Source:
Dronning Christina af Sverrig 1626-1689, pages 64 to 67, published by H. E. Friis, 1896; original at Harvard University
The account:
Med Hensyn til sin Rejse var Dronning Christina imidlertid i sit Indre noget urolig over og bange for, at de samlede Stænder skulde lægge hende Hindringer i Vejen for at rejse ud af Riget og der fortære sine Indkomster, især ifald det rygtedes, at hun hemmeligt tænkte paa ved første givne Lejlighed at gaa over til Katolicismen.
Det gjaldt derfor om foreløbigt at undertrykke al Mistanke og gøre Befolkningen saa tryg i den Retning som muligt. I den Hensigt overværede Dronning Christina den lutherske Gudstjeneste i Storkirken i Stockholm, ligesom hun ogsaa der nød Alterens Sakramente. — Fremdeles lejede hun en større privat Bolig i Stockholm, hvor hun vilde bo, som hun sagde, naar hun kom tilbage til Stockholm fra Badet Spaa i Provinsen Lüttich i Belgien, hvorhen hun foregav at ville rejse for sin Sundheds Skyld.
I Sammenhæng hermed havde hun tidligere paa Statens Regning ladet udruste og samle i Kalmar 12 svenske Orlogsskibe, som skulde føre hende og Følge over Østersøen til Wismar i Pommern.
Da den nyskronede Konge, Carl Gustav, var vendt tilbage fra Upsala til Stockholm, gjorde han pligtskyldigst Dronning Christina sin Opvartning der; samtidigt udtalte han sin milde Bebrejdelse og venskabelige Beklagelse over, at hun havde lejet en privat Bolig i Stockholm, idet han bad hende at benytte den svenske Kongeborg som hidtil, hvortil hun svarede, «at efter sin Tilbagekomst fra Badet vilde hun med Tak tage derimod» o. s. v.
Efter nogle faa Dages Ophold i Stockholm bred Dronning Christina op derfra. Kongen fulgte hende et Stykke udenfor Byen og vendte da selv om, medens han lod nogle Rigsraader følge hende videre. Hun begav sig til Nyköping Slot for der at sige Moderen, Enkedronning Maria Eleonora, et kort Farvel. Dronning Christina havde bedt Kong Carl Gustav om at møde hende paa Nyköping Slot; her tog hun Afsked med Moderen, idet hun sagde til hende: «Jeg berøver Eder en Datter, men giver Eder en Søn (Carl Gustav) i Stedet.» Christinas Afsked var meget kølig, medens Moderen var ude af sig selv af Sorg og ikke kunde sove om Natten. Endnu inden sin Bortrejse Kl. 5 næste Morgen trøstede Christina sin Moder, — de saas aldrig mere. Fra Nyköping fortsattes Rejsen i Retning af Kalmar og den der ventede Flaade, og det saa hurtigt, som Rejseselskabet kunde komme Vejen over; saaledes gik det i de første Par Dage, men saa betænkte Dronning Christina sig, idet hun gav et Ildebefindende Skyld i den forandrede Rejseplan; hun skrev nemlig til Kong Carl Gustav, «at hun havde af Upasselighed været nødt til at holde sig i Ro nogle Dage og i Anledning af dette Sygdomstilfælde, tilligemed Frygten for Sørejsens Upaalidelighed, ikke turdet benytte den ventende Flaade, men havde til Hensigt at tage Vejen over Sundet og Danmark.»
Svenskerne harmede sig højligen over den spildte Udgift paa Flaadens Udrustning i Kalmar, ligesom over Dronning Christinas Upasselighed, saa meget desto mere, som det snart spurgtes, at der alt i nogen Tid forud var bestilt Postheste og Vogne i Helsingør, samt Forspænd hele Danmark igennem til Hamburg, saa det stod klart for enhver, at det aldrig havde været hendes virkelige Hensigt at benytte den tilsagte Flaade i Kalmar til Overfarten, men at den hele Forestilling med den forandrede Rejseplan kun skete for at føre den offentlige Mening bag Lyset.
Efterat Dronning Christina havde meddelt Kong Carl Gustav sin forandrede Rejseplan, ilede hun nu ligesaa rastløs mod Vest, som hun før var draget mod Øst, Kursen sattes mod Byen Halmstad nærved den danske Grænse; her tilbragte Dronning Christina nogle Dage og sendte derfra flere Breve afsted til Udlandet. Her afskedigede hun ogsaa Størstedelen af sit Følge paa 4 Adelsmænd og noget Tjenerskab nær, hvoriblandt to hollandske Piger, de eneste kvindelige Væsener, Dronningen foreløbigt førte med sig. En luthersk Præst, som Dronning Christina, for et Syns Skyld, havde taget med sig fra Stockholm, blev ogsaa sendt tilbage fra Halmstad.
Blandt dem, der ogsaa fulgte Dronning Christina til Sverrigs Grænse paa denne Rejse, var Corfits Ulfeldt. For at indsmigre sig hos den nye Konge, Carl Gustav, forstrakte Ulfeldt han med en større Pengesum. Saavel Ulfeldt som hans Gemalinde følte meget ved Dronning Christinas Bortrejse, thi dels havde hun været dem bevaagen, og dels havde de en stor Sum Penge tilgode hos hende endnu, hvilken herefter kunde betragtes som uerholdelig; ikke saa sært, at Eleonore Christine Ulfeldt henflød i Taarer paa Dronning Christinas Tronfrasigelsesdag!
Fra Halmstad fortsatte Dronning Christina Rejsen sydpaa; ved Ankomsten til den Bæk, der dengang dannede Grænseskællet imellem Sverrig og Danmark, steg Dronning Christina af Vognen, og med Udtrykket af den inderligste Glæde hoppede hun over paa dansk Grund og udraabte: «Endelig er jeg i Frihed, endelig er jeg sluppen bort fra Sverrig, og jeg haaber aldrig mere at vende tilbage.»
With modernised spelling:
Med hensyn til sin rejse var dronning Kristina imidlertid i sit indre noget urolig over og bange for, at de samlede Stænder skulle lægge hende hindringer i vejen for at rejse ud af riget og der fortære sine indkomster, især ifald det rygtedes, at hun hemmeligt tænkte på ved første givne lejlighed at gå over til katolicismen.
Det gjaldt derfor om foreløbigt at undertrykke al mistanke og gøre befolkningen så tryg i den retning som muligt. I den hensigt overværede dronning Kristina den lutherske gudstjeneste i Storkirken i Stockholm, ligesom hun også der nød alterens sakramente. — Fremdeles lejede hun en større privat bolig i Stockholm, hvor hun ville bo, som hun sagde, når hun kom tilbage til Stockholm fra badet Spa i provinsen Lüttich i Belgien, hvorhen hun foregav at ville rejse for sin sundheds skyld.
I sammenhæng hermed havde hun tidligere på Statens regning ladet udruste og samle i Kalmar 12 svenske orlogsskibe, som skulle føre hende og følge over Østersøen til Wismar i Pommern.
Da den nyskronede konge, Karl Gustav, var vendt tilbage fra Uppsala til Stockholm, gjorde han pligtskyldigst dronning Kristina sin opvartning der; samtidigt udtalte han sin milde bebrejdelse og venskabelige beklagelse over, at hun havde lejet en privat bolig i Stockholm, idet han bad hende at benytte den svenske kongeborg som hidtil, hvortil hun svarede, «at efter sin tilbagekomst fra badet ville hun med tak tage derimod» osv.
Efter nogle få dages ophold i Stockholm bred dronning Kristina op derfra. Kongen fulgte hende et stykke udenfor byen og vendte da selv om, medens han lod nogle rigsråder følge hende videre. Hun begav sig til Nyköping slot for der at sige moderen, enkedronning Maria Eleonora, et kort Farvel. Dronning Kristina havde bedt kong Carl Gustav om at møde hende på Nyköping slot; her tog hun afsked med moderen, idet hun sagde til hende: «Jeg berøver Eder en datter, men giver Eder en søn [Karl Gustav] i stedet.»
Kristinas afsked var meget kølig, medens moderen var ude af sig selv af sorg og ikke kunne sove om natten. Endnu inden sin bortrejse kl. 5 næste morgen trøstede Kristina sin moder, — de sås aldrig mere. Fra Nyköping fortsattes rejsen i retning af Kalmar og den der ventede flåde, og det så hurtigt, som rejseselskabet kunne komme vejen over.
Således gik det i de første par dage, men så betænkte dronning Kristina sig, idet hun gav et ildebefindende skyld i den forandrede rejseplan; hun skrev nemlig til kong Karl Gustav, at hun havde af upasselighed været nødt til at holde sig i ro nogle dage og i anledning af dette sygdomstilfælde, tilligemed frygten for sørejsens upålidelighed, ikke turdet benytte den ventende flåde, men havde til hensigt at tage vejen over Sundet og Danmark.
Svenskerne harmede sig højligen over den spildte udgift på flådens udrustning i Kalmar, ligesom over dronning Kristinas upasselighed, så meget desto mere, som det snart spurgtes, at der alt i nogen tid forud var bestilt postheste og vogne i Helsingør, samt forspænd hele Danmark igennem til Hamborg, så det stod klart for enhver, at det aldrig havde været hendes virkelige hensigt at benytte den tilsagte flåde i Kalmar til overfarten, men at den hele forestilling med den forandrede rejseplan kun skete for at føre den offentlige mening bag lyset.
Efterat dronning Kristina havde meddelt kong Karl Gustav sin forandrede rejseplan, ilede hun nu lige så rastløs mod vest, som hun før var draget mod øst, kursen sattes mod byen Halmstad nærved den danske grænse; her tilbragte dronning Kristina nogle dage og sendte derfra flere breve afsted til udlandet. Her afskedigede hun også størstedelen af sit følge på 4 adelsmænd og noget tjenerskab nær, hvoriblandt to hollandske piger, de eneste kvindelige væsener, dronningen foreløbigt førte med sig. En luthersk præst, som dronning Kristina, for et syns skyld, havde taget med sig fra Stockholm, blev også sendt tilbage fra Halmstad.
Blandt dem, der også fulgte dronning Kristina til Sveriges grænse på denne rejse, var Corfitz Ulfeldt. For at indsmigre sig hos den nye konge, Karl Gustav, forstrakte Ulfeldt han med en større pengesum. Såvel Ulfeldt som hans gemalinde følte meget ved dronning Kristinas Bortrejse, thi dels havde hun været dem bevågen, og dels havde de en stor sum penge tilgode hos hende endnu, hvilken herefter kunne betragtes som uerholdelig; ikke så sært, at Eleonora Christina Ulfeldt henflød i tårer på dronning Kristinas tronfrasigelsesdag!
Fra Halmstad fortsatte dronning Kristina rejsen sydpå; ved ankomsten til den bæk, der dengang dannede grænseskællet imellem Sverige og Danmark, steg dronning Kristina af vognen, og med udtrykket af den inderligste glæde hoppede hun over på dansk grund og udråbte:
«Endelig er jeg i frihed, endelig er jeg sluppen bort fra Sverige, og jeg håber aldrig mere at vende tilbage!»
English translation (my own):
Regarding her journey, however, Queen Kristina was somewhat uneasy on the inside and afraid that the assembled Estates would put obstacles in her way of traveling out of the kingdom and consuming her income there, especially if it was rumoured that she was secretly thinking of converting to Catholicism at the first opportunity.
It was therefore necessary to temporarily suppress all suspicion and make the population as safe as possible in that direction. To that end, Queen Kristina attended the Lutheran service at Storkyrkan in Stockholm, just as she also enjoyed the Sacrament of the altar there. — She still rented a large private residence in Stockholm, where she would live, as she said, when she returned to Stockholm from the bath Spa in the province of Liège in Belgium, where she pretended to want to travel for the sake of her health.
In connection with this, she had previously had 12 Swedish warships equipped and assembled in Kalmar at the State's expense, which were to carry her and her suite across the Baltic Sea to Wismar in Pomerania.
When the newly crowned King, Karl Gustav, had returned from Uppsala to Stockholm, he dutifully attended Queen Kristina there; at the same time, he expressed his mild reproach and amicable regret that she had rented a private residence in Stockholm, asking her to use the Swedish royal castle as before, to which she replied "that after her return from the bath she would gratefully accept it", etc.
After a few days in Stockholm, Queen Kristina left. The King followed her a short distance outside the city and then turned around himself, while he let some councilmen follow her on. She went to Nyköping Castle to say a short farewell to her mother, the Dowager Queen Maria Eleonora. Queen Kristina had asked King Karl Gustav to meet her at Nyköping Castle; here she said goodbye to her mother, saying to her: "I am depriving you of a daughter, but giving you a son [Karl Gustav] instead."
Kristina's farewell was very chilly, whilst her mother was beside herself with grief and could not sleep at night. Even before leaving at 5 o'clock the next morning, Kristina consoled her mother, — they never saw each other again. From Nyköping, the journey continued in the direction of Kalmar and the waiting fleet, and as quickly as the traveling party could get across the road.
This was how it went for the first few days, but then Queen Kristina changed her mind, blaming her illness for the changed travel plan; she wrote to King Karl Gustav that she had been forced to stay still for a few days due to her indisposition and, due to this sickness, coupled with the fear of the unreliability of the sea voyage, did not dare to use the waiting fleet, but intended to take the route across the Sound and Denmark.
The Swedes were greatly indignant at the wasted expense of equipping the fleet in Kalmar, as well as at Queen Kristina's indiscretion, all the more so as it was soon learned that post horses and carriages had been ordered in Helsingør some time in advance, as well as advance trains all the way through Denmark to Hamburg, so that it was clear to everyone that it had never been her real intention to use the promised fleet in Kalmar for the crossing, but that the whole show with the changed itinerary was only done to mislead public opinion.
After Queen Kristina had informed King Karl Gustav of her changed travel plan, she now hurried westward as restlessly as she had previously gone eastward, heading for the city of Halmstad near the Danish border; Queen Kristina spent a few days here and from there sent several letters abroad. Here she also dismissed the majority of her entourage of 4 noblemen and a few servants, including two Dutch girls, the only female beings the Queen was taking with her for the time being. A Lutheran priest whom Queen Kristina had brought with her from Stockholm for the sake of appearances was also sent back from Halmstad.
Among those who also accompanied Queen Kristina to Sweden's border on this journey was Corfitz Ulfeldt. In order to ingratiate himself with the new king, Karl Gustav, Ulfeldt advanced him a large sum of money. Both Ulfeldt and his wife felt very strongly about Queen Kristina's departure, for partly she had been affectionate to them, and partly they still had a large sum of money owed to her, which could henceforth be considered irrecoverable. No wonder that Leonora Christina Ulfeldt burst into tears on the day of Queen Kristina's abdication!
From Halmstad, Queen Kristina continued her journey south; upon arrival at the stream that then formed the border between Sweden and Denmark, Queen Kristina got out of the carriage, and with an expression of the most heartfelt joy, she hopped onto Danish soil and exclaimed:
"Finally I am free, finally I have escaped from Sweden, and I hope never to return again!"
Above: Kristina.
No comments:
Post a Comment