Source:
Dronning Christina af Sverrig 1626-1689, pages 13 to 19, published by H. E. Friis, 1896
The account:
Den 8de December 1644 blev Prinsesse Christina 18 Aar gammel og var saaledes efter Loven myndig. Dagen forud, d. 7de Decbr., samledes Stænderne og Rigsformynderne og overleverede Regeringen til Prinsesse Christina, som, ihvorvel Kvinde, udraabtes og hyldedes som Sverrigs Konge. Dronning Christina lovede «at tage tilbørligt Hensyn til Rigets Raad, ikke regere uden at høre det og ikke tage ilde op, om Raadets Forslag stundom maatte gaa imod hendes Ønsker.»
Dronning Christina beskrives paa dette Tidspunkt saaledes: Hendes Legemshøjde var noget under Middelhøjde og syntes end mindre, idet hun, for at kunne gaa og bevæge sig desto lettere, ikke brugte Hæle under Skoene. Væksten var noget undersætsig. Den ene Skulder var noget højere end den anden, hvilket havde kunnet skjules ved Klædedragten, om hun ellers havde gjort sig Umage derfor. Haaret og Øjenbrynene vare lyse, stor Pande, store, mørkeblaa Øjne, krum Næse, Munden ikke ganske lille, men dog ret køn. Alle Sjælens Stemninger afspejlede sig straks i hendes Ansigtstræk, hvorfor Udtrykket i hendes Udseende var saare foranderligt, saa det kun lykkedes faa Malere at fremstille et træffende Billede af hende. Hendes Stemme var endnu i sig selv blød og mild, men kunde antage og antog ofte, naar hun saa vilde, en mandlig Tone og Klang.
Alle Dronning Christinas Lidenskaber vare underordnede hendes store Ærgærrighed, som hendes hele Liv igennem var det afgørende for hende. Sin Værdighed som kongelig Majestæt forglemte hun aldrig, hvor ugenert og ukongeligt hun end ofte optraadte. Hendes Omgangsmaade var ellers ligefrem, utvungen og livlig.
Hun hadede saavel stive Ceremonier som hverdagsagtige Sager, sad aldrig længere end en halv Time ved Taffelet, spiste ikke ret meget og i Reglen tarvelige Retter. Hvor godt eller mindre godt Retterne vare tillavede, lagde hun ikke Vægt paa, og ingen af hendes Omgivelser hørte hende nogensinde udtale sig derom hverken rosende eller dadlende. Saavel ved Maaltiderne som ellers drak hun kun Vand alene. Hun hadede alle Dage stærke Drikke. Drukkenskab var en af de Synder, hun ofte og med største Bitterhed dadlede. Hun var ingenlunde forfængelig med Hensyn til Klædedragten eller havde Lyst til at pynte sig; tværtimod, sit Toilette fuldendte hun ofte i ¼ Time. En Kam og nogle Baand udgjorde ofte Hovedets hele Udsmykning. Det var sjældent, at hun bar Juveler, Guldsmykker eller Broderier paa sig.
I Begyndelten [sic] af sin Regeringstid tog Dronning Christina sig meget af Regeringsanliggenderne uden derfor at forsømme sine Studeringer.
Da Dronning Christinas Paaklædning og Maaltider næppe medtog mere end én Time i Døgnet for hende, og hun nøjedes med saare lidt Søvn, sjælden ud over fem Timer, var der god Tid til Studier og alvorlige Beskæftigelser. Klokken 4 om Morgenen stod hun op. De første Morgentimer anvendtes til Studering. Hendes Lærer i Græsk maatte møde paa Slaget Klokken 5, somme Tider før endnu, naar det saa behagede Dronning Christina. Op ad Dagen deltog hun med Ministrene med megen Iver i Regeringsanliggenderne. Mere end én Gang forbavsede hun de gamle Rigsraader med den Lethed, hvormed hun gennemskuede, behandlede og afgjorde forekommende vanskelige Sager, idet hun derved viste en usædvanlig Skarphed i Forstand og Omdømme samt forstod at udvikle sine Anskuelser klart og tydeligt.
Andres Indvendinger gjorde hende aldrig tavs; men selv forstod hun mesterligt med korte, men træffende Svar, ofte med et vittigt Indfald, at stoppe Munden paa sine Modstandere. Stundom morede det hende at fremsætte og forsvare urimelige Meninger, enten for at prøve andres Forstand eller for at øve og vise sin egen.
De fremmede Gesandter vare henrykte over den unge Dronnings Elskværdighed og Livlighed samt Evne til at tale deres Lands Sprog med dem. I et Brev fra den franske Gesandt d'Avaux til det franske Hof skriver han: »Den 18aarige Dronning er smuk og behagelig, men i Særdeleshed har hun en saa sikker Holdning og noget saa kækt i sit Ansigt, at man har let ved at se, at hun er Gustav Adolfs Datter.»
Hele Europa betragtede dengang Sverrig med den største Beundring og Forbavselse, ja endog med Misundelse. Det i det høje Norden beliggende Sverrig havde igennem store Statsmænd og Feltherrer tilkæmpet sig den mest afgørende Stilling og Betydning blandt alle Europas Stater, og desuden herskede der indenfor Sverrigs Grænser — i Modsætning til mange andre Lande — Ro, Tillid og Tilfredshed. Føjes nu dertil Rygtet om en saa sjælden Forening af udmærkede Egenskaber hos den unge Dronning, som kastede sine oplivende Straaler over det kolde Norden, saa kan man forstaa, naar der blev sagt, at Sverrig styredes af Pallas Minerva, paa én Gang Krigens, Videnskabernes og Fredens bekransede Gudinde.
Dronning Christina blev saaledes snart Gjenstand for den hele dannede og lærde Verdens Beundring og Nysgærrighed og overøstes med Ros og Lovprisninger af den Skare af lærde fra fremmede Lande, som hun indkaldte rundtomkring fra. Stockholm blev saaledes Samlingsstedet for en stor Hob af lærde Mænd i de forskellige Videnskaber. Dronning Christina modtog dem med kongelig Gæstfrihed og betalte dem med rund Haand, baade med Gods og med Guld, medens de med deres Penne lovpriste hende med deres Sjæls Varme og Kraft; de kaldte hende afvekslende «den svenske Minerva», «den uovertræffelige Fyrstinde», «den 10de Muse», «Halvgudernes Datter» o. s. v.
Det er imidlertid ganske naturligt, at hun ikke kunde taale denne Hyldest, og at hun langtfra mægtede at gaa uskadt ud af det Tilbedelsens Tempel, de byggede for hende. Denne tidlige almene og uhørte Ros har nemlig vistnok mere end noget andet bidraget til Dronning Christinas Ulykke; thi den nærede hurtigt og i høj Grad hendes medfødte store Egenkærlighed og Ærgærrighed. Det uafladeligt at blive lovprist medførte tilsidst, at det for Dronning Christina blev en hel Fornødenhed, og det havde til Følge, at hun uophørligt anstrengte sig for at vække Opsigt, meget mere end for at vinde Folks Højagtelse.
En ung og aandrig Dronning med et godt Ydre og et mægtigt Rige i Medgift skulde naturligvis nok klokke flere Bejlere til. De udeblev da ejheller. Kong Gustav Adolf havde i den tidligste Tid tænkt paa Slægtningen, den senere saa bekendte Kurfyrst Frederik Vilhelm den Store af Brandenburg, men i Aarenes Løb, efterat Kong G. A. var død, syntes Rigskantsler Axel Oxenstjerna, at den brandenburgske Tradition ikke var saa heldig. Da Christina var bleven myndig og dernæst regerende Dronning, afviste hun selv med et let og uanfægtet Hjerte den bejlende Kurfyrste. Foruden Kurfyrsten af Brandenburg var der fire andre fyrstelige Friere fra det øvrige Tyskland, endvidere to Friere fra Spanien og én baade fra Portugal, England og Ungarn.
Fra det beslægtede Kongehus i Polen var der hele tre, nemlig alle Kong Sigismunds tre Sønner. Fra Danmark var der to Friere, først Christian den 4des yngste Søn af 1ste Ægteskab, Prins Ulrik. Kong Christian den 4de friede for Sønnen, endnu medens Gustav Adolf levede, men fik et bestemt Afslag af denne.
Inden Sørgeaaret for Gustav Adolf var omme, friede Christian den 4de atter paany for Sønnen Ulrik, hvilken Hast den sørgende svenske Enkedronning Maria Eleonora tog meget ilde op, saa saavel hun som det svenske Rigsraad affærdigede Prins Ulrik. Samme Prins, som gik i kursachsisk Tjeneste kort efter, faldt lidt senere, i 1633, for en Snigmorders Haand i Schlesien.
Nogle Aar efter forsøgte Christian den 4des ældre Søn, Frederik d. 3die, sig som Frier; han fik en bedre Modtagelse hos den svenske Enkedronning, som paa det Tidspunkt slet ikke var fornøjet med Formynderregeringen i Sverrig.
Christian d. 4de, som gerne saa, at Partiet kom i Stand — og troede, at den svenske Enkedronning kunde bortgive Datterens Haand — viste sig imødekommende imod samme svenske Enkedronning ved, som før omtalt, at sende to danske Orlogsskibe for at afhente hende paa Gulland, da hun 1640 flygtede bort fra Sverrig. Da Prins Frederik, hvem Tiden vel faldt temmelig lang, og som var 17 Aar ældre end den svenske Prinsesse Christina, selv ej næreste stort Haab, giftede han sig i Aaret 1643 i Glückstadt med Prinsesse Sofie Amalie af Brunsvig-Lüneburg.
Ihvorvel Dronning Christina havde Bejlere nok og altid satte saa stor Pris paa at omgaas med Mænd, nærede hun dog for hvert Aar, der gik, en mere afgjort Ulyst til at gifte sig. Hendes Egenkærlighed gjorde det umuligt for hende at hengive sit Hjerte til nogen Mand og i det hele taget at føle Kærlighed til nogen. Hendes Uafhængighedsfølelse var for ubøjelig og stor, til at hun vilde paalægge sig de Baand, et Ægteskab nødvendigvis vilde føre med sig. Ligesom de 9 Muser vedbleve at være Jomfruer, saaledes vilde Dronning Christina vedblive at være ugift som Muse og Amazone.
Dronning Christinas Tanker om den ubundne, frie Stand kom tidligt frem, ligesom hendes Uvilje imod Ægteskabet aldrig tabte sig.
Til Regeringsraaderne i Sverrig, som gerne vilde have, at hun giftede sig for Fredens og Tronfølgens Skyld, sagde hun: «Hvortil skal det nytte? Jeg kunde jo ligesaa godt bringe en Nero som en Augustus til Verden.»
I et festligt Optog ved en Soirée paa Stockholms Slot fremstillede Dronning Christina den kolde Gudinde Diana, der knuser Kærlighedsgudens Vinger og Pile. Under sit senere Ophold i Paris ved det franske Hof fraraadede hun Hoffets Damer at indgaa Ægteskab. Hun kunde ikke forstaa, at nogen vilde underkaste sig Ægteskabets Slaveri, der for hende stod som et utaaleligt Livegenskab.
Dronning Christinas Ærgærrighed gik ud paa at være sit Aarhundredes enestaaende, uforlignelige Kvinde, et Vidunder uden lige, og at svæve, enestaaende i sin Art, over Skønaandernes talrige Skarer i en eventyrlig Himmel. I Rom lod hun i sin ældre Alder slaa en Skuepenge, paa hvilken hun selv fremstilledes som Fuglen Fønix, ensomt flyvende hen over Skyerne, med Omskrift:
«Fri jeg fødtes, levede og døer.»
Hun havde ogsaa ladet præge en anden Skuemønt med hendes Billede paa den ene Side og paa den anden Side Fuglen Fønix, som opstiger af Flammerne, med Omskriften «Makelos», skrevet med græske Bogstaver, som her blev et Ordspil, da det refererede sig til det svenske Ord «makalös», som baade kan betyde: den, som er ugift, og ogsaa: den, som ikke kan sammenlignes med andre, hvilket i begge Tilfælde kunde pege tilbage paa Dronning Christina selv.
With modernised spelling:
Den 8. december 1644 blev prinsesse Kristina 18 år gammel og var således efter loven myndig. Dagen forud, den 7. december, samledes Stænderne og rigsformynderne og overleverede regeringen til prinsesse Kristina, som, ihvorvel kvinde, udråbtes og hyldedes som Sveriges konge. Dronning Kristina lovede «at tage tilbørligt hensyn til Rigets Råd, ikke regere uden at høre det og ikke tage ilde op, om Rådets forslag stundom måtte gå imod hendes ønsker.»
Dronning Kristina beskrives på dette tidspunkt således: hendes legemshøjde var noget under middelhøjde og syntes end mindre, idet hun, for at kunne gå og bevæge sig desto lettere, ikke brugte hæle under skoene. Væksten var noget undersætsig. Den ene skulder var noget højere end den anden, hvilket havde kunnet skjules ved klædedragten, om hun ellers havde gjort sig umage derfor. Håret og øjenbrynene vare lyse, stor pande, store, mørkeblå øjne, krum næse, munden ikke ganske lille, men dog ret køn.
Alle sjælens stemninger afspejlede sig straks i hendes ansigtstræk, hvorfor udtrykket i hendes udseende var såre foranderligt, så det kun lykkedes få malere at fremstille et træffende billede af hende. Hendes stemme var endnu i sig selv blød og mild, men kunne antage og antog ofte, når hun så ville, en mandlig tone og klang.
Alle dronning Kristinas lidenskaber vare underordnede hendes store ærgerrighed, som hendes hele liv igennem var det afgørende for hende. Sin værdighed som kongelig majestæt forglemte hun aldrig, hvor ugenert og ukongeligt hun end ofte optrådte. Hendes omgangsmåde var ellers ligefrem, utvungen og livlig.
Hun hadede så vel stive ceremonier som hverdagsagtige sager, sad aldrig længere end en halv time ved taffelet, spiste ikke ret meget og i reglen tarvelige retter. Hvor godt eller mindre godt retterne vare tillavede, lagde hun ikke vægt på, og ingen af hendes omgivelser hørte hende nogensinde udtale sig derom hverken rosende eller dadlende. Så vel ved måltiderne som ellers drak hun kun vand alene. Hun hadede alle dage stærke drikke. Drukkenskab var en af de synder, hun ofte og med største bitterhed dadlede.
Hun var ingenlunde forfængelig med hensyn til klædedragten eller havde lyst til at pynte sig; tværtimod, sit toilette fuldendte hun ofte i ¼ time. En kam og nogle bånd udgjorde ofte hovedets hele udsmykning. Det var sjældent, at hun bar juveler, guldsmykker eller broderier på sig.
I begyndelsen af sin regeringstid tog dronning Kristina sig meget af regeringsanliggenderne uden derfor at forsømme sine studeringer.
Da dronning Kristinas påklædning og måltider næppe medtog mere end én time i døgnet for hende, og hun nøjedes med såre lidt søvn, sjælden ud over fem timer, var der god tid til studier og alvorlige beskæftigelser. Klokken 4 om morgenen stod hun op. De første morgentimer anvendtes til studering. Hendes lærer i græsk måtte møde på slaget klokken 5, sommetider før endnu, når det så behagede dronning Kristina.
Op ad dagen deltog hun med ministrene med megen iver i regeringsanliggenderne. Mere end én gang forbavsede hun de gamle rigsråder med den lethed, hvormed hun gennemskuede, behandlede og afgjorde forekommende vanskelige sager, idet hun derved viste en usædvanlig skarphed i forstand og omdømme samt forstod at udvikle sine anskuelser klart og tydeligt.
Andres indvendinger gjorde hende aldrig tavs; men selv forstod hun mesterligt med korte, men træffende svar, ofte med et vittigt indfald, at stoppe munden på sine modstandere. Stundom morede det hende at fremsætte og forsvare urimelige meninger, enten for at prøve andres forstand eller for at øve og vise sin egen.
De fremmede gesandter vare henrykte over den unge dronnings elskværdighed og livlighed samt evne til at tale deres lands sprog med dem. I et brev fra den franske gesandt d'Avaux til det franske hof skriver han: »Den 18-årige dronning er smuk og behagelig, men i særdeleshed har hun en så sikker holdning og noget så kækt i sit ansigt, at man har let ved at se, at hun er Gustav Adolfs datter.»
Hele Europa betragtede dengang Sverige med den største beundring og forbavselse, ja endog med misundelse. Det i det høje Norden beliggende Sverige havde igennem store statsmænd og feltherrer tilkæmpet sig den mest afgørende stilling og betydning blandt alle Europas stater, og desuden herskede der indenfor Sveriges grænser — i modsætning til mange andre lande — ro, tillid og tilfredshed. Føjes nu dertil rygtet om en så sjælden forening af udmærkede egenskaber hos den unge dronning, som kastede sine oplivende stråler over det kolde Norden, så kan man forstå, når der blev sagt, at Sverige styredes af Pallas Minerva, på én gang krigens, videnskabernes og fredens bekransede gudinde.
Dronning Kristina blev således snart genstand for den hele dannede og lærde verdens beundring og nysgerrighed og overøstes med ros og lovprisninger af den skare af lærde fra fremmede lande, som hun indkaldte rundt omkring fra. Stockholm blev således samlingsstedet for en stor hob af lærde mænd i de forskellige videnskaber. Dronning Kristina modtog dem med kongelig gæstfrihed og betalte dem med rund hånd, både med gods og med guld, medens de med deres penne lovpriste hende med deres sjæls varme og kraft; de kaldte hende afvekslende «den svenske Minerva», «den uovertræffelige fyrstinde», «den tiende muse», «halvgudernes datter» osv.
Det er imidlertid ganske naturligt, at hun ikke kunne tåle denne hyldest, og at hun langtfra mægtede at gå uskadt ud af det tilbedelsens tempel, de byggede for hende. Denne tidlige almene og uhørte ros har nemlig vistnok mere end noget andet bidraget til dronning Kristinas ulykke; thi den nærede hurtigt og i høj grad hendes medfødte store egenkærlighed og ærgerrighed. Det uafladeligt at blive lovprist medførte tilsidst, at det for dronning Kristina blev en hel fornødenhed, og det havde til følge, at hun uophørligt anstrengte sig for at vække opsigt, meget mere end for at vinde folks højagtelse.
En ung og åndrig dronning med et godt ydre og et mægtigt rige i medgift skulle naturligvis nok klokke flere bejlere til. De udeblev da ej heller. Kong Gustav Adolf havde i den tidligste tid tænkt på slægtningen, den senere så bekendte kurfyrst Frederik Vilhelm den store af Brandenburg, men i årenes løb, efterat kong G. A. var død, syntes rigskansler Axel Oxenstierna, at den brandenburgske tradition ikke var så heldig. Da Kristina var bleven myndig og dernæst regerende dronning, afviste hun selv med et let og uanfægtet hjerte den bejlende kurfyrste. Foruden kurfyrsten af Brandenburg var der fire andre fyrstelige friere fra det øvrige Tyskland, endvidere to friere fra Spanien og én både fra Portugal, England og Ungarn.
Fra det beslægtede kongehus i Polen var der hele tre, nemlig alle kong Sigismunds tre sønner. Fra Danmark var der to friere, først Christian den fjerdes yngste søn af første ægteskab, prins Ulrik. Kong Christian den fjerde friede for sønnen, endnu medens Gustav Adolf levede, men fik et bestemt afslag af denne.
Inden sørgeåret for Gustav Adolf var omme, friede Christian den 4de atter på ny for sønnen Ulrik, hvilken hast den sørgende svenske enkedronning Maria Eleonora tog meget ilde op, så så vel hun som det svenske Rigsråd affærdigede prins Ulrik. Samme prins, som gik i kursachsisk tjeneste kort efter, faldt lidt senere, i 1633, for en snigmorders hånd i Schlesien.
Nogle år efter forsøgte Christian den fjerdes ældre søn, Frederik den tredje, sig som frier; han fik en bedre modtagelse hos den svenske enkedronning, som på det tidspunkt slet ikke var fornøjet med formynderregeringen i Sverige.
Christian den fjerde, som gerne så, at partiet kom i stand — og troede, at den svenske enkedronning kunne bortgive datterens hånd — viste sig imødekommende imod samme svenske enkedronning ved, som før omtalt, at sende to danske orlogsskibe for at afhente hende på Gulland, da hun 1640 flygtede bort fra Sverige. Da prins Frederik, hvem tiden vel faldt temmelig lang, og som var 17 år ældre end den svenske prinsesse Kristina, selv ej næreste stort håb, giftede han sig i året 1643 i Glückstadt med prinsesse Sophie Amalie af Brunsvig-Lüneburg.
Ihvorvel dronning Kristina havde bejlere nok og altid satte så stor pris på at omgås med mænd, nærede hun dog for hvert år, der gik, en mere afgjort ulyst til at gifte sig. Hendes egenkærlighed gjorde det umuligt for hende at hengive sit hjerte til nogen mand og i det hele taget at føle kærlighed til nogen. Hendes uafhængighedsfølelse var for ubøjelig og stor, til at hun ville pålægge sig de bånd, et ægteskab nødvendigvis ville føre med sig. Ligesom de 9 muser vedbleve at være jomfruer, således ville dronning Kristina vedblive at være ugift som muse og amazone.
Dronning Kristinas tanker om den ubundne, frie stand kom tidligt frem, ligesom hendes uvilje imod ægteskabet aldrig tabte sig.
Til regeringsråderne i Sverige, som gerne ville have, at hun giftede sig for fredens og tronfølgens skyld, sagde hun: «Hvortil skal det nytte? Jeg kunne jo lige så godt bringe en Nero som en Augustus til verden.»
I et festligt optog ved en soiré på Stockholms slot fremstillede dronning Kristina den kolde gudinde Diana, der knuser kærlighedsgudens vinger og pile. Under sit senere ophold i Paris ved det franske hof frarådede hun hoffets damer at indgå ægteskab. Hun kunne ikke forstå, at nogen ville underkaste sig ægteskabets slaveri, der for hende stod som et utåleligt livegenskab.
Dronning Kristinas ærgerrighed gik ud på at være sit århundredes enestående, uforlignelige kvinde, et vidunder uden lige, og at svæve, enestående i sin art, over skønåndernes talrige skarer i en eventyrlig himmel. I Rom lod hun i sin ældre alder slå en skuepenge, på hvilken hun selv fremstilledes som fuglen Føniks, ensomt flyvende hen over skyerne, med omskrift:
«Fri jeg fødtes, levede og dør.»
Hun havde også ladet præge en anden skuemønt med hendes billede på den ene side og på den anden side fuglen Føniks, som opstiger af flammerne, med omskriften «makelos», skrevet med græske bogstaver, som her blev et ordspil, da det refererede sig til det svenske ord «makelös», som både kan betyde: den, som er ugift, og også: den, som ikke kan sammenlignes med andre, hvilket i begge tilfælde kunne pege tilbage på dronning Kristina selv.
English translation (my own):
On December 8, 1644, Princess Kristina turned 18 and was thus legally of age. The day before, on December 7, the Estates and the regents of the realm gathered and handed over the government to Princess Kristina, who, although a woman, was proclaimed and hailed as king of Sweden. Queen Kristina promised "to take due account of the Council of the Realm, not to rule without listening to it, and not to take offense if the Council's proposals sometimes went against her wishes."
Queen Kristina is described at this time as follows: her height was somewhat below average and seemed even smaller, as she did not wear heels under her shoes, in order to be able to walk and move all the more easily. Her stature was somewhat short. One shoulder was somewhat higher than the other, which could have been hidden by her clothing if she had made any effort to do so. Her hair and eyebrows were fair, her forehead large, her eyes large, dark blue, her nose crooked, her mouth not quite small, but still quite pretty.
All the moods of her soul were immediately reflected in her facial features, which is why the expression in her appearance was so changeable, so that only a few painters managed to produce a fitting picture of her. Her voice was still soft and gentle in itself, but could and often did, when she wanted to, take on a masculine tone and timbre.
All of Queen Kristina's passions were subordinate to her great ambition, which was crucial to her throughout her life. She never forgot her dignity as a royal majesty, no matter how unrestrained and unroyal she often appeared. Her way of socialising was otherwise straightforward, unforced and lively.
She hated both stiff ceremonies and everyday matters, never sat at the table for more than half an hour, and did not eat much and usually only poor-quality food. She did not care how well or poorly the dishes were prepared, and no one around her ever heard her speak of it, either praising or criticising. At meals or otherwise, she drank only water. She always hated strong drinks. Drunkenness was one of the sins she often and with the greatest bitterness rebuked.
She was by no means vain about her dress or had any desire for adornment; on the contrary, she often completed her toilet in a quarter of an hour. A comb and some ribbons often constituted the entire adornment of her head. It was rare that she wore jewels, gold jewelry or embroidery.
At the beginning of her reign, Queen Kristina took care of much of the government's affairs without neglecting her studies for their sake.
As Queen Kristina's dressing and meals hardly took her more than one hour a day, and she was content with very little sleep, rarely more than five hours, there was plenty of time for study and serious occupations. She got up at 4 in the morning. The first hours of the morning were used for study. Her Greek teacher had to appear at the stroke of 5 o'clock, sometimes even earlier, when Queen Kristina so pleased.
During the day, she participated with great zeal in government affairs with the ministers. More than once she astonished the old councilmen with the ease with which she understood, dealt with and decided upon difficult cases, thereby showing an unusual sharpness of mind and reputation, and knowing how to develop her views clearly and distinctly.
The objections of others never silenced her, but she herself knew how to silence her opponents with short but witty answers, often with a witty twist. Sometimes she found it amusing to put forward and defend unreasonable opinions, either to test the intelligence of others or to practice and show her own.
The foreign envoys were delighted with the young Queen's amiability and liveliness, as well as her ability to speak their country's language with them. In a letter from the French envoy d'Avaux to the French court, he writes: "The 18 year old Queen is beautiful and pleasant, but in particular she has such a confident bearing and something so bold in her face that one can easily see that she is Gustav Adolf's daughter."
All Europe at that time regarded Sweden with the greatest admiration and astonishment, and even with envy. Sweden, situated in the high North, had through great statesmen and generals won for itself the most decisive position and importance among all the states of Europe, and moreover, within Sweden's borders — in contrast to many other countries — there reigned tranquility, confidence and contentment. If now we add to this the reputation of such a rare combination of excellent qualities in the young Queen, who cast her invigourating rays over the cold North, then one can understand when it was said that Sweden was ruled by Pallas Minerva, at once the crowned goddess of war, the sciences and peace.
Queen Kristina thus soon became the object of admiration and curiosity of the entire educated and learned world and was showered with praise and adoration by the crowd of scholars from foreign countries whom she summoned from all over. Stockholm thus became the gathering place for a large crowd of learned men in the various sciences. Queen Kristina received them with royal hospitality and paid them generously, both with estates and with gold, while with their pens they praised her with the warmth and power of their souls. They called her variously "the Swedish Minerva", "the incomparable princess", "the tenth Muse", "the daughter of the demigods", etc.
It is, however, quite natural that she could not bear this homage, and that she was far from being able to leave the temple of worship they built for her unscathed. This early general and unheard-of praise has probably contributed more than anything else to Queen Kristina's misfortune, for it quickly and to a great extent nourished her innate great selfishness and ambition. The incessant praise eventually became an absolute necessity for Queen Kristina, and this had the consequence that she incessantly made an effort to arouse attention much more than to win the esteem of the people.
A young and spirited queen with a good appearance and a powerful kingdom as a dowry would naturally attract more suitors. And they did not fail to do so. King Gustav Adolf had initially thought of his kinsman, the later famous Elector Friedrich Wilhelm the Great of Brandenburg, but over the years, after King G. A. had died, Grand Chancellor Axel Oxenstierna thought that the Brandenburgian tradition was not so fortunate. When Kristina had come of age and subsequently reigning queen, she herself rejected the courting Elector with a light and unconcerned heart. In addition to the Elector of Brandenburg, there were four other princely suitors from the rest of Germany, as well as two suitors from Spain and one each from Portugal, England and Hungary.
From the related royal house in Poland there were three, namely all three sons of King Sigismund. From Denmark there were two suitors, first Christian IV's youngest son from his first marriage, Prince Ulrik. King Christian IV proposed his son while Gustav Adolf was still alive, but was firmly rejected by him.
Before the year of mourning for Gustav Adolf was over, Christian IV again proposed his son Ulrik, a haste that the grieving Swedish Dowager Queen Maria Eleonora took very badly, so both she and the Swedish Council dismissed Prince Ulrik. The same prince, who entered the Electoral Saxon service shortly afterwards, fell a little later, in 1633, at the hands of an assassin in Silesia.
A few years later, Christian IV's older son, Frederik III, tried his hand as a suitor; he was better received by the Swedish Dowager Queen, who at that time was not at all pleased with the regency in Sweden.
Christian IV, who was keen to see the match come to fruition — and believed that the Swedish Dowager Queen could give away her daughter's hand — showed himself to be accommodating towards the same Swedish Dowager Queen by, as mentioned before, sending two Danish warships to pick her up at Gotland when she fled Sweden in 1640. Since Prince Frederik, who was quite old and 17 years older than the Swedish Princess Kristina, did not have much hope himself, he married Princess Sophie Amalie of Brunswick-Lüneburg in 1643 in Glückstadt.
Although Queen Kristina had enough suitors and always valued the company of men so highly, she nevertheless, with each passing year, harboured a more decided aversion to marriage. Her self-love made it impossible for her to give her heart to any man and, in general, to feel love for anyone. Her sense of independence was too unyielding and great for her to impose on herself the bonds that marriage would necessarily entail. Just as the nine Muses remained virgins, so Queen Kristina wanted to remain unmarried like a Muse and an Amazon.
Queen Kristina's thoughts about the unbound, free state emerged early, just as her aversion to marriage never faded.
To the councilmen in Sweden, who wanted her to marry for the sake of peace and the succession to the throne, she said: "What good will it do? I could just as well give birth to a Nero as to an Augustus."
In a festive procession at a soirée at Stockholm Castle, Queen Kristina portrayed the cold goddess Diana, who crushes the wings and arrows of the god of love. During her later stay in Paris at the French court, she advised the ladies of the court against marriage. She could not understand that anyone would want to submit to the slavery of marriage, which to her stood as an intolerable form of serfdom.
Queen Kristina's ambition was to be the unique, incomparable woman of her century, a marvel without equal, and to soar, unique in her kind, above the numerous hosts of beautiful spirits in a fairytale sky. In Rome, in her old age, she had a show coin struck on which she herself was depicted as the bird Phoenix, flying alone above the clouds, with the following inscription:
"Free I was born, live and die."
She had also minted another token with her image on one side and on the other side the Phoenix bird rising from the flames, with the inscription "makelos", written in Greek letters, which here became a play on words, as it referred to the Swedish word "makelös", which can mean both: one who is unmarried, and also: one who cannot be compared with others, which in both cases could point back to Queen Kristina herself.
_-_Nationalmuseum_-_18075.tif.jpg)
Above: Kristina.
No comments:
Post a Comment