Source:
Adskillige Heltinders og navnkundige Damers sammenlignede Historier, volume 2, pages 184 to 191, by Ludvig Holberg, 1745; original at The British Library
The biography:
Saa vidt den Franske Gesandt, hvis Ord jeg omstændigen haver anført, saasom deraf sees denne Dronnings Portrait i hendes Ungdom. Intet kand være herligere og prægtigere; men hvor prægtigt det end er, saa seer man dog hende at tillegges en Ustadighed, hvilken i Begyndelsen syntes vel af ingen Betydning, men siden, efterdi den forøgedes ved Alderen, haver foraarsaget store Uleyligheder, som efterfølgende Historie skal vise.
Efterdi denne unge Dronning nu besadd saadanne Qvaliteter, og derforuden formedelst hendes seyerrige Vaaben skinnede blant andre Regentere, er ingen Under, at alles Øyen vare henvendte til hende. Christianus 4 arbeydede blant andet paa at stifte Ægteskab mellem hende og hans Søn Frederik, som siden blev Konge i Dannemark: Men Sverriges Raad var saa stærkt derimod, at det fattede Uvillie til Dronningens Moder, som syntes at være for dette Partie. Man merkede og ved Alderen, at Christina havde Afskye for Ægtestand; ja saa stor, at hun heller vilde skille sig ved Regieringen end med sin Jomfrudom, eller i det ringeste ved Navnet: Og vises dette fornemmeligen af Caroli Gustavi Historie, for hvilken hun afstoed Regieringen.
Jeg haver tilforn tilkiende givet, at jeg her intet vil tale om de store og lykkelige Krige, som hun ved sine Anførere førte udi Tydskland og Dannemark, hvorved Sverrig blev forøget med saa mange vigtige Provincier. Jeg vil alleene lade mig nøye med at giøre en kort Beskrivelse over hendes korte Regiering fra den Vestfalske Fred indtil Regieringens Afstaaelse. Udi samme Regierings Tiid seer man fra Begyndelsen store Merker paa Ustadighed og U-ordentligheder, hvorved hun stødte for Hovedet hendes Naboe Regentere, sær den Danske Konge Frederik 3. Da Høystbemeldte Konge sluttede den bekiendte Redemtions Tractat med Holland, arbeydede hun af all Magt at giøre den til intet: og, da Corfitz Uhlfeld flygtede fra Dannemark, tog hun ham i Beskyttelse mod samme Konge, og indrømmede hans Gemahl Værelser paa sit eget Slott: Den Handel med Uhlfeld gav Anledning til stedsvarende Misforstaaelse mellem Kong Frederik og Dronning Christina, saa at der paa Dronningens Side intet fattedes uden aabenbare Krigs Erklæring: Men den forvirrede Tilstand, som hun ved sin selsomme Opførsel bragte Sverrige udi, holdt hende tilbage. Hendes slette Opførsel merkede man dog ikke uden efter nogle Aars Regiering; thi alting var herligt i Begyndelsen: Saasom hun deelede sin Tiid mellem Stats Forretninger og Studeringer, dog saaledes, at de sidste syntes at være hendes Hoved-Inclination. Hun forskrev fra alle Steder de rareste Bøger, og blev den bekiendte Ludolf paa hendes Bekostning skikked til Rom for at forsøge, om han kunde treffe nogle af de Skrifter, som Joh. Magnus Erkebispen af Upsal fordum havde bortført til Italien. Hun tilkiøbte sig ogsaa de rareste Medailler, som hun kunde overkomme, og deraf anrettede et prægtigt Cabinet. Hun lod ogsaa kalde til Sverrig de lærdeste og berømmeligste Mænd, blant andre Salmasium, Heinsium, Bochart, Naudæum, Freinshemium, Bœclerum, Cartesium og andre. Eftersom hun nu lod see saadan Estime mod lærde Mænd, maatte man forundre sig over hendes Koldsindighed mod den fortreffelige Hugo Grotium, hvilken hun ikke alleene gav Afskeed fra hans Tieneste, men endogsaa talede ham haardt til, da han forlod Sverrig, hvilken Haardhed denne store Mand dog fordøyede, og alleene med en dyb Compliment svarede: "Madame! jeg er hendes underdanigste Tiener", og derpaa gik bort: hvilket ophidsede hende end meer: Dog lod hun ved Marignys Forbøn ikke alleene denne Unaade falde, men skikkede Grotio siden en Foræring paa 13000 Rdlr. Christina var saaledes udi hendes Regierings første Aar: Men de gode Qvaliteter lode sig alleene tilsyne udi Begyndelsen: De onde derimod yttrede sig mod Enden fast alleene: Hendes Hovedlyde var Ustadighed, som gav Aarsag til mange U-leyligheder, og foraarsagede, at Regieringen vaklede, og Successionen var uvis: Vel lod hun endelig kalde Carl Gustav, Hertugen af Zweibrüch til Sverrig, og erklærede ham til sin Successor. Men samme Prinds var hos hende nu i saadan Anseelse, at han kunde giøre sig Forhaabning om Ægteskab med hende, nu igien saa foragted, at han despererede om at blive ved Successionen, saa at det var ikke uden ved en utroelig Taalmodighed, at han conserverede sig nogenledes, og hindrede, at han ikke blev viset tilbage igien. Nu syntes Dronningen at foragte Zepter og Krone, og slog sig gandske til Philosophie, nu var hun igien saa jalouse over sin Myndighed, at hun ingen Modsigelse vilde taale. Hun elskede lærde Folk, og lod dem forskrive til sig fra alle Steder udi Europa: Men hun blev snart keed af dem igien, og skikkede dem som Pedanter tilbage. Hun havde en stor Mængde af Favoriter, men ingen begik sig længer end Grev Magnus de la Gardie, hvis Faveur varede udi 9 Aar; men, efter at hun saalænge havde elsket ham, blev Kierligheden forvandled til saa bittert Had, at hun ikke kunde taale at see ham, ja det Had gik saa vidt, at hun desrecommenderede ham paa det Høyeste hos hendes beskikkede Successor Carl Gustav, som da kaldtes Prinds af Sverrig, og skrev ham til, at hun havde havt i Sinde at ægte ham, men at Magnus de la Gardie havde raadet hende derfra. Herom blev Greven underrettet, og derudover beklagede sig for Dronningen. Christine stillede sig an, som hun derover blev heel bestyrtset, og befoel Greven at tilkiendegive af hvem han saadant havde hørt. Han sagde da sig saadant at have hørt af Oberstaldmester Steinberg; men Steinberg, da han blev herom adspurdt, negtede sig aldeeles at have sagt saadant til Greven. Derved forblev det denne Gang: Men, som Steinberg engang af denne Hændelse var bragt udi U-roelighed, formaaede han Dronningen paa nye at tilholde Greven at sige sin Mand. Greven sagde da, at han havde hørt det af Schlippenbach, hvilken ogsaa nægtede det, og derved saaledes ophidsede Greven, at han angreeb han med haarde Ord: den anden betalede ham med samme Mynt. Man ventede da herpaa en Duel: Men Grev Magnus kunde ikke resolvere sig til at udfodre Schlippenbach: hvorudover Dronningen fattede Foragt for ham, og forbød ham Hoffet. Saaledes kom ogsaa denne anseelige Mand i Unaade, da han tilforn havde været hendes Favorit, ja udi saadan Grad, at, da han [sic] engang Aar 1651 faldt udi Daanelse over Taffel, og tænkte at døe, raabte hun: "Adieu! min kiære Greve!" Da hun nu ingen Behag fandt udi nogen af hendes Undersaatter meer, kastede hun sin Affection paa Fremmede; blant hvilke den første var en Fransk Apothekers Søn ved Navn Michon, som forandrede sit Navn, og lod sig kalde Bourdelot. Den samme blev udi det Aar 1651 Dronningens besynderlige Favorit, efterat han havde cureret hende for en Svaghed. Han forblev længe hos hende under Prætext at give hende Medicine, hvis Virkning han vilde see: Ja Faveuren gik saa vidt, at han omsider stødte Grev Magnum de la Gardie reent ud, hvilken derudover fattede et u-læskeligt Had mod ham. Saasom han talede frit, og var kold udi Religions Sager, og derforuden descrediterede alle Svenske Undersaatter, som vare udi Dronningens Naade, bevæbnede han i kort Tiid det heele Hof imod sig. Men Dronningen tog ham i Forsvar: sigende, at, endskiønt han havde mange Feyl, saa havde han derhos mange store Qvaliteter, som kunde bøde derpaa. Hun ansaae ham som en stor Mand, og derfore meenede, at alt hvad Ondt, som blev talet om ham, reysede sig af Misundelse. Dronningens Moder arbeydede i sær paa at styrte samme Mand, saasom hun holdt for, at han indpræntede Dronningen Kierlighed til den Romerske Religion: Men hun erholdt intet andet dermed end suure Miner og haarde Ord, saa at derfore ingen dristede sig meere at giøre Erindringer derom: Tvertimod de fornemmeste Herrer søgte at forbinde sig Bourdelot med Opvartninger og Foræringer, og siges der, at de Nye-Aars Gaver, som han udi det Aar 1653 fik af dem, beløbe sig til 20000 Rdlr. Ikke desmindre fandt dog Dronningen raadeligt, for at undgaae videre Eftertale, at skikke ham bort, men med prægtige Foræringer og Recommendations Skrivelser til Regentinden i Frankrig: Hun overtalede og Pfaltz-Greven til at give ham en Foræring, skiønt samme Herre betænkede sig en heel Dag derpaa, førend han kunde beqvemme sig dertil. ...
With modernised spelling:
Så vidt den franske gesandt, hvis ord jeg omstændigen haver anført, såsom deraf ses denne dronnings portræt i hendes ungdom, intet kan være herligere og prægtigere; men hvor prægtigt det end er, så ser man dog hende at tillægges en ustadighed, hvilken i begyndelsen syntes vel af ingen betydning, men siden, efterdi den forøgedes ved alderen, haver forårsaget store ulejligheder, som efterfølgende historie skal vise.
Efterdi denne unge dronning nu besad sådanne kvaliteter, og derforuden formedelst hendes sejrrige våben skinnede blandt andre regentere, er ingen under, at alles øjen vare henvendte til hende. Christianus 4. arbejdede blandt andet på at stifte ægteskab mellem hende og hans søn Frederik, som siden blev konge i Danmark; men Sveriges Råd var så stærkt derimod, at det fattede uvilje til dronningens moder, som syntes at være for dette parti.
Man mærkede og ved alderen, at Kristina havde afsky for ægtestand — ja så stor, at hun heller ville skille sig ved regeringen end med sin jomfrudom, eller i det ringeste ved navnet; og vises dette fornemmeligen af Caroli Gustavi historie, for hvilken hun afstod regeringen.
Jeg haver tilforn tilkendegivet, at jeg her intet vil tale om de store og lykkelige krige, som hun ved sine anførere førte udi Tyskland og Danmark, hvorved Sverige blev forøget med så mange vigtige provincier. Jeg vil alene lade mig nøje med at gøre en kort beskrivelse over hendes korte regering fra den vestfalske fred indtil regeringens afståelse.
Udi samme regerings tid ser man fra begyndelsen store mærker på ustadighed og uordentligheder, hvorved hun stødte for hovedet hendes naboregentere, sær den danske konge Frederik 3. Da højstbemeldte konge sluttede den bekendte redemptionstraktat med Holland, arbejdede hun af all magt at gøre den til intet; og, da Corfitz Ulfeldt flygtede fra Danmark, tog hun ham i beskyttelse mod samme konge, og indrømmede hans gemal værelser på sit eget slot.
Den handel med Ulfeldt gav anledning til stedsvarende misforståelse mellem kong Frederik og dronning Kristina, så at der på dronningens side intet fattedes uden åbenbare krigserklæring. Men den forvirrede tilstand, som hun ved sin sælsomme opførsel bragte Sverige udi, holdt hende tilbage. Hendes slette opførsel mærkede man dog ikke uden efter nogle års regering; thi alting var herligt i begyndelsen.
Såsom hun delede sin Tid mellem statsforretninger og studeringer, dog således, at de sidste syntes at være hendes hovedinklination. Hun forskrev fra alle steder de rareste bøger, og blev den bekendte Ludolf på hendes bekostning skikket til Rom for at forsøge, om han kunne træffe nogle af de skrifter, som Johannes Magnus, erkebispen af Uppsal, fordum havde bortført til Italien. Hun tilkøbte sig også de rareste medaljer, som hun kunne overkomme, og deraf anrettede et prægtigt kabinet.
Hun lod også kalde til Sverige de lærdeste og berømmeligste mænd, blandt andre Salmasium, Heinsium, Bochart, Naudæum, Freinshemium, Bœclerum, Cartesium og andre. Eftersom hun nu lod se sådan estime mod lærde mænd, måtte man forundre sig over hendes koldsindighed mod den fortræffelige Hugo Grotium, hvilken hun ikke alene gav afsked fra hans tjeneste, men endogså talede ham hårdt til, da han forlod Sverige; hvilken hårdhed denne store mand dog fordøjede, og alene med en dyb kompliment svarede:
"Madame, jeg er hendes underdanigste tjenere";
og derpå gik bort, hvilket ophidsede hende end mere. Dog lod hun ved Marignys forbøn ikke alene denne unåde falde, men skikkede Grotio siden en foræring på 13,000 rigsdaler.
Kristina var således udi hendes regerings første år, men de gode kvaliteter lode sig alene tilsyne udi begyndelsen; de onde derimod ytrede sig mod enden fast alene. Hendes hovedlyde var ustadighed, som gav årsag til mange ulejligheder, og forårsagede, at regeringen vaklede, og successionen var uvis. Vel lod hun endelig kalde Karl Gustav, hertugen af Zweibrück, til Sverige, og erklærede ham til sin successor.
Men samme prins var hos hende nu i sådan anseelse, at han kunne gøre sig forhåbning om ægteskab med hende, nu igen så foragtet, at han despererede om at blive ved successionen, så at det var ikke uden ved en utrolig tålmodighed, at han konserverede sig nogenledes og hindrede, at han ikke blev viset tilbage igen.
Nu syntes dronningen at foragte scepter og krone, og slog sig ganske til filosofi, nu var hun igen så jaloux over sin myndighed, at hun ingen modsigelse ville tåle. Hun elskede lærde folk, og lod dem forskrive til sig fra alle steder udi Europa; men hun blev snart ked af dem igen, og skikkede dem som pedanter tilbage.
Hun havde en stor mængde af favoritter, men ingen begik sig længere end grev Magnus de la Gardie, hvis favør varede udi 9 år; men, efter at hun så længe havde elsket ham, blev kærligheden forvandlet til så bittert had, at hun ikke kunne tåle at se ham. Ja, det had gik så vidt, at hun desrekommenderede ham på det højeste hos hendes beskikkede successor Karl Gustav, som da kaldtes prins af Sverige, og skrev ham til, at hun havde haft i sinde at ægte ham, men at Magnus de la Gardie havde rådet hende derfra.
Herom blev greven underrettet og derudover beklagede sig for dronningen. Kristina stillede sig an, som hun derover blev hel bestyrtset, og befol greven at tilkendegive af hvem han sådant havde hørt. Han sagde da sig sådant at have hørt af oberstaldmester Steinberg; men Steinberg, da han blev herom adspurgt, nægtede sig aldeles at have sagt sådant til greven.
Derved forblev det denne gang; men, som Steinberg engang af denne hændelse var bragt udi urolighed, formåede han dronningen på nye at tilholde greven at sige sin mand. Greven sagde da, at han havde hørt det af Schlippenbach, hvilken også nægtede det; og derved således ophidsede greven, at han angreb han med hårde ord. Den anden betalede ham med samme mynt. Man ventede da herpå en duel, men grev Magnus kunne ikke resolvere sig til at udfodre Schlippenbach, hvorudover dronningen fattede foragt for ham og forbød ham hoffet.
Således kom også denne anselige mand i unåde, da han tilforn havde været hendes favorit, ja udi sådan grad, at, da han [sic] engang år 1651 faldt udi dånelse over taffel, og tænkte at dø, råbte hun: "Adieu, min kære greve!"
Da hun nu ingen behag fandt udi nogen af hendes undersåtter mere, kastede hun sin affektion på fremmede; blandt hvilke den første var en fransk apotekers søn ved navn Michon, som forandrede sit navn og lod sig kalde Bourdelot. Den samme blev udi det år 1651 dronningens besynderlige favorit, efterat han havde kureret hende for en svaghed. Han forblev længe hos hende under prætekst at give hende medicin, hvis virkning han ville se. Ja, favøren gik så vidt, at han omsider stødte grev Magnum de la Gardie rent ud, hvilken derudover fattede et ulæskeligt had mod ham.
Såsom han talede frit, og var kold udi religionssager, og derforuden deskrediterede alle svenske undersåtter, som vare udi dronningens nåde, bevæbnede han i kort tid det hele hof imod sig. Men dronningen tog ham i forsvar, sigende, at, endskønt han havde mange fejl, så havde han derhos mange store kvaliteter, som kunne bøde derpå. Hun anså ham som en stor mand, og derfore menede, at alt hvad ondt, som blev talet om ham, rejsede sig af misundelse.
Dronningens moder arbejdede især på at styrte samme mand, såsom hun holdt for, at han indprentede dronningen kærlighed til den romerske religion; men hun erholdt intet andet dermed end sure miner og hårde ord, så at derfore ingen dristede sig mere at gøre erindringer derom. Tværtimod, de fornemmeste herrer søgte at forbinde sig Bourdelot med opvartninger og foræringer, og siges der, at de nyeårsgaver, som han udi det år 1653 fik af dem, beløbe sig til 20,000 rigsdaler.
Ikke des mindre fandt dog dronningen rådeligt, for at undgå videre eftertale, at skikke ham bort, men med prægtige foræringer og rekommendationsskrivelser til regentinden i Frankrig. Hun overtalede og pfalzgreven til at give ham en foræring, skønt samme herre betænkede sig en hel dag derpå, førend han kunne bekvemme sig dertil. ...
English translation (my own):
As far as the French ambassador, whose words I have cited, is concerned, as is seen from this portrait of this queen in her youth, nothing can be more glorious and splendid; but however splendid it is, one sees nevertheless that she is attributed with an inconstancy which at first seemed of no importance, but afterwards, as it increased with age, has caused great inconveniences, as subsequent history will show.
As this young queen now possessed such qualities, and moreover because of her victorious arms she shone among other rulers, it is no wonder that all eyes were turned to her. Christian IV worked, among other things, to arrange a marriage between her and his son Frederik, who later became king of Denmark; but the Council of Sweden was so strongly against it that it took ill will towards the Queen's mother, who seemed to be for this match.
It was also noticeable with age that Kristina had a distaste for marriage — so great that she would rather part with the government than with her virginity, or at least with her name; and this is particularly shown by the history of Karl Gustav, for whom she relinquished the government.
I have previously indicated that I will not speak here of the great and successful wars which she led through her leaders in Germany and Denmark, by which Sweden was increased by so many important provinces. I will content myself with a brief description of her short reign from the Peace of Westphalia until her abdication of the government.
During the time of the same reign, one sees from the beginning great signs of instability and disorder, by which she offended her neighbouring rulers, especially the Danish King Frederik III. When the said King concluded the famous redemption treaty with Holland, she worked with all her might to nullify it; and, when Corfitz Ulfeldt fled from Denmark, she took him under protection against the same King, and granted his wife rooms in her own castle.
The commerce with Ulfeldt gave rise to a constant misunderstanding between King Frederik and Queen Kristina, so that nothing was done on the part of the Queen without an open declaration of war. But the confused state into which she brought Sweden by her strange behaviour held her back. Her bad behaviour was not noticed, however, until after a few years into her reign, for everything was glorious in the beginning.
So she divided her time between state affairs and studies, yet in such a way that the latter seemed to be her main inclination. She prescribed the rarest books from everywhere, and her acquaintance Ludolf was sent to Rome at her expense to try to find some of the writings that Johannes Magnus, Archbishop of Uppsala, had formerly carried off to Italy. She also bought herself the rarest medals that she could afford, and from them she arranged a magnificent cabinet.
She also had the most learned and famous men summoned to Sweden, among them Saumaise, Heinsius, Bochart, Naudé, Freinsheim, Boeckler, Descartes and others. As she now showed such esteem for learned men, one had to wonder at her coldness towards the excellent Hugo Grotius, whom she not only dismissed from his service, but even spoke harshly to when he left Sweden; which harshness this great man nevertheless endured, and only with a deep compliment replied:
"Madame, I am your most obedient servant";
and then went away, which irritated her even more. However, through Marigny's intercession, she not only let this disgrace slide, but later sent Grotius a gift of 13,000 riksdalers.
This is what Kristina was like in the first year of her reign, but her good qualities were only apparent at the beginning; the bad ones, on the other hand, expressed themselves only towards the end. Her main fault was inconstancy, which gave rise to many inconveniences and caused the government to waver, and the succession to be uncertain. She finally had Karl Gustav, Duke of Zweibrücken, called to Sweden, and she declared him her successor.
But the same prince was now in such esteem with her that he could nurse hopes of a marriage with her, now again so despised that he despaired of remaining in the succession, so that it was not without incredible patience that he somehow preserved himself and prevented himself from being turned away again.
Now the Queen seemed to despise scepter and crown and devoted herself entirely to philosophy; now she was again so jealous of her authority that she did not want to tolerate any contradiction. She loved learned men and had them summoned to her from all parts of Europe, but she soon grew weary of them again and sent them back as pedants.
She had a great number of favourites, but none lasted longer than Count Magnus de la Gardie, whose favour lasted for nine years; but, after she had loved him for so long, the love was transformed into such bitter hatred that she could not bear to see him. Indeed, this hatred went so far that she disrecommended him in the highest terms to her appointed successor, Karl Gustav, who was then called Prince of Sweden, and she wrote to him that she had had it in mind to marry him, but that Magnus de la Gardie had advised her against it.
The Count was informed of this and also complained to the Queen. Kristina took his side, as if she were completely shocked by this, and ordered the Count to state from whom he had heard this. He then said that he had heard this from the grand equerry Steinberg; but Steinberg, when questioned about this, completely denied having said such a thing to the Count.
That was the end of it this time; but, as Steinberg had once been troubled by this incident, he managed to persuade the Queen to again compel the Count to confess. The Count then said that he had heard it from Schlippenbach, who also denied it; and thereby so agitated the Count that he attacked him with harsh words. The other paid him back in kind. A duel was then expected, but Count Magnus could not bring himself to challenge Schlippenbach, and the Queen also came to despise him and banned him from court.
Thus this distinguished man too fell into disgrace, as he had formerly been her favourite to such an extent that, once in 1651, when she fainted at table and thought she would die, she cried out: "Adieu, my dear Count!"
Finding no more pleasure in any of her subjects, she cast her affections upon foreigners, among whom the first was a French apothecary's son, named Michon, who changed his name and called himself Bourdelot. The same became, in the year 1651, the Queen's particular favourite, after he had cured her of a weakness. He remained with her for a long time under the pretext of giving her medicine, the effect of which he wanted to see. Indeed, the favour went so far that he finally outright offended Count Magnus de la Gardie, who, moreover, conceived an implacable hatred for him.
Because he spoke freely and was cold in matters of religion and, moreover, discredited all Swedish subjects who were in the Queen's grace, he soon armed the whole court against him. But the Queen defended him, saying that, although he had many faults, he also had many great qualities that could compensate for them. She considered him a great man and therefore believed that all the bad things that were said about him arose from envy.
The Queen's mother worked especially to bring down the same man, as she believed that he instilled in the Queen a love of the Roman religion; but she received nothing from it but dirty looks and harsh words, so that no one dared to mention it any more. On the contrary, the most distinguished gentlemen sought to bind themselves to Bourdelot through attendance and gifts, and it is said that the New Year's gifts that he received from them in the year 1653 amounted to 20,000 riksdalers.
Nevertheless, the Queen found it advisable, in order to avoid further gossip, to send him away, but with magnificent gifts and letters of recommendation to the Regentess in France. She also persuaded the Count Palatine to give him a gift, although the same lord hesitated for a whole day before he could consent to it. ...
Above: Kristina.
Above: Magnus Gabriel de la Gardie.
Above: Pierre Michon Bourdelot.
Above: Ludvig Holberg.
No comments:
Post a Comment