Source:
Dronning Christina af Sverrig 1626-1689, pages 60 to 64, published by H. E. Friis, 1896; original at Harvard University
The account:
Da alle Forberedelser vare tilende, blev d. 6te Juni 1654 ansat til at være den saa længe imødesete Tronfrasigelsesdag. Klokken 7 om Morgenen indfandt Prins Carl Gustav sig tilligemed Rigsraaderne i Dronning Christinas Gemakker, forinden de begav sig ned i Tronsalen, hvor Stændernes Repræsentanter vare forsamlede. Dronning Christina var iført en hvid, glat Silkekjole, hvorover hun bar Kroningskappen af blaa Silke, foret med Hermelin og oversaaet med det svenske Vaabenskjolds gyldne Kroner. For sidste Gang bar hun Tegnene paa den kongelige Værdighed, Sceptret i højre Haand og Rigsæblet i venstre, hvilke overraktes hende af de højeste og ældste Rigsraader. Sidst traadte Rigsdrosten P. Brahe frem og fæstede Kronen paa Dronning Christinas Hoved, idet han sagde til hende: «Det er 2den Gang, jeg gør dette, men jeg laaner ikke min Haand til at tage den af igen nede i Tronsalen, da jeg vil vise enhver, at jeg ikke har Lod eller Del i Eders Majestæts Forehavende.»
Da Klokken var lidt over 2, begav Dronning Christina med Følge sig til Tronsalen, hvor der allerede var en stor Forsamling til Stede. Paa en Forhøjning med 3 Trin stod den Tronstol af Sølv, som den nu i Unaade faldne Grev Magnus de la Gardie havde foræret Dronning Christina, medens han endnu for faa Aar siden stod i hendes højeste Gunst. Over Tronstolen var anbragt en rigt broderet Baldakin med Dronning Christinas Navnetræk. Saavel Stol som Tronhimmel eksistere den Dag idag paa Musæet i Stockholm.
Da Afsigelsesceremonien begyndte, indtog Dronning Christina sin Plads paa Tronstolen. Hendes Frasigelsesakt blev oplæst, ifølge hvilken hendes Undersaatter bleve løste fra deres Ed til hende paa visse opregnede Vilkaar o. s. v. Den vordende Konge, Carl Gustav, afleverede derpaa i dybeste Underdanighed sin skriftlige Forsikring om samvittighedsfuld Opfyldelse af Sverrigs og sine egne fremtidige Forpligtelser imod Dronning Christina med Hensyn til Fremsendelsen i rette Tid af de stipulerede Aarpenge.
Derpaa vinkede Dronning Christina de fem højeste Embedsmænd frem for at aftage hende Insignierne paa hendes kongelige Værdighed, som nu herefter skulde pryde en anden. Da den gamle Rigsdrost P. Brahe, uagtet Dronningen vinkede flere Gange, ikke vilde komme og tage Kronen af hendes Hoved, tog hun den selv af, og først nu fremtraadte den gamle, tro Tjener og tog Kronen af hendes Haand og satte den ved Siden af de øvrige Insignier paa Regaliebordet. Dernæst traadte to Kammerherrer frem og afførte hende den med Hermelin forede Kroningskappe.
Derpaa traadte Dronning Christina fra Tronstolen ned paa Forhøjningens sidste Trin, hvor hun, iklædt sin tarvelige Silkekjole, kun med en Vifte i Haanden, under dyb Tavshed fra Forsamlingens Side holdt en Afskedstale med en høj, klar og tydelig Stemme, om end Stemmen af og til var meget bevæget og noget taarekvalt i denne højtidelige Stund. Tilhørerne vare meget bevægede, og Taarerne stod i alles Øjne. Talen gjorde et saa godt Indtryk, at alt, hvad Dronning Christina havde fejlet og forbrudt, og hvad man kunde lægge hende til Last, nu var glemt i Afskedsstunden; alle indrømmede gerne den gode Styrelse og den gode Vilje, hvoraf hun i sin Tale roste sig. Da denne Tale til den hele Forsamling var tilende, steg hun ned fra Forhøjningens sidste Trin, og idet hun talte til Prins Carl Gustav, formanede hun ham til at være en god Monark samt være et Værn for hendes Moder, Enkedronning Maria Eleonora, og dem af hendes Venner og Tjenere, som herefter vilde tjene den nye Hersker. Derpaa førte Dronning Christina Prins Carl Gustav op til Tronstolen og pegede paa Kroningskaaben og Regalierne, idet hun bød ham at tage dem i Besiddelse. Prins Carl Gustav bad hende endnu en Gang om at opgive at nedlægge Kronen; men da hun naturligvis ogsaa nægtede det nu paa dette Tidspunkt, takkede han hende for al hendes Godhed og tilsvor hende evig Taknemmelighed o. s. v.
Efter endt Højtidelighed vendte Christina tilbage til sine Gemakker, hvor den hele Forsamling stedtes til Haandkys hos hende som sidste Slutning paa deres undersaatlige Forhold til den snart bortdragende Dronning.
Endelig havde denne mærkværdige Kvinde da nu naaet at faa sin Vilje sat igennem, at blive fri for Kronen og dennes Byrder og Bekymringer. I Øjeblikket var hun derfor meget glad og lod flere Skuemønter slaa for at forherlige dette i hendes Øjne storartede Skridt. Lidet anede hun dengang, at hun nogle Aar senere gentagne Gange, skønt forgæves, paany skulde forsøge paa atter at faa en Krone paa sit Hoved. Ret beset var Dronning Christinas Selvopofrelse og Forsagelse ved at nedlægge Kronen ikke saa stor, som hun selv og mange mente; thi til samme Tid hun beholdt det kongelige Navn og Værdighed samt den dermed forbundne meget store Apanage og øvrige Herligheder, havde hun vundet den mest ubundne Frihed til at bevæge sig uhindret overalt og herefter at kunne leve for kun alene at tænke paa sig selv.
Da Dronning Christina nedsteg fra den svenske Trone, havde Gustav Vasas Æt beklædt den i 131 Aar fra 1523—1654.
Om Eftermiddagen, samme Dag som Dronning Christina havde nedlagt Kronen om Formiddagen, blev Prins Carl Gustav kronet til Konge i Domkirken i Upsala. Dronning Christina vilde ikke være Øjenvidne dertil, men foretog, medens det stod paa, en Køretur i Byens Omegn.
Den nye Konge vedblev at bevise den nedstegne Dronningen den samme udsøgte Høflighed og Ærbødighed som før Kroningen. Han gik altid paa venstre Side af hende, rakte hende Servietten ved Taflet, holdt Stigbøjlen for hende, naar hun steg til Hest, og kaldte hende sin «Fru Moder.»
Skønt der vistes Dronning Christina ligesaa meget Hensyn som før, brændte dog Jorden under hendes Fødder, og hun vilde hurtigst muligt bort. I Sverrig fandt hun ikke mere Ro, men dreven af en heftig Længsel og Utaalmodighed vilde hun se snarest at komme bort til det skønne Syden, hvor hun ventede en sorgfri og nydelsesrig Tilværelse.
Dronning Christina paaskyndede derfor Afrejsen fra Upsala saa meget som muligt. Rigsdrosten Brahe ytrede Forundring over denne hendes Ilfærdighed, hvortil hun svarede: «Hvorledes kan De tro, at jeg, som forud har været alene raadende, kan blive her, hvor jeg vil faa at se min fordums Magt i en andens Haand?»
Da det var Dronning Christinas faste Beslutning, saa snart ske kunde, at rejse bort, forærede Kong Carl Gustav hende en kostbar Naal, besat med ægte Perler, til en Værdi af 38,000 Ecus, dernæst en Anvisning paa 50,000 Ecus til Rejsepenge.
Dagen efter Nedtrædelsen fra Tronen, Kl. 11 om Aftenen, forlod Dronning Christina Upsala, omendskønt det øsregnede. Uagtet det var sen Aften, paraderede Soldaterne, Kanonskud løsnedes, og Dronning Christina blev fulgt paa Vej af den nye Konge, Raadet og Ridderskabet. Først næste Dag vendte Kongen tilbage til Upsala, medens Dronning Christina rejste videre til Stockholm, hvor hun vilde tilbringe Søndagen.
Da Kong Carl Gustav ofte forgæves havde anholdt Dronning Christina om hendes Haand, vilde han nu, da han var bleven Konge — om end vel mest for et Syns Skyld — gentage Forsøget for at vise hende, at det var ikke Kronen, men Personen, han vilde have. Kong Carl Gustav lod derfor en af sine højtbetroede Hofmænd sondere Stemningen hos Dronning Christina i saa Henseende; hendes Svar var: «Havde jeg villet gifte mig, saa havde det været mere tidssvarende for mig som Dronning at tage mig en Gemal end nu efter Nedlæggelsen af min Krone at lade mig tage til Gemalinde.»
With modernised spelling:
Da alle forberedelser vare tilende, blev den 6. juni 1654 ansat til at være den så længe imødesete tronfrasigelsesdag. Klokken 7 om morgenen indfandt prins Karl Gustav sig tilligemed rigsråderne i dronning Kristinas gemakker, forinden de begav sig ned i tronsalen, hvor Stændernes repræsentanter vare forsamlede.
Dronning Kristina var iført en hvid, glat silkekjole, hvorover hun bar kroningskappen af blå silke, foret med hermelin og oversået med det svenske våbenskjolds gyldne kroner. For sidste gang bar hun tegnene på den kongelige værdighed, sceptret i højre hånd og rigsæblet i venstre, hvilke overraktes hende af de højeste og ældste rigsråder. Sidst trådte rigsdrosten Per Brahe frem og fæstede kronen på dronning Kristinas hoved, idet han sagde til hende:
«Det er anden gang, jeg gør dette, men jeg låner ikke min hånd til at tage den af igen nede i tronsalen, da jeg vil vise enhver, at jeg ikke har lod eller del i Eders Majestæts forehavende.»
Da klokken var lidt over 2, begav dronning Kristina med følge sig til tronsalen, hvor der allerede var en stor forsamling til stede. På en forhøjning med 3 trin stod den tronstol af sølv, som den nu i unåde faldne grev Magnus de la Gardie havde foræret dronning Kristina, medens han endnu for få år siden stod i hendes højeste gunst. Over tronstolen var anbragt en rigt broderet baldakin med dronning Kristinas navnetræk. Såvel stol som tronhimmel eksistere den dag i dag på museet i Stockholm.
Da afsigelsesceremonien begyndte, indtog dronning Kristina sin plads på tronstolen. Hendes frasigelsesakt blev oplæst, ifølge hvilken hendes undersåtter bleve løste fra deres ed til hende på visse opregnede vilkår osv. Den vordende konge, Karl Gustav, afleverede derpå i dybeste underdanighed sin skriftlige forsikring om samvittighedsfuld opfyldelse af Sveriges og sine egne fremtidige forpligtelser imod dronning Kristina med hensyn til fremsendelsen i rette tid af de stipulerede årpenge.
Derpå vinkede dronning Kristina de fem højeste embedsmænd frem for at aftage hende insignierne paa hendes kongelige værdighed, som nu herefter skulle pryde en anden. Da den gamle rigsdrost P. Brahe, uagtet dronningen vinkede flere gange, ikke ville komme og tage kronen af hendes hoved, tog hun den selv af, og først nu fremtrådte den gamle, tro tjener og tog kronen af hendes hånd og satte den ved siden af de øvrige insignier på regaliebordet. Dernæst trådte to kammerherrer frem og afførte hende den med hermelin forede kroningskappe.
Derpå trådte dronning Kristina fra tronstolen ned på forhøjningens sidste trin, hvor hun, iklædt sin tarvelige silkekjole, kun med en vifte i hånden, under dyb tavshed fra forsamlingens side holdt en afskedstale med en høj, klar og tydelig stemme, omend stemmen af og til var meget bevæget og noget tårekvalt i denne højtidelige stund. Tilhørerne vare meget bevægede, og tårerne stod i alles øjne. Talen gjorde et så godt indtryk, at alt, hvad dronning Kristina havde fejlet og forbrudt, og hvad man kunde lægge hende til last, nu var glemt i afskedsstunden; alle indrømmede gerne den gode styrelse og den gode vilje, hvoraf hun i sin tale roste sig.
Da denne tale til den hele forsamling var tilende, steg hun ned fra forhøjningens sidste trin, og idet hun talte til prins Karl Gustav, formanede hun ham til at være en god monark samt være et værn for hendes moder, enkedronning Maria Eleonora, og dem af hendes venner og tjenere, som herefter ville tjene den nye hersker. Derpå førte dronning Kristina prins Karl Gustav op til tronstolen og pegede på kroningskåben og regalierne, idet hun bød ham at tage dem i besiddelse. Prins Karl Gustav bad hende endnu en gang om at opgive at nedlægge kronen; men da hun naturligvis også nægtede det nu på dette tidspunkt, takkede han hende for al hendes godhed og tilsvor hende evig taknemmelighed osv.
Efter endt højtidelighed vendte Kristina tilbage til sine gemakker, hvor den hele forsamling stedtes til håndkys hos hende som sidste slutning på deres undersåtlige forhold til den snart bortdragende dronning.
Endelig havde denne mærkværdige kvinde da nu nået at få sin vilje sat igennem, at blive fri for kronen og dennes byrder og bekymringer. I øjeblikket var hun derfor meget glad og lod flere skuemønter slå for at forherlige dette i hendes øjne storartede skridt. Lidet anede hun dengang, at hun nogle år senere gentagne gange, skønt forgæves, på ny skulle forsøge på atter at få en krone på sit hoved.
Ret beset var dronning Kristinas selvopofrelse og forsagelse ved at nedlægge kronen ikke så stor, som hun selv og mange mente; thi til samme tid hun beholdt det kongelige navn og værdighed samt den dermed forbundne meget store apanage og øvrige herligheder, havde hun vundet den mest ubundne frihed til at bevæge sig uhindret overalt og herefter at kunne leve for kun alene at tænke på sig selv.
Da dronning Kristina nedsteg fra den svenske trone, havde Gustav Vasas æt beklædt den i 131 år, fra 1523-1654.
Om eftermiddagen, samme dag som dronning Kristina havde nedlagt Kronen om formiddagen, blev prins Karl Gustav kronet til konge i domkirken i Uppsala. Dronning Kristina ville ikke være øjenvidne dertil, men foretog, medens det stod på, en køretur i byens omegn.
Den nye konge vedblev at bevise den nedstegne dronningen den samme udsøgte høflighed og ærbødighed som før kroningen. Han gik altid på venstre side af hende, rakte hende servietten ved taflet, holdt stigbøjlen for hende, når hun steg til hest, og kaldte hende sin «frue moder».
Skønt der vistes dronning Kristina lige så meget hensyn som før, brændte dog jorden under hendes fødder, og hun ville hurtigst muligt bort. I Sverige fandt hun ikke mere ro, men, dreven af en heftig længsel og utålmodighed, ville hun se snarest at komme bort til det skønne Syden, hvor hun ventede en sorgfri og nydelsesrig tilværelse.
Dronning Kristina påskyndede derfor afrejsen fra Uppsala så meget som muligt. Rigsdrosten Brahe ytrede forundring over denne hendes ilfærdighed, hvortil hun svarede:
«Hvorledes kan De tro, at jeg, som forud har været alene rådende, kan blive her, hvor jeg vil få at se min fordums magt i en andens hånd?»
Da det var dronning Kristinas faste beslutning, så snart ske kunne, at rejse bort, forærede kong Karl Gustav hende en kostbar nål, besat med ægte perler, til en værdi af 38,000 écus, dernæst en anvisning på 50,000 écus til rejsepenge.
Dagen efter nedtrædelsen fra tronen, kl. 11 om aftenen, forlod dronning Kristina Uppsala, omendskønt det øsregnede. Uagtet det var sen aften, paraderede soldaterne, kanonskud løsnedes, og dronning Kristina blev fulgt på vej af den nye konge, Rådet og ridderskabet. Først næste dag vendte kongen tilbage til Uppsala, medens dronning Kristina rejste videre til Stockholm, hvor hun ville tilbringe søndagen.
Da kong Karl Gustav ofte forgæves havde anholdt dronning Kristina om hendes hånd, ville han nu, da han var bleven konge — omend vel mest for et syns skyld — gentage forsøget for at vise hende, at det var ikke kronen, men personen, han ville have. Kong Karl Gustav lod derfor en af sine højtbetroede hofmænd sondere stemningen hos dronning Kristina i så henseende; hendes svar var:
«Havde jeg villet gifte mig, så havde det været mere tidssvarende for mig som dronning at tage mig en gemal end nu efter nedlæggelsen af min krone at lade mig tage til gemalinde.»
English translation (my own):
When all preparations were complete, June 6, 1654, was set as the long-awaited abdication day. At 7 o'clock in the morning, Prince Karl Gustav and the councilmen arrived in Queen Kristina's apartments before they went down to the throne room, where the representatives of the Estates were assembled.
Queen Kristina was wearing a white, smooth silk dress, over which she wore the coronation robe of blue silk, lined with ermine and studded with the golden crowns of the Swedish coat of arms. For the last time, she carried the insignia of royal dignity, the scepter in her right hand and the orb in her left, which were presented to her by the highest and oldest councilmen. Finally, the Grand Steward Per Brahe stepped forward and fastened the crown on Queen Kristina's head, saying to her:
"This is the second time I am doing this, but I will not lend my hand to take it off again down in the throne room, for I want to show everyone that I have no share or part in Your Majesty's plans."
When it was a little after 2 o'clock, Queen Kristina and her entourage went to the throne room, where a large assembly was already present. On a platform with 3 steps stood the silver throne, which the now disgraced Count Magnus de la Gardie had given to Queen Kristina, while he had still been in her highest favour a few years earlier. Above the throne was a richly embroidered canopy with Queen Kristina's monogram on it. Both the throne and the throne canopy exist to this day in the museum in Stockholm.
When the abdication ceremony began, Queen Kristina took her place on the throne. Her act of abdication was read out, according to which her subjects were released from their oath to her on certain enumerated conditions, etc. The future king, Karl Gustav, then, in the deepest submission, delivered his written assurance of conscientious fulfillment of Sweden's and his own future obligations to Queen Kristina with regard to the timely transmission of the stipulated annuities.
Then Queen Kristina waved the five highest officials forward to take away from her the insignia of her royal dignity, which would now adorn someone else. When the old Grand Steward P. Brahe, despite the Queen's repeated beckons, would not come and take the crown from her head, she took it off herself, and only then did the old, faithful servant appear and take the crown from her hand and place it next to the other insignia on the regalia table. Then two chamberlains stepped forward and carried off the ermine-lined coronation robe from her.
Then Queen Kristina stepped from the throne onto the last step of the dais, where, dressed in her simple silk dress, with only a fan in her hand, she, amidst profound silence from the assembly, gave a farewell speech in a loud and clear voice, although her voice was sometimes very moved and somewhat choked by tears at this solemn moment. The audience was very moved, and tears stood in everyone's eyes. The speech made such a good impression that everything that Queen Kristina had failed and done wrong, and what could be blamed on her, was now forgotten in the farewell moment; everyone readily acknowledged the good governance and good will of which she praised herself in her speech.
When this speech to the whole assembly was over, she descended from the last step of the dais, and, speaking to Prince Karl Gustav, she admonished him to be a good monarch and to be a protector of her mother, the Dowager Queen Maria Eleonora, and those of her friends and servants who would henceforth serve the new ruler. Then Queen Kristina led Prince Karl Gustav up to the throne and pointed to the coronation robe and regalia, bidding him to take possession of them. Prince Karl Gustav once again asked her to give up on abdicating the crown; but when she naturally also refused to do so at this time, he thanked her for all her kindness and swore eternal gratitude to her, etc.
After the ceremony, Kristina returned to her chambers, where the entire assembly came to kiss her hand as a final end to their relationship as subjects with the soon-to-be departing Queen.
Finally, this remarkable woman had managed to get her will through, to be free from the crown and its burdens and worries. At the moment she was therefore very happy and had several medals struck to glorify this, in her eyes, magnificent step. Little did she know at the time that a few years later she would repeatedly, although in vain, try again to get a crown on her head.
Quite frankly, Queen Kristina's self-sacrifice and renunciation by laying down the crown was not as great as she herself and many thought, for at the same time as she retained the royal name and dignity as well as the very large appanage and other glories associated with it, she had won the most unfettered freedom to move around unhindered everywhere and from then on to be able to live only thinking about herself.
When Queen Kristina stepped down from the Swedish throne, Gustav Vasa's family had occupied it for 131 years, from 1523-1654.
In the afternoon, the same day that Queen Kristina had abdicated in the morning, Prince Karl Gustav was crowned king in Uppsala Cathedral. Queen Kristina did not want to be an eyewitness to the event, but took a drive around the city while it was happening.
The new King continued to show the abdicated Queen the same exquisite courtesy and deference as before the coronation. He always walked on her left side, handed her the napkin at the table, held the stirrup for her when she mounted her horse, and called her his "Lady Mother".
Although Queen Kristina was shown just as much consideration as before, the ground beneath her feet was burning, and she wanted to leave as soon as possible. She found no more peace in Sweden, but, driven by a passionate longing and impatience, she wanted to get away as soon as possible to the beautiful South, where she expected a carefree and enjoyable life.
Queen Kristina therefore hastened her departure from Uppsala as much as possible. The Grand Steward Brahe expressed surprise at her haste, to which she replied:
"How can you believe that I, who have previously ruled alone, can remain here, where I will see my former power in the hands of another?"
As it was Queen Kristina's firm decision to leave as soon as possible, King Karl Gustav gave her a precious pin, set with real pearls, worth 38,000 écus, and then a bill for 50,000 écus for travel expenses.
The day after her abdication, at 11 o'clock in the evening, Queen Kristina left Uppsala, despite the pouring rain. Despite it being late evening, the soldiers paraded, cannon shots were fired, and Queen Kristina was followed on her way by the new King, the Council, and the nobility. Only the next day did the King return to Uppsala, while Queen Kristina traveled on to Stockholm, where she would spend Sunday.
Since King Karl Gustav had often unsuccessfully asked Queen Kristina for her hand, now that he had become king — albeit mostly for show — he wanted to repeat the attempt to show her that it was not the crown, but the person he wanted. King Karl Gustav therefore had one of his most trusted courtiers sound out Queen Kristina's mood in this regard; her answer was:
"If I had wanted to marry, it would have been more fitting for the time for me as a queen to take a consort than now, after the abdication of my crown, to let myself be taken as a consort."
_-_Livrustkammaren_-_91525.tif.jpg)
Above: Kristina.
Above: Karl Gustav.
No comments:
Post a Comment