Source:
Historiens vigtigste Begivenheder, fragmentarisk fremstillede for Begyndere, pages 167 to 168; pages 171 to 172, by Hans Ancher Kofod, 1808 (1840 edition); original at the Royal Library of Denmark (Det Kongelige Bibliotek)
The account:
... Ved Gustav Adolphs Død kom hans Datter, den mindreaarige Christina, paa Thronen i Sverrig, dog blev Staten bestyret vel og Krigen i Tydskland fortsat. — Axel Oxenstjerna, en stor Statsmand og Gustavs Ven, forestod de udenlandske Sager, og de svenske Hære anførtes af Feldtherrer, som Gustav Adolph havde dannet. Blandt dem maa man nævne Hertug Bernhard af Sachsen-Weimar, der fuldførte Slaget ved Lützen, Banner, Horn, Torstenson og Wrangel. — Vel bleve de Svenske eengang bragte i Forlegenhed, da de tabte Slaget ved Nørdlingen, men en nøiere Forbindelse med Frankerig satte dem snart istand til at oprette deres Tab. Fornemmeligen vandt Torstenson betydelige Seire, og faldt ind i de keiserlige Arvelande, som han dog pludseligt igjen forlod for at angribe Danmark.
Keiseren blev saavelsom de andre Magter tilsidst kjed af Krigen, som paa det skrækkeligste havde ødelagt Tydskland og adskillige Rigers Gesandter samlede sig i Münster og Osnabrück. Underhandlingerne varede længe, da de Franske og Svenske gjorde store Fordringer; dog bleve Partierne endeligt enige, og det blev afgjort, at Lutheranere og Reformeerte skulde have lige Rettigheder med de Katholske i Tydskland. Sverrig erholdt Forpommern, Rügen, Wismar, Bremen, Verden og 5 Millioner Rigsdaler. Brandenborg, der havde Fordring paa Pommern, fik Bagpommern, og istedetfor Forpommern Bispedømmerne Halberstadt og Magdeburg med mere. Frankerig fik Elsas og Breisach. Schweitz og Nederlandene bleve erkjendte for uafhængige Stater, og overhovedet foregik vid denne (den westphalske) Fred (1648) en stor Forandring i den tydske Riges Forfatning, hvilken vedligeholdt sig til den nyeste Tid. ...
—
... Ved Christian den 4des Død (1648) besteeg hans Søn Frederik den 3die Danmarks Throne, dog først efter nogle Vanskeligheder, som Rigsraadet og den mægtige Corfitz Ulfeld lagde ham i Veien. Kongen maatte først underskrive en meget haard Haandfæstning, hvorved Adelens og Rigsraadets Magt steeg til det Høieste. Misforstaaelsen mellem Kongen og Ulfeld tiltog stedse mere, og den sidste forlod pludseligt Riget og begav sig først til Holland og siden til Sverrig, hvor han fandt Beskyttelse hos Dronning Christina. Denne Dronning blev nogen Tid efter kjed af Regjeringen, og nedlagde samme, deels maaskee af Vægelsind, deels for i mere Ro at kunne nyde Privatlivets Behageligheder. Hun antog siden den katholske Religion og forføiede sig til Rom, hvor hun levede sin meste Tid. Til sin Eftermand havde hun bestemt sin Fætter, Carl Gustav af Zweibrücken, der i Trediveaarskrigen havde anført svenske Armeer med Berømmelse. ...
With modernised spelling:
... Ved Gustav Adolfs død kom hans datter, den mindreårige Kristina, på tronen i Sverige, dog blev staten bestyret vel og krigen i Tyskland fortsat. — Axel Oxenstierna, en stor statsmand og Gustavs ven, forestod de udenlandske sager, og de svenske hære anførtes af feltherrer, som Gustav Adolf havde dannet. Blandt dem må man nævne hertug Bernhard af Sachsen-Weimar, der fuldførte slaget ved Lützen; Banér, Horn, Torstensson og Wrangel. —
Vel bleve de svenske engang bragte i forlegenhed, da de tabte slaget ved Nördlingen, men en nøjere forbindelse med Frankrig satte dem snart i stand til at oprette deres tab. Fornemmeligen vandt Torstensson betydelige sejre, og faldt ind i de kejserlige arvelande, som han dog pludseligt igen forlod for at angribe Danmark.
Kejseren blev såvel som de andre magter tilsidst ked af krigen, som på det skrækkeligste havde ødelagt Tyskland og adskillige rigers gesandter samlede sig i Münster og Osnabrück. Underhandlingerne varede længe, da de franske og svenske gjorde store fordringer; dog bleve partierne endeligt enige, og det blev afgjort, at lutheranere og reformerte skulle have lige rettigheder med de katolske i Tyskland.
Sverige erholdt Forpommern, Rygen, Wismar, Bremen, Verden og 5 millioner rigsdaler. Brandenborg, der havde fordring på Pommern, fik Bagpommern, og i stedet for Forpommern bispedømmerne Halberstadt og Magdeburg med mere. Frankrig fik Elsass og Breisach. Schweiz og Nederlandene bleve erkendte for uafhængige stater, og overhovedet foregik vid denne (den westfalske) fred (1648) en stor forandring i den tyske riges forfatning, hvilken vedligeholdt sig til den nyeste tid. ...
—
... Ved Christian den Fjerdes død (1648) besteg hans søn Frederik den Tredje Danmarks trone, dog først efter nogle vanskeligheder, som Rigsrådet og den mægtige Corfitz Ulfeldt lagde ham i vejen. Kongen måtte først underskrive en meget hård håndfæstning, hvorved adelens og Rigsrådets magt steg til det højeste. Misforståelsen mellem kongen og Ulfeldt tiltog stedse mere, og den sidste forlod pludseligt riget og begav sig først til Holland og siden til Sverige, hvor han fandt beskyttelse hos dronning Kristina.
Denne dronning blev nogen tid efter ked af regeringen og nedlagde samme, dels måske af vægelsind, dels for i mere ro at kunne nyde privatlivets behageligheder. Hun antog siden den katolske religion og forføjede sig til Rom, hvor hun levede sin meste tid. Til sin eftermand havde hun bestemt sin fætter, Karl Gustav af Zweibrücken, der i Trediveårskrigen havde anført svenske arméer med berømmelse. ...
English translation (my own):
... On the death of Gustav Adolf, his daughter, the underage Kristina, came to the throne of Sweden, but the State was well governed and the war in Germany continued. — Axel Oxenstierna, a great statesman and friend of Gustav, was in charge of foreign affairs, and the Swedish armies were led by generals whom Gustav Adolf had formed. Among them may be mentioned Duke Bernhard of Saxe-Weimar, who completed the Battle of Lützen; Banér, Horn, Torstensson and Wrangel.
The Swedes were once embarrassed when they lost the Battle of Nördlingen, but closer relations with France soon enabled them to make up for their losses. Torstensson notably won significant victories and entered the Imperial hereditary lands, which he suddenly left again to attack Denmark.
The Emperor, as well as the other powers, were at last tired of the war, which had horribly destroyed Germany, and the envoys of several realms gathered in Münster and Osnabrück. The negotiations lasted a long time, as the French and Swedish made great demands; however, the parties finally agreed, and it was decided that Lutherans and the Reformed should have equal rights with the Catholics in Germany.
Sweden received Fore Pomerania, Rügen, Wismar, Bremen, Verden and 5 million Reichstalers. Brandenburg, which had a claim to Pomerania, received Further Pomerania, and in place of Fore Pomerania the bishoprics of Halberstadt and Magdeburg, etc. France received Alsace and Breisach. Switzerland and the Netherlands were recognised as independent states, and in general, at this (the Westphalian) Peace (1648), a great change took place in the constitution of the German Empire, which has been maintained to the present day. ...
—
... Upon the death of Christian IV (1648), his son Frederik III ascended the throne of Denmark, but only after some difficulties, which the Council of the Realm and the powerful Corfitz Ulfeldt put in his way. The King first had to sign a very harsh written vow, whereby the power of the nobility and the Council rose to the highest. The misunderstanding between the King and Ulfeldt increased steadily more, and the latter suddenly left the realm and went first to Holland and then to Sweden, where he found protection with Queen Kristina.
This Queen, after some time, became tired of the government and laid the same down; partly, perhaps, from fickleness, partly to be able to enjoy the comforts of private life in more tranquility. She then adopted the Catholic religion and went to Rome, where she lived most of the time. As her successor she had appointed her cousin, Karl Gustav of Zweibrücken, who had led the Swedish armies with fame in the Thirty Years' War. ...
Above: Kristina.
No comments:
Post a Comment