Source:
Dronning Christina af Sverrig 1626-1689, pages 57 to 60, published by H. E. Friis, 1896; original at Harvard University
The account:
Det var først 2 Aar efter, at Dronning Christina gjorde Alvor af at foretage sig nogle afgørende Skridt henimod Tronnedlæggelsen; det er muligt, at Planen blev lagt ved Hjælp af Don Pimentelli, der, som vi have hørt, var kommen tilbage til Sverrig uden efter sin afbrudte Rejse til Spanien med Fregatten «Herkules». Da Dronning Christina nødigt vilde rejse tomhændet ud af Sverrig, men helst have saa mange Ejendele med som muligt, og da hun dog ikke helt aabenlyst turde føre Stockholms Slots Indhold af Møbler, Malerier og Kostbarheder ud af Landet, saa udspredte hun det Rygte, at hun vilde tilbringe Vinteren i Gøteborg, og som Grund dertil angav hun, at Pesten havde begyndt at vise sig i Stockholm. Uagtet der endnu ingen Fare var paa Færde i den Retning, lod hun dog sine Sager indpakke og fra Stockholms Slot sende til Gøteborg. Der afsendtes 100 store Pakkasser, indeholdende Møbler, Bøger, Malerier, Billedhuggerarbejder, Guld- og Sølvservice, samt alle Slags Kostbarheder, som i Aarrækker vare samlede — det hele vurderet til flere Mill. Livres.
De mere klartsynede Svenske tvivlede ikke om, at det var Dronning Christinas hemmelige Plan at føre alle disse Rariteter ud af Riget; og ganske rigtigt, istedetfor at pakke Kasserne ud i Gøteborg bleve de derfra afskibede til Flandern, hvorhen hun agtede selv senere at drage. Da Kasserne vare vel besørgede, forlod Dronning Christina med hele sit Følge Stockholms Slot, som nu var plyndret for sine Prydelser; hun drog dog ikke til Gøteborg, som hun havde bebudet, men derimod til Upsala. Efterat saaledes en saa betydelig Del af Kronens Løsøre var bragt til Side, gjorde Dronning Christina ikke længere nogen Hemmelighed af sin bestemte Vilje at ville nedlægge Kronen.
Der blev naturligvis strittet imod fra Rigsraadernes Side, idet de gjorde gældende, at Dronning Christina endnu var ung og af et omskifteligt Sind, saa hun muligen senere kunde fortryde det; men al deres Tale var ørkesløs, og forgæves sagde den gamle Minister Axel Oxenstjerna: «Skal det altsaa saa være, saa bør det ske jo før jo heller.»
Det var den gamle Tjener en svær Tanke, at alt, hvad han havde ofret af Tid og Møje paa den kære afdøde Kong Gustav Adolfs Datter, var spildt, og at et nyt Fyrstehus herefter skulde nyde godt deraf, medens Christina, det fordum saa elskede og haabefulde Barn, muligvis skulde henleve sine Dage fjernt fra Sverrig og maaske blive Genstand for Spot og Dadel.
Nu var der imidlertid ikke andet at gøre end lade hende have sin frie Vilje og se at foretage de deraf følgende Skridt for helt at befri den regeringstrætte Dronning for de snærende Baand. Tronfrasigelsen nærmede sig derfor mere og mere. D. 21de Maj 1654 var Rigsdagen bleven indkaldt, og Dronning Christina vilde være til Stede for at meddele de forsamlede Stænder sin urokkelige Beslutning om at træde ned fra Tronen. Dronning Christina bad den gamle Minister Oxenstjerna at indlede Mødet og forberede Forsamlingen paa Hensigten med Rigsdagens Sammenkaldelse; men Oxenstjerna vægrede sig ved at tage Ordet, idet han sagde: «Jeg har helligt lovet Dronningens Hr. Fader at bibeholde Sverrigs Riges Krone paa hans Datters Hoved. Denne Ed vilde jeg nu bryde, om jeg paa nogen Maade laante Haand eller Røst til en Foranstaltning som den herværende, der tilsigter lige det modsatte.» — Der opstod derfor en stort Pause, i hvilken Dronning Christina samlede sine Tanker, og dernæst fremsatte hun i et klart Foredrag sin urokkelige Beslutning om nu at nedlægge Kronen, hvilket hun alt tidligere havde haft i Sinde, men ved Modforestillinger var bragt bort fra.
Efterat Dronning Christina havde endt sin Tale, traadte de forskellige Stænders Repræsentanter frem og sagde hende en Del mindre velmente, om end tilsyneladende smigrende Talemaader. Den Tale, den var den mest velmente og hjerteligste, holdtes af Bøndernes Repræsentant, der i sin Vadmelskjortel gik hen til Dronningen og sagde: «Ak min Gud! Hvad tænker Eders Majestæt paa ved at have til Hensigt at forlade vort Rige og os, som dog elske Eder saa højt? Hvor kan Eders Majestæt vinde noget bedre end det, De har. Et saadant Rige kan ikke lettelig faas igen. Visselig kommer Eders Majestæt til at angre dette. Ligesaa sørge vi, thi vor Velfærd sættes derved paa Spil. Prinsen er jo en hæderlig Herre, som vi gerne ville lyde, naar hans Tid kommer, men saalænge I lever, ville vi beholde Eder her. Derfor, naadigste Dronning, vær herefter som hidtil vor Forhest! Vi skulle, saa godt vi formaa, hjælpe Eder at trække Læsset.»
Derpaa nærmede Bonden sig til Dronningen, greb hendes Haand og rystede den hjerteligt og kyssede den to, tre Gange, vendte derpaa hastigt omkring og gik tilbage til sin Plads, idet han aftørrede et Par Taarer, der sneg sig frem i hans Øjne. Kort efter hævedes Mødet for den Dag. I de paafølgende Dage førtes der lange Underhandlinger om, hvor meget Sverrig skulde udrede om Aaret til Dronning Christinas Underhold, hvad enten hun blev i Riget eller drog ud deraf. Dronning Christina bestræbte sig for at faa saa stort et Aarsunderhold som muligt. Tilsidst enedes alle Parter om, at hun skulde have Indtægten af Øerne Gulland, Øland og Øsel m. m., foruden Staden Norrköping i Sverrig samt Strøgods, og Byen Wolgast i Pommern. Dronning Christina fik omtrent fuld Suverænitet over disse Landsdele og skulde kun staa Gud til Ansvar for sin Handlemaade. Indbyggerne skulde aflægge Ed til Dronning Christina, dog dømmes efter svensk Ret; derimod skulde Fejl begaaede af hendes Hoffolk paadømmes og straffes af hendes private og personlige Dom. Ogsaa skulde Landsdelene forblive ved den lutherske Lære og falde tilbage til Sverrig efter hendes Død. Endvidere skulde Sverrig betale al den Gæld, Dronning Christina havde, fra den Dag hun steg ned fra Tronen.
Indtægten af ovennævnte Landsdele formentes at kunne blive godt en halv Million Kroner om Aaret.
Oprindelig var det ogsaa paatænkt at paalægge Dronning Christina den Forpligtelse at blive boende i Sverrig, for at Pengene kunde fortæres der, men da den tilkommende Konge, Carl Gustav, mente, at det ikke var saa heldigt, naar der var to Suveræner i Landet, saa blev dette Forlangende frafaldet, skønt Forslaget var blevet støttet af den gamle Minister Oxenstjerna.
Der var et andet Punkt, som var mere brændende, nemlig Dronning Christinas Trosbekendelse, idet de svenske Præster, opskræmmede af Rygterne om hendes Velvilje for Katolicismen, vilde have vedføjet, at Betingelsen for, at Dronning Christina kunde nyde det aarlige Aarsunderhold fra Sverrig, skulde lyde: «Saafremt Dronning Christina forbliver i den lutherske Tro.» Dronning Christina, som selv var til Stede, da dette Forslag fremkom, bad Præsteskabet at afstaa derfra; «thi», sagde hun, «det vilde se ud, som om der var Anledning til at betvivle min Hengivenhed for den lutherske Lære, i hvilken jeg er født og opdragen, og hvori jeg agter at forblive, endogsaa uden en saadan Forpligtelse.» Præsterne lod sig overtale, og Forslaget faldt.
Alt var nu saaledes i Orden, saa Dronning Christina herefter kunde blive fri for Kronens Byrde, dernæst forlade det ringeagtede Fædreland og senere tumle sig frit i Sydens lifligere Lande, hvortil hendes Hu stod.
With modernised spelling:
Det var først 2 år efter, at dronning Kristina gjorde alvor af at foretage sig nogle afgørende skridt henimod tronnedlæggelsen; det er muligt, at planen blev lagt ved hjælp af don Pimentelli, der, som vi have hørt, var kommen tilbage til Sverige uden efter sin afbrudte rejse til Spanien med fregatten «Herkules». Da dronning Kristina nødigt ville rejse tomhændet ud af Sverige, men helst have så mange ejendele med som muligt, og da hun dog ikke helt åbenlyst turde føre Stockholms slots indhold af møbler, malerier og kostbarheder ud af landet, så udspredte hun det rygte, at hun ville tilbringe vinteren i Gøteborg, og som grund dertil angav hun, at pesten havde begyndt at vise sig i Stockholm.
Uagtet der endnu ingen fare var på færde i den retning, lod hun dog sine sager indpakke og fra Stockholms slot sende til Gøteborg. Der afsendtes 100 store pakkasser indeholdende møbler, bøger, malerier, billedhuggerarbejder, guld- og sølvservice, samt alle slags kostbarheder, som i årrækker vare samlede — det hele vurderet til flere million livres.
De mere klartsynede svenske tvivlede ikke om, at det var dronning Kristinas hemmelige plan at føre alle disse rariteter ud af riget; og ganske rigtigt, istedetfor at pakke kasserne ud i Gøteborg bleve de derfra afskibede til Flandern, hvorhen hun agtede selv senere at drage. Da kasserne vare vel besørgede, forlod dronning Kristina med hele sit følge Stockholms slot, som nu var plyndret for sine prydelser; hun drog dog ikke til Gøteborg, som hun havde bebudet, men derimod til Uppsala. Efterat således en så betydelig del af Kronens løsøre var bragt til side, gjorde dronning Kristina ikke længere nogen hemmelighed af sin bestemte vilje at ville nedlægge kronen.
Der blev naturligvis strittet imod fra rigsrådernes side, idet de gjorde gældende, at dronning Kristina endnu var ung og af et omskifteligt sind, så hun muligen senere kunne fortryde det; men al deres tale var ørkesløs, og forgæves sagde den gamle minister Axel Oxenstierna: «Skal det altså så være, så bør det ske jo før jo heller.»
Det var den gamle tjener en svær tanke, at alt, hvad han havde ofret af tid og møje på den kære afdøde kong Gustav Adolfs datter, var spildt, og at et nyt fyrstehus herefter skulle nyde godt deraf, medens Kristina, det fordum så elskede og håbefulde barn, muligvis skulde henleve sine dage fjernt fra Sverige og måske blive genstand for spot og dadel.
Nu var der imidlertid ikke andet at gøre end lade hende have sin frie vilje og se at foretage de deraf følgende skridt for helt at befri den regeringstrætte dronning for de snærende bånd. Tronfrasigelsen nærmede sig derfor mere og mere. Den 21. maj 1654 var Rigsdagen bleven indkaldt, og dronning Kristina ville være til stede for at meddele de forsamlede Stænder sin urokkelige beslutning om at træde ned fra tronen.
Dronning Kristina bad den gamle minister Oxenstierna at indlede mødet og forberede forsamlingen på hensigten med Rigsdagens sammenkaldelse; men Oxenstierna vægrede sig ved at tage ordet, idet han sagde:
«Jeg har helligt lovet dronningens hr. fader at bibeholde Sveriges riges krone på hans datters hoved. Denne ed ville jeg nu bryde, om jeg på nogen måde lånte hånd eller røst til en foranstaltning som den herværende, der tilsigter lige det modsatte.» —
Der opstod derfor en stort pause, i hvilken dronning Kristina samlede sine tanker, og dernæst fremsatte hun i et klart foredrag sin urokkelige beslutning om nu at nedlægge kronen, hvilket hun alt tidligere havde haft i sinde, men ved modforestillinger var bragt bort fra.
Efterat dronning Kristina havde endt sin tale, trådte de forskellige Stænders repræsentanter frem og sagde hende en del mindre velmente, om end tilsyneladende smigrende talemåder. Den tale, den var den mest velmente og hjerteligste, holdtes af bøndernes repræsentant, der i sin vadmelskjortel gik hen til dronningen og sagde:
«Ak, min Gud! Hvad tænker Eders Majestæt på ved at have til hensigt at forlade vort rige og os, som dog elske Eder så højt? Hvor kan Eders Majestæt vinde noget bedre end det, De har? Et sådant rige kan ikke lettelig fås igen. Visselig kommer Eders Majestæt til at angre dette. Ligeså sørge vi, thi vor velfærd sættes derved på spil. Prinsen er jo en hæderlig herre, som vi gerne ville lyde, når hans tid kommer, men så længe I lever, ville vi beholde Eder her. Derfor, nådigste dronning, vær herefter som hidtil vor forhest! Vi skulle, så godt vi formå, hjælpe Eder at trække læsset.»
Derpå nærmede bonden sig til dronningen, greb hendes hånd og rystede den hjerteligt og kyssede den to, tre gange, vendte derpå hastigt omkring og gik tilbage til sin plads, idet han aftørrede et par tårer, der sneg sig frem i hans øjne. Kort efter hævedes mødet for den dag.
I de påfølgende dage førtes der lange underhandlinger om, hvor meget Sverige skulle udrede om året til dronning Kristinas underhold, hvad enten hun blev i riget eller drog ud deraf. Dronning Kristina bestræbte sig for at få så stort et årsunderhold som muligt. Tilsidst enedes alle parter om, at hun skulle have indtægten af øerne Gulland, Øland og Øsel m. m., foruden staden Norrköping i Sverige samt strøgods, og byen Wolgast i Pommern.
Dronning Kristina fik omtrent fuld suverænitet over disse landsdele og skulle kun stå Gud til ansvar for sin handlemåde. Indbyggerne skulle aflægge ed til dronning Kristina, dog dømmes efter svensk ret; derimod skulle fejl begåede af hendes hoffolk pådømmes og straffes af hendes private og personlige dom. Også skulle landsdelene forblive ved den lutherske lære og falde tilbage til Sverige efter hendes død. Endvidere skulde Sverige betale al den gæld, dronning Kristina havde, fra den dag hun steg ned fra tronen.
Indtægten af ovennævnte landsdele formentes at kunne blive godt en halv million kroner om året.
Oprindelig var det også påtænkt at pålægge dronning Kristina den forpligtelse at blive boende i Sverige, for at pengene kunne fortæres der, men da den tilkommende konge, Karl Gustav, mente, at det ikke var så heldigt, når der var to suveræner i landet, så blev dette forlangende frafaldet, skønt forslaget var blevet støttet af den gamle minister Oxenstierna.
Der var et andet punkt, som var mere brændende, nemlig dronning Kristinas trosbekendelse, idet de svenske præster, opskræmmede af rygterne om hendes velvilje for katolicismen, ville have vedføjet, at betingelsen for, at dronning Kristina kunne nyde det årlige årsunderhold fra Sverige, skulle lyde: «såfremt dronning Kristina forbliver i den lutherske tro.»
Dronning Kristina, som selv var til stede, da dette forslag fremkom, bad præsteskabet at afstå derfra; «thi», sagde hun, «det ville se ud, som om der var anledning til at betvivle min hengivenhed for den lutherske lære, i hvilken jeg er født og opdragen, og hvori jeg agter at forblive, endogså uden en sådan forpligtelse.»
Præsterne lod sig overtale, og forslaget faldt.
Alt var nu således i orden, så dronning Kristina herefter kunne blive fri for kronens byrde, dernæst forlade det ringeagtede Fædreland og senere tumle sig frit i Sydens lifligere lande, hvortil hendes hu stod.
English translation (my own):
It was not until two years later that Queen Kristina seriously considered taking decisive steps towards abdication; it is possible that the plan was hatched with the help of Don Pimentel, who, as we have heard, had returned to Sweden without after his interrupted voyage to Spain with the frigate "Hercules". As Queen Kristina did not want to leave Sweden empty-handed, but most preferably to take as many possessions with her as possible, and as she did not dare to openly take the contents of Stockholm Castle, including furniture, paintings and valuables, out of the country, she spread the rumour that she wanted to spend the winter in Gothenburg, and as a reason for that, she gave that the plague had begun to appear in Stockholm.
Although there was no danger in that direction, she nevertheless had her belongings packed and sent from Stockholm Castle to Gothenburg. 100 large chests containing furniture, books, paintings, sculptures, gold and silver service, and all kinds of valuables which had been collected over the years, — all valued at several million livres, — were sent off.
The more clear-sighted Swedes did not doubt that it was Queen Kristina's secret plan to take all these rarities out of the kingdom; and indeed, instead of unpacking the chests in Gothenburg, they were shipped from there to Flanders, where she herself intended to go later. When the chests were well taken care of, Queen Kristina and her entire entourage left Stockholm Castle, which had now been plundered of its ornaments; she did not go to Gothenburg, however, as she had announced, but to Uppsala. After such a considerable part of the Crown's movable property had been set aside, Queen Kristina no longer made any secret of her resolute will to want to lay down the crown.
There was, of course, resistance from the councilmen, who argued that Queen Kristina was still young and of a changeable mind, so that she might later regret it; but all their talk was in vain, and in vain did the old minister Axel Oxenstierna say: "If it is to be so, then it should happen, the sooner the better."
It was a difficult thought for the old servant that everything he had sacrificed in time and effort for the daughter of the dear late King Gustav Adolf was wasted, and that a new princely house would henceforth benefit from it, while Kristina, the once so beloved and hopeful child, would possibly live out her days far away from Sweden and perhaps become the object of ridicule and reproach.
Now, however, there was nothing to do but to let her have her free will and to take the necessary steps to completely free the Queen, who was tired of government, from its restrictive bonds. The abdication therefore drew closer and closer. On May 21, 1654, the Riksdag had been summoned, and Queen Kristina wanted to be present to inform the assembled Estates of her steadfast decision to step down from the throne.
Queen Kristina asked the old minister Oxenstierna to open the meeting and prepare the assembly for the purpose of convening the Riksdag, but Oxenstierna refused to speak, saying:
"I have solemnly promised the Queen's father to keep the crown of the Kingdom of Sweden on his daughter's head. I would now break this oath if I in any way lent my hand or voice to a measure like the present one, which aims at exactly the opposite." —
There was therefore a long pause, in which Queen Kristina gathered her thoughts, and then she presented in a clear speech her unwavering determination to now lay down the crown, which she had always had in mind, but had been dissuaded from doing by objections.
After Queen Kristina had finished her speech, the representatives of the various Estates came forward and addressed her with somewhat less well-meaning, though apparently flattering, speeches. The speech which was the most well-meant and cordial was delivered by the representative of the peasants, who in his cotton shirt went up to the Queen and said:
"Oh my God! What is Your Majesty thinking of in intending to leave our kingdom and us, who love you so much? Where can Your Majesty gain anything better than what you have? Such a kingdom cannot be easily obtained again. Your Majesty will certainly regret this. We grieve as well, for our welfare is thereby put at risk. The Prince is an honourable gentleman, whom we will to obey when his time comes, but as long as you live, we would like to keep you here. Therefore, most gracious Queen, be our forehorse from now on as before! We shall, as best we can, help you to bear the burden."
Then the peasant approached the Queen, took her hand and shook it heartily and kissed it two or three times, then quickly turned around and went back to his place, wiping a few tears that had crept into his eyes. Shortly afterwards the meeting was adjourned for the day.
In the following days, long negotiations were held about how much Sweden should pay per year for Queen Kristina's maintenance, whether she remained in the kingdom or left it. Queen Kristina strove to get as large an annual maintenance as possible. Finally, all parties agreed that she should have the income from the islands of Gotland, Öland and Ösel, etc., in addition to the city of Norrköping in Sweden and the straw estates, and the city of Wolgast in Pomerania.
Queen Kristina was given almost complete sovereignty over these regions and was only responsible to God for her actions. The inhabitants were to swear an oath to Queen Kristina, but were to be judged according to Swedish law; on the other hand, failings committed by her courtiers were to be judged and punished by her private and personal judgement. Also, the regions were to remain Lutheran and revert to Sweden after her death. Furthermore, Sweden was to pay all the debts that Queen Kristina had from the day she stepped down from the throne.
The income from the above-mentioned regions of the country was believed to be well over half a million crowns a year.
Originally, it was also intended to impose on Queen Kristina the obligation to remain in Sweden so that the money could be spent there, but when the future king, Karl Gustav, believed that it was not so fortunate when there were two sovereigns in the country, this demand was dropped, although the proposal had been supported by the old minister Oxenstierna.
There was another point that was more burning, namely Queen Kristina's profession of faith, since the Swedish priests, alarmed by the rumours of her goodwill towards Catholicism, wanted to add that the condition for Queen Kristina to enjoy the annual maintenance from Sweden should be: "as long as Queen Kristina remains in the Lutheran faith."
Queen Kristina, who was herself present when this proposal was made, asked the clergy to refrain from it; "for", she said, "it would seem as if there were reason to doubt my devotion to the Lutheran doctrine in which I was born and brought up, and in which I intend to remain, even without such an obligation."
The priests let themselves be persuaded, and the proposal fell through.
Everything was now in order, so that Queen Kristina could henceforth be freed from the burden of the crown, then leave the despised Fatherland and later roam freely in the more delightful lands of the South, to which her mind was attached.
_(David_Beck)_-_Nationalmuseum_-_17258.tif.jpg)
Above: Kristina.
Note: Ösel is the old German and Swedish name for the Estonian island of Saaremaa.
No comments:
Post a Comment