Source:
Dronning Christina af Sverrig 1626-1689, pages 49 to 57, published by H. E. Friis, 1896; original at Harvard University
Kristina's letter of October 18/28 (New Style), 1651 to Antoine Godeau, Bishop of Grasse, is here:
Kristina's letter of March 10/20 (Old Style), 1652 to her cousin the Landgrave Friedrich of Hesse-Darmstadt is here:
The account:
Iblandt det meget besynderlige ved Dronning Christina er der dog intet, der er saa besynderligt, som at denne den trosstærke Gustav Adolfs Datter gik over til Katolikernes Tro. Det var ikke efter sine Forældre, at Christina havde arvet sin senere saa ringe Sans for Gudsfrygt, ejheller blev hun forsømt under Formynderregeringen med Hensyn til Religionsundervisning, men eftersom hun kom længere ud over Barnealderen, da hendes kolde Forstand og kritiske Sans udvikledes, blev det mindre og mindre bevendt med hendes Tro. Dronning Christinas Forskning over Religionen, forbunden med hendes Ligegyldighed mod de forskellige Afskygninger af kristne Trosbekendelser gjorde hende snart kølig i Udøvelsen af Gudstjenesten, især da hendes vedholdende Beskæftigelse med Filosofien, især Oldtidens, indviklede hende mere og mere i en Labyrint af Tvivl og modstridende Meninger.
Til at tilintetgøre den ringe Rest, der maatte være tilbage af Tro paa den aabenbarede Religion, hjalp troligen de indvandrende lærde og Lykkejægere, som Bourdelot, Descartes, Saumaise og Vossius m. fl. Dronning Christina trak sig fra den Tid, de kom, mere og mere tilbage fra den offentlige Gudsdyrkelse, forsømte i samme Grad sine Regeringspligter og levede blot for at adsprede og more sig.
Vi have læst om, hvorledes Bourdelot drev paa at arrangere alskens Adspredelser for at underholde Dronningen og afholde hende fra at opfylde de hende paahvilende Regeringspligter, hvilke hun da ejheller selv mere agtede at give sig af med. Dronning Christina var ogsaa omsider bleven ked af det tomme Liv, hun førte, og lyttede derfor gerne til de herlige Beskrivelser af Sydens Lande, som Pimentelli udmalede for hende, til samme Tid som han fortalte hende, hvilket fyldigt og hæderkronet Liv hun kunde føre dernede; derved modnedes Tanken hos hende om at gøre det, som hun selv troede var et heroisk Skridt, nemlig at nedlægge Kronen.
Da Dronning Christina var ked af Sverrig og pønsede paa at komme bort derfra og rejse i de sydligere, solvarme Lande, saa var det mest formaalstjenligt for hende at antage den katolske Trosbekendelse, da ingen anden Bekendelse var hende just særlig magtpaaliggende. Naar hun derfor antog den katolske Tro, var det vel mere en Formsag end en Hjertesag, idet hendes Tro aldrig gav sig videre stærke Udtryk hverken i Ord eller Gerning, hvad vi ville faa at se ved at følge hende i de nye Forhold senere hen. Saa meget er vist, at Modtagelsen i de katolske Lande vilde blive ganske anderledes opsigt[s]vækkende og glimrende, naar hun, den saa højt lovpriste Dronning, kom som Katolik; navnlig gjaldt dette i Italien, i Pavens Stater og især i den evige Stad Rom.
Paven, som ved sin hierarkiske Overvægt tidligere havde været alle Regenter overordnet, var den eneste Regent, som Dronning Christina ikke ansaa sig aldeles sideordnet med, saa i Rom eller i hans Stater kunde hun nok finde sig i at bo til Huse. Kom nu dertil, at Pavens Stilling gjorde, at han maatte kaste Vrag paa Ægteskabet, ligesom Christina havde gjort, saa var der et Foreningspunkt mere imellem dem, naar hun opslog sit Paulun i Rom.
Rygtet om den svenske Dronnings store Gæstfrihed og Gavmildhed imod indvandrende lærde og Yndlinge i Forbindelse med hendes Tolerance overfor andre Trosbekendelser end den i Sverrig herskende lutherske gjorde, at nogle katolske Patere i hendes sidste Regeringsaar, da de hørte derom, kom til Stockholm og søgte at nærme sig den lærde, den vennesæle Dronning; thi hvilken Fangst, om det kunne lykkes dem at drage den højt besungne Dronning over til Katolicismen!
Den første katolske Pater, vi træffe paa hos Dronning Christina, er Jesuiten Macedo, en sleben, lærd og beleven Mand; han var godt bevandret i Latin og havde forfattet et Digt til Dronningen i dette Sprog, som gjorde, at hun straks syntes godt om ham. Bemeldte Macedo var Skriftefader hos den portugisiske Gesandt Pereira i Stockholm; da denne imidlertid kun kunde tale Portugisisk, var Macedo Tolk for Gesandten og Dronningen.
Da Portugiseren Pereira ikke forstod Latin, kunde Dronningen og den katolske Pater Macedo udmærket godt tale sammen, uden at Gesandten forstod deres Samtale. Vistnok vare deres lange Samtaler ham en Del paafaldende, men Pater Macedo undskyldte sig med, at Dronningen blandede saa mange literære Spørgsmaal ind i Debatten. Dronning Christina tilsagde nu Pater Macedo i al Hemmelighed at møde paa Slottet, for at hun nærmere kunde tale med ham, og hun skjulte disse Samtaler saa længe og saa godt som muligt. Under disse Møder fik Pater Macedo Lejlighed til at anvende al sin Overtalelseskunst for at overbevise hende om Katolicismens Fortræffelighed. Enden derpaa blev, at Dronning Christina besluttede sig til at gaa over til denne Tro, dog i al Hemmelighed, og hun vilde først forhandle skriftligt med Paven derom. Dronning Christina vilde derfor sende Pater Macedo afsted med et Brev til Rom i den Anledning, men da den portugisiske Gesandt Pereira ikke vilde give ham Orlov, saa rejste han hemmelig bort, idet Dronningen medgav han et egenhændigt Pas samt rigelige Rejsepenge. Saasnart den portugisiske Gesandt mærkede, at Pater Macedo var rømt væk uden Orlov, klagede han til Dronning Christina, som anstillede sig meget forbavset ved at høre denne Nyhed og lod søge efter den borteblevne Pater, men, som man nok kan tænke sig, uden Resultat. Pater Macedo kom velbeholden til Rom med Christinas Brev til Kardinal Chigi, den senere Pave Alexander d. 7de, som dernæst vekslede Breve med Dronning Christina. Næsten samtidigt hermed sendte den spanske Gesandt i København, Grev Rebolledo, sin Skriftefader, Jesuiten Francken, til Stockholm for ogsaa at søge at indvirke paa Dronning Christina med Hensyn til hendes Overgang til Katolicismen. Det lykkedes ogsaa for denne Jesuit at faa hemmelige Møder og Samtaler med hende, som modtog ham meget venligt.
Endnu skjulte Dronning Christina alle disse Underhandlinger paa det omhyggeligste, for at de ikke skulde blive kendte af uvedkommende. Hvor der gaves Lejlighed dertil, udtalte Dronning Christina sig tvært imod sin egen Anskuelse paa det Tidspunkt for at skjule Sagens rette Sammenhæng og holde sine Omgivelser i Uvidenhed. Da til Eksempel en fransk Ærkebiskop [sic], med hvem hun stod i Brevveksling om lærde Sager, udtalte Ønsket, at Dronning Christina maatte omvendes til den katolske Trosbekendelse, svarede hun ham: «Eders Ønske kan ikke gaa i Opfyldelse. Jeg er fuldkommen overbevist om Sandheden af min Tro, og det var derfor mig, der maatte ønske Eder denne Anskuelse og Indsigt foruden de mange andre udmærkede Kundskaber, I forud er i Besiddelse af. Uligheden i Bekendelserne skal dog ingenlunde forstyrre vort Venskab o. s. v.»
Da Dronning Christina noget senere fik Underretning om, at hendes Slægtning, Landgreve Frederik af Hessen-Eschwege [sic] havde til Hensigt at gaa over til Katolicismen, skrev hun følgende Linier til ham: «Rygtet om Eders paatænkte Trosforandring har hos Eders Slægt givet Anledning til ufordelagtigt Omdømme. Det tilkommer ikke mig at afgøre de forskellige Bekendelsers ulige Værd, jeg overlader til de lærde i uophørlig Strid derom at sønderslide hinanden, jeg vil tage Sagen alene fra Ærens Side. Kan I være uvidende om deres Lod, som gaa over fra den ene Tro til den anden — den Lod nemlig at hades af dem, de forlade, og foragtes af dem, de gaa over til, samt dernæst tabe det Udseende af Standhaftighed, som en fyrstelig Person ikke kan taale at miste? Jeg beder Eder derfor om at afstaa fra en Handling, som ej kan gøres om igen, og som for Eders hele Levetid vil medføre uophørligt Samvittighedsnag o. s. v.»
Saaledes skrev Dronning Christina til sin Slægtning i Marts 1652, og en Maaned efter besluttede hun sig definitivt til selv at antage den katolske Tro. Fra Rom var der nemlig som Svar paa det Brev, Macedo overbragte, sendt to Jesuiter, Malines og Cassati, som skulde anvende hele deres Omvendelseskunst paa hende.
I Februar 1652 kom de til Stockholm og udgav sig der for at være almindelige rejsende. Som saadanne fik de ved vedkommende Ministers Anbefaling flere Gange Adgang til Hoffet; men det varede noget, før Dronningen kom efter, at det var de fra Paven ventede Herrer. Da den Ting var bleven Dronning Christina klar og de med al Forsigtighed havde givet sig tilkende, foranstaltede hun hemmelige Sammenkomster, og den religiøse katolske Procedure pro et contra tog sin Begyndelse og fortsattes i flere hemmelige Møder, som fik deres Afslutning, da den ene af Jesuiterne, Cassati, i Maj rejste tilbage til Rom.
Efter megen Tvivlraadighed fra Dronning Christinas Side, idet hun sagde, at hun aldrig kunde blive en ret Katolik, ja endog en Dag betydede Paterne, at de helst maatte rejse tilbage til Rom igen uden hendes Tilsagn, slog hun dog nogle Dage efter fuldstændigt om, saa Cassati kunde sendes til Rom for at give Paven nærmere Underretning om den fattede Beslutning samt forhandle om Afsværgelsen af den gamle og Antagelsen af den nye Tro senere hen, ligesom for at gøre Aftale om at vælge Italien til hendes blivende Opholdssted, naar Sverrig forlodes.
Dronning Christina, som var en Mester i Forstillelse, forstod godt at skjule sin Overgang for Folket i Almindelighed, idet hun fremdeles blev ved at overvære den lutherske Gudstjeneste og nyde Nadverens Sakramente efter den lutherske Læres Forskrift. I selve Sverrig skjulte hun saaledes det rette Forhold, men i Udlandet vidste især Katolikerne snart god Besked derom. De jublede og talte om hendes dybe Følelse for den nys antagne Tro; men Glæden varede ikke længe, som vi senere ville faa at se, efterat Dronning Christina havde forladt Sverrig, thi baade Katolikerne og andre mærkede af hendes hele Opførsel og uforbeholdne Ytringer, hvor lidt hun værdsatte saavel den nye som den gamle Bekendelse. Man søgte imidlertid paa begge Sider at holde gode Miner til slet Spil for ikke at udsætte sig for Spot og Dadel. Mærkeligt var det, at de Patere, der havde del i Dronning Christinas Omvendelse, slet ikke senere af Paven nød en tilsvarende Belønning derfor, som man da ellers skulde have troet, naar den protestantiske Konge Gustav Adolfs Datter, som var en af Europas aandrigste og lærdeste Fyrstinder, gik over til Katolicismen, efterat de ovennævnte Overtalere havde anvendt deres Møje paa hendes Omvendelse. Protestanterne paastod derimod, at Dronning Christina overhovedet ikke havde nogen Religion og blot udvortes havde antaget Katolicismen af visse praktiske Hensyn.
Dronning Christina nærede et levende Ønske om at komme til de sydligere Landes mildere Himmelstrøg, hvor der var en yppigere Natur, finere Omgang og herligere Kunstnydelser, ligesom hun der med sine usædvanlige, store Aandsevner kunde straale i større Forhold. En vittig Franskmand anvendte paa Dronning Christina et Indfald, en rejsende Italiener kom med ved Omtalen af det strengt reformerte Præsteskab. Italieneren sagde: «Deres Trosbekendelse (den reformerte) er ikke daarlig, men min (den katolske) er mere bekvem for den, der vil rejse omkring i Verden.» Denne Forklaringsgrund kunde jo her ogsaa have megen Sandsynlighed for sig for Dronning Christinas Vedkommende.
Da der i den senere Tid færdedes flere Katoliker end før i Stockholm, varede det ikke længe, før der iblandt Folk mumledes om Dronning Christinas mulige Hensigt at ville gaa over til Katolicismen. Utilfredsheden hos den lavere Befolkning gav sig Udtryk derved, at katolske Herrer og Betjente paa aaben Gade i Stockholm bleve insulterede med Skældsord og Stenkast.
Det var ligesaa vel Rigets store som det menige Folk, der forargedes over det ufornuftige, støjende og ødsle Liv, som førtes ved det svenske Hof. En rundhaandet Ødslen af Statens Midler paa Dronning Christinas fremmede Yndlinge forarmede Statskassen saaledes, at, uagtet Landet havde Fred, forøgedes dog Statsgælden betydeligt. Hoffolkene og Armeen, Landets egne Børn, fik ikke deres Lønning i rette Tid, da der ikke altid var de fornødne Penge i Statskassen.
For at fortsætte det tilvante Liv laante Dronning Christina baade her og der, men betalte ikke altid tilbage eller i rette Tid, saa at Udlaanerne stundom kom i Pengeforlegenhed; særlig var dette Tilfældet, naar de kunde taale Tabet, thi flere af de mere velhavende Kreditorer fik ikke altid den hele udlagte Sum tilbage. Ligeledes solgte Dronningen af Statens Strøgods, hvad hun kunde sælge, og i presserende Tilfælde satte hun sit Sølvservice ud.
I Slutningen af Dronning Christinas Regeringstid udkom der et Smædeskrift, forfattet af et Par Svenske ved Navn Messenius, som paatalte alle de Misbrug, der gik i Svang, og Tronfølgeren Carl Gustav opfordredes deri til at bemægtige sig Regeringen. I Smædeskriftet betegnes Dronning Christina som en Tosse, en Taabe, som kun forstaar sig paa Morskab og Fornøjelser, hvilket derfor vilde have Rigets Undergang til Følge.
De, som havde skrevet Smædeskriftet, bleve opdagede, de skyldige, Fader og Søn, bleve henrettede; dog ulmede Utilfredsheden i Folket fremdeles, da Dronning Christina ikke forandrede sit Levesæt. Da der begyndte at vise sig offentlig Misfornøjelse med Dronning Christina paa flere Maader, tog hun det meget fornærmeligt op, klagede lydt over det svenske Folks Utaknemmelighed og truede med straks at nedlægge Kronen.
Rigsraadet veg tilbage for, at hun skulde gøre et saa usædvanligt Skridt, da det var bange for, at hun senere skulde fortryde det; det fraraadede hende derfor at abdicere. Rigsraaderne maatte nu bekvemme sig til at holde Lovtaler for den fortørnede Dronning og smigre hende for at formaa hende til fremdeles at bære Kronen; ligeledes maatte de love at betale hendes Gæld, og derved blev saa Freden undertegnet for denne Gang. Sagen var imidlertid opsat, men ikke opgiven fra Dronning Christinas Side, thi Tanken hos hende, at hun snart maatte kunne forlade det af hende ringeagtede Sverrig samt dernæst tumle sig frit i Sydens varme Lande, i et Liv, der skulde vies til Kunst og Videnskab, vejede mere hos hende end alle de Betænkeligheder, man opstillede overfor hende imod hendes Tronfrasigelse.
With modernised spelling:
Iblandt det meget besynderlige ved dronning Kristina er der dog intet, der er så besynderligt, som at denne den trostærke Gustav Adolfs datter gik over til katolikernes tro. Det var ikke efter sine forældre, at Kristina havde arvet sin senere så ringe sans for gudsfrygt, ej heller blev hun forsømt under formynderregeringen med hensyn til religionsundervisning, men eftersom hun kom længere ud over barnealderen, da hendes kolde forstand og kritiske sans udvikledes, blev det mindre og mindre bevendt med hendes tro.
Dronning Kristinas forskning over religionen, forbunden med hendes ligegyldighed mod de forskellige afskygninger af kristne trosbekendelser, gjorde hende snart kølig i udøvelsen af gudstjenesten, især da hendes vedholdende beskæftigelse med filosofien, især oldtidens, indviklede hende mere og mere i en labyrint af tvivl og modstridende meninger.
Til at tilintetgøre den ringe rest, der måtte være tilbage af tro på den åbenbarede religion, hjalp troligen de indvandrende lærde og lykkejægere, som Bourdelot, Descartes, Saumaise og Vossius m. fl. Dronning Kristina trak sig fra den tid, de kom, mere og mere tilbage fra den offentlige gudsdyrkelse, forsømte i samme grad sine regeringspligter og levede blot for at adsprede og more sig.
Vi have læst om, hvorledes Bourdelot drev på at arrangere alskens adspredelser for at underholde dronningen og afholde hende fra at opfylde de hende påhvilende regeringspligter, hvilke hun da ej heller selv mere agtede at give sig af med. Dronning Kristina var også omsider bleven ked af det tomme liv, hun førte, og lyttede derfor gerne til de herlige beskrivelser af Sydens lande, som Pimentelli udmalede for hende, til samme tid som han fortalte hende, hvilket fyldigt og hæderkronet liv hun kunne føre dernede; derved modnedes tanken hos hende om at gøre det, som hun selv troede var et heroisk skridt, nemlig at nedlægge kronen.
Da dronning Kristina var ked af Sverige og pønsede på at komme bort derfra og rejse i de sydligere, solvarme lande, så var det mest formålstjenligt for hende at antage den katolske trosbekendelse, da ingen anden bekendelse var hende just særlig magtpåliggende. Når hun derfor antog den katolske tro, var det vel mere en formsag end en hjertesag, idet hendes tro aldrig gav sig videre stærke udtryk hverken i ord eller gerning, hvad vi ville få at se ved at følge hende i de nye forhold senere hen.
Så meget er vist, at modtagelsen i de katolske lande ville blive ganske anderledes opsigt[s]vækkende og glimrende, når hun, den så højt lovpriste dronning, kom som katolik; navnlig gjaldt dette i Italien, i pavens Stater og især i den evige stad Rom.
Paven, som ved sin hierarkiske overvægt tidligere havde været alle regenter overordnet, var den eneste regent, som dronning Kristina ikke anså sig aldeles sideordnet med, så i Rom eller i hans Stater kunne hun nok finde sig i at bo til huse. Kom nu dertil, at pavens stilling gjorde, at han måtte kaste vrag på ægteskabet, ligesom Kristina havde gjort, så var der et foreningspunkt mere imellem dem, når hun opslog sit paulun i Rom.
Rygtet om den svenske dronnings store gæstfrihed og gavmildhed imod indvandrende lærde og yndlinge i forbindelse med hendes tolerance overfor andre trosbekendelser end den i Sverige herskende lutherske gjorde, at nogle katolske patere i hendes sidste regeringsår, da de hørte derom, kom til Stockholm og søgte at nærme sig den lærde, den vennesæle dronning; thi hvilken fangst, om det kunne lykkes dem at drage den højt besungne dronning over til katolicismen!
Den første katolske pater, vi træffe på hos dronning Kristina, er jesuiten Macedo, en sleben, lærd og beleven mand; han var godt bevandret i latin og havde forfattet et digt til dronningen i dette sprog, som gjorde, at hun straks syntes godt om ham. Bemeldte Macedo var skriftefader hos den portugisiske gesandt Pereira i Stockholm; da denne imidlertid kun kunne tale portugisisk, var Macedo tolk for gesandten og dronningen.
Da portugiseren Pereira ikke forstod latin, kunne dronningen og den katolske pater Macedo udmærket godt tale sammen, uden at gesandten forstod deres samtale. Vistnok vare deres lange samtaler ham en del påfaldende, men pater Macedo undskyldte sig med, at dronningen blandede saa mange litterære spørgsmål ind i debatten.
Dronning Kristina tilsagde nu pater Macedo i al hemmelighed at møde på slottet, for at hun nærmere kunne tale med ham, og hun skjulte disse samtaler så længe og så godt som muligt. Under disse møder fik pater Macedo lejlighed til at anvende al sin overtalelseskunst for at overbevise hende om katolicismens fortræffelighed. Enden derpå blev, at dronning Kristina besluttede sig til at gå over til denne tro, dog i al hemmelighed, og hun ville først forhandle skriftligt med paven derom.
Dronning Kristina ville derfor sende pater Macedo afsted med et brev til Rom i den anledning, men da den portugisiske gesandt Pereira ikke ville give ham orlov, så rejste han hemmelig bort, idet dronningen medgav han et egenhændigt pas samt rigelige rejsepenge. Så snart den portugisiske gesandt mærkede, at pater Macedo var rømt væk uden orlov, klagede han til dronning Kristina, som anstillede sig meget forbavset ved at høre denne nyhed og lod søge efter den borteblevne pater, men, som man nok kan tænke sig, uden resultat.
Pater Macedo kom velbeholden til Rom med Kristinas brev til kardinal Chigi, den senere pave Alexander den syvende, som dernæst vekslede breve med dronning Kristina. Næsten samtidigt hermed sendte den spanske gesandt i København, grev Rebolledo, sin skriftefader, jesuiten Franken, til Stockholm for også at søge at indvirke på dronning Kristina med hensyn til hendes overgang til katolicismen. Det lykkedes også for denne jesuit at få hemmelige møder og samtaler med hende, som modtog ham meget venligt.
Endnu skjulte dronning Kristina alle disse underhandlinger på det omhyggeligste, for at de ikke skulle blive kendte af uvedkommende. Hvor der gaves lejlighed dertil, udtalte dronning Kristina sig tvært imod sin egen anskuelse på det tidspunkt for at skjule sagens rette sammenhæng og holde sine omgivelser i uvidenhed. Da til eksempel en fransk ærkebiskop [sic], med hvem hun stod i brevveksling om lærde sager, udtalte ønsket, at dronning Kristina måtte omvendes til den katolske trosbekendelse, svarede hun ham:
«Eders ønske kan ikke gå i opfyldelse. Jeg er fuldkommen overbevist om sandheden af min tro, og det var derfor mig, der måtte ønske Eder denne anskuelse og indsigt foruden de mange andre udmærkede kundskaber, I forud er i besiddelse af. Uligheden i bekendelserne skal dog ingenlunde forstyrre vort venskab osv.»
Da dronning Kristina noget senere fik underretning om, at hendes slægtning, landgreve Frederik af Hessen-Eschwege [sic], havde til hensigt at gå over til katolicismen, skrev hun følgende linjer til ham:
«Rygtet om Eders påtænkte trosforandring har hos Eders slægt givet anledning til ufordelagtigt omdømme. Det tilkommer ikke mig at afgøre de forskellige bekendelsers ulige værd, jeg overlader til de lærde i uophørlig strid derom at sønderslide hinanden, jeg vil tage sagen alene fra ærens side. Kan I være uvidende om deres lod, som gå over fra den ene tro til den anden — den lod nemlig at hades af dem, de forlade, og foragtes af dem, de gå over til, samt dernæst tabe det udseende af standhaftighed, som en fyrstelig person ikke kan tåle at miste? Jeg beder Eder derfor om at afstå fra en handling, som ej kan gøres om igen, og som for Eders hele levetid vil medføre uophørligt samvittighedsnag osv.»
Således skrev dronning Kristina til sin slægtning i marts 1652, og en måned efter besluttede hun sig definitivt til selv at antage den katolske tro. Fra Rom var der nemlig som svar på det brev, Macedo overbragte, sendt to jesuiter, Malines og Casati, som skulle anvende hele deres omvendelseskunst på hende.
I februar 1652 kom de til Stockholm og udgav sig der for at være almindelige rejsende. Som sådanne fik de ved vedkommende ministers anbefaling flere gange adgang til hoffet; men det varede noget, før dronningen kom efter, at det var de fra paven ventede herrer. Da den ting var bleven dronning Kristina klar og de med al forsigtighed havde givet sig tilkende, foranstaltede hun hemmelige sammenkomster, og den religiøse katolske procedure pro et contra tog sin begyndelse og fortsattes i flere hemmelige møder, som fik deres afslutning, da den ene af jesuiterne, Casati, i maj rejste tilbage til Rom.
Efter megen tvivlrådighed fra dronning Kristinas side, idet hun sagde, at hun aldrig kunne blive en ret katolik, ja endog en dag betydede paterne, at de helst måtte rejse tilbage til Rom igen uden hendes tilsagn, slog hun dog nogle dage efter fuldstændigt om, så Casati kunne sendes til Rom for at give paven nærmere underretning om den fattede beslutning samt forhandle om afsværgelsen af den gamle og antagelsen af den nye tro senere hen, ligesom for at gøre aftale om at vælge Italien til hendes blivende opholdssted, når Sverige forlodes.
Dronning Kristina, som var en mester i forstillelse, forstod godt at skjule sin overgang for folket i almindelighed, idet hun fremdeles blev ved at overvære den lutherske gudstjeneste og nyde nadverens sakramente efter den lutherske læres forskrift. I selve Sverige skjulte hun således det rette forhold, men i udlandet vidste især katolikerne snart god besked derom. De jublede og talte om hendes dybe følelse for den nys antagne tro; men glæden varede ikke længe, som vi senere ville få at se, efterat dronning Kristina havde forladt Sverige, thi både katolikerne og andre mærkede af hendes hele opførsel og uforbeholdne ytringer, hvor lidt hun værdsatte såvel den nye som den gamle bekendelse.
Man søgte imidlertid på begge sider at holde gode miner til slet spil for ikke at udsætte sig for spot og dadel. Mærkeligt var det, at de patere, der havde del i dronning Kristinas omvendelse, slet ikke senere af paven nød en tilsvarende belønning derfor, som man da ellers skulle have troet, når den protestantiske konge Gustav Adolfs datter, som var en af Europas åndrigste og lærdeste fyrstinder, gik over til katolicismen, efterat de ovennævnte overtalere havde anvendt deres møje på hendes omvendelse. Protestanterne påstod derimod, at dronning Kristina overhovedet ikke havde nogen religion og blot udvortes havde antaget katolicismen af visse praktiske hensyn.
Dronning Kristina nærede et levende ønske om at komme til de sydligere landes mildere himmelstrøg, hvor der var en yppigere natur, finere omgang og herligere kunstnydelser, ligesom hun der med sine usædvanlige, store åndsevner kunne stråle i større forhold. En vittig franskmand anvendte på dronning Kristina et indfald, en rejsende italiener kom med ved omtalen af det strengt reformerte præsteskab. Italieneren sagde: «Deres trosbekendelse (den reformerte) er ikke dårlig, men min (den katolske) er mere bekvem for den, der vil rejse omkring i verden.»
Denne forklaringsgrund kunne jo her også have megen sandsynlighed for sig for dronning Kristinas vedkommende.
Da der i den senere tid færdedes flere katolikker end før i Stockholm, varede det ikke længe, før der iblandt folk mumledes om dronning Kristinas mulige hensigt at ville gå over til katolicismen. Utilfredsheden hos den lavere befolkning gav sig udtryk derved, at katolske herrer og betjente på åben gade i Stockholm bleve insulterede med skældsord og stenkast.
Det var ligeså vel rigets store som det menige folk, der forargedes over det ufornuftige, støjende og ødsle liv, som førtes ved det svenske hof. En rundhåndet ødslen af Statens midler på dronning Kristinas fremmede yndlinge forarmede statskassen således, at, uagtet landet havde fred, forøgedes dog statsgælden betydeligt. Hoffolkene og armeen, landets egne børn, fik ikke deres lønning i rette tid, da der ikke altid var de fornødne penge i statskassen.
For at fortsætte det tilvante liv lånte dronning Kristina både her og der, men betalte ikke altid tilbage eller i rette tid, så at udlånerne stundom kom i pengeforlegenhed; særlig var dette tilfældet, når de kunne tåle tabet, thi flere af de mere velhavende kreditorer fik ikke altid den hele udlagte sum tilbage. Ligeledes solgte dronningen af Statens strøgods, hvad hun kunne sælge, og i presserende tilfælde satte hun sit sølvservice ud.
I slutningen af dronning Kristinas regeringstid udkom der et smædeskrift, forfattet af et par svenske ved navn Messenius, som påtalte alle de misbrug, der gik i svang, og tronfølgeren Karl Gustav opfordredes deri til at bemægtige sig regeringen. I smædeskriftet betegnes dronning Kristina som en tosse, en tåbe, som kun forstår sig på morskab og fornøjelser, hvilket derfor ville have rigets undergang til følge.
De, som havde skrevet smædeskriftet, bleve opdagede, de skyldige, fader og søn, bleve henrettede; dog ulmede utilfredsheden i folket fremdeles, da dronning Kristina ikke forandrede sit levesæt. Da der begyndte at vise sig offentlig misfornøjelse med dronning Kristina på flere måder, tog hun det meget fornærmeligt op, klagede lydt over det svenske folks utaknemmelighed og truede med straks at nedlægge kronen.
Rigsrådet veg tilbage for, at hun skulle gøre et så usædvanligt skridt, da det var bange for, at hun senere skulle fortryde det; det frarådede hende derfor at abdicere. Rigsråderne måtte nu bekvemme sig til at holde lovtaler for den fortørnede dronning og smigre hende for at formå hende til fremdeles at bære kronen; ligeledes måtte de love at betale hendes gæld, og derved blev så freden undertegnet for denne gang.
Sagen var imidlertid opsat, men ikke opgiven fra dronning Kristinas side, thi tanken hos hende, at hun snart måtte kunne forlade det af hende ringeagtede Sverige samt dernæst tumle sig frit i Sydens varme lande, i et liv, der skulle vies til kunst og videnskab, vejede mere hos hende end alle de betænkeligheder, man opstillede overfor hende imod hendes tronfrasigelse.
English translation (my own):
Among the many strange things about Queen Kristina, there is nothing so strange as the fact that this daughter of Gustav Adolf, strong in his faith, converted to the Catholic faith. It was not from her parents that Kristina had inherited her later so little sense of piety, nor was she neglected during the regency with regard to religious education; but as she grew further beyond childhood, when her cold intellect and critical sense developed, her faith became less and less sincere.
Queen Kristina's research into religion, combined with her indifference to the various shades of Christian creeds, soon made her chilly in the performance of religious services, particularly as her persistent occupation with philosophy, especially ancient philosophy, entangled her more and more in a labyrinth of doubts and conflicting opinions.
The immigrant scholars and fortune-seekers, such as Bourdelot, Descartes, Saumaise and Vossius, and others, probably helped to obliterate the small remnant that might remain of faith in the revealed religion. From the time they arrived, Queen Kristina withdrew more and more from public worship, neglected her governmental duties to the same extent, and lived only to amuse herself and have fun.
We have read how Bourdelot was busy arranging all sorts of amusements to entertain the Queen and to keep her from fulfilling the duties of government that were incumbent upon her, which she herself no longer intended to undertake. Queen Kristina had also finally become tired of the empty life she was leading, and she therefore liked to listen to the wonderful descriptions of the lands of the South that Pimentel painted for her, at the same time as he told her what a full and glorious life she could lead down there; thereby the idea matured in her of taking what she herself believed to be a heroic step, namely, to lay down the crown.
When Queen Kristina was bored with Sweden and was thinking of leaving from there and traveling in the southern, sunny countries, it was most expedient for her to adopt the Catholic faith, as no other faith was particularly important to her. When she therefore adopted the Catholic faith, it was probably more a matter of formality than a matter of the heart, as her faith never gave itself further strong expression either in word or deed, which we would see by following her in the new circumstances later.
This much is certain, that the reception in the Catholic countries would be quite different, startling and brilliant when she, the so highly praised Queen, came as a Catholic; this was especially true in Italy, in the Papal States, and especially in the Eternal City of Rome.
The Pope, who, by his hierarchical superiority, had previously been superior to all rulers, was the only ruler to whom Queen Kristina did not consider herself entirely equal, so she could probably settle for living in Rome or in his States. Now that the Pope's position meant that he had to reject marriage, just as Kristina had done, there was one more point of unity between them when she pitched her tent in Rome.
The rumour of the Swedish Queen's great hospitality and generosity towards immigrant scholars and favourites in connection with her tolerance towards other faiths than the Lutheran one prevailing in Sweden meant that in the last year of her reign, when they heard about it, some Catholic priests came to Stockholm and tried to approach the learned, friendly Queen; for what a catch if they could succeed in drawing the highly praised Queen over to Catholicism!
The first Catholic Father we meet with Queen Kristina is the Jesuit Macedo, a polished, learned and lively man; he was well versed in Latin and had written a poem for the Queen in that language, which made her immediately like him. The aforementioned Macedo was confessor to the Portuguese envoy Pereira in Stockholm; however, since the latter could only speak Portuguese, Macedo was interpreter for the ambassador and the Queen.
Since the Portuguese Pereira did not understand Latin, the Queen and the Catholic Father Macedo could converse quite well without the envoy understanding their conversation. Admittedly, their long conversations were quite striking to him, but Father Macedo excused himself for the Queen mixing so many literary questions into the debate.
Queen Kristina now promised Father Macedo to meet her at the castle in secret, so that she could speak to him more closely, and she concealed these conversations as long and as well as possible. During these meetings Father Macedo had the opportunity to use all his persuasive art to persuade her of the excellence of Catholicism. The end result was that Queen Kristina decided to convert to this faith, albeit in secret, and she first wanted to negotiate in writing with the Pope about it.
Queen Kristina therefore wanted to send Father Macedo with a letter to Rome for that reason, but when the Portuguese envoy Pereira would not give him leave, he traveled in secret, the Queen giving him a passport in her own handwriting and ample travel money. As soon as the Portuguese envoy noticed that Father Macedo had run away without leave, he complained to Queen Kristina, who pretended to be very surprised to hear this news and ordered a search for the missing Father, but, as one might imagine, without result.
Father Macedo arrived safely in Rome with Kristina's letter to Cardinal Chigi, later Pope Alexander VII, who then exchanged letters with Queen Kristina. Almost simultaneously, the Spanish envoy in Copenhagen, Count Rebolledo, sent his confessor, the Jesuit Franken, to Stockholm to also try to influence Queen Kristina regarding her conversion to Catholicism. This Jesuit also succeeded in having secret meetings and conversations with her, who received him very kindly.
Queen Kristina still hid all these negotiations with the utmost care, so that they would not become known to persons not concerned therein. Whenever the opportunity arose, Queen Kristina spoke contrary to her own views at the time in order to conceal the true context of the matter and to keep those around her in the dark. For example, when a French archbishop [sic] with whom she corresponded on learned matters expressed the wish that Queen Kristina might convert to the Catholic faith, she replied to him:
"Your wish cannot be fulfilled. I am completely persuaded of the truth of my faith, and it was therefore I who had to wish you this view and insight in addition to the many other excellent knowledges you already possess. The difference in confessions should in no way disturb our friendship, etc."
When Queen Kristina was informed some time later that her relative, Landgrave Friedrich of Hesse-Eschwege [sic], intended to convert to Catholicism, she wrote the following lines to him:
"The rumour of your intended change of faith has given rise to an unfavourable reputation among your family. It is not for me to decide the unequal value of the different confessions. I leave it to the scholars in their incessant dispute to tear each other to pieces; I will take the matter solely from the side of honour. Can you be ignorant of the fate of those who convert from one faith to another — the fate of being hated by those they leave and despised by those they go over to, and then losing that appearance of constancy which a princely person cannot bear to lose? I therefore ask you to refrain from an act which cannot be undone and which will cause incessant remorse of conscience for the rest of your life, etc."
Thus Queen Kristina wrote to her relative in March 1652, and a month later she decided definitively to adopt the Catholic faith herself. In response to the letter Macedo had brought, two Jesuits, Malines and Casati, had been sent from Rome to apply all their art of conversion to her.
In February 1652 they came to Stockholm and pretended to be ordinary travellers. As such, they were given access to the court several times by the recommendation of the minister concerned; but it was some time before the Queen realised that they were the gentlemen expected from the Pope. When Queen Kristina had become aware of this and they had made themselves known with all caution, she arranged secret meetings, and the religious Catholic procedure pro et contra began and continued in several secret meetings, which ended when one of the Jesuits, Casati, travelled back to Rome in May.
After much hesitation on Queen Kristina's part, as she said that she could never become a true Catholic, and even one day the Fathers indicated that they would rather travel back to Rome without her consent, she changed her mind completely a few days later, so that Casati could be sent to Rome to inform the Pope in more detail about the decision made and to negotiate the renunciation of the old and the acceptance of the new faith later, as well as to make an agreement to choose Italy as her permanent place of residence when Sweden was left behind.
Queen Kristina, who was a master of dissimulation, knew how to hide her conversion from the people in general, as she continued to attend Lutheran services and enjoy the sacrament of the Eucharist according to the prescription of Lutheran doctrine. In Sweden itself she thus concealed the true situation, but abroad especially the Catholics soon knew good news about it. They rejoiced and spoke of her deep feeling for the newly adopted faith; but the joy did not last long, as we will later see after Queen Kristina had left Sweden, for both the Catholics and others noticed from her entire behaviour and unreserved expressions how little she valued both her new and her old confession.
However, both sides tried to keep a good mien so as not to expose themselves to ridicule and reproach. It was strange that the Fathers who had a part in Queen Kristina's conversion did not later enjoy a corresponding reward from the Pope for this, as one would have thought, when the Protestant King Gustav Adolf's daughter, who was one of Europe's most intelligent and most learned princesses, converted to Catholicism after the above-mentioned persuaders had applied their efforts to her conversion. The Protestants, on the other hand, claimed that Queen Kristina had no religion at all and had only outwardly adopted Catholicism for certain practical reasons.
Queen Kristina cherished a lively desire to come to the milder climes of the southern countries, where there was a more voluptuous nature, finer society and more glorious artistic enjoyments, just as she could shine there with her unusually great intellectual abilities in larger circumstances. A witty Frenchman applied to Queen Kristina a quip that a traveling Italian made when mentioning the strictly Reformed clergy. The Italian said: "Their creed (the Reformed) is not bad, but mine (the Catholic) is more convenient for someone who wants to travel around the world."
This explanation could also have a great deal of probability in Queen Kristina's case.
As more Catholics were now roaming Stockholm than before, it was not long before there were murmurs among the people about Queen Kristina's possible intention to convert to Catholicism. The discontent of the lower population was expressed in the fact that Catholic gentlemen and servants were insulted with profanity and stone-throwing on the open streets of Stockholm.
It was just as much the great people of the kingdom as the common people who were outraged by the unreasonable, noisy and wasteful life that was led at the Swedish court. A generous waste of state funds on Queen Kristina's foreign favourites impoverished the treasury so much that, despite the country being at peace, the national debt increased considerably. The courtiers and the army, the country's own children, did not receive their salaries on time, as there was not always the necessary money in the treasury.
In order to continue her usual life, Queen Kristina borrowed here and there, but did not always pay back or in due time, so that the lenders sometimes got into financial trouble; this was especially the case when they could bear the loss, because several of the wealthier creditors did not always get the full amount paid back. The Queen also sold what she could sell of the State's miscellaneous goods, and in urgent cases she put out her silver service.
At the end of Queen Kristina's reign, a slanderous writing was published, written by a couple of Swedes by the name of Messenius, which denounced all the abuses that were going on, and the heir to the throne, Karl Gustav, was urged to seize the government. In the slanderous writing, Queen Kristina was described as a lunatic, a fool who only understood amusement and pleasures, which would therefore lead to the downfall of the kingdom.
Those who had written the slander were discovered. The guilty men, a father and son, were executed; however, the discontent among the people continued to simmer, as Queen Kristina did not change her way of life. When public discontent with Queen Kristina began to manifest itself in several ways, she took it up very insultedly, complained loudly about the ingratitude of the Swedish people, and threatened to immediately lay down the crown.
The Council was reluctant to let her take such an unusual step, fearing that she would later regret it; it therefore advised her against abdicating. The councilmen now had to make speeches of praise for the indignant Queen and flatter her to persuade her to continue wearing the crown; they also had to promise to pay her debts, and thus peace was signed for this time.
The matter was, however, postponed, but not abandoned on Queen Kristina's part, for the thought that she would soon be able to leave Sweden, which she despised, and then roam freely in the warm lands of the South, in a life that was to be devoted to art and knowledge, weighed more heavily on her than all the concerns that were raised against her abdication.
_-_Nationalmuseum_-_18075.tif.jpg)
Above: Kristina.
Note: The Messenius incident happened in December 1651 while Kristina's first attempt at abdication had taken place in September of that year.
No comments:
Post a Comment