Excerpts from Peder Vibe's letter to the Danish Chancellor Christian Friis, dated September 6/16 (Old Style), 1635

Source:

Nogle Efterretninger om den svenske Enkedronnings, Maria Eleonore's, Undvigelse til Danmark og Ophold der i Aarene 1640 til 1645, correspondences included by Laurids Engelstoft for Det skandinaviske Litteraturselskabs Skrifter, syvende Aargang: 1811, pages 65 to 69, published by the Scandinavian Literature Society, 1811; original at Oxford University; backup copy without parts of the page clipped out is at the New York Public Library

https://books.google.com/books?id=47oEAAAAQAAJ&dq=Christina+estlandh&source=gbs_navlinks_s

https://books.google.com/books?id=CAD5kZ60ofUC&newbks=1&newbks_redir=0&dq=Det+skandinaviske+Litteraturselskabs+Skrifter,+syvende+Aargang:+1811&source=gbs_navlinks_s

Anders Fryxell's summary of this letter is here:

https://kingkristina.blogspot.com/2024/07/excerpt-and-summary-of-peder-vibes.html

The letter excerpts:

Jeg haffuer udi itt aff mine forrige Breffue formeldet, att jeg med en egen Post ville lade E. Magn. vide nogle particularia, som ere her passeret, nemlich imellem Enche Dronningen og Raadett. Hindis May. er heel malcontente med Raadett, formedelst att di iche forschaffer, huis Underholdung, hinde er loffuet och tilsagt, och samme mescontentement er saa vitt kommett, att der er ingen videre fortrolig Communication mellem dennem; Hindis May. och offentlich beklager sig offuer dennem for alle. For tre Uger siden haffuer Hindis May. ladett mig befale, att jeg ville komme ud paa en liden Herregaard, som hun haffuer kiöbt aff H. Carl Carlsön, en fiering Veys her fra Byen, huor Hendis May. var allene med tuende Jomfruer och tuende Hofjunkere, huilket jeg och giorde. Flux der jeg var ankommet, begynte Hindis May. att klage paa Raadett, sigendis, att hun forhoffte, att Hands May., min Naadigste Herre, iche forlod hende, mens jo vist forsuarte hende, hvis dett giordis fornöden, formedelst den nahe Forwandtschafft, som er imellem min Naadigste Herre och hinde. Huorpaa jeg suaerte, att Hindis May. skulle ingenlunde tuiffule, att min Naadigste Herre jo var tilgenegett att giöre alt det, Hindis May. kand vere til Villie och Velbehagelighed, eftersom den Venschafft och nahe Forvandtschafft, som er imellem min Naadigste Herre och Hindis May., dett udfordrer. Huorpaa Hindis May. continuerte hindis Klagemaal imod Raadet mesten den gansche Dag igiennem, och sagde, at hun ville holde fortroelich Correspondentz med min Naadigste Herre, om schönt hun vel viste, att det schulle fortryde Regerungen och Raadett her udi Rigett. Hindis May. giorde mig den Eere och lod mig fordre til Taffel, paa dett (som hun sagde) att hun desz lenger kunde tale med mig. Hindis May. discourerte samme Tid om Dronningens, hendis Dotters, tilkommendis Echteschafft; sagde, hun viste vel, att Herrerne udi Landett haffuede fore at forenige Hindis May. den unge Dronning, med en aff deris Middel, och att man allerede kaste Öyett paa Rigens Canzelers yngste Sön: mens hun schulle aldrig tilstede, att hindis Dotter fich anden end een aff förstelig Stamme; viste vel, att den unge Dronning intett skulle giöre, ey udi nogett consentere uden hindis Raad och Villie. Derpaa begynte Hindes May. att tale om Hertug Uldrich höyloblich Hukommelse, ach höyligen berymte hannem, och derhoss formelte, huor mögett Hans May., Hindis S. Herre haffuede elschet hands F. N., och til Conclusion sagde Hindis May., att, huis hands F. N. haffuede bleffuet ved Liffuitt, da haffuede hun vilt ynskett hindis Datter hannem til Herre. Hindis May. beklagete sig och, att man intett vist communicerede hinde om huis der passerer udi Pryssen och Tyskland, bad mig derfor, jeg ville lade Hindis May. vide, huad jeg derom kunde höre och udspöre. Huorfor Hindis May. schicher mesten huer Lördag hindis Kammerjunker (paa huilchen hun mest forlader sig) til mig; jeg och flitteligen refererer hannem, huis nytt jeg fornemmer, heller kand udspöre. Den gansche Hindis May. discours er for witlöfftig att skriffue, kand bedre udi sin Tid mundtlich refereris, end nu med Pennen udföris. Doch haffuer jeg vilt stychuiss, saa vitt mig haffuer verett muglich, giffuitt E. Magn. dett att vide, til att fornemme derpaa E. Magn. Menung och Ordnung, huorledis jeg herudi schal comportere mig, om Hindis May. vider continuerer saadanne discourser med mig, paa dett jeg kand contentere Hindis May. ach derhoss iche giöre mig suspect hoss Raadett, som iche gierne seer, att Hindis May. haffuer nogen Communication med nogen fremmett. Hindis May. haffuer tagett sig den Tractament, som Raadet giör hende, saa hart til Hiertett, at hun er bleffuitt deroffuer hordeligen siug; dog nu er det nogenlunde bleffuett bedre med Hendis May.

With modernised spelling:

Jeg haver udi et af mine forrige breve formeldt, at jeg med en egen post ville lade Eders Magnificens vide nogle particularia, som ere her passeret, nemlig imellem enkedronningen og Rådet. Hendes Majestæt er hel malkontent med Rådet, formedelst at de ikke forskaffer hvis underholding hende er lovet og tilsagt, og samme mécontentement er så vidt kommet, at der er ingen videre fortrolig kommunikation mellem dennem; Hendes Majestæt og offentlig beklager sig over dennem for alle.

For tre uger siden haver Hendes Majestæt ladet mig befale, at jeg ville komme ud på en liden herregård, som hun haver købt af hr. Carl Carlsen, en fjerdingvejs her fra byen, hvor Hendes Majestæt var alene med tvende jomfruer og tvende hofjunkere, hvilket jeg og gjorde. Fluks der jeg var ankommet, begyndte Hendes Majestæt at klage på Rådet, sigendes, at hun forhåbede, at Hans Majestæt, min nådigste herre, ikke forlod hende, mens jo vist forsvarede hende, hvis det gjordes fornøden, formedelst den nahe forvandtskaft, som er imellem min nådigste herre og hende; hvorpå jeg svarede, at Hendes Majestæt skulle ingenlunde tvivle, at min nådigste herre jo var tilgeneget at gøre alt det, Hendes Majestæt kan være til vilje og velbehagelighed, eftersom den venskaft og nahe forvandtskaft, som er imellem min nådigste herre og Hendes Majestæt, det udfordrer.

Hvorpå Hendes Majestæt kontinuerede hendes klagemål imod Rådet mesten den ganske dag igennem, og sagde, at hun ville holde fortrolig korrespondance med min nådigste herre, omskønt hun vel vidste, at det skulle fortryde regeringen og Rådet her udi riget.

Hendes Majestæt gjorde mig den ære og lod mig fordre til taffel, på det (som hun sagde) at hun des længere kunne tale med mig. Hendes Majestæt diskurrerede samme tid om dronningens, hendes datters, tilkommendes ægteskaft; sagde, hun vidste vel, at herrerne udi landet havde fore at forenige Hendes Majestæt den unge dronning, med en af deres middel, og at man allerede kaste[de] øjet på Rigens kanslers yngste søn; mens hun skulle aldrig tilstede, at hendes datter fik anden end én af fyrstelig stamme; vidste vel, at den unge dronning intet skulle gøre, ej udi noget konsentere uden hendes råd og vilje.

Derpå begyndte Hendes Majestæt at tale om hertug Ulrik (højlovlig hukommelse) og højligen berømte hannem, og derhos formeldte, hvor meget Hans Majestæt, hendes salige herre, havde elsket Hans Fyrstelige Nåde; og til konklusion sagde Hendes Majestæt, at, hvis Hans Fyrstelige Nåde havde blevet ved livet, da havde hun villet ønsket hendes datter hannem til herre.

Hendes Majestæt beklagede sig og, at man intet vist kommunicerede hende om hvis der passerer udi Preussen og Tyskland, bad mig derfor, jeg ville lade Hendes Majestæt vide, hvad jeg derom kunne høre och udspørge; hvorfor Hendes Majestæt skikker mesten hver lørdag hendes kammerjunker (på hvilken hun mest forlader sig) til mig. Jeg og flitteligen refererer hannem, hvis nyt jeg fornemmer eller kan udspørge.

Den ganske Hendes Majestæts diskurs er for vidtløftig at skrive, kan bedre udi sin tid mundtlig refereres, end nu med pennen udføres; dog haver jeg villet stykkevis, så vidt mig haver været mulig, givet Eders Magnificens det at vide, til at fornemme derpå Eders Magnificens' mening og ordning, hvorledes jeg herudi skal komportere mig, om Hendes Majestæt videre kontinuerer sådanne diskurser med mig, paa det jeg kan kontentere Hendes Majestæt og derhos ikke gøre mig suspekt hos Rådet, som ikke gerne ser, at Hendes Majestæt haver nogen kommunikation med nogen fremmed.

Hendes Majestæt haver taget sig den traktament, som Rådet gør hende, så hårdt til hjertet, at hun er blevet derover hårdeligen syg; dog nu er det nogenlunde blevet bedre med Hendes Majestæt.

French translation (my own):

J'ai mentionné dans une de mes précédentes lettres que je ferais connaître à Votre Magnificence, par courrier séparé, certains détails qui se sont déroulés ici, notamment entre la reine douairière et le Conseil. Sa Majesté est très mécontente du Conseil, qui ne lui fournit pas l'entretien promis, et ce mécontentement a atteint un tel point qu'il n'existe plus de communication confidentielle entre eux; Sa Majesté s'en plaint publiquement à tous aussi.

Il y a trois semaines, Sa Majesté m'a fait venir dans un petit manoir qu'elle avait acheté au sieur Charles Carlsson, à un quart de mille de la ville. Elle y était seule avec deux jeunes filles et deux junkers de la cour, ce que j'ai fait. Dès mon arrivée, Sa Majesté a commencé à se plaindre du Conseil, disant qu'elle espérait que Sa Majesté, mon très gracieux seigneur, ne l'abandonnerait pas, mais qu'il la défendrait certainement si nécessaire, en raison de l'étroite parenté qui existe entre lui et mon très gracieux seigneur. A quoi j'ai répondu que Sa Majesté ne doutait en rien que mon très gracieux seigneur était disposé à faire tout ce qui pouvait être à sa volonté, comme l'exigeaient l'amitié et l'étroite parenté qui existent entre lui et Sa Majesté.

Sa Majesté continua alors ses plaintes contre le Conseil pendant la majeure partie de la journée, et elle dit qu'elle voulait maintenir une correspondance confidentielle avec mon très gracieux seigneur, bien qu'elle sache bien que cela déplairait à la régence et au Conseil ici dans le royaume.

Sa Majesté me fit l'honneur de me faire inviter à sa table, afin (selon elle) de pouvoir me parler plus longuement. Elle parla en même temps du futur mariage de la reine, sa fille; elle dit qu'elle savait bien que les seigneurs du pays avaient l'intention d'unir Sa Majesté la jeune reine à un homme de leur fortune, et qu'ils jetaient déjà leurs regards sur le plus jeune fils du grand chancelier du Royaume, mais qu'elle ne permettrait jamais à sa fille d'épouser un autre homme que celui de lignée princière; elle savait bien que la jeune reine ne ferait rien et ne consentirait à rien sans son avis et sa volonté.

Sa Majesté commença alors à parler du duc Ulric (de mémoire très louable) et le loua grandement, et en outre elle mentionna combien Sa Majesté, son feu seigneur, avait aimé Sa Grâce; et en conclusion Sa Majesté dit que si Sa Grâce avait vécu, elle aurait voulu qu'il soit le mari de sa fille.

Sa Majesté s'est plainte de ne rien lui avoir été communiqué sur ce qui se passait en Prusse et en Allemagne, et elle m'a donc prié de lui faire savoir ce que je pourrais entendre et sur quoi je pourrais m'informer. C'est pourquoi Sa Majesté m'envoie habituellement son junker de chambre (sur qui elle compte le plus) chaque samedi. Je lui rapporte également avec diligence toute nouvelle que j'entends ou sur laquelle je peux m'informer.

L'ensemble du discours de Sa Majesté est trop long pour être écrit et il serait plus facile de le rapporter de vive voix et à temps qu'avec la plume. Cependant, j'ai souhaité, autant que possible, en informer Votre Magnificence par parties, afin de connaître son avis et ses instructions sur la conduite à tenir si Sa Majesté poursuit ses entretiens avec moi. Cela me permettra de la satisfaire et de ne pas me rendre suspect aux yeux du Conseil, qui voit d'un mauvais œil Sa Majesté communiquer avec un étranger.

Sa Majesté a tellement mal pris le traitement que lui inflige le Conseil qu'elle en est tombée gravement malade; cependant, son état s'est quelque peu amélioré.

English translation (my own):

I have mentioned in one of my previous letters that I would by a separate post let Your Magnificence know some particulars that have passed here, namely between the Dowager Queen and the Council. Her Majesty is quite discontent with the Council because they are not providing the maintenance that has been promised to her, and the same discontent has reached such a point that there is no further confidential communication between them; Her Majesty also publicly complains about this to everyone.

Three weeks ago Her Majesty had me ordered to come to a small manor house which she had bought from Lord Carl Carlsson, a quarter of a mile from the city, where Her Majesty was alone with two maidens and two court junkers, which I did. As soon as I had arrived, Her Majesty began to complain about the Council, saying that she hoped that His Majesty, my most gracious Lord, would not abandon her, but that he would certainly defend her if necessary, on account of the close kinship which exists between my most gracious lord and her; to which I replied that Her Majesty should in no way doubt that my most gracious Lord was disposed to do all that could be to her will and pleasure, as the friendship and close kinship which exists between my most gracious Lord and Her Majesty make it necessary.

At this Her Majesty continued her complaints against the Council for most of the whole day, and she said that she wanted to maintain a confidential correspondence with my most gracious Lord, although she well knew that it would displease the regency and the Council here in the realm.

Her Majesty did me the honour and had me invited to table, so that (as she said) that she could talk to me longer. Her Majesty discoursed at the same time of the future marriage of the Queen, her daughter; she said she knew well that the lords in the country intended to unite Her Majesty the young Queen with one who was of their means, and that they were already casting their eyes on the Grand Chancellor of the Realm's youngest son, but she would never allow her daughter to marry anyone other than someone of princely lineage; she knew well that the young Queen would do nothing and not consent to anything without her advice and will.

Then Her Majesty began to speak of Duke Ulrik (of most laudable memory) and greatly praised him, and in addition she mentioned how much His Majesty, her late Lord, had loved His Princely Grace; and in conclusion Her Majesty said that if His Princely Grace had lived, she would have wanted him to be her daughter's husband.

Her Majesty complained that nothing was communicated to her about what was happening in Prussia and Germany, and she therefore begged me to let her know what I might hear and inquire about; Her Majesty therefore usually sends her chamber junker (on whom she relies the most) to me every Saturday. I also diligently report to him any news I hear or can inquire about.

The whole of Her Majesty's discourse is too extensive to write and can be better reported by mouth in time than now executed with the pen; however, I have wished, as far as I have been able, to let Your Magnificence know in parts, in order to learn your opinion and order on how I should comport myself herein if Her Majesty continues such discourses with me, so that I can satisfy her and at the same time not make myself suspect to the Council, which does not gladly see Her Majesty having any communication with any foreigner.

Her Majesty has taken the treatment that the Council gives her so hard to heart that she has become seriously ill because of it; however, things have now become somewhat better with her.

Above: Maria Eleonora.

Above: Kristina.

Above: King Christian IV of Denmark.

Above: Peder Vibe.

Above: Christian Friis.

Notes: The Grand Chancellor's youngest son = Erik Axelsson Oxenstierna (1624-1656).

Prince Ulrik of Denmark, King Christian IV's youngest legitimate son, was fatally wounded by an unexpectedly treacherous shot from an imperial horseman on August 11, 1633, during meetings for peace talks in Schweidnitz, and he died from the injury the following night. He was just 22 years old.