Source:
Dronning Christina af Sverrig 1626-1689, pages 25 to 29, published by H. E. Friis, 1896
The account:
Det var Meningen, efter vanlig Skik, at Kroningen skulde finde Sted i Upsala Domkirke, men da Tiden kom, viste det sig, at Upsala hverken kunde rumme alle de tilstrømmende eller præstere de store Forberedelser; derfor blev Stockholm valgt, skønt det menige Folk havde den Overtro, at den, der kronedes i Stockholm, ikke beholdt Kronen saa længe paa sit Hoved som den, der kronedes i Upsala.
Forberedelserne vare store, der blev bygget tre kostbare Æresporte med smigrende Inskriptioner og Emblemer. Rigsraaderne havde ladet den ene Æresport bygge og udsmykke med en rosende Paaskrift til Dronning Christina, skønt de paa det Tidspunkt just ikke vare videre henrykte over hende.
Der opstod nogen Uenighed angaaende Rangfølgen ved Toget til Kirken imellem de høje Herrer, idet de berømte svenske Generaler, son havde ført Befalingen over de svenske Hære i Trediveaarskrigen, vilde køre nærmest efter de kongelige Vogne og ikke rangeres bagefter de 5 høje Rigsraader, saaledes som det var paatænkt.
Der blev saa foreslaaet disse veltjente Generaler at sidde paa Bagsædet overfor Rigsraaderne i samme Vogn, idet de jo saa under Kørselen paa en Maade sad nærmest ved de kongelige; men da de ikke vilde nøjes med denne Fortolkning, enedes man om, at de skulde ride ved Siden af Dronningens Vogn og dernæst i Kirken bære Tronhimlen over hende.
Søndagen den 20de Oktober 1650 fandt Dronning Christinas Kroning Sted. Hendes gamle Lærer, Biskop Mathiæ, holdt Talen, og Erkebiskop Lenæus kronede hende, efterat hun havde aflagt Kongeeden, som oplæstes af Rigskantsler Oxenstjerna.
De øvrige Regalier bleve overleverede hende, hvorefter hun indtog sin Plads paa en Tronstol af Sølv, som forud var bleven foræret hende af den unge, velstaaende Grev de la Gardie af Taknemmelighed for hendes store Gavmildhed og Naade imod ham. Denne Tronstol eksisterer den Dag idag, idet den senere er brugt ved alle svenske Kongers Kroning.
Fra Kirken kørte Dronning Christina i en forgyldt Karet, forspændt med fire hvide, sølvbeskoede Heste; forud for Toget gik en Kassemester, som strøede Kroningsmønter af Guld og Sølv i Grams ud til Folket.
Da Dronningen var kommen tilbage til Slottet, begyndte en storartet Kanonade fra de svenske Orlogsskibe og Stadens Volde.
Dernæst var der stort Taffel paa Slottet, og paa Torvet gaves en stegt Kroningsokse til Pris, foruden at Vin flød ud af flere Fontæner til behagelig Afbenyttelse der. Folk drak saa tæt paa Dronningens Velgaaende, at der opstod Klammeri og Slagsmaal, som havde til Følge, at flere mistede Livet derved. Om Aftenen var der Fyrværkeri, som afsluttedes ved Midnat. Festlighederne fortsattes de følgende Dage i Ugen. Der blev udfoldet al mulig Pragt og Snille. Alle anstrengte sig for at præstere noget hidtil i Sverrig uset. Fra Frankrig var der indforskrevet Dragter og Dekorationer over en lav Sko. Optog, Skuespil, Turneringer og Dystløb vekslede hver Dag.
Ved Berigelsen, som fulgte af Krigen i Tyskland, idet de svenske Hære underholdtes af Staterne der, bleve de Svenske vante til mere Luksus, og da de bragte en Del Bytte og krigerske Sædvaner med hjem, bleve Sæderne fra den Tid af forfinede og forandrede i det forhen mere tarvelige Sverrig.
Medens der til Kong Gustav Adolfs Bryllup maatte laanes Bordservice af Tin til at komplettere Slottets Beholdning med, gjorde Minister Erik Oxenstjerna en Menneskealder senere et større Gæstebud for den engelske Gesandt, hvor det hele Bordservice var af Sølv, uden at Værten behøvede at laane sig frem.
I Dronning Christinas Tid blev det ikke bedre med Hensyn til Tarvelighed og fornuftigt Levesæt, idet der fra hendes Hof, især i de senere Aar, udgik et meget slet Eksempel til Efterlevelse.
Ved Dronning Christinas Tiltrædelse af Regeringen var det almindelig Skik at gaa tidligt i Seng og at staa tidligt op. Dette bibeholdt Dronning Christina de første 5 Aar. Allerede Kl. 4 om Morgenen var hun oppe. Kl. 5 tog hun Timer i Sprog eller gav Audients. Kl. 11 spistes til Middag. Klokken 6 eller 7 spistes til Aften. Senere hen gjorde de hyppige Fester ved Hoffet en fuldstændig Omvæltning heri.
Som sagt, den gamle Tarvelighed var forbi; desuden førte de mange fra Trediveaarskrigen hjemvendende Svenske de Uvaner med sig, de havde lært i Feltlivet, bl. a. hurtig at sætte til, hvad de havde erhvervet som Bytte i Krigen; ødsel Levemaade i Mad og Drikke udspredte sig som Følge deraf i det svenske Folks Levesæt.
Under Trediveaarskrigen var der til Sverrig hjemført rigt Bytte fra de hærgede fremmede Lande, men i 6 Aar af Dronning Christinas Regering gik al denne Velstand ud af Landet igen ved hendes ødsle Haand overfor de fremmede lærde og Lykkeriddere, der indfandt sig.
Da Dronning Christina ved Myndighedsalderen overtog Regeringen, erhvervede hun sig imidlertid snart Anseelse og Vægt i selve Rigsraadet ved sine udmærkede Aandsevner, og hun omfattede Regeringsforretningerne med stor Iver og Interesse. Dette varede imidlertid ikke længe; thi efterhaanden skød hun de alvorligere Sager fra sig, forledt af indkaldte fremmede, som fik en stor og skadelig Indflydelse paa hende.
Det havde saare skadelige Følger, at Dronning Christina slet ikke vilde følge den store Statsmand Axel Oxenstjernas Raad. Hun vilde ikke nøjes med at være en Skyggekonge og ønskede ikke at dele Æren og Magten med nogen. Det store Statsmandsry, som Axel Oxenstjerna havde erhvervet sig, vakte Skinsyge hos hende, og hun vilde ikke stilles i Skygge, selv ikke af ham. Jo berømtere Minister Oxenstjerna var i Udlandet, desmere søgte Dronning Christina at frigøre sig for ham, at hun dog ikke helt skulde forsvinde ved Siden af den store Statsmand. Ved den westphalske Freds Afslutning, efter Trediveaarskrigens Ophør, handlede Dronning Christina stadigt hemmeligt bag den kloge og besindige Oxenstjernas Ryg, hvad der havde til Følge, at Fredsbetingelserne for Sverrig bleve mindre fordelagtige, end de ellers kunde være blevne.
Minister Oxenstjerna vilde aldrig nedlade sig til at smigre Dronning Christinas Forfængelighed, og det var kun den rene Fædrelandskærlighed og Venskab for hendes afdøde store Fader, det bevægede ham til at holde ud som hendes Raadgiver og døje alle de Drillerier og Uhøfligheder, hvorfor hun ved enhver Lejlighed lod ham være Genstand.
I Høsten 1649 døde Oxenstjernas Gemalinde. Imod Sædvane var Dronning Christina ikke til Stede i Kirken ved slig højtidelig Jordfæstelse der — som ellers Skik var —, men undskyldte sig med et Ildebefindende.
Den store Statsmand Kardinal Mazarin i Frankrig befalede i Motsætning dertil den franske Gesandt Chanut i Stockholm altid at behandle Oxenstjerna med den største Hensynsfuldhed og Agtelse, selv om han var falden i Unaade hos Dronningen.
Oxenstjerna holdt, som sagt, ud og lod sin advarende Stemme høre lige til Christinas Tronfrasigelse, der aabenbart maa anses for at være den af hendes Handlinger, hvori hendes Forfængelighed, Egensindighed og Lune kulminerede, idet hun troede at forbavse sin Samtid og opvække Europas Forundring og Efterverdenens Beundring, og at det skulde blive betragtet som en højsindet Handling, saa hun i levende Live vilde indtræde udødelig og forklaret i de historiske Heltes Rækker.
With modernised spelling:
Det var meningen, efter vanlig skik, at kroningen skulle finde sted i Uppsala domkirke, men da tiden kom, viste det sig, at Uppsala hverken kunne rumme alle de tilstrømmende eller præstere de store forberedelser; derfor blev Stockholm valgt, skønt det menige folk havde den overtro, at den, der kronedes i Stockholm, ikke beholdt kronen så længe på sit hoved som den, der kronedes i Uppsala.
Forberedelserne vare store, der blev bygget tre kostbare æresporte med smigrende inskriptioner og emblemer. Rigsråderne havde ladet den ene æresport bygge og udsmykke med en rosende påskrift til dronning Kristina, skønt de på det tidspunkt just ikke vare videre henrykte over hende.
Der opstod nogen uenighed angående rangfølgen ved toget til kirken imellem de høje herrer, idet de berømte svenske generaler, son havde ført befalingen over de svenske hære i Trediveårskrigen, ville køre nærmest efter de kongelige vogne og ikke rangeres bagefter de 5 høje rigsråder, således som det var påtænkt.
Der blev så foreslået disse veltjente generaler at sidde på bagsædet overfor rigsråderne i samme vogn, idet de jo så under kørslen på en måde sad nærmest ved de kongelige; men da de ikke ville nøjes med denne fortolkning, enedes man om, at de skulle ride ved siden af dronningens vogn og dernæst i kirken bære tronhimlen over hende.
Søndagen den 20. oktober 1650 fandt dronning Kristinas kroning sted. Hendes gamle lærer, biskop Matthiæ, holdt talen, og erkebiskop Lenæus kronede hende, efterat hun havde aflagt kongeeden, som oplæstes af rigskansler Oxenstierna.
De øvrige regalier bleve overleverede hende, hvorefter hun indtog sin plads på en tronstol af sølv, som forud var bleven foræret hende af den unge, velstående grev de la Gardie af taknemmelighed for hendes store gavmildhed og nåde imod ham. Denne tronstol eksisterer den dag idag, idet den senere er brugt ved alle svenske kongers kroning.
Fra kirken kørte dronning Kristina i en forgyldt karet, forspændt med fire hvide, sølvbeskoede heste; forud for toget gik en kassemester, som strøede kroningsmønter af guld og sølv i grams ud til folket.
Da dronningen var kommen tilbage til slottet, begyndte en storartet kanonade fra de svenske orlogsskibe og stadens volde.
Dernæst var der stort taffel på slottet, og på torvet gaves en stegt kroningsokse til pris, foruden at vin flød ud af flere fontæner til behagelig afbenyttelse der. Folk drak så tæt på dronningens velgående, at der opstod klammeri og slagsmål, som havde til følge, at flere mistede livet derved. Om aftenen var der fyrværkeri, som afsluttedes ved midnat.
Festlighederne fortsattes de følgende dage i ugen. Der blev udfoldet al mulig pragt og snilde. Alle anstrengte sig for at præstere noget hidtil i Sverige uset. Fra Frankrig var der indforskrevet dragter og dekorationer over en lav sko. Optog, skuespil, turneringer og dystløb vekslede hver dag.
Ved berigelsen, som fulgte af krigen i Tyskland, idet de svenske hære underholdtes af staterne der, bleve de svenske vante til mere luksus, og da de bragte en del bytte og krigerske sædvaner med hjem, bleve sæderne fra den tid af forfinede og forandrede i det forhen mere tarvelige Sverige.
Medens der til kong Gustav Adolfs bryllup måtte lånes bordservice af tin til at komplettere slottets beholdning med, gjorde minister Erik Oxenstierna en menneskealder senere et større gæstebud for den engelske gesandt, hvor det hele bordservice var af sølv, uden at værten behøvede at låne sig frem.
I dronning Kristinas tid blev det ikke bedre med hensyn til tarvelighed og fornuftigt levesæt, idet der fra hendes hof, især i de senere år, udgik et meget slet eksempel til efterlevelse.
Ved dronning Kristinas tiltrædelse af regeringen var det almindelig skik at gå tidligt i seng og at stå tidligt op. Dette bibeholdt dronning Kristina de første 5 år. Allerede kl. 4 om morgenen var hun oppe. Kl. 5 tog hun timer i sprog eller gav audiens. Kl. 11 spistes til middag. Klokken 6 eller 7 spistes til aften. Senere hen gjorde de hyppige fester ved hoffet en fuldstændig omvæltning heri.
Som sagt, den gamle tarvelighed var forbi; desuden førte de mange fra Trediveårskrigen hjemvendende svenske de uvaner med sig, de havde lært i feltlivet, bl. a. hurtig at sætte til, hvad de havde erhvervet som bytte i krigen; ødsel levemåde i mad og drikke udspredte sig som følge deraf i det svenske folks levesæt.
Under Trediveårskrigen var der til Sverige hjemført rigt bytte fra de hærgede fremmede lande, men i 6 år af dronning Kristinas Regering gik al denne velstand ud af landet igen ved hendes ødsle hånd overfor de fremmede lærde og lykkeriddere, der indfandt sig.
Da dronning Kristina ved myndighedsalderen overtog regeringen, erhvervede hun sig imidlertid snart anseelse og vægt i selve Rigsrådet ved sine udmærkede åndsevner, og hun omfattede regeringsforretningerne med stor iver og interesse. Dette varede imidlertid ikke længe; thi efterhånden skød hun de alvorligere sager fra sig, forledt af indkaldte fremmede, som fik en stor og skadelig indflydelse på hende.
Det havde såre skadelige følger, at dronning Kristina slet ikke ville følge den store statsmand Axel Oxenstiernas råd. Hun ville ikke nøjes med at være en skyggekonge og ønskede ikke at dele æren og magten med nogen. Det store statsmandsry, som Axel Oxenstierna havde erhvervet sig, vakte skinsyge hos hende, og hun ville ikke stilles i skygge, selv ikke af ham. Jo berømtere minister Oxenstierna var i udlandet, des mere søgte dronning Kristina at frigøre sig for ham, at hun dog ikke helt skulle forsvinde ved siden af den store statsmand.
Ved den vestfalske freds afslutning, efter Trediveårskrigens ophør, handlede dronning Kristina stadigt hemmeligt bag den kloge og besindige Oxenstiernas ryg, hvad der havde til følge, at fredsbetingelserne for Sverige bleve mindre fordelagtige, end de ellers kunde være blevne.
Minister Oxenstierna ville aldrig nedlade sig til at smigre dronning Kristinas forfængelighed, og det var kun den rene fædrelandskærlighed og venskab for hendes afdøde store fader, det bevægede ham til at holde ud som hendes rådgiver og døje alle de drillerier og uhøfligheder, hvorfor hun ved enhver lejlighed lod ham være genstand.
I høsten 1649 døde Oxenstiernas gemalinde. Imod sædvane var dronning Kristina ikke til stede i kirken ved slig højtidelig jordfæstelse der — som ellers skik var —, men undskyldte sig med et ildebefindende.
Den store statsmand kardinal Mazarin i Frankrig befalede motsætning dertil den franske gesandt Chanut i Stockholm altid at behandle Oxenstierna med den største hensynsfuldhed og agtelse, selv om han var falden i unåde hos dronningen.
Oxenstierna holdt, som sagt, ud og lod sin advarende stemme høre lige til Kristinas tronfrasigelse, der åbenbart må anses for at være den af hendes handlinger, hvori hendes forfængelighed, egensindighed og lune kulminerede, idet hun troede at forbavse sin samtid og opvække Europas forundring og efterverdenens beundring, og at det skulle blive betragtet som en højsindet handling, så hun i levende live ville indtræde udødelig og forklaret i de historiske heltes rækker.
English translation (my own):
It was intended, according to common custom, that the coronation should take place in Uppsala Cathedral, but when the time came, it turned out that Uppsala could neither accommodate all the crowds nor make the extensive preparations; therefore Stockholm was chosen, although the common people had the superstition that the one who was crowned in Stockholm did not keep the crown on his head as long as the one who was crowned in Uppsala.
The preparations were extensive, and three costly gates of honour were built with flattering inscriptions and emblems. The councilmen had one of the gates of honour built and decorated with a praising inscription for Queen Kristina, although at that time they were not particularly delighted with her.
There was some disagreement regarding the order of precedence at the train to the church among the high lords, as the famous Swedish generals, who had commanded the Swedish armies in the Thirty Years' War, wanted to ride closest to the royal carriages and not be ranked behind the 5 high councilmen, as was intended.
It was then proposed that these well-served generals sit in the back seat opposite the councilmen in the same carriage, since during the journey they would in a way sit closest to the royals; but because they would not be satisfied with this interpretation, it was agreed that they should ride next to the Queen's carriage and then carry the throne canopy over her in the church.
Queen Kristina's coronation took place on Sunday, October 20, 1650. Her old teacher, Bishop Matthiæ, gave the speech, and Archbishop Lenæus crowned her after she had taken the king's oath, which was read out by Grand Chancellor Oxenstierna.
The other regalia were handed to her, after which she took her place on a silver throne which had previously been given to her by the young, wealthy Count de la Gardie out of gratitude for her great generosity and grace towards him. This throne still exists to this day, as it has subsequently been used at the coronation of all Swedish kings.
From the church, Queen Kristina rode in a gilded carriage, drawn by four white, silver-shod horses; ahead of the train was a treasurer who scattered gold and silver coronation coins in grams to the people.
When the Queen had returned to the castle, a magnificent cannonade began from the Swedish warships and the city ramparts.
Then there was a great feast at the castle, and in the square a roasted coronation ox was given as a prize, in addition to wine flowing out of several fountains for pleasant use there. People drank so much to the Queen's well-being that there were scuffles and brawls, which resulted in several people losing their lives. In the evening there were fireworks, which ended at midnight.
The festivities continued on the following days of the week. All possible splendour and skill were displayed. Everyone strove to achieve something never seen before in Sweden. From France, costumes and decorations over a low shoe had been ordered in advance. Processions, plays, tournaments and jousting alternated every day.
With the enrichment that followed the war in Germany, as the Swedish armies were maintained by the states there, the Swedes became accustomed to more luxury, and as they brought home a lot of booty and warlike customs, the customs from that time on were refined and changed in the previously more unsophisticated Sweden.
Whereas for King Gustav Adolf's wedding a table service made of pewter had to be borrowed to complete the castle's inventory, a generation later minister Erik Oxenstierna threw a major banquet for the English envoy, where the whole table service was made of silver, without the host having to borrow any.
During Queen Kristina's time, things did not improve in terms of unsophistication and a sensible way of living, as her court, especially in the later years, set a very bad example to follow.
At the time of Queen Kristina's accession to the government, it was common practice to go to bed early and to get up early. Queen Kristina maintained this for the first 5 years. She was up as early as 4 o'clock in the morning. At 5 she took language lessons or gave audiences. At 11 o'clock luncheon was served. At 6 or 7 o'clock supper was served. Later the frequent parties at court completely changed this.
As has been said, the old unsophistication was over; moreover, the many Swedes returning from the Thirty Years' War brought with them the bad habits they had learned in field life, including being quick to spend what they had acquired as spoils of war. A wasteful way of living in food and drink spread as a result in the lifestyle of the Swedish people.
During the Thirty Years' War, rich booty was brought back to Sweden from the ravaged foreign lands, but during the 6 years of Queen Kristina's reign, all this wealth left the country again at her lavish hand to the foreign scholars and fortune-seekers who arrived.
When Queen Kristina took over the government when she reached the age of majority, she soon acquired respect and influence in the Council of the Realm itself through her excellent intellectual abilities, and she took on government affairs with great zeal and interest. This did not last long, however; for gradually she put off the more serious matters, led astray by the summoned foreigners, who had a great and damaging influence on her.
It had very harmful consequences that Queen Kristina did not want to follow the advice of the great statesman Axel Oxenstierna at all. She did not want to be content with being a shadow king and did not want to share the glory and power with anyone. The great reputation as a statesman that Axel Oxenstierna had acquired aroused jealousy in her, and she did not want to be overshadowed, not even by him. The more famous minister Oxenstierna was abroad, the more Queen Kristina tried to free herself from him, so that she would not completely disappear next to the great statesman.
At the conclusion of the Peace of Westphalia, after the end of the Thirty Years' War, Queen Kristina still acted secretly behind the back of the wise and prudent Oxenstierna, which resulted in the peace terms for Sweden becoming less advantageous than they otherwise might have been.
Minister Oxenstierna would never condescend to flatter Queen Kristina's vanity, and it was only pure patriotism and friendship for her late, great father that moved him to endure as her advisor and endure all the teasing and rudeness to which she subjected him at every opportunity.
In the autumn of 1649, Oxenstierna's wife died. Contrary to custom, Queen Kristina was not present in the church for such a solemn burial there — as was otherwise the custom — but excused herself by saying she was feeling ill.
In contrast, the great statesman Cardinal Mazarin in France ordered the French envoy Chanut in Stockholm to always treat Oxenstierna with the greatest consideration and respect, even though he had fallen into disgrace with the Queen.
Oxenstierna, as has been said, persevered and let his warning voice be heard right up to Kristina's abdication, which must obviously be considered to be the act in which her vanity, stubbornness and capriciousness culminated, as she believed she would astonish her contemporaries and arouse the wonder of Europe and the admiration of posterity, and that it should be considered a noble act, so that, while still alive, she would enter immortal and glorified in the ranks of the historical heroes.
Above: Kristina.
No comments:
Post a Comment