are full of humble, stilted, flattering and artificial, but still cold, speech. Sometimes one finds several corrected drafts of one and the same letter, which is not usually the custom between lovers.
Later, when negotiations to get Queen Kristina to marry him failed, Karl Gustav expressed to close friends a deeper sorrow over the loss of the crown than over the loss of Kristina's hand.
There was also another circumstance — which could not be concealed from Queen Kristina — which revealed that Karl Gustav's love was not of the genuine kind; for, in spite of his persistent courtship, he was not nearly as chaste as he would have people believe, being by no means a model of virtue, both in Sweden and abroad. Queen Kristina, who had her scouts abroad, naturally knew well of this and kept it in her mind.
No matter how much Karl Gustav seemed to grieve that the match with Queen Kristina did not go well, he never completely lost his appetite. He ate and drank well and, unlike Queen Kristina, was a great lover of food and wine. The good lifestyle also showed itself in a fat and pleasant appearance, and his changed appearance does not seem to have appealed to Queen Kristina; she mockingly called him "the little burgomaster".
In order to give Karl Gustav something to do and something else to think about, Queen Kristina wanted to send him to Germany to be the supreme commander of the Swedish armies there. However, the councilmen Axel Oxenstierna and Jakob de la Gardie did not want to entrust Karl Gustav with the highest position in Sweden's military power unless Queen Kristina promised to marry him.
Queen Kristina therefore declared: "If I do marry, I will take no one but Count Palatine Karl Gustav."
This was not enough for the councilmen. They said: "We cannot advise leaving the military power in the hands of Count Palatine Karl Gustav unless he is first assured of Your Majesty's hand."
Finally, Queen Kristina finally made the definite promise to take Count Palatine Karl Gustav in marriage. However, she did not now seriously intend to fulfill this promise, but she thought: "Advice will come in time."
In order to prevent Count Palatine Karl Gustav from becoming too happy or confident as a result of Queen Kristina's promise to marry the councilmen, she had him summoned and, in the presence of a few witnesses, spoke tersely and firmly to the expectant marriage candidate. She said to him:
"With regard to marriage, I will neither give nor take away any hope from you, but I stand by my word that if I do enter into marriage, it will not be with anyone other than you. Furthermore, in the event that the marriage does not come about, I will have you appointed as my successor on the throne in its place." ...
The rumour of this conversation soon got out; it aroused astonishment and distrust. The young Queen was completely unreadable. Her former tutor, Bishop Johannes Matthiæ, wanted to probe her opinion and change her mind, saying to her:
"We are not so simple that we could understand that Your Majesty has turned your mind away from marriage to Count Palatine Karl Gustav, but what could be the reason for this change, especially after the promise that Your Majesty has already given?"
Kristina replied: "I will not say a word to you about the marriage until Count Palatine Karl Gustav's succession to the throne is agreed upon."
Later, Bishop Matthiæ said: "The Union of Inheritance presupposes that Sweden must always have rulers from the family of old Gustav Vasa. Your Majesty is therefore bound to enter into marriage"; to which Queen Kristina replied:
"No one, neither in Heaven nor on earth, shall be able to force me to do so if I do not want to. Whether I intend to marry or not, I will not tell you now, before the coronation has taken place."
More than once the Estates had urged Queen Kristina to marry, and the lower Estates had even expressed their wish that the Queen should marry Count Palatine Karl Gustav. At the Riksdag in 1649 the wish for the Queen to marry again arose, and a deputation expressed the people's wish in this regard.
The next day, Queen Kristina surprised the Council with the proposal to appoint Karl Gustav as her successor. Queen Kristina said that she had been thinking about the matter for about 3 years, so she could not get ready for marriage. It was, she said, a dangerous matter that the succession to the throne was not determined, as Karl Gustav had no right of inheritance to the Crown, but he was nevertheless born in Sweden of royal blood and her closest relative and raised in the country's religion, language and customs. She also gave a long speech about all his personal qualities.
The exchange of words was rather heated, and with reason all the less could be accomplished, as everyone in the Council had the feeling that behind Queen Kristina's declaration lay something else hidden, which they could not explain, and she herself did not want to talk about it.
Finally, Queen Kristina said: "Just declare Count Palatine Karl Gustav my successor now; because if I die without it happening, I will keep both my ears open that you never dragged Count Palatine Karl Gustav to the throne."
The following month, the Council of State and the Estates of Sweden, prompted — as it was said — by the high and important reasons and arguments put forward by Her Majesty, declared that they appointed His Princely Grace, Count Palatine Karl Gustav, heir to the throne in the event that Queen Kristina died without heirs of her body.
Queen Kristina thus thrust her will through, and Karl Gustav was appointed heir to the throne before she would be solemnly crowned, although she was probably already secretly thinking of abdicating the government when it could be done in a fairly appropriate manner and on the terms she wanted to determine; but before that, she wanted to have her royal dignity sealed with the solemn coronation as king in Stockholm Cathedral.
_(David_Beck)_-_Nationalmuseum_-_17258.tif.jpg)
Above: Kristina.
Above: Karl Gustav.
No comments:
Post a Comment