Source:
Adskillige Heltinders og navnkundige Damers sammenlignede Historier, volume 2, pages 178 to 184, by Ludvig Holberg, 1745; original at The British Library
The biography:
CHRISTINA.
CHRISTINA Sverriges Dronning er fød den 8 Dec. 1626, af den store Gustavo Adolfo og Maria Eleonora af Brandenborg. Hun succederede udi Regieringen Anno 1633 sin Fader, hvilken som en anden Alexander døde midt udi sine Seyervindingers Løb, og blev omkommen udi det Slag ved Lützen: Saasom hun ved sin Faders Død var gandske ung, og hendes Moder ikke agtedes at have nogen synderlig Capacitet, hvilken dog udfodredes, efterdi Riget var indviklet udi store og vidtløftige Krige, saa blev Regieringen udi Christinæ Mindreaarighed betroed til 5 Svenske Herrer, som vare Gabriel Oxenstierna, Jacob de la Gardie, Carl Gyldenhielm, Axel Oxenstierna og Gabriel Bengt Oxenstierna, og bleve de Hoveder for de 5 store Collegier udi Riget: Men Krigens Omsorg udi Tydskland blev af samtlige Stænder overdragen til den fortreffelige Rigs-Cantzler Axel Oxenstierna, og var det under denne Store Mand den Tydske Feide blev ført med den Succes, som udi Historierne er bekiendt, og som giorde Dronning Christina til een af de berømmeligste Regentere udi Europa. At tale om de store Krigs-Bedrifter, som udi hendes Tiid skeede, er ufornødent, saasom de ere alle bekiendte, og derfore er uvedkommende dette Verk, som sigter alleene til at give Portrait paa anseelige og berømmelige Personer. Jeg vil ikkun alleene sige dette, at ved den Fred, som efter en langvarig Feide blev ført udi hendes Tiid, den Svenske Nation blev en af de Anseeligste udi Europa, og Sverrige blev forøged med saa mange Provincier, at det blev den 3die Deel større og stærkere end det tilforn havde været.
Hvad ellers Christinæ Levnet og Regiment angaaer, da, saasom til hendes store naturlige Gaver blev føyed en herrlig Optugtelse, blev hun udi hendes unge Aar anseed som et Vidunder. Naturen havde intet sparet saavel i Henseende til Legemet som Sindet: Dog vare Sindets Gaver udi en høy Grad større; thi, endskiønt hun havde en skiær Hud, skiønne Øyen, røde Lipper og en liden Mund, saa var hun dog noget føer og mandig, en høy Hofte og krum Rygg vanheldede hendes Legem: Men hvad som manglede udi Legemets, erstattedes rigeligen udi Sindets Gaver: thi man merkede udi hendes Barndom saavel Evne som Villie til at fatte alting: og forfremmedes hun saaledes udi alle Videnskabe under hendes Informator Johannes Matthiæ, som siden blev Biskop udi Stregnes, at ingen Princesse herudi haver lignet hende: thi hun kunde udi sit 18de Aar læse Thucididem og Polybium paa Græsk. Udi det Aar 1644 gav hun sine Formyndere Afskeed, og selv antog Regieringen, hvilken hun forestod med alles Forundring. Hvorledes Begyndelsen af hendes Regiering var, kand tydeligere beviises af det Vidnesbyrd, som hende gives af den Franske Ambassadeur Chanut, hvilken udi hendes Tiid residerede ved det Svenske Hoff. Hans Ord ere disse: Der gik paa de Tider stort Rygte om Dronning Christinæ Qvaliteter udi Europa. Hvad Legemets Gaver var angaaede, da, jo meer man betragtede hende, jo meer blev man vaer det, som man maatte forundre sig over: Hendes Ansigt forvandledes saa hastig efter Sindets Bevægelser, at hun fra et Øyeblik til et andet var ukiendelig. Hun syntes gemeenlig noget tankefuld, og, naar noget vederfoer hende, som hun havde Mishag udi, saae man hendes Ansigt skiules som med en Skye, hvilken, uden at vanhelde det, giorde det forskrækkeligt for alle dem, som saae hende. Hun havde gemeenligen en spæd Stemme: Dog forandrede hun undertiden, skiønt uden Affection, Røsten, for at giøre den grovere og mandelig; men den kom efter Haanden til forrige Lyd igien. Hendes Taile var lidt mindre end middelmaadig: Men hun havde kundet synes høyere, hvis hun ikke havde brugt lave Skoe. Dersom man maae dømme et Menneske efter udvortes Anseelse, da havde hun høye Tanker om det Guddommelige Væsen og den Christelige Troe. I det øvrige var hun ingen Elskerinde af devote Ceremonier, med lod see en utroelig Kierlighed til Dyd, og gav hun tilkiende derudi at bestaae hendes største Glæde og Fornøyelse, og tilligemed udi en Begiærlighed efter Ære, saa at hun ideligen tragtede efter Dyd, som var sammenføyed med Ære. Hun haver undertiden haft Behag i at tale som Stoici om den høye Dyd, som giør all vor Lyksalighed i Verden. Intet er fornøyeligere end at see en saa stor Dronning at legge sin Krone under Fødderne, og offentligen sige, at Dyden er det eeneste Gode, som et Menneske bør tragte efter, uden at søge nogen Fordeel af andre Ting: Men med alt dette glemmer hun ikke længe at hun er Dronning, og at tage sin Krone igien, holdende det for den største Grad af Dyd at førrette sit Embede med Fliid, hvortil ogsaa Naturen haver begavet hende med et stort Pund; thi hun haver en synderlig Facilitet til at fatte og penetrere Sager, og en saa lykkelig Ihukommelse, at man kand sige, at hun deraf undertiden giør Misbrug. Hun taler Latin, Hollandsk, Fransk, Tydsk, Svensk, og legger sig efter det Grædske Sprog. Hun haver ideligen hos sig lærde Folk, som, naar ledige Timer gives, tale med hende om de vigtigste Videnskabe. Der gaaer ingen Dag forbi, hun læser jo noget udi Taciti Historie, som hun kalder hendes Skakspill: og, hvorvel samme Autor formedelst dens Mørkhed bryder de lærdes Hoveder, forstaaer hun dog de vanskeligste Stykker deri. Med all den Lærdom, som hun eyer, vil hun dog ikke have Anseelse af at være lærd. Hun finder Fornøyelse i at høre vanskelige Spørsmaale forhandlede, besynderlig mellem lærde Folk, som ere af stridige Meeninger. Men hun siger selv ikke sin Meening, førend alle havde udtalet, og det med saadan Korthed og Sindighed, at det kand passere for Decisioner. Dette kommer deraf, at hun fatter Materien udi Grund, og giør mange Reflexioner derover, førend hun siger sine Tanker derom. Hendes Betænksomhed sees allermeest udi Stats-Sager, saa at hendes Ministrer, naar hun er i Raadet, have Umage at giette sig til, af hvad Tanker hun er: og, saasom hun ikke gierne lader sig prævenere, og ikke let fæster Troe til det, som bliver hende forebragt, saa synes hun mistænkelig for dem, som gemeenligen ville have hastig Resolution paa hvad de forebringe. Det er sandt nok, at hun haver nogen Tilbøyelighed til Mistanke, og at hun undertiden er noget langsom i at erkyndige sig om en Sags Rigtighed, og alt for hastig i at mistænke andre for Underfundighed. Men denne Reservation hindrer dog ikke, at hun jo er billig, sær udi Stats-Sagers Expedition. Hun giør ingen deelagtig udi hendes Huus-Sager, ey heller udi de Ting, som dependere af hendes absolute Myndighed, men hun raadfører sig med Senatet udi alle Ting, som angaaer Staten og Regieringen. Det er utroeligt, hvilken stor Myndighed hun haver i Raadet, hvortil contribuerer ikke saameget hendes Værdighed, som det Pund hun haver til at persvadere med, saa at Raads-Herrerne forundre sig over den Kraft, hun haver til at trække dem paa sin Meening.
Nogle tilskrive den store Submission hendes Ministrer have for hende til hendes Kiøn, efterdi hun er et Fruentimmer, bildende sig ind, at den Føyelighed, som man haver for samme Kiøn, driver dem dertil. Men all den Myndighed hun haver, reyser sig af de store Qvaliteter, hvormed hun er begaven, og, kand man holde for, at enhver Konge, som haver samme Pund, kand erhverve samme Myndighed: Men det var dog mindre forunderligt end at see en ung Jomfrue vende alle kloge Raadsherrers Sind efter sin Villie. Hun er utrættelig udi haardt Arbeyde, indtil at sidde 10 Timer til Hest paa Jagt. Hverken Kuld eller Heede incommoderer hende: Hendes Spise er simpel og slet, og der er ingen i Sverrig, der med en Flint bedre veed at fælde en Hare udi Løbet. Hun veed at exercere en Hest paa alle Maader, og det uden at giøre sig nogen Ære deraf. Hun omgaaes sielden med Hof-Damer; thi hendes Exercitier saavel som Forretninger ere alle mandlige. Naar hun er i Selskab med de Personer, af hvilken hun intet kand lære, bryder hun af, saasnart som mueligt. Derfor taler hun ogsaa ikkun lidt med hendes Domestiqver, skiønt de samme derfore dog elske hende ikke desmindre, og det i Henseende til hendes Gavmildhed og høflige Omgiængelse. Hun sover ikkun lidt, og er gierne ikke meer end 5 Timer i Sengen. Saa stor Application, som hun haver til Studeringer og Forretninger, saa liden Omhyggelighed haver hun for at coeffere sig, saa at hun anvender neppe et Qvarteer af en Time paa at klæde sig; og sparer hun sit Ansigt saa lidt, at hun i Regn, Storm og Kuld er til Hest uden Maske, havende alleene en Hat med Struds-Fiædre paa Hovedet.
With modernised spelling:
Kristina.
Kristina, Sveriges dronning, er født den 8. december 1626, af den store Gustavo Adolpho og Maria Eleonora af Brandenborg. Hun succederede udi regeringen anno 1633 sin fader, hvilken som en anden Alexander døde midt udi sine sejrvindingers løb, og blev omkommen udi det slag ved Lützen.
Såsom hun ved sin faders død var ganske ung, og hendes moder ikke agtedes at have nogen synderlig kapacitet, hvilken dog udfodredes, efterdi riget var indviklet udi store og vidtløftige krige, så blev regeringen udi Christinæ mindreårighed betroet til 5 svenske herrer, som vare Gabriel Oxenstierna, Jakob de la Gardie, Carl Gyllenhielm, Axel Oxenstierna og Gabriel Bengt Oxenstierna, og bleve de hoveder for de 5 store Kollegier udi riget.
Men krigens omsorg udi Tyskland blev af samtlige Stænder overdragen til den fortræffelige rigskansler Axel Oxenstierna, og var det under denne store mand den tyske fejde blev ført med den succes, som udi historierne er bekendt, og som gjorde dronning Kristina til én af de berømmeligste regentere udi Europa.
At tale om de store krigsbedrifter, som udi hendes tid skete, er ufornødent, såsom de ere alle bekendte, og derfore er uvedkommende dette verk, som sigter alene til at give portræt på anselige og berømmelige personer. Jeg vil ikkun alene sige dette, at ved den fred, som efter en langvarig fejde blev ført udi hendes tid, den svenske nation blev en af de anseligste udi Europa, og Sverige blev forøget med så mange provincier, at det blev den tredje del større og stærkere end det tilforn havde været.
Hvad ellers Christinæ levned og regiment angår, da, såsom til hendes store naturlige gaver blev føjet en herlig optugtelse, blev hun udi hendes unge år anset som et vidunder. Naturen havde intet sparet såvel i henseende til legemet som sindet; dog vare sindets gaver udi en høj grad større, thi, endskønt hun havde en skær hud, skønne øjne, røde lipper og en liden mund, så var hun dog noget før og mandig, en høj hofte og krum ryg vanheldede hendes legeme.
Men hvad som manglede udi legemets, erstattedes rigeligen udi sindets gaver, thi man mærkede udi hendes barndom såvel evne som vilje til at fatte alting; og forfremmedes hun således udi alle videnskabe under hendes informator Johannes Matthiæ, som siden blev biskop udi Strängnäs, at ingen prinsesse herudi haver lignet hende, thi hun kunne udi sit 18. år læse Thukydidem og Polybium på græsk.
Udi det år 1644 gav hun sine formyndere afsked, og selv antog regeringen, hvilken hun forestod med alles forundring. Hvorledes begyndelsen af hendes regering var kan tydeligere bevises af det vidnesbyrd, som hende gives af den franske ambassadør Chanut, hvilken udi hendes tid residerede ved det svenske hof. Hans ord ere disse:
Der gik på de tider stort rygte om dronning Christinæ kvaliteter udi Europa. Hvad legemets gaver var angåede, da, jo mere man betragtede hende, jo mere blev man var det, som man måtte forundre sig over. Hendes ansigt forvandledes så hastig efter sindets bevægelser, at hun fra et øjeblik til et andet var ukendelig. Hun syntes gemenlig noget tankefuld, og, når noget vederfor hende, som hun havde mishag udi, så man hendes ansigt skjules som med en sky, hvilken, uden at vanhelde det, gjorde det forskrækkeligt for alle dem, som så hende.
Hun havde gemenligen en spæd stemme; dog forandrede hun undertiden, skønt uden affektion, røsten, for at gøre den grovere og mandelig, men den kom efterhånden til forrige lyd igen. Hendes talje var lidt mindre end middelmådig, men hun havde kunnet synes højere, hvis hun ikke havde brugt lave sko.
Dersom man må dømme et menneske efter udvortes anseelse, da havde hun høje tanker om det guddommelige væsen og den kristelige tro. I det øvrige var hun ingen elskerinde af devote ceremonier, med lod se en utrolig kærlighed til dyd, og gav hun tilkende derudi at bestå hendes største glæde og fornøjelse, og tilligemed udi en begærlighed efter ære, så at hun ideligen tragtede efter dyd, som var sammenføjet med ære. Hun haver undertiden haft behag i at tale som stoici om den høje dyd, som gør al vor lyksalighed i verden.
Intet er fornøjeligere end at se en så stor dronning at lægge sin krone under fødderne og offentligen sige, at dyden er det eneste gode, som et menneske bør tragte efter, uden at søge nogen fordel af andre ting; men med alt dette glemmer hun ikke længe at hun er dronning, og at tage sin krone igen, holdende det for den største grad af dyd at forrette sit embede med flid, hvortil også naturen haver begavet hende med et stort pund; thi hun haver en synderlig facilitet til at fatte og penetrere sager, og en så lykkelig ihukommelse, at man kan sige, at hun deraf undertiden gør misbrug.
Hun taler latin, hollandsk, fransk, tysk, svensk, og lægger sig efter det græske sprog. Hun haver ideligen hos sig lærde folk, som, når ledige timer gives, tale med hende om de vigtigste videnskabe. Der går ingen dag forbi, hun læser jo noget udi Taciti Historie, som hun kalder hendes skakspil; og, hvorvel samme autor formedelst dens mørkhed bryder de lærdes hoveder, forstår hun dog de vanskeligste stykker deri.
Med all den lærdom, som hun ejer, vil hun dog ikke have anseelse af at være lærd. Hun finder fornøjelse i at høre vanskelige spørgsmåle forhandlede, besynderlig mellem lærde folk, som ere af stridige meninger. Men hun siger selv ikke sin mening, førend alle havde udtalet, og det med sådan korthed og sindighed, at det kan passere for decisioner.
Dette kommer deraf, at hun fatter materien udi grund, og gør mange refleksioner derover, førend hun siger sine tanker derom. Hendes betænksomhed ses allermest udi statssager, så at hendes ministrer, når hun er i Rådet, have umage at gætte sig til, af hvad tanker hun er; og, såsom hun ikke gerne lader sig prævenere, og ikke let fæster tro til det, som bliver hende forebragt, så synes hun mistænkelig for dem, som gemenligen ville have hastig resolution på hvad de forebringe.
Det er sandt nok, at hun haver nogen tilbøjelighed til mistanke, og at hun undertiden er noget langsom i at erkyndige sig om en sags rigtighed, og alt for hastig i at mistænke andre for underfundighed. Men denne reservation hindrer dog ikke, at hun jo er billig, sær udi statssagers ekspedition. Hun gør ingen delagtig udi hendes hussager, ej heller udi de ting, som dependere af hendes absolute myndighed, men hun rådfører sig med Senatet udi alle ting, som angår staten og regeringen.
Det er utroligt, hvilken stor myndighed hun haver i Rådet, hvortil kontribuerer ikke så meget hendes værdighed, som det pund hun haver til at persvadere med, så at rådsherrerne forundre sig over den kraft, hun haver til at trække dem på sin mening.
Nogle tilskrive den store submission hendes ministrer have for hende til hendes køn, efterdi hun er et fruentimmer, bildende sig ind, at den føjelighed, som man haver for samme køn, driver dem dertil. Men all den myndighed hun haver, rejser sig af de store kvaliteter, hvormed hun er begaven, og kan man holde for, at enhver konge, som haver samme pund, kan erhverve samme myndighed. Men det var dog mindre forunderligt end at se en ung jomfrue vende alle kloge rådsherrers sind efter sin vilje.
Hun er utrættelig udi hårdt arbejde, indtil at sidde 10 timer til hest på jagt. Hverken kuld eller hede inkommoderer hende. Hendes spise er simpel og slet, og der er ingen i Sverige, der med en flint bedre ved at fælde en hare udi løbet. Hun ved at eksercere en hest på alle måder, og det uden at gøre sig nogen ære deraf.
Hun omgås sjælden med hofdamer, thi hendes eksercitier så vel som forretninger ere alle mandlige. Når hun er i selskab med de personer, af hvilken hun intet kan lære, bryder hun af, så snart som muligt. Derfor taler hun også ikkun lidt med hendes domestikker, skønt de samme derfore dog elske hende ikke des.mindre, og det i henseende til hendes gavmildhed og høflige omgængelse.
Hun sover ikkun lidt og er gerne ikke mere end 5 timer i sengen. Så stor applikation, som hun haver til studeringer og forretninger, så liden omhyggelighed haver hun for at koaffere sig, så at hun anvender næppe et kvarter af en time på at klæde sig; og sparer hun sit ansigt så lidt, at hun i regn, storm og kuld er til hest uden maske, havende alene en hat med strudsefjædre på hovedet.
English translation (my own):
Kristina.
Kristina, Queen of Sweden, was born on December 8, 1626, to the great Gustav Adolf and Maria Eleonora of Brandenburg. She succeeded her father in the government in 1633, who, like another Alexander, died in the midst of his conquests, and was killed in the Battle of Lützen.
As she was quite young at the time of her father's death, and her mother was not considered to have any special capacity, which was however demanded, as the kingdom was embroiled in large and extensive wars, the government during Kristina's minority was entrusted to 5 Swedish lords, who were Gabriel Oxenstierna, Jakob de la Gardie, Carl Gyllenhielm, Axel Oxenstierna and Gabriel Bengt Oxenstierna, and they became the heads of the 5 great Colleges in the kingdom.
But the care of the war in Germany was entrusted by all the Estates to the excellent Grand Chancellor Axel Oxenstierna, and it was under this great man that the German feud was conducted with the success that is known in the histories, and which made Queen Kristina one of the most famous rulers in Europe.
To speak of the great military exploits that took place in her time is unnecessary, as they are all known, and therefore is irrelevant to this work, which aims only to give portraits of notable and famous persons. I will only say this, that by the peace that was conducted in her time after a long feud, the Swedish nation became one of the most notable in Europe, and Sweden was increased by so many provinces that it became a third larger and stronger than it had been before.
As for Kristina's life and conduct, then, as to her great natural gifts was added a glorious education, she was in her youth considered a marvel. Nature had spared nothing both in respect of body and mind; yet the gifts of her mind were in a great degree greater, for, although she had fair skin, beautiful eyes, red lips and a small mouth, she was nevertheless somewhat tall and manly, a high hip and a crooked back deforming her body.
But what was lacking in her body was amply compensated for in the gifts of her mind, for one noticed in her childhood both the ability and the will to understand everything; and she so advanced in all sciences under her informator Johannes Matthiæ, who later became Bishop of Strängnäs, that no princess here has ever resembled her, for she could read Thucydides and Polybius in Greek at the age of 18.
In the year 1644 she dismissed her regents and herself assumed the government, which she conducted to the astonishment of everyone. How the beginning of her government was can be more clearly proved by the testimony given of her by the French ambassador Chanut, who in her time resided at the Swedish court. His words are these:
At that time there was a great rumour about Queen Kristina's qualities in Europe. As for the gifts of her body, then, the more one looked at her, the more one became aware of that which one had to wonder at. Her face changed so quickly according to the movements of her mind that from one moment to another she was unrecognisable. She generally seemed somewhat thoughtful, and when something occurred that displeased her, her face was seen to be hidden as if by a cloud, which, without disfiguring it, made it terrifying to all those who saw her.
She generally had a childlike voice, yet she sometimes, though without affection, changed her voice to make it coarser and more masculine, but it gradually returned to its former sound. Her size was a little less than average, but she might have seemed taller if she had not worn low shoes.
If one must judge a person by their outward appearance, then she had high thoughts about the Divine Being and the Christian faith. For the rest, she was no lover of devout ceremonies, but she showed an incredible love for virtue, and she gave it to be her greatest joy and pleasure, and also in a desire for honour, so that she always sought virtue, which was united with honour. She has sometimes been pleased to speak like the Stoics about the high virtue, which constitutes all our happiness in the world.
Nothing is more delightful than to see so great a queen lay her crown under her feet and publicly declare that virtue is the only good that a man should strive for, without seeking any advantage from other things; but with all this, she does not long forget that she is queen, and she takes up her crown again, considering it the greatest degree of virtue to discharge her office with diligence, for which nature has also endowed her with a great talent, for she has a peculiar facility for grasping and penetrating matters and such a fortunate memory that one might say that she sometimes abuses it.
She speaks Latin, Dutch, French, German, Swedish and is learning the Greek language. She always has learned people with her, who, during her leisure hours, talk to her about the most important sciences. Not a day goes by that she reads something in Tacitus's History, which she calls her game of chess; and although the same author, because of his obscurity, breaks the heads of the learned, she nevertheless understands the most difficult pieces in it.
With all the learning she possesses, she does not want, however, to have the reputation of being learned. She finds pleasure in hearing difficult questions discussed, especially between learned people who are of conflicting opinions. But she herself does not express her opinion until everyone has expressed theirs, and that with such brevity and wit that it can pass for a decision.
This comes from her understanding the matter thoroughly and making much reflection on it before she gives her thoughts on it. Her thoughtfulness is most evident in matters of state, so that her ministers, when she is in the Council, have difficulty in guessing what her thoughts are; and, as she does not like to be preempted and does not easily believe what is presented to her, she seems suspicious to those who would ordinarily have a hasty resolution of what they present.
It is true that she has some tendency to suspicion, and that she is sometimes somewhat slow in ascertaining the truth of a matter and far too hasty in suspecting others of subterfuge. But this reservation does not prevent her from being fair, especially in the administration of state affairs. She does not involve anyone in her domestic affairs, nor in those matters which depend on her absolute authority, but she consults the Senate in all matters which concern the State and government.
It is incredible how great an authority she has in the Council, to which her dignity contributes not so much as the power she has to persuade, so that the councilmen marvel at the power she has to draw them to her opinion.
Some attribute the great submission her ministers have to her to her sex, since she is a woman, imagining that the docility that one has for the same sex drives them to it. But all the authority she has arises from the great qualities with which she is endowed, and it may be held that any king who has the same pound can acquire the same authority. But this was less wonderful than to see a young maiden turn the minds of all wise councilmen to her will.
She is indefatigable in hard work, even sitting 10 hours on horseback hunting. Neither cold nor heat bother her. Her food is simple and plain, and there is no one in Sweden who can better bring down a running hare with a flint. She knows how to exercise a horse in every way, and that without making any honour of it.
She rarely socialises with court ladies, for her exercises as well as her business are all manly. When she is in the company of those persons from whom she can learn nothing, she breaks off as soon as possible. Therefore she also speaks but little with her domestics, although the same do not love her any less for that, and that in respect for her generosity and polite intercourse.
She sleeps but little and is gladly not in bed for more than five hours. As great an application as she has for studies and affairs, she takes so little care in dressing her hair, so that she hardly spends a quarter of an hour getting dressed; and she spares her face so little that in rain, storm, and cold she rides without a mask, wearing only a hat with ostrich feathers on her head.
_-_Nationalmuseum_-_18075.tif.jpg)
Above: Kristina.
Above: Ludvig Holberg.
No comments:
Post a Comment