Ludvig Holberg's biography of Kristina, part 3

Source:

Adskillige Heltinders og navnkundige Damers sammenlignede Historier, volume 2, pages 191 to 201, by Ludvig Holberg, 1745; original at The British Library

https://books.google.com/books?id=CR8Zz17Em00C&newbks=1&newbks_redir=0&source=gbs_navlinks_s

The biography:

... Autor til Christinæ Historie, som er trykt udi Leipzig, anfører en selsom Hændelse, som skeede for Bourdelots Bortreyse: Bourdelot havde anstaltet, at Marcus Meibomius, der havde skrevet en lærd Bog om de gamles Music, og som da var Dronningens Bibliothecarius, skulde offentligen præsentere en Concert efter den gamle Maade, og at Naudæus skulde dandse derefter. Men, saasom Meibomius havde ikkun en slet Stemme, og derudover blev beleed, ophidsedes han saa hæftig derover mod Bourdelot, at han pryglede ham paa Bibliotheket. Men, da Bourdelot klagede derover, og Dronningen da lod falde de haarde Ord, at han burte strax have kastet Meibomium ud igiennem Vinduet, maatte den gode Meibomius forlade Riiget. Man seer heraf, udi hvilken sterk Naade denne Bourdelot haver staaet hos hende. Men denne Estime hun bar for ham, blev kort derefter forvandled til yderste Foragt, saa at, da hun siden fik et Brev, fra ham, som var skrevet fra Paris, da, i Steden for at læse det, holdt hun det for Næsen, og sagde, at det lugtede af Medicine. Det var dog ikke hans Feyl og slette Qvaliteter, som bragte ham af hendes Naade, men en anden Favorit, nemlig den Spanske Envoyé Pimentel. Den samme var i Begyndelsen med Bourdelot deelagtig udi Dronningens Naade, men spillede omsider alleene Mester. Men denne nye Favorit holdt hun aldeeles ingen Maade. Han var med udi alle hendes Divertissements, og gik til Fods ved Siden af hendes Vogn, naar hun agede udi Ceremonie, havde og sit Qvarteer paa Slottet nær hos hende. Over saadan Opførsel græmmede sig alle retsindige Svenske Patrioter. Den eeneste Trøst for dem var, at det kunde ikke vare længe, eftersom Pimentel maatte tage Afskeed fra Sverrig: Men hans Afskeeds-Audience blev opsat en Tiid efter en anden, efterdi Dronningen vilde have ham til at bivaane et prægtigt Bal, hvortil hun giorde store Tilberedelser. Paa dette Bal forærede hun ham til Afskeed en kostbar Ring, og, da hun udi det Aar 1653 stiftede den saakaldede Amaranth-Orden, var han den første, som blev antagen derudi: ja kort derefter lod hun forfærdige et prægtigt Baand, hvorudi vare indvirkede disse Italienske Ord: "dolce nella memoria", og skikkede Pimentel det Foræring. Hun lod sig og af ham forlede til at tractere den Portugisiske Gesant med Haanhed, og forvise ham Hoffet. Den store Naade han stod udi, giorde ham saa hofmodig, at han saae alle Svenske over Axlerne: Dog torde han ikke lade sig see udi Enke-Dronningens Hof, saasom samme Dronning havde stor Afskye for ham, anseende ham, som den der forførede hendes Dotter fra den Evangeliske Troe, hvilket og var sandt: Thi hun forlod kort derefter Zepter og Krone, antog den Romerske Religion, og reysede til Rom; skiønt man kand lige saa lidet fatte hendes Opførsel i denne Post som i alle andre Ting: thi den Franske Gesant M. Chanut, af hvis Relationer alt dette er taget, vidner, at intet trykkede hende mindre end Religionen, og at det var et almindeligt Rygte, at hun aldeles ingen havde. Hendes Frue Moder bebreidede hende engang, at hun forlod hendes Fæderne Troe, og vanslægtede fra hendes Fader den Store Gustav, der havde vovet sig saa yderligen; ja satt sit Liv til for den Evangeliske Troes Sikkerhed. Dronning Christina, i steden for at legge saadan Formaning paa Hiertet, sagde da, at Hedninger kunde blive lige saa vel salige som Christne: Hvorudover der reysede sig saadan Disput mellem dem, at Enke-Dronningen gik grædende fra Taffelet, saa at Dronning Christina havde stor Møye med at stille hende tilfreds igien.

Alt dette havde de Svenske med Taalmodighed overbaaret, hvis hendes Ødselhed og Pragt ikke havde gaaet saa vidt, at Riget truedes med Ødeleggelse: thi Kronens Gods blev bortskiænket, Riget geraadede udi en uhørlig Gield- og Overdaad tilligemed Armod tog daglig til, saa at man intet hørte tale uden om Giæstebude, Balletter og kostbare Skuespill, hvilket gav Anleedning til adskillige Satirer, og drev de bekiendte Messenier til at insinuere Carl Gustav, som da levede udi Eenlighed paa Øland, det bekiendte Skrift, som skildte baade Faderen og Sønnen ved Livet. Dette tildrog sig saaledes:

Der kom et Skrift uden Haand til Prindsen af Sverrig, hvilket indeholdt en bitter Satire mod Dronningen og Regieringen. Dette skikkede Prindsen ikke alleene strax til Dronningen, men giorde sig og all Umage for at udforske, hvorfra samme Brev var kommet. Den som havde overleveret ham Brevet, og som var en af hans egne Tienere, sagde, at en Qvinde, udi hvis Huus han havde logeret i Calmar, havde skikket ham det samme. Herudover affærdigede strax Prindsen en til Calmar for at erkyndige sig videre derom. Budet fik der at vide af ovenmældte Qvinde, at en Borger i Staden havde ombedet hende at befo[r]dre Brevet til Øland, hvor Prindsen residerede; hvorpaa Borgeren blev examineret, og bekiendte han da, at det var ham skikked fra Cancelliet udi Stokholm. Efterat man havde faaet denne Underretning, reysede Budet med Breve til Stokholm fra Prindsen til Magnus de la Gardie, og tilligemed offererede ham omtalte Skandskrift, som var beseigled, sigende, at det var bleven skikked Prindsen ved en af Cancelliet. Grev Magnus forføyede sig strax derpaa til Dronningen, hvilken havde saasnart ikke seet Skriftet, førend hun mistænkte den rette Autor: Dog, som hun ikke kiendte Haanden, besluttede hun at gaae varligen frem.

Dagen derefter, som var en Expeditions-Dag, lod hun hente sine Secreterer til sig, visede dem Brevet, og spurte om de ikke kiendte Haanden. En sagde da, at han ikke vel kiendte dens Haand, som havde skrivet Brevet, men at Opskriften syntes ham at være skreven af en af hans egne Fuldmægtige. Dronningen lod da strax kalde samme Skriver til sig, og adspurte ham, om han ikke kiendte dens Haand, som havde skrevet uden paa Brevet. Han svarede strax derpaa, at det var hans egen Haand: Hvorpaa Dronningen spurte ham, efter hvis Begiering det var skeed? Han svarede, at en af hans gode Venner i Stokholm, som ikke vidste Prindsens Titel, ey heller hvorledes Brevet skulde adresseres til Øland, havde skikket ham det beseigled med Begiæring, at han vilde giøre Opskriften, og befodre det til Prindsen. Dronningen spurte ham da, hvo den Ven var? hvortil han svarede, at det var den Kongelige Historiographie Messenii Søn, hvilken var just den samme som hun havde mistænkt. Men, som den unge Messenius da ikke havde meer end 16 eller 17 Aar, sluttede hun, at han ikke kunde være Autor deraf, men at det maatte være Faderens Værk, hvorfor hun besluttede at lade dem begge arrestere. Dog, saasom hun holdt for, at adskillige andre maatte være i Ledtog med dem, vilde hun gaae forsigtigen til Verks, og befoel Grev Magnum at invitere den gamle Messenium til sig, saaledes at han ikke skulde merke, at det var efter hendes Befalning. Greven affærdigede strax en af sine Folk, som havde Kundskab med Messenio, hvilken traf ham paa Gaden, og bad ham at ville komme til Greven. Men, da de komme forbi Vagten, kom en og forkyndte Messenio Arrest paa Dronningens Vegne, og lod ham føre ind i et Kammer, som var nest ved Vagten. saa snart dette var skeed, lod man ogsaa arrestere hans Søn, og forseigle alting udi hans Huus. Sønnen blev derpaa kalden til Dronningen, og adspurdt, om han ikke kiendte Skriftet. Han svarede trende gange med Frekhed, at han ikke kiendte det. Dronningen blev derover heel fortørned, og spurdte, om han torde paastaae en Løgn udi saa mange Folkes Nærværelse, som kiendte hans Haand; thi alle Secreterere vare tilstede tillige med deres Skrivere. Da faldt han i Graad, nedkastede sig for Dronningens Fødder, og bad om Naade. Han tilstod da, at have forfattet Skriftet paa nogle af hans Faders Memoires; men at han havde meenet at giøre Fædernelandet en Tieneste dermed: vidnede derhos, at hans Fader ikke var Medvidere derudi. Derpaa blev han udført af Dronningens Cabinet, og den gamle Messenius igien indkalden. Han nægtede strax efter Adspørsel, at han kiendte Skriftet; men omsider tilstod, at det kom ham for, som det var hans Søns; Dog kunde han derom intet for vist sige: Men, dersom hans Søn var skyldig derudi, vilde han være den første i at fordømme ham. I det øvrige bevidnede han sin Uskyldighed, og sagde, at han ikke kunde være ansvarlig for sin Søns Gierninger. Den 24 Dec. beskikkede Dronningen Commissarier for nøyere at examinere Sagen: Men man kunde længe ingen ret Oplysning faae; thi Sønnen fremturede bestandigen i at undskylde Faderen; og Faderen paa den anden Side raabte paa sin Uskyldighed. Mandagen derefter examinerede man den anden gang, men kunde udi 7 Timer intet videre faae at vide. Derpaa blev besluttet at lade dem torqvere. Men den gamle Messenius, da han saae Instrumenterne af Torturen, sagde han, at han nu bekiendte, at der var en retfærdig GUD, som straffer Misgierninger, og at han derfor vilde tilstaae denne Synd, og tilligemed aabenbare adskillige vigtige Ting Staten angaaende, om det maatte skee udi Dronningens Nærværelse. Commissarierne, som vare de fornemmeste af Raadet, gave Dronningen saadant tilkiende, og begiærede, at hun vilde bivaane Retten. Hun begav sig ogsaa didhen: og da adresserede Messenius sig til hende, sigende: at han ikke var Autor til Skriftet, men at hans Søn havde forfattet paa nogle Memoires, som han havde givet ham. Det tilstod han dog, at Sønnen havde viset ham Skriftet, efterat han havde fuldfærdiget det, og at han havde ikke hindred ham fra at skikke det til Prindsen. Videre sagde han, at en Borgemester udi Stokholm ved Navn Niels Nielsen, Byeskriveren og en Præst udi Westeraas vare Medvidere derudi, og at de samtlige havde foreenet dem at staae Prindsen bi, dersom han vilde gribe til Gevær, og giøre sig til Konge, forsikkrende om, at saavel Stæderne som Provincierne vilde erklære sig for ham. Dronningen føyede da strax Anstalt til at arrestere de udlagde Personer, og som Borgemesteren Niels Nielsen var meget elsket af Borgerskabet, lod man fordoble Vagten paa Slottet.

Efterat Messenius saaledes var bleven overbeviset, og han merkede, at intet kunde redde ham, bad han, at hendes Majestet vilde unde ham den Naade at kysse paa hendes Haand end eengang, førend han døde, hvilket ogsaa Dronningen tillod ham, og rakte ham sin Haand; men bebreydede ham tillige med hans Utroeskab og Utaknemmelighed: thi hun havde frelset ham af Fængsel, hvorudi han havde siddet i 14 Aar, havde giort ham til sin Historiographum, ophøyed ham til adelig Værdighed, og givet ham Gods af 2000 Rdlr. aarlig Rente. Derpaa blev Faderen saavel som Sønnen rettet i Stokholm. Sønnen blev ført uden for Staden, hvor man afhuggede først hans høyre Haand, siden Hovedet, og deelede hans Legem udi 4 Parter, efterdi han alleene havde forfattet Skandskriftet. Men, som hans Fader ingen Kundskab havde havt derom, førend det var færdigt, blev hans Execution meer lemfældig, dermed lod Regieringen sig nøye: Thi de andre Personer, som vare udlagde, bleve pardonnerede, saasom man holdt det nok, at Hoved-Personerne bleve straffede. At den gamle Messenius ikke blev torqvered, foraarsagede dette, at han sagde reent ud, at, hvis man lagde ham paa Pinebenken, skulde han aabenbare de Ting, som Dronningen selv ikke skulde forlange at vide: Ja som hun skulde ønske sig ikke at have hørt, hvorudover man overtalede hende til ikke at drive paa saadan Bekiendelse, og at lade Executionen skee, saa snart som mueligt. Den Opførsel, Prindsen af Sverrig herudi havde ladet see, behagede Dronningen saa meget, at hun forærede ham en Æske med Diamanter og hendes Portrait.

Hvad Indholdet ellers af det oprørske Skrift angaaer, da var det haardt ikke alleene mod Dronningen, men endog mod de høyeste Rigets Embedsmænd. Hendes Majestet blev derudi afmalet som den, der ikke forstod at regiere, men tænkte alleene paa Spill og Lyst, som vilde ødelegge Staten. Hun blev beskyldet for at have bortskienket Kronens Gods, og at have bortgivet alting til Fremmede. Udi samme Skrift bliver holden en Samtale mellem hende og hendes Dandsemester, hvilken spørger hvormeget et Ballet vil koste, og, naar Dandsemesteren dertil svarer, at det vil koste 30000 Rdlr., siger Dronningen: "Ikke meer! Beaulieu!" (saaledes var Dandsemesterens Navn) "lav strax til; thi Pengene staae færdige." Videre forestiller samme Skrift en anden Samtale mellem Dronningen og hendes Kammertienere Hans Holm [sic]. Derudi spørger hun den samme, hvad man raisonnerer om hende i Staden; hvortil Hans Holm svarer, at den heele Stad er bedrøvet, efterdi hendes Majestet dandser ikke meer. Hvorpaa Dronningen lader hente Beaulieu, spørger paa nye, hvad et Ball vil koste, og andet deslige nærgaaende, hvoraf Skriftet er fuldt, og hvoraf man seer, at Messenius fortiente den Straf, som ham vederfoer.

Dette haver jeg fundet for godt omstændigen at anføre, og her at igientage, endskiønt den heele Handel med de Messenier er tilforn indført udi min Dannemarks Historie: thi, saasom denne Historie giver et livagtigt Portrait paa Christinæ Opførsel og Regimente, saa haver jeg ikke kundet forbigaae den udi et Verk, som sigter fornemmeligen til at vise anseelige Damers Caracterer.

With modernised spelling:

... Autor til Christinæ historie, som er trykt udi Leipzig, anfører en sælsom hændelse, som skete før Bourdelots bortrejse. Bourdelot havde anstaltet, at Marcus Meibomius, der havde skrevet en lærd bog om de gamles musik, og som da var dronningens bibliothecarius, skulle offentligen præsentere en koncert efter den gamle måde, og at Naudæus skulle danse derefter. Men, såsom Meibomius havde ikkun en slet stemme, og derudover blev beled, ophidsedes han så hæftig derover mod Bourdelot, at han pryglede ham på biblioteket. Men, da Bourdelot klagede derover, og dronningen da lod falde de hårde ord, at han burde straks have kastet Meibomium ud igennem vinduet, måtte den gode Meibomius forlade riget.

Man ser heraf, udi hvilken stærk nåde denne Bourdelot haver stået hos hende. Men denne estime hun bar for ham blev kort derefter forvandlet til yderste foragt, så at, da hun siden fik et brev fra ham, som var skrevet fra Paris, da, i steden for at læse det, holdt hun det for næsen og sagde, at det lugtede af medicine. Det var dog ikke hans fejl og slette kvaliteter, som bragte ham af hendes nåde, men en anden favorit: nemlig den spanske envoyé Pimentel.

Den samme var i begyndelsen med Bourdelot delagtig udi dronningens nåde, men spillede omsider alene mester. Men denne nye favorit holdt hun aldeles ingen måde. Han var med udi alle hendes divertissements og gik til fods ved siden af hendes vogn, når hun agede udi ceremoni, havde og sit kvarter på slottet nær hos hende. Over sådan opførsel græmmede sig alle retsindige svenske patrioter. Den éneste trøst for dem var, at det kunne ikke vare længe, eftersom Pimentel måtte tage afsked fra Sverige; men hans afskedsaudiens blev opsat en tid efter en anden, efterdi dronningen ville have ham til at bivåne et prægtigt bal, hvortil hun gjorde store tilberedelser.

På dette bal forærede hun ham til afsked en kostbar ring, og, da hun udi det år 1653 stiftede den såkaldede Amaranteorden, var han den første, som blev antagen derudi; ja, kort derefter lod hun forfærdige et prægtigt bånd, hvorudi vare indvirkede disse italienske ord: "dolce nella memoria", og skikkede Pimentel det foræring. Hun lod sig og af ham forlede til at traktere den portugisiske gesandt med hånhed, og forvise ham hoffet.

Den store nåde han stod udi gjorde ham så hofmodig, at han så alle svenske over akslerne; dog torde han ikke lade sig se udi enkedronningens hof, såsom samme dronning havde stor afsky for ham, anseende ham som den der forførede hendes datter fra den evangeliske tro, hvilket og var sandt; thi hun forlod kort derefter scepter og krone, antog den romerske religion og rejsede til Rom; skønt man kan lige så lidet fatte hendes opførsel i denne post som i alle andre ting, thi den franske gesandt monsieur Chanut, af hvis relationer alt dette er taget vidner, at intet trykkede hende mindre end religionen, og at det var et almindeligt rygte, at hun aldeles ingen havde.

Hendes frue moder bebrejdede hende engang, at hun forlod hendes fædernetro og vanslægtede fra hendes fader den store Gustav, der havde vovet sig så yderligen — ja, sat sit liv til for den evangeliske tros sikkerhed. Dronning Kristina, i steden for at lægge sådan formaning på hjertet, sagde da, at hedninger kunne blive lige så vel salige som kristne; hvorudover der rejsede sig sådan disput mellem dem, at enkedronningen gik grædende fra taffelet, så at dronning Kristina havde stor møje med at stille hende tilfreds igen.

Alt dette havde de svenske med tålmodighed overbåret, hvis hendes ødselhed og pragt ikke havde gået så vidt, at riget truedes med ødelæggelse; thi Kronens gods blev bortskænket, riget gerådede udi en uhørlig gæld- og overdåd tilligemed armod tog daglig til, så at man intet hørte tale uden om gæstebude, balletter og kostbare skuespil, hvilket gav anledning til adskillige satirer, og drev de bekendte Messenier til at insinuere Karl Gustav, som da levede udi enlighed på Øland, det bekendte skrift, som skildte både faderen og sønnen ved livet. Dette tildrog sig således:

Der kom et skrift uden hånd til prinsen af Sverige, hvilket indeholdt en bitter satire mod dronningen og regeringen. Dette skikkede prinsen ikke alene straks til dronningen, men gjorde sig og al umage for at udforske, hvorfra samme brev var kommet. Den som havde overleveret ham brevet, og som var en af hans egne tjenere, sagde, at en kvinde, udi hvis hus han havde logeret i Kalmar, havde skikket ham det samme. Herudover affærdigede straks prinsen en til Kalmar for at erkyndige sig videre derom. Budet fik der at vide af ovenmældte kvinde, at en borger i staden havde ombedet hende at befordre brevet til Øland, hvor prinsen residerede; hvorpå borgeren blev eksamineret, og bekendte han da, at det var ham skikket fra kancelliet udi Stockholm.

Efterat man havde fået denne underretning, rejsede budet med breve til Stockholm fra prinsen til Magnus de la Gardie, og tilligemed offererede ham omtalte skandskrift, som var beseglet, sigende, at det var bleven skikket prinsen ved en af kancelliet. Grev Magnus forføjede sig straks derpå til dronningen, hvilken havde så snart ikke set skriftet, førend hun mistænkte den rette autor; dog, som hun ikke kendte hånden, besluttede hun at gå varligen frem.

Dagen derefter, som var en ekspeditionsdag, lod hun hente sine sekretærer til sig, visede dem brevet, og spurgte om de ikke kendte hånden. En sagde da, at han ikke vel kendte dens hånd, som havde skrivet brevet, men at opskriften syntes ham at være skreven af en af hans egne fuldmægtige.

Dronningen lod da straks kalde samme skriver til sig og adspurgte ham, om han ikke kendte dens hånd, som havde skrevet uden på brevet. Han svarede straks derpå, at det var hans egen hånd; hvorpå dronningen spurgte ham, efter hvis begæring det var sket. Han svarede, at en af hans gode venner i Stockholm, som ikke vidste prinsens titel, ej heller hvorledes brevet skulle adresseres til Øland, havde skikket ham det beseglet med begæring, at han ville gøre opskriften og befodre det til prinsen.

Dronningen spurgte ham da, hvo den ven var, hvortil han svarede, at det var den kongelige historiographie Messenii søn, hvilken var just den samme som hun havde mistænkt. Men, som den unge Messenius da ikke havde mere end 16 eller 17 år, sluttede hun, at han ikke kunne være autor deraf, men at det måtte være faderens værk, hvorfor hun besluttede at lade dem begge arrestere.

Dog, såsom hun holdt for, at adskillige andre måtte være i ledtog med dem, ville hun gå forsigtigen til værks, og befol grev Magnum at invitere den gamle Messenium til sig, således at han ikke skulle mærke, at det var efter hendes befalning. Greven affærdigede straks en af sine folk, som havde kundskab med Messenio, hvilken traf ham på gaden, og bad ham at ville komme til greven.

Men, da de komme forbi vagten, kom en og forkyndte Messenio arrest på dronningens vegne, og lod ham føre ind i et kammer, som var næst ved vagten. Så snart dette var sket, lod man også arrestere hans søn og forsegle alting udi hans hus.

Sønnen blev derpå kalden til dronningen og adspurgt, om han ikke kendte skriftet. Han svarede trende gange med frækhed, at han ikke kendte det. Dronningen blev derover hel fortørnet og spurgte, om han torde påstå en løgn udi så mange folkes nærværelse, som kendte hans hånd; thi alle sekretærere vare tilstede tillige med deres skrivere. Da faldt han i gråd, nedkastede sig for dronningens fødder og bad om nåde. Han tilstod da, at have forfattet skriftet på nogle af hans faders mémoires, men at han havde ment at gøre Fædernelandet en tjeneste dermed; vidnede derhos, at hans fader ikke var medvidere derudi.

Derpå blev han udført af dronningens kabinet og den gamle Messenius igen indkalden. Han nægtede straks efter adspørgsel, at han kendte skriftet, men omsider tilstod, at det kom ham for, som det var hans søns; dog kunne han derom intet for vist sige. Men, dersom hans søn var skyldig derudi, ville han være den første i at fordømme ham. I det øvrige bevidnede han sin uskyldighed, og sagde, at han ikke kunne være ansvarlig for sin søns gerninger.

Den 24. december beskikkede dronningen kommissarier for nøjere at eksaminere sagen, men man kunne længe ingen ret oplysning få, thi sønnen fremturede bestandigen i at undskylde faderen; og faderen på den anden side råbte på sin uskyldighed. Mandagen derefter eksaminerede man den anden gang, men kunne udi 7 timer intet videre få at vide. Derpå blev besluttet at lade dem torkvere. Men den gamle Messenius, da han så instrumenterne af torturen, sagde han, at han nu bekendte, at der var en retfærdig Gud, som straffer misgerninger, og at han derfor ville tilstå denne synd, og tilligemed åbenbare adskillige vigtige ting Staten angående, om det måtte ske udi dronningens nærværelse.

Kommissarierne, som vare de fornemmeste af Rådet, gave dronningen sådant tilkende og begærede, at hun ville bivåne retten. Hun begav sig også didhen og da adresserede Messenius sig til hende, sigende, at han ikke var autor til skriftet, men at hans søn havde forfattet på nogle mémoires, som han havde givet ham. Det tilstod han dog, at sønnen havde viset ham skriftet, efterat han havde fuldfærdiget det, og at han havde ikke hindret ham fra at skikke det til prinsen.

Videre sagde han, at en borgmester udi Stockholm ved Navn Niels Nielsen, byskriveren og en præst udi Västerås vare medvidere derudi, og at de samtlige havde forenet dem at stå prinsen bi, dersom han ville gribe til gevær og gøre sig til konge, forsikrende om, at såvel stæderne som provincierne ville erklære sig for ham. Dronningen føjede da straks anstalt til at arrestere de udlagde personer, og som borgmesteren Niels Nielsen var meget elsket af borgerskabet, lod man fordoble vagten på slottet.

Efterat Messenius således var bleven overbeviset, og han mærkede, at intet kunne redde ham, bad han, at Hendes Majestæt ville unde ham den nåde at kysse på hendes hånd end én gang, førend han døde, hvilket også dronningen tillod ham, og rakte ham sin hånd; men bebrejdede ham tillige med hans utroskab og utaknemmelighed, thi hun havde frelset ham af fængsel, hvorudi han havde siddet i 14 år, havde gjort ham til sin historiographum, ophøjet ham til adelig værdighed, og givet ham gods af 2,000 rigsdaler årlig rente.

Derpå blev faderen såvel som sønnen rettet i Stockholm. Sønnen blev ført udenfor staden, hvor man afhuggede først hans højre hånd, siden hovedet, og delede hans legeme udi 4 parter, efterdi han alene havde forfattet skandskriftet. Men, som hans fader ingen kundskab havde havt derom, førend det var færdigt, blev hans eksekution mere lemfældig, dermed lod regeringen sig nøje; thi de andre personer, som vare udlagde, bleve pardonnerede, såsom man holdt det nok, at hovedpersonerne bleve straffede.

At den gamle Messenius ikke blev torkveret, forårsagede dette, at han sagde rent ud, at, hvis man lagde ham på pinebænken, skulle han åbenbare de ting, som dronningen selv ikke skulle forlange at vide; ja, som hun skulle ønske sig ikke at have hørt, hvorudover man overtalede hende til ikke at drive på sådan bekendelse, og at lade eksekutionen ske så snart som muligt. Den opførsel, prinsen af Sverige herudi havde ladet se, behagede dronningen så meget, at hun forærede ham en æske med diamanter og hendes portræt.

Hvad indholdet ellers af det oprørske skrift angår, da var det hårdt ikke alene mod dronningen, men endog mod de højeste rigets embedsmænd. Hendes Majestæt blev derudi afmalet som den, der ikke forstod at regere, men tænkte alene på spil og lyst, som ville ødelægge Staten. Hun blev beskyldet for at have bortskænket Kronens gods, og at have bortgivet alting til fremmede.

Udi samme skrift bliver holden en samtale mellem hende og hendes dansemester, hvilken spørger hvor meget et ballet vil koste, og, når dansemesteren dertil svarer, at det vil koste 30,000 rigsdaler, siger dronningen: "Ikke mere! Beaulieu", — således var dansemesterens navn — "lav straks til, thi pengene stå færdige!"

Videre forestiller samme skrift en anden samtale mellem dronningen og hendes kammertjenere Hans Holm [sic]. Derudi spørger hun den samme, hvad man ræsonnerer om hende i staden; hvortil Hans Holm svarer, at den hele stad er bedrøvet, efterdi Hendes Majestæt danser ikke mere. Hvorpå dronningen lader hente Beaulieu, spørger på ny, hvad et bal vil koste, og andet deslige nærgående, hvoraf skriftet er fuldt, og hvoraf man ser, at Messenius fortjente den straf, som ham vederfor.

Dette haver jeg fundet for godt omstændigen at anføre, og her at igentage, endskønt den hele handel med de Messenier er tilforn indført udi min Danmarks historie; thi, såsom denne historie giver et livagtigt portræt på Christinæ opførsel og regimente, så haver jeg ikke kunnet forbigå den udi et værk, som sigter fornemmeligen til at vise anseelige damers karakterer.

English translation (my own):

... The author of Kristina's history which is printed in Leipzig mentions a strange incident which occurred before Bourdelot's departure. Bourdelot had arranged that Marcus Meibomius, who had written a learned book on the music of the ancients, and who was then the Queen's librarian, should publicly present a concert in the ancient manner, and that Naudé should dance accordingly. But, as Meibomius had only a bad voice and got offended at this, he was so violently agitated against Bourdelot that he whipped him in the library. But when Bourdelot complained about it, and the Queen then let fall the harsh words that he should have immediately thrown Meibomius out of the window, the good Meibomius had to leave the kingdom.

One sees from this how much grace this Bourdelot had held with her. But this esteem she bore for him was soon afterwards transformed into the utmost contempt, so that when she afterwards received a letter from him, written from Paris, instead of reading it, she held it to her nose and said that it smelled of medicine. It was not, however, his faults and bad qualities which brought him out of her favour, but another favourite: namely, the Spanish envoy Pimentel.

The same one was at first with Bourdelot a partaker of the Queen's grace, but at last played the master alone. But she did not like this new favourite at all. He was present at all her divertisements and walked beside her carriage when she was driving in ceremonies, and had his quarters in the castle near her. All honest Swedish patriots were grieved by such behaviour. The only consolation for them was that it could not last long, as Pimentel had to take leave from Sweden; but his farewell audience was postponed one time after another, as the Queen wanted him to attend a magnificent ball, for which she made great preparations.

At this ball she gave him a precious ring as a farewell, and when in the year 1653 she founded the so-called Order of Amarante, he was the first to be admitted thereto; indeed, shortly afterwards she had a magnificent ribbon made, on which were engraved these Italian words: "dolce nella memoria", and sent it to Pimentel as a present. She also allowed herself to be led by him to treat the Portuguese ambassador with contempt and banish him from court.

The great grace he enjoyed made him so haughty that he looked down on all Swedes; yet he dared not be seen at the Dowager Queen's court, as the same Queen had great aversion to him, considering him the one who was seducing her daughter away from the evangelical faith, which was true, for she shortly afterwards quit the scepter and crown, adopted the Roman religion and travelled to Rome — although one can just as little understand her conduct in this post as in all other matters, for the French envoy Monsieur Chanut, from whose relations all this is taken, testifies that nothing oppressed her less than religion and that it was a common rumour that she had none at all.

Her lady mother once reproached her for abandoning the faith of her fathers and estranged herself from her father the great Gustav, who had put himself at risk so much — even risked his life for the safety of the evangelical faith. Queen Kristina, instead of taking such admonition to heart, then said that pagans could be just as blessed as Christians; whereupon such a dispute arose between them that the Dowager Queen left the table weeping, so that Queen Kristina had great difficulty in satisfying her again.

All this the Swedes would have borne with patience if her extravagance and splendour had not gone so far that the kingdom was threatened with destruction; for the Crown's estates were given away, the kingdom was in an unheard-of debt, and luxury, together with poverty, increased daily, so that nothing was heard of except banquets, ballets, and costly plays, which gave rise to several satires, and drove the said Messeniuses to insinuate to Karl Gustav, who was then living in solitude on Öland, the said writing, which cost both the father and the son their lives. This happened as follows:

A writing came to the Prince of Sweden without a signature, which contained a bitter satire against the Queen and the government. The Prince not only sent this immediately to the Queen, but also made every effort to investigate where the same writing had come from. The one who had handed him the writing, and who was one of his own servants, said that a woman in whose house he had been staying in Kalmar had sent him the same. In addition, the Prince immediately sent someone to Kalmar to inquire further about it. The messenger was told by the said woman that a citizen of the city had asked her to convey the writing to Öland, where the Prince resided; whereupon the citizen was examined, and he then confessed that it had been sent to him from the chancellery in Stockholm.

After this information had been received, the messenger traveled to Stockholm with letters from the Prince to Magnus de la Gardie, and also offered him the said writing, which was sealed, stating that it had been prepared for the Prince by someone of the chancellery. Count Magnus immediately went to the Queen, who had not even seen the manuscript before she suspected the real author; however, because she did not know the handwriting, she decided to proceed carefully.

The next day, which was an expedition day [for letters], she had her secretaries called to her, showed them the letter, and asked if they recognised the handwriting. One of them said that he did not recognise the handwriting that had written the letter, but that the manuscript seemed to him to have been written by one of his own agents.

The Queen then immediately had the same scribe called to her and asked him if he did not recognise the hand that had written on the outside of the letter. He immediately replied that it was his own hand; whereupon the Queen asked him at whose request it had been done. He replied that one of his good friends in Stockholm, who did not know the Prince's title, nor how the letter should be addressed to Öland, had sent it to him sealed, with a request that he would make the copy and forward it to the Prince.

The Queen then asked him who that friend was, to which he replied that it was the royal historiographer Messenius' son, who was precisely the same as she had suspected. But, as the young Messenius was then no more than 16 or 17 years old, she concluded that he could not be the author of it, but that it must be the work of his father, wherefore she decided to have them both arrested.

However, as she thought that several others might be in league with them, she wanted to proceed cautiously, and ordered Count Magnus to invite old Messenius to him, so that he should not feel that it was at her command. The Count immediately sent one of his men, who was acquainted with Messenius, who met him in the street, and bade him come to the Count.

But when they had passed the guard, one came and proclaimed Messenius' arrest on behalf of the Queen and had him led into a chamber which was next to the guard. As soon as this had been done, they had his son also arrested and everything in his house sealed up.

The son was then called to the Queen and asked if he did not recognise the handwriting. He replied three times with impudence that he did not know it. The Queen became very indignant at this and asked if he dared to tell a lie in the presence of so many people who knew his handwriting, for all the secretaries were present together with their scribes. Then he fell into weeping, threw himself at the Queen's feet and begged for grace. He then confessed that he had written the writing on some of his father's memoranda, but that he had intended to do the Fatherland a service thereby; he also testified that his father had not been an accomplice in it.

Then he was led out of the Queen's cabinet, and old Messenius was again called in. He immediately denied, when questioned, that he recognised the handwriting, but at last confessed that it came to him, as it had been his son's; yet he could say nothing of it for certain. But if his son were guilty of it, he would be the first to condemn him. For the rest, he testified to his innocence and said that he could not be responsible for his son's deeds.

On December 24, the Queen appointed commissioners to examine the case more closely, but for a long time no proper information could be obtained, for the son continued to excuse his father; and the father, on the other hand, proclaimed his innocence. The following Monday they examined him a second time, but could not learn anything further for seven hours. It was then decided to have them tortured.

But old Messenius, when he saw the instruments of torture, said that he now confessed that there was a just God who punishes wrongdoing, and that he would therefore confess this sin and also reveal several important things to the State regarding whether it should be done in the Queen's presence.

The commissioners, who were the most distinguished of the Council, gave the Queen this notice and requested that she would attend the trial. She also went there and then Messenius addressed himself to her, saying that he was not the author of the document, but that his son had written it on some memoranda that he had given him. He confessed, however, that his son had shown him the document after he had completed it, and that he had not prevented him from sending it to the Prince.

He further said that a mayor of Stockholm by the name of Nils Nilsson, the city clerk, and a priest of Västerås were also accomplices therein, and that they had all united to stand by the Prince if he wanted to take up arms and make himself king, assuring that both the cities and the provinces would declare themselves for him. The Queen immediately took steps to arrest the said people, and because the mayor, Nils Nilsson, was very much loved by the citizens, the guard at the castle was doubled.

After Messenius had been thus convicted, and he felt that nothing could save him, he asked that Her Majesty would grant him the grace of kissing her hand at least once before he died, which the Queen also allowed him, and she offered him her hand; but she also reproached him for his infidelity and ingratitude, as she had freed him from prison, in which he had been for 14 years, had made him her historiographer, elevated him to noble dignity, and given him estates of 2,000 riksdalers' annual rent.

Then the father as well as the son were executed in Stockholm. The son was taken outside the city, where one cut off first his right hand, then his head, and divided his body into 4 parts, as he alone had written the slanderous letter. But because his father had had no knowledge of it until it was finished, his execution was more lenient, and the government was content with this, for the other persons who had been accused were pardoned, as it was considered sufficient that the main persons were punished.

The old Messenius, not being tortured, was caused by this that he said plainly that if he were put on the rack, he would reveal those things which the Queen herself would not want to know; indeed, which she would wish not to have heard. Because of this, she was persuaded not to insist on such a confession, and to let the execution take place as soon as possible. The conduct which the Prince of Sweden had shown herein pleased the Queen so much that she presented him with a box of diamonds and her portrait.

As for the content of the seditious writing, it was harsh not only against the Queen, but even against the highest officials of the kingdom. Her Majesty was portrayed therein as one who did not understand how to govern, but thought only of games and pleasure, who wanted to destroy the State. She was accused of having given away the Crown's estates and of having given away everything to foreigners.

In the same writing, a conversation takes place between her and her dance master, whom she asks how much a ballet will cost, and when the dance master replies that it will cost 30,000 riksdalers, the Queen says: "No more! Beaulieu", — that was the dance master's name — "make it immediately, for the money stands ready!"

Furthermore, the same writing depicts another conversation, one between the Queen and her chamberlain Hans Holm [sic]. There she asks him what one reasons about her in the city, to which Hans Holm replies that the whole city is sad because Her Majesty no longer dances. Whereupon the Queen sends for Beaulieu, asks again how much a ball will cost, and other such details, of which the writing is full, and from which it is seen that Messenius deserved the punishment that befell him.

I have found this circumstance to be a good one to mention and to repeat here, even though the entire commerce with the Messeniuses has already been included in my History of Denmark; for, as this history gives a vivid portrait of Kristina's conduct and reign, I have not been able to pass it over in a work which aims primarily to show the characters of distinguished ladies.

Above: Kristina.

Above: Pierre Bourdelot.

Above: Maria Eleonora.

Above: Antonio Pimentel.

Above: Ludvig Holberg.

Note: Hans Holm = Johan Holm (Leijoncrona).